Vejarbejde ad eternum
Der er intet mere forstyrrende, endda irriterende, end de sædvanlige vejarbejde på en almindelig vej eller motorvej: kilometervis af vejbaner lukket af for trafikken, som skrider meget langsomt frem, max. halv meter ad gangen. Den start stop, start stop som ikke synes at føre nogen vegne, motoren kører, men landskabet har ikke ændret sig de sidste tyve minutter. Er jeg mon ved et uheld kommet til at bakke i stedet for at køre frem? Foden konstant på bremsepedalen og et vågent øje, jeg skulle nødigt komme til at køre ind i ham foran, som så ud til at bevæge sig men egentlig ikke har rørt sig af stedet. Begrænset fart. Og har I nogensinde lagt mærke til, at 90% af gangene er vejarbejdet fuldkomment affolket? Hvor er mændene med sikkerhedshjelme og selvlysende veste, når jeg kører på arbejde? Eller når jeg kører hjem? Sommetider får jeg fornemmelse af, at de graver et bundløst hul og skrider deres vej, indtil nogen en dag kommer i tanke om eller undrer sig over deres systematiske fravær. Ikke så underligt, at vejarbejde tager så lang tid, at de ikke ser ud til at skride frem, at de ofte synes inspireret af ”Den Uendelige Historie”.
Noget andet, som er imponerende er den fuldkomne mangel på koordinering: det er nødvendigt at grave telefonkabler ned; man lukker en vejbane af, graver et halv kilometer langt dybt hul, kablerne graves ned på et tidspunkt, man lukker hullet, der asfalteres. Tre måneder senere kommer nogen i tanke om, at det er mere end på tide at skifte de ældgamle gasledninger – i præcis samme sted! – der graves et nyt hul, gasledningerne udskiftes, hvilket kan være måneder undervejs, hullet lukkes, der asfalteres på ny. Og fjorten dage senere skal der installeres optiske fibre, eller man vil udvide vejbanen akkurat på samme strækning; et nyt hul, mere langsommelighed, mere letargi det næste års tid.
I har gættet: om lidt vil jeg køre på arbejde og vil for tusinde gang komme forbi et vejarbejde, som har forstyrret og forsinket trafikken i flere måneder, og som ikke fremviser nogen som helst tegn på fremskridt.

Dans til de små timer
I lørdags var vi til fødselsdag hos et vennepar. Middagen var lækker, snakken gik livligt for sig, værtsparret var i højt humør. Men det allerbedste var, da man efter midnat satte musik på anlægget, så der kunne danses. Der er dem, der oplever fornemmelsen af vægtløsheden i en svømmebassin. For mig sker det på dansegulvet, mens musikken og rytmen omslutter mig fuldstændigt. DJ’en, som nok også var et barn af 70erne og 80erne, valgte en kanon musikalsk menu i dagens anledning: han lagde ud med Michaels Jacksons ”Billy Jean”, undværede ikke Nenas ” 99 red balloons”, spillede Kim Wildes ” Kids of America”, fra dengang hun endnu ikke drømte om have programmer, og musikken fra ”Grease”. Nummer efter nummer som løftede mig op, gav fødderne energi og hjertet vinger. Jeg var i mit es, dansede og hoppede rundt i timevis. Jeg lagde ikke engang mærke til, at jeg efterhånden fik ret ondt i fødderne, ej heller at der kom en vable i fodsålen. Jeg kunne have danset til solopgangen. Hvor er det bare fedt at glemme sig selv, glemme alt og bare lade sig bære op af øjeblikket, af musikken!…

Sik’et løveliv!
Jeg kan mindes siden jeg var barn, at der hver sommer op til sommerferien var intensive fjernsynskampagner med fokus på at forhindre mest muligt, at folk igen i år forlod deres kæledyr på gaden i ferien. Selvom jeg aldrig selv har haft kæledyr, har jeg altid fundet dette ondskabsfulde fænomen hidrørende det portugisiske samfund forvirrende, forstyrrende og chokerende: først anskaffer du dig en hund, sørger for at få den vaccineret, giver den mad, etablerer et tilhørsforhold, et bånd, bliver glad for den og den for dig. Og som et lyn fra en klar himmel kommer august, og du kommer pludselig i tanke om, at du skal på ferie og har ikke lyst til at medbringe hunden, eller at man ikke må have hund dér, hvor du skal på ferie. Hvad kan man så gøre? Hundepensionat er udelukket, da du synes det er alt for dyrt, og alle venner og naboer er på ferie i samme periode eller er allerede taget af sted uden at efterlade et telefonnummer. Den eneste mulige udvej er at smide hunden på gaden (?) og overlade den til sig selv. Hvordan kan man få sig til at lave noget så kriminelt mod et dyr, som er afhængig af en?
For nylig har jeg imidlertid læst, at forholdene i Brasilien er - om muligt - endnu værre: takket være en ny lov som forbyder at vise løver og andre vilde dyr frem i manegen, har cirkusfolkene set sig nødsaget til at slippe deres løver på gaden, for lud og koldt vand, efterladt til deres skæbne! Resultat: 68 forkomne, udsultede, afpillede løver løse på gader og stræder, da de aldrig har været vant til at jage efter bytte – det var faktisk fodgængernes held, at løverne ikke var det, ellers ville der have været et blodbad. Løver i Brasilien lever et hundeliv!
Sådan som verden jo er, hvem siger, at man i fremtiden vil nøjes med at forlade hundene på gaden for at få det meste ud af ferien og slippe for besværet? Hvad med børnene og de gamle forældre?
Det siges at mennesker er tænkende dyr, tja, det er måske rigtig nok... Sommetider er de i hvert fald hjerteløse, dyr med afskyelige vaner og uden nåde eller barmhjertighed…

Reflekshandlinger
Lyd? Kamera? Action! For nogle dage siden under det langsomme, dovne lørdags morgenbord sad min mand og spiste en klæbrig kanelsnegle på en tallerken. Da han var færdig, var tallerkenen for beskidt til at tage imod brødet, så den blev skiftet. Og den blev skiftet igen, da han åndsfraværende hældte græsk yoghurt på brødtallerkenen.
Lignende situationer sker ind i mellem, når vi mister kontrollen over vores bevidsthed og automatisk går i gang med distræte handlinger. Det er lidt som at være søvngænger med åbne øjne, man er bevidst og ubevidst på engang. Hvor mange gange lægger jeg nøglerne, solbrillerne, en bog et eller andet tilfældigt sted for senere ikke at kunne finde dem? Efter langvarige eftersøgninger finder jeg så de tabte genstande på de mærkeligste steder. Eller hvor mange gange går jeg i retning af skraldespanden med vasketøjet?
Reflekshandlinger er livsnødvendige, eksempelvis når vi trækker vejret, går eller cykler. Det ville være langt mere kompliceret at være sig bevidst hver eneste indånding, hvert skridt, hver træden på pedalerne, hver eneste lille bevægelse. Men sommetider er de ret trælse og forstyrrer mit liv.

Første fødselsdag
Der var engang en blog, som så dagens lys præcist for en måned siden (den portugisiske udgave startede præcist for en måned siden. Den danske så dagens lys ca. en uge efter på baggrund af talrige opfordringer fra danske venner). Den har været ved stranden en hel del, men ikke kun. Den har vandret imellem mine barndomssange og stadig eksisterende teenagevaner, har været på indkøb, vågnet tidligt og forvirret op, kæmpet imod en dræberordbog, spist ude, været på altanen, mens det endnu ikke var regnvejr, har været igennem en introspektion, registreret begyndelsen af en slankekur (for tre kilo siden) og har endda været en tur i zoologisk have.
Den blev født af en venindes udfordring i sommers – hun er selv en ivrig blogger – ”selvfølgelig kan du da finde ud af at skrive en sammenhængende tekst, du skal bare komme i gang – og så vil du ikke kunne stoppe igen”. Som sædvanlig havde hun ret: og … vupti… fra den ene dag til den anden svævede jeg i blogosfæren og havde fået en mega uvane, som binder mig til skærmen og til tusinde små sedler (papirservietter, gamle regninger eller de papirlapper jeg ellers har ved hånden eller i tasken, når inspirationen pludseligt rammer mig) flere gange om dagen, til mine omgivelsers store fortrydelse.
Det har været sjovt at lægge mere mærke til og forstørre små øjeblikke og indfald fra dagligdagen; og endnu sjovere at udveksle meninger med nogle af de hyppige gæster på denne blog (portugiserne er stadig i overtal). Kom endelig igen!

Zoofil
Overordnet er der to slags voksne, som man finder i zoologiske have: biologilærere og forældre. (”hvad med bedsteforældre?”) Ok, og bedsteforældre. Jeg har også altid ret vild med at tage i zoologisk have og er det stadig. Men idet jeg ikke tilhører nogen af ovennævnte kategorier, ikke vil kaldes barnlig og heller ikke har lyst til at låne en nevø eller niece, hver gang jeg får lyst til an tur i zoologisk have, føler jeg, at jeg skal have et solidt alibi for ikke at falde udenfor: hvis nogen skulle spørge, ville jeg sige, jeg er en zoofil, en elsker af naturen, især dyreriget. Sandheden er imidlertid, at jeg tager gerne derhen, fordi jeg har bevaret min barnlige fascination; i forhold til zoologiske haver er jeg ret barnlig (men kun i forhold til zoologiske haver, I skulle nødigt få et forkert indtryk af mig!…)
Lissabons zoologisk have er stadig min favorit. Jeg kender den ind og ud. Den har bevaret en klassisk stil trods mange moderniseringer. Og den har flodheste!
Københavns Zoo er bestemt også besøget værd. Den er moderne, dyrene lever under temmelig humane forhold, og der er mange flotte haver. Jeg plejer at starte med gibbonaberne, som bor på en ø i et åbent skib og elsker at svinge sig på rebene, som forbinder deres ydmyge hjem med træerne, de svinger sig på. Kommer forbi pelikanerne med fulde hage, de småsovende ugle, de rejefarvede flamingoer, som efter sigende først og fremmest lever af rejer. Aber i alle afskygninger. Til venstre ser man på den ene side de evigt fornøjede sæler og søløver, som klapper i hænderne og på den anden bjørnene – isbjørnen, de brune bjørne med legesyge unger, de sorte bjørne med hvide krav. Snart kommer vi forbi elefanthuset. Pingvinerne fremstår altid parate til gallamiddag men foretrækker en dukkert i det kølige vand. Jeg elsker at komme forbi leopard og tigerburene; deres unger ynder at lege jagt med et kaninskind, de river imellem sig.
Men det, som tiltrækker mig mest er tropezooen – jeg er helst fri for de klamme dyr fra skovbunden (eksempelvis kæmpe kakerlakker, tusindben og fugleedderkopper), det samme kunne siges om slangerne. Kamæleonerne er ret nuttede men vil helst gemme sig. De flotte sommerfugle danser rundt i luften eller sætter sig på hibiscustræerne. Men hvad jeg virkelig kom for at se er de gyldne løveaber (leontopithecus rosalia) – små orangepelsede aber fra Brasiliens atlantiske skove. Jeg mistede mit hjerte til dem i Lissabon, da en strakte armen ud og tog min finger. De hopper fra gren til gren, leger med frugten og ser tilfredse ud med al den opmærksomhed. Jeg kunne blive ved dem resten af dagen, men min mand siger drillende, at der er meget mere at se: papegøjerne, myreslugerne, løverne, girafferne med hovedet i vejret, antiloperne og impalaerne, zebraerne, strudsene, kænguruerne, Galapagosskildpadderne, kattalemurerne, lamaerne, næsehornene, kamelerne (eller er det dromedarene? Jeg kan aldrig huske forskellen), de har endda æsler. Mere end 3300 dyr og 270 arter.En fantastisk dag, som fortjener at blive gentaget snart, var ved at være forbi. Og det var da jeg blev klar over, at vi endnu ikke havde set de obligatoriske flodheste. Vi gik rundt og rundt – en zoologisk have med respekt for sig selv har velsagtens flodheste? Den i København, utrolig nok, har ikke en eneste!

Kan man regne med regn?
Vejret er et mærkeligt fænomen, da det virker så uforudsigeligt. I teorien forstår jeg mekanismerne bag vejrforhold og disses forandringer – høj- og lavtryk, kolde og varme luftfronter, cykloner og anticykloner (som den berømte og for os altid problematiske anticyklon over Azorerne), vand som fordamper, stiger til vejrs og kondenserer. Men i praksis er det stadig et ligeså stort mysterium for mig som en hvilken som helst anden af verdens store mysterier, som baggrunden for de kæmpe cirkler på kornmarker, eller hvad de Hængende Haver i Babylon hang på.
Denne sommer har fx været helt ekstrem her til lands. Hvis juli var rekord varm, den varmeste juli nogensinde, må august være den vådeste måned nogensinde (det føles i hvert fald sådan) med mere end 120 mm regn på et døgn i visse egne, og kun 3-4 dage uden regn og med nogenlunde stabilt vejr fra morgen til aften. Repertoiret har været varieret: styrtregn i timevis, lynhurtige byger, tykke dråber, mellemstore dråber, finregn, lodret regn, nærmest vandret, vindblæst regn. Stille regn og voldsom regn, tordenvejr.
Under normale omstændigheder finder jeg det hyggeligt at sidde i en krog herhjemme under et tæppe og se på regnen, sidde med en varm kop te og en bog og lytte til regnens stille pisken mod vinduerne. Men fordi jeg hader og er ked af tanken, at sommerlivet og strandlivet ser ud til at være uigenkaldeligt forbi for i år, og vi synes at nærme os efteråret med hastige, for tidlige skridt, har jeg bare lyst til at kigge op på skyerne og råber ud: ”nogen har glemt at slukke for bruseren igen i dag, man!”
Den eneste fordel er, at jeg nu igen har fået stranden for mig selv.

Weekend planer
Fredag om otte dage skal jeg pleje en af mine uvaner og jeg ser virkelig meget frem til det! Det er sådan, at det portugisiske fodboldlandshold kommer til Danmark for at spille en venskabskamp som forberedelse til Euro 2008. De skal spille mod Danmark. Jeg har allerede anskaffet billetter, selvfølgelig, og skal ind og se den fantastisk spændende kamp sammen med min husbond og et dansk-portugisisk vennepar. Jeg vidste, at pressekonferencen, hvor man ville offentliggøre listen over udtagne, skulle finde sted i forgårs og skyndte mig at kigge på hjemmesiden for Portugals svar på DBU for at se, hvem de heldige, renommerede 22 valgt af landstræneren, "mister" Luiz Felipe Scolari, til kampen d. 1. ville være. Jeg kender dem ikke alle sammen. Men heldigvis så der ud til at være ganske få overraskelser. Holdet ligner nemlig det, som var med til VM for nylig – med de baklagelige undtagelser af Figo, som sagde sit endelige farvel til landsholdet i juli , og Maniche, som af mystiske grunde ikke blev udtaget (hans kraftfulde spark fra midtbanen vil blive savnet!); og, vil nogen mene, den knapt så beklagelige undtagelse af Pauleta, som også gik af landsholdet efter VM.
Her er så listen:

Costinha (fra Atlético Madrid);
Paulo Ferreira (fra Chelsea FC);
Ricardo Carvalho (også fra Chelsea – hvad vil Mourinho, Chelseas portugisiske træner, stille op uden sine to spillende landsmænd på holdet i over en uge?)
Nuno Valente (fra Everton FC);
Deco ( fra FC Barcelona);
Hélder Postiga (fra FC Porto);
Ricardo Costa (en til fra FC Porto);
Ricardo Quaresma (også fra F C Porto);
Boa Morte (fra Fulham FC – navnet er noget makabert , det betyder “gode død”, men manden har fødderne skruet godt på og ved, hvad han skal på grønsværen!);
Cristiano Ronaldo (fra Manchester United FC);
Tiago (fra Olympique Lyonnais – jeg håber ikke han ser så forvirret ud som under VM, “hvor er bolden? Hvor er bolden?”);
Nuno Gomes (fra SL Benfica);
Petit (også SL Benfica – forhåbentlig kan han styre sig og lader være med at uddele tæsk);
Simão (fra SL Benfica – med den utrolig ranke ryg);
Ricardo Rocha (fra SL Benfica);
Quim (fra SL Benfica);
Caneira (fra Sporting CP);
Carlos Martins (fra Sporting CP);
João Moutinho (fra Sporting CP);
Ricardo (også fra Sporting CP – den store målmand Ricardo!);
Hugo Almeida (fra SV Werder Bremen);
Fernando Meira (fra VFB Stuttgart).

Lagde I tilfældigvis mærke til, hvem der var på listen? CRISTIANO RONALDO – yeeeeeeees!!! : ) Eller troede I, at den uvane, jeg henviste til, var at tage til fodboldkampe? Denne bliver faktisk min første, og den bliver sikkert uforglemmelig! Jeg vil være på Brøndby Stadion med en af mine foldboldtrøjer nummer 17 og et kæmpe Portugals flag og heppe på Portugal. Por-tu-gal! Por-tu-gal! Por-tu-gal!
Nedtællingen til den store aften er begyndt.

Private hospitaler
Hvad er privat hospitalernes tiltrækningskraft? Udover fine, store, veldekorerede værelser med sofaer i oksehud, fladskærme i stuerne og fin fjordudsigt, top personale og ingen ventelister? For nylig fandt jeg ud af, at hemmeligheden egentlig er i måltiderne. Følgende beskrivelse kan måske belyse det tydeligere: ”På bordene ved patienternes senge ligger menukort, for på Privathospitalet Mølholm er der ikke brun sovs og udkogte grøntsager fra et traditionelt sygehuskøkken. Til frokost bestilles fra byens slagter, hvor der er frit valg mellem højt belagt smørrebrød, pastasalat, ciabatabolle og meget andet. Til aften kommer maden fra en restaurant, og her kan man menuen eksempelvis vælge fiskecremesuppe eller fois gras terinne med balsamico efterfulgt af en kalvemørbrad med estragonsauce rundet af med den store ostetallerken eller kokosfragilité med chokoladecreme og akaciehonning. Til maden kan helt indlysende serveres rød- eller hvidvin” (fra 24 Timer) Kan I se det? Lækker mad frem for kedeligt hospitalsmad.
På Hvidovre Hospital har man tilsyneladende forsøgt sig med menuer a la carte gennem et stykke tid. Og efter sigende var det så stor en succes, at det bliver talt om at indføre det som en permanent ordning på alle offentlige hospitaler. Hvis det fanger an, har jeg flere andre forslag klar: manicure, massage, jacuzzi, pedicure, skønhedsbehandlinger, designer hospitalstøj, osv., osv. Så megen overdådighed kan kun være godt for helbredet.

Diplomati og mangel på samme
Man kan give sin mening til kende på mange forskellige måder: diplomatisk, ironisk, humoristisk, eller lige hårdt og på. Jeg betragter mig selv som en rimelig diplomatisk person, jeg bryder mig ikke om at skulle såre folk med mine meninger. Jeg kan ind i mellem gøre brug af humor men prøver at gøre det så skånsomt som muligt. Og jeg trives blandt folk, der giver deres meninger til kende på samme måde. Som forleden dag da jeg kom kørende bag ret en beskidt hvid varevogn. Hvem har ikke stødt på den slags upassende håndskrevne kommentar på en bil i den forfatning a la ”vask mig, svin!”? Den, der denne gang skrev kommentaren, er en person lige efter mit hjerte, hvad diplomati angår; vedkommende skrev blot ”kan fås i hvid”.
Denne aversion mod total, bundløs og uforskammet ærlighed må være et produkt af at være min mors datter. Dem, der kender hende ved, at hendes diplomati ske evner kan være et meget lille sted, og at hun synes, hun har ret til at fremkomme med sin uforbeholdne mening til enhver tid, ufiltreret. Sidste år fik hun nogle øreringe af min lillesøsters kæreste, som hun ikke kunne li’. Frem for at takke ham for hans opmærksomhed, eller allerhøjest tilføje, at farven ikke plejer at klæde hende, eller at hun ikke har tøj der matcher eller noget lignende, brusede hun spontant ud overfor ham med: ”nej, de er godt nok hæslige!”
Man kan have forskellig smag. Det er ikke altid nemt at være diplomatisk eller komme med konstruktiv kritik, men det er forsøget værd.
Næste gang jeg skal give kritik, vil jeg prøve at huske den offwhite varevogn fra forleden.

Har du brug for en hobby?
Glem alt om at samle på frimærker, tage billeder, tegne, læse skønlitteratur, skrive digte, opdrætte bier, ja endda holde høns. De hobbyer er håbløst gammeldags, ligesom broderi og perlesyning. I en lokalavis læste jeg for nylig om en hobby uden lige, fremtidens hobby over alle hobbyer: på internet er der tilsyneladende en hjemmeside, hvor man ved at indsætte sit billede på få sekunder kan få at vide, hvilken kendis man ligner mest. Bono Vox? John Travolta? Luis Figo måske? Det sjove er så at klæde sig ud som den pågældende stjerne og deltage i konkurrencer med andre lookalikes, prøve at efterligne Madonna. Eller eksempelvis Elvis Presley.
Jeg har aldrig selv syntes, at jeg ligner en kendis, og jeg synes heller ikke at en eneste af mine veninder ligner Michelle Pfeiffer eller Natalia Imbruglia (sorry, girls…). Og heldigvis kender jeg endnu ingen der har taget den nye hobby til sig. Jeg ved heller ikke, hvordan jeg skulle reagere, hvis nogen en dag sagde til mig: ”Jeg har fået denne her fede hobby…har du ikke altid synes, jeg ligner Posh Spice på en prik?” Ærlig talt har jeg ikke fantasi nok til at forestille mig det sjove i at klæde sig ud som en anden, bare fordi man kan det.
Lige når man tror, man har set alt, kan man ligeså godt gå ud fra, at man kun har set endnu meget lidt eller intet.
Ikke mærkeligt, at så mange tror, at "Kongen", Elvis, lever endnu i bedste velgående med så mange dobbeltgængere alle vegne...

Svaler
I går eftermiddags var vi på en af vore yndlingsstrande. Den ligger i Dragør, syd for hvor vi bor, og er en naturstrand som får besøg af trækfugle, især svaler. I går var der utallige. Når jeg ser svalerne, misunder jeg deres dristighed, deres hurtige, uforudsigelige drejninger, deres selvsikre, lette bevægelser, den måde hvorpå de svæver højt oppe i himmelen og næsten berører skyerne og pludseligt dykker og flyver ved vandets overflade, eller tæt op ad tage og husmure, flyver ind og ud og ind igen, leger kispus med tiden, udfordrer hinanden i luftkapløb. Det er i deres natur at bygge reder under halvtage, hvor de vil, uden grænser, uden matrikler. De flyver over strande og sletter. Spiser i luften, og lander først for at hvile de trætte vinger og sørge for de unger, som er afhængige af dem. Ungerne opfostres, og svalerne tager af sted igen, tager ud og se verden, varmere lande. De følger efter solen, flytter sig med årstiderne, udnytter trækvindene langs kysterne. Køber ikke billet eller viser pas. Det må være livet!
Hvis ikke det var for at skulle leve af ulækre insekter, som gylpes op igen ville jeg godt ønske, jeg var en svale.

Foto: Scanpix
Ungdommens kilden
Jeg læste i en forholdsvis seriøs avis forleden dag, at David Copperfield, ham den kendte tryllekunstner, som på sekunder kan trylle alt væk fra blodtørstige tigre til en Boeing 747 foran et live publikum og kameraerne, nu har ”tryllet” ungdommens kilde frem, den kilde som har betaget og luret utallige opdagere og drømmere gennem århundreder. Den befinder sig på Bahamas. Men tro ikke, at I bare kan tage første afgang til Bahamas for at tage ud og drikke løs af det magiske vand. Kilden befinder sig på en af de fire småøer, som tryllekunstneren netop har købt i den sydlige del af Bahamas og er således privat ejendom. Men I kan måske komme kilden nærmere, hvis I er parate til at lægge 300 000 dollars på bordet til lejen af Musha Cay, et privat ferieparadis Copperfield har på en af småøerne.
Hvordan fandt den berømte illusionist, at der var tale om ungdommens kilde? Ifølge ham bliver døde blade, der berører vandet, fyldt med liv igen, og halvdøde insekter, som kommer i kontakt med vandet, tager flyvende derfra. Han har allerede hyret biologer og geologer til at undersøge vandets potentielle effekter på mennesker.
Kan det være en af hans illusioner? En ting er helt sikkert: når der er amerikanske millionærer, som underskriver kontrakter og betaler i dyre domme for at blive frosset ned ved deres død, skulle forskerne en dag opfinde en måde at genoplive og forynge de døde på, skal der nok være efterspørgsel nok efter denne såkaldte ungdommens kilde. Og pengene på Copperfields bankkonto bliver i så fald ikke en illusion. Og kommer han mon på et tidspunkt frem på skærmen med udseendet af en femtenårig, så vi med sikkerhed kan vide, at der er noget om snakken?

Inspirerende muse
Siden jeg begyndte på denne blog, har jeg været bekymret for, at min inspirerende muse pludseligt og uden varsel ville forstumme – akkurat som det må være sket i Hollywood: med alle fortsættelser udtømt (Rambo I, II, III; Rocky 5+; Kære, jeg har skrumpet/forstørret/ atter skrumpet børnene; Alene Hjemme I og II, osv. osv.), har man de senere år kastet sig over genindspilningerne: af alle agent 007 filmene med Sean Connery, King Kong, Den Lyserøde Panter, Spiderman og mange, mange flere. Den nye Superman film har for nylig haft premiere, og Miami Vice er lige på trapperne. Som man næsten kunne gætte sig til, er de allerede i gang med at genindspille Dallas, og hvem ved, om Dollars og De Fem ikke allerede er på tegnebrættet?
Og hvorfor egentlig ikke? Hvis det blev en salgssucces første gang, må det være det værd at falde tilbage på den samme indbringende guldåre, da man nødigt vil have at børnebørnene går glip af bedsteforældrenes fantastiske filmoplevelser, denne gang med federe speciale effekter og de unges nuværende, nulevende yndlingsskuespillere. Alle ved, at genbrug jo er gavnligt for miljøet, ikke? Og vi som troede at Hollywood var en brug-og-smid-ud kultur, hvor der blev frådset i stor stil! Det bliver dog en udfordring for det yngre publikum at forstå, hvad det er for en glas kabine Superman løber ind i, når han hurtigt skal skifte tøj; det er trods alt de færreste under 25 år, som rent faktisk har set en telefonboks.
Hvad der bekymrer mig efterhånden er også, hvad de vil finde på, når de har nået til bunds i arkivskabet. Jeg håber at slippe for genindspilninger af Fred Astaires dansefilm samt af musicaler, undtagen Sound of Music, men den er i forvejen perfekt og trænger ikke til noget nyt.
I bliver advaret: hvis jeg på et tidspunkt løber tør for inspirationen, risikerer I at møde på denne side ’comebacket af dræberordbogen’.

Hvor er det irriterende, man!...
Jeg må indrømme, at tålmodighed aldrig har været blandt mine få dyder. Men på det seneste er jeg blevet klar over, at der er flere og flere slags mennesker, som irriterer mig kolossalt:

• Dem som fredag eftermiddag til trods for den lange kø foran pengeautomaten insisterer på at trække en saldo og hæve penge. Indsætte kort – taste pinkode – trykke ”se saldo” – tage kort – tage kvitteringen. Indsætte kort – taste pinkode – taste ”hæve” – taste ønsket beløb – tage kort – tage penge – ”ønsker en kvittering?” ”ja” – tage kvittering – tælle penge. Og så er flere dyrebare minutter af ens liv forbi!
• Dem som gemmer al usikkerhed og ambivalens til bageren: ”God morgen. Jeg vil have seks rundstykker… nej, hellere et trekornsbrød”. ”Skulle det være andet?” ”Nej tak…jo, nu at jeg er her: to tebirkes og en scone”. ”Med eller uden chokolade?” ”Med… uden, ja uden”. Og for at gøre situationen endnu bedre insisterer vedkommende på at betale med lige penge: ”Hvor meget bliver det?” ”tre og tredive fem og halvfjers øre” ”Fem, ti, tyve, tredive, en og tredive, to og tredive, tre og tredive, og en halv, tre og tredive fem og halvfjers, du kan selv tælle efter”, hvilket selvfølgelig udløser, at ekspeditricen tæller efter: ”Tyve, tredive, to og tredive, tre og tredive, tre og tredive fem og halvfjers, det stemmer”.
• Dem som ikke tager sandalerne af ved indgangen til stranden og bombarderer dem, som tørrer sig liggende på håndklæderne med det sand, der bliver hvirvlet op, når de går forbi.
• De uanstændige bilister: dem som kører for hurtigt og overhaler hasarderet. Dem som kører for langsomt lige foran mig og for at genere sætter farten op, lige når jeg skal til at overhale dem. Dem som taler livligt i mobiltelefon. Og dem som kører klistret tæt op ad mig for at presse mig til at køre over fartgrænsen. Overhal dog man!
• Dem som uden skam smider skrald overalt – hundeejere, rygere og hundeejende rygere er i toppen af listen.
• Dem som hoster uden at sætte hånden foran munden. Dem som spytter på fortovet. Dem som skynder sig ind i Metroen inden de andre passagerer træder ud. Dem, som er ubehøvlede over for kunderne og tydeligvis ikke synes, kunden altid har ret. Dem som uden varsel pludseligt standser på fortovet. Og dem som irriterer sig over de mindste bagateller.

Stædig som en edderkop
Der er nogen som finder mig ret stædig. Jeg indrømmer, at jeg elsker en glohed diskussion, især hvis jeg tror, jeg har ret. Men stædig? Nok ikke mere end gennemsnittet. Og dem, som synes, jeg er stædig, kender nok ikke den edderkop, som bor bag det højre spejl i min bil. Hver morgen finder jeg mellem spejlet og ruden et meget stramt spindelvæv, så stramt, så det minder om huden på en tresårig i Hollywood eller et volleyballnet. Den tyndeste silketråd strammer det fra side til side og slutter i begge ender med fem-seks forgreninger, og hver forgrening hænger fast til hhv. ruden og spejlet med en lille klistrende klat. Det er et mesterværk indenfor vævning, topkarakter! Det ligner de væv, som Spiderman udskiller fra hænderne, når han vil svinge sig fra a til b – har jeg mon en superhelt boende bag mit spejl? Idet edderkopper er min absolut yndlingsaversion, ødelægger jeg uden nåde dens etværelses bolig med spisekammer, som den må have brugt timer på at strikke sammen. Og næste morgen finder jeg et splinternyt, stramt spindelvæv mellem spejlet og ruden. Denne kamp mellem viljer vil vare ved, indtil en af os giver op. Først da vil man kunne afgøre, hvem der er stædig.
Efterspil: I dag fandt jeg også et noget enklere spindelvæv på venstrespejl. Er det bare mig, eller er min bil ved at blive til et regulært boligkompleks?

Brev til udgiveren af en såkaldt ordbog
I går begyndte jeg på et brev til udgiveren af den frygtelige såkaldte portugisiske ordbog, jeg tidligere har skrevet om:

Leandro Lara, editor
C/Arnau 19-21
08032 Barcelona
España

Kære hr.
(hvis jeg havde kaldt ham, hvad jeg virkelig mener om ham, nemlig ”mega-ignorant, analfabetisk torsk sikkert og vist med akademisk baggrund” ville han sikkert ikke lytte til det, jeg har at sige. Derfor det neutrale ”kære hr.”)
jeg blev for nylig opmærksom på, at De har udgivet en lomme ordbog (jeg kalder den ordbog for ikke at være ubehøvlet og komme til at kalde den, hvad den egentlig er, nemlig en bunke uformelig, lugtende, grim, mørk materie) som blev foræret min mand. Denne er udlænding og en elsker af Portugal og er top motiveret for at lære vores smukke sprog så fuldkomment som muligt, hvilket i sig selv er en svær opgave, da portugisisk, som De ved, jo er så kompleks som det er smukt. (men med Deres ”ordbog” bliver det i hvert fald komplet umuligt!) Desværre måtte jeg konstatere, at den ordbog, De har udgivet er fuld af alvorlige stavefejl fra ende til anden, hvilket jeg finder beklageligt og uacceptabelt i den slags værker. Jeg anmoder Dem derfor (for guds skyld!) om at trække den tilbage fra markedet (og dermed holde op med at myrde det portugisiske sprog for bestandigt!) og som minimum revidere den omfattende, inden De overvejer at genudgive den (det ville selvfølgelig være at foretrække, hvis De slet ikke udgav den på ny).
Med venlig hilsen (selvom jeg allermest har lyst til at være grov og banke Dem sønder og sammen, som De fortjener...)
Vida de praia,
København

Hvad synes I så om kladden?

Stjernenykker
Madonna har som bekendt indledt sin verdensturné, ”Confessions”. Hun giver også koncert i Danmark, i Horsens, og jeg kender nogen som har skaffet billetter. Alle ved på forhånd, at stjerner har nykker og urimelige krav i forbindelse med koncerter: frisk frugt i omklædningsrummet til alle tider, køligt men ikke iskoldt vand på flaske, bordfodbold, champagne og jordbær i november, sikret bagdør og privatfly for at undgå påtrængende fans. Men Madonna er efterhånden blevet kendt for sine sunde vaner, store åndelighed og god, raffineret smag; ikke som i 80erne, hvor hun rendte rundt i undertøj og sang ”like a virgin”. Derfor overraskede det mig alligevel, hvad hun krævede på denne turné: et nyt, forseglet toiletsæde hver aften. Toiletsædet skal ydermere inspiceres af hendes teknikere inden monteringen. Og hvem vil kunne forklare det til japanerne, der i forvejen er så optaget af klinisk renhed? Medierne har også været forundret over et så alternativt ønske. Madonnas talskvinde har overfor en journalist angivelig udtalt: ”Og hvem ville ikke ønske et nyt toiletsæde hvor end man befinder sig?”
Hmmm… tja… jeg er ikke ligefrem fan af offentlige toiletter, men faktisk havde jeg aldrig tænkt på det.
Har det mon været en forglemmelse, at det ikke blev foreslået tilføjet Menneskerettighedserklæringen?

Levende fælder
For nylig farede jeg vild på en blomsterskole. Ikke i bogstavelig forstand. Jeg vidste udmærket hvor jeg var, og så kæmpe stor var blomsterskolen egentlig heller ikke. Men for mig er en planteskole en hel verden for sig, som fængsler min opmærksomhed, så jeg lukker helt af for resten. Der er alt fra eksotiske planter som orkideer og palmer til de mest almindelige bregne, oliventræer, fuchsiaer, hortensier, pelargonier. Og de smukkeste krukker. Og upraktiske men enormt dekorative haveredskaber.
Jeg kommer altid derfra med bagagerummet fyldt med planter. Denne gang kunne jeg simpelthen ikke lade være med at købe en lille bitte grøn kødædende plante, en dionaea (eller Venus fluefælde) med mange ”arme” som en blæksprut og en fælde med de tyndeste følsomme tråde i hver ende. Hver fælde er altid klar til at lukke i som to foldede hænder ved den mindste bevægelse fra et insekt, som ser bort fra faren og falder i den. Fælden åbner først igen efter fordøjelsen. Jeg bliver fascineret, når eksempelvis en flue kommer nærmere og klap! Den bliver fanget i fælden og forsøger desperat at slippe væk, mens fælden kun lukker endnu tættere omkring den. Og bliver skuffet, når den kun just berører fælden og formår at flygte, inden den bliver taget til fange.
Det var sådan jeg opdagede denne morbide fascination. Har jeg mon flere uden at være bevidst om det?

At klippes eller ikke at klippes, det er spørgsmålet – del 2
Jeg ved ikke om I kender den overraskelsesfølelse, når noget man har bævet for, egentlig gik betydelig bedre end forventet, og man ikke engang kan forstå, hvad problemet egentlig var i første omgang. Har jeg overdrevet? Lavet en storm i et glasvand? Det var den overraskelsesfølelse, der fyldte mig, da jeg i går kom ud af frisørsalonen med let hår i vinden.
Jeg gav min frisør, som efterhånden har kendt mig gennem et år, frie hænder til at gøre, som hun syntes bedst. Hun gav en dyb men mild farvning til håret; vaskede; gav det en plejende hårmaske; føntørrede; klippede let i etager; strakte ud; glattede ud; klippede som hun fandt bedst men bevarede hårets længde nogenlunde.
Jeg må have nær glemt, hvordan det var at gå til frisør. Det var en ret intens oplevelse med noget til enhver sanse. Til synet alle de farverige flasker og beholdere, frisørernes vovede frisurer, halvanden artikel læst i Elle magasinet med alle de flotte billeder, kunden med sennepsfarvede papirer i håret, de lange spejl med mahognirammerne. Til hørelsen musikken fra højtalerne, den gode snak med frisøren, alle andre snakke i salonen, som for det meste omhandlede netop overståede ferier og ferieplaner. Til smagen frugtteen, i dag havde jeg ikke lyst til vindruer, heller ikke til småkager. Til følesansen hovedbundsmassagen, den lange hårvask med vandet ved den perfekte temperatur, håndeksfoliering uden regning - et nyt produkt de ville prøve af - de bløde håndklæder lige fra tørretumbleren omkring mit våde hår, det føntørrede hår udglattet med glattejern. Og til lugtesansen de dejlige dufte fra dyre shampoer og fra det nye produkt som giver håret mere volumen og understreger glansen.
Hvor tit har jeg egentlig to og en halv timer til mig selv, hvor jeg kan glemme verden udenfor og lade mig forkæle?
To og en halv timer senere var jeg en ny kvinde med glansfuldt hår og bløde hænder, ligesom en filmstjerne i en L’Oreal reklame, ”fordi jeg fortjener det”, svingede håret fra side til side mens jeg betragtede mit nye spejlbillede i butiksvinduerne. Hvad var problemet egentlig?
Jeg ville have sat et billede af den nye frisure på bloggen men har endnu ikke et digitalt kamera. Så I må bruge fantasien. Og for nu endnu en gang nøjes med billedet af min yndlings frisørsalon, hvor jeg lige har tilbragt et par fede timer fredag eftermiddag.

Restaurationsbesøg en tirsdag aften
I tirsdags lod vi os drive af et impuls og tog ud at spise. Vi havde selvfølgelig ikke reserveret bord. Og blev overrasket af de mange mennesker, som havde fået samme ide på en sådan hverdags aften. Da vi ankom til restauranten ventede vi på at blive anvist et bord, som det stod på skiltet man skulle. Vi ville helst sidde udendørs i det gode vejr. Og vi ventede. Og vi ventede. Og sulten tog til. I samme sekund vi var ved at vende på hælen for at finde et andet sted kom tjeneren og henvendte sig til os. Spurgte om vi også var del af et selskab på otte, som vi ikke engang stod ved, hvis bord netop var klar. "Nej? Det troede jeg, I var. Så beklager jeg for ikke at have talt med jer før. Der går lige et øjeblik". To Tre. Fire. Endelig anviste han til et lille bord, det tredje i en række af tre. Så ventede vi på menuerne. Valgte hvad vi ville spise. Og forsøgte desperat at etablere øjenkontakt med tjeneren igen, så han kunne tage vores ordre. Med næsten tredive grader kan vandet kun drikkes iskoldt. Men, ak, isterningerne var udsolgt (?). Det lykkedes dem alligevel at servere temmelig køligt vand, ikke værst. Så ventede vi på maden. Og sulten tog yderligere til. Hvis ikke jeg allerede sad ned og var så sulten, at jeg kunne sluge en bøffel, ville jeg være gået. Og det var så i den lange ventetid, at min mand fik den geniale ide at droppe kaffen og desserten (jeg havde jo i forvejen droppet den, som I jo ved), bede om regningen og betale så snart vi fik maden på bordet – for at undgå igen hektisk at skulle forsøge at etablere øjenkontakt og vente.

Efterspil:
Déjà-vu. Mens vi spiste, satte et portugisisk par sig ved det første bord. Turister fra provinsen. Som kom til København og ikke kunne et ord engelsk. De kiggede på menuen og snakkede indbyrdes: ”Mon det her smager godt?” ”Hvad er det mon”? Jeg overvejede at holde lav profil men forbarmede mig over de stakkels turister og forklarede, hvad de forskellige retter var. Hvilket selvfølgelig inviterede til de sædvanlige spørgsmål: ”Er du på ferie eller bor du her?” ”Hvor længe har du boet her?” ”Kan du li’ det? Man hører det er så mørkt om vinteren.” De nåede ikke at spørge, om jeg havde børn. Da jeg bemærkede det sigende, nysgerrige blik, lavede jeg mit lille forsvindingsnummer og var over alle bjerge, før de fik chancen. Og tog husbonden med.

Bryllupsmaraton
En af mine veninder er lige for nylig blevet forlovet til sin ultra-romantiske kæreste. De skal giftes til næste forår. Men efter bryllupsplanlægnings hjemmesiderne på nettet at dømme er de allerede et halvt år bagud. Ja, ifølge eksperterne skal et ordentligt bryllup planlægges mindst halvandet år i forvejen. Ellers er det så godt som umuligt at vælge et tema eller gennemgående farve, brudepigerne vil ikke kunne matche båndene på blomsterbuketterne, og blomsterne vil heller ikke kunne matche brudekjolen eller menuerne, som allerhelst bør laves i hånden af brudeparret, eller bestilles hos en professionel tillige med invitationerne og bordkortene. Bilens dekoration er formentlig allerede kompromitteret, hvis de kan få fat i en ordentlig lejebil, ellers bliver de nødt til at vælge at cykle til kirken. Kirken! Jeg havde glemt kirken. Hvordan vil man kunne nå at reservere kirken til den ønskede dato med så lidt forvarsel? Og hvad med stedet hvor festen skal holdes? Det kan ikke længere lade sig gøre at få fat i det fede band med bryllupper som speciale, vink farvel til saxofon spilleren og strygerne til at spille "all you need is love"; som fotograf må man nøjes med fætteren, som tog det der brevkursus i fotografering, og de DJs som er tilbage at vælge imellem er ikke værd at samle på. Det er nok allerede udelukket at åbne en gaveliste i yndlingsbutikken(erne). Og man må nøjes med en bryllupsrejse fra tredje sortering.
Jeg blev først klar over denne bryllupsmaraton imod uret gennem en kollega, som skal giftes om fjorten dage og først gik i gang med for alvor at planlægge den store dag for et par måneder siden…
Tillykke og de bedste ønsker!

At klippes eller ikke at klippes, det er spørgsmålet
I overmorgen skal jeg til frisør. Jeg har haft den aftale i ugevis, men som sædvanlig har jeg endnu ikke besluttet mig for, hvad jeg vil lave med mit uregerlige hår, som krøller selektivt over ørene og generelt er glat og fladt som en våd klud uafhængigt af tørremetoden. For mig er der ingen større udfordring, det er altid det samme dilemma at vælge frisure: kort? Næ, aldrig i livet! Langt? Hmmm… over eller under skulderen, eller lige til skulderen? Lige eller i etager? Glat? Med krøller? Med sideskilling eller midterskilling? Vedrørende pandehåret har beslutningen givet sig selv for længst: det går ikke med mit runde ansigt. Og permanentet blev opgivet efter firserne, da det fik mig til at ligne en vandhund. Striber? Med så forholdsvis mange grå hår som tre og trediveårig kunne en farvning forsvares. Plejende hårmaske?
Problemet er at jeg hverken har fantasi eller tør det helt vilde og ender altid med at vælge den samme frisure. Jeg bladrer godt nok hektisk i ugeblad efter ugeblad for at få ideer. Det kunne være sjovt, men… hvis jeg nu fortrød? Som om håret ikke voksede ud igen, og der var tale om noget så uigenkaldeligt som plastiskkirurgi. Eller et valg som involverer liv eller død.
Engang var jeg hos en meget skarp frisør: jeg var forberedt og gav ham tydelige instrukser om hvad jeg ville. Han svarede: ”nå, du vil bare have akkurat det samme men fem centimeter kortere, ikke?”
Så i overmorgen vil det være den samme pine: jeg vil kigge hektisk i de samme blade, spørge til frisørens kvalificerede bud, og vil sikkert gå derfra præcist som da jeg kom, blot fem centimeter kortere.
Heldigvis er der to dage til...

Laster og uvaner
Last: 1. fejl på hvis baggrund individet falder udenfor det, der opfattes som det normale; 2. vane dybt indgroet i handlinger, man finder moralsk forkastelige; fordærvelse; demoralisering; 3. dårlig, forkastelig eller skadelig vane; 4. uimodståelig tiltrækning eller trang; 5. fejl; 6. svaghed; 7. afhængighed af indtagelsen af en bestemt substans (alkohol, tobak, osv.)

Mennesker er tilbøjelige til at have uvaner. Alle undtagen mig. Fra en tidlig alder har jeg nemlig kunnet prale af ingen laster og uvaner at have, da jeg hverken røg, drak, tog stoffer eller bed negler. Men en mere objektiv selvransagelse i lyset af ovennævnte definition ville sikkert afsløre, at denne arrogante holdning om at være bedre end de andre slet ikke holdt stik. Ud af nysgerrighed besluttede jeg mig så for at sætte stoltheden og selvretfærdigheden til side og gå i gang med at grave i dybden. Og I vil ikke gætte, hvad jeg fandt (det håber jeg i det mindste ikke…)! Min liste over uvaner, om end af den mindre skadelige slags (tror jeg i hvert fald), blev længere end jeg først havde antaget:

• at blogge (tydeligvis!)
• at tjekke min e-mail, femten gange om dagen
• at læse Cristiano Ronaldos blog
• at drikke kaffe i spandevis, og te hvis jeg pludseligt opdager, jeg allerede har overskredet min “kaffekvote”
• at slukke lyset og lukke døren når jeg forlader lokalet, selv når jeg regner med at være tilbage om et øjeblik
• at sætte wallpaper med Cristiano Ronaldo på computerskærmen
• at læse Steen og Stoffer striben i avisen på nettet
• at vaske hænder efter at have givet hånden, hver gang
• at tale om Cristiano Ronaldo når lejligheden byder sig
• at starte en hæfte eller dagbog med pæn skrift og sløse efterhånden
• at spise yoghurt – jeg kunne faktisk leve af yoghurt – og kaffe
• at gå rundt med Portugals landsholdets trøje nr. 17, under VM og ellers
• kuglepenne, blyanter og andet godt til skolestart
• ikke at formå at gå ind i en butik medmindre der er kunder derinde i forvejen
• at have flere fodboldtrøjer med nr. 17
• at gemme biografbilletter
• at dekorere sætningerne med groteske overgeneraliseringer som ”altid” og ”aldrig”. Altid
• ikke at bruge ting, fordi de helst skal forblive nye og pæne – kigge, beundre men ikke røre
• at købe ligegyldige blade alene af den grund, at de indeholder artikler om Cristiano Ronaldo
• at gemme ting med billeder af solsikker, jordbær eller orkideer
• at gemme nye 20’ere
• at se romantiske komedier igen og igen
• at have så mange uvaner med Cristiano Ronaldo som omdrejningspunkt.......?

Det er en af grundene til, at jeg helst holder mig fra selvransagelser og fra at handle på nysgerrigheden!…Når der er tale om så dybt indgroede vaner og uimodståelige trang, som næppe kan laves særligt meget om på, hvad er så meningen med at få dem afsløret? Bedre at leve i uvidenhed end at blive frustreret og alt for selvbevidst på den ikke fede måde. Jeg kan skære ned på kaffen. Men jeg kan ikke undvære håndvask, yoghurt og Cristiano Ronaldo!

Der er en pointe i at tælle points
Jeg har almindeligvis en rimelig afslappet holdning til mit madindtagelse, spiser rimelig fornuftigt uden de store ofre og selvfornægtelse. Men det kunne være rart for selvtilliden at tabe mig lidt, mens det stadig er sommer. Derfor har jeg besluttet mig til at gå på slankekur fra i morgen. Jeg har rådført mig med eksperterne – selvfølgelig kvindelige eksperter – og inspireret i deres gode resultater har jeg valgt en af de kure, hvor man vejer madportionerne svarende til et x antal points. Jeg har endvidere allerede regnet ud, at udfra min højde og aktuelle vægt kan mine daglige måltider i alt ikke overstige 18 points. Vil jeg føle mig mæt, eller vil jeg være kontant sulten? Den eneste måde at finde ud af det på var at kigge på en udførlig oversigt, som oversætter de forskellige madvarer til points.
Bare for at få en ide: en skive brød 1 point, 1 skive ost 1 point, to skeer honning ½ point, en cappucino 2 points, et glas juice 1 point, en mager yoghurt 2 points, et glas skummetmælk 1 point, fem stk. oliven 1 point, et stk. frisk laks 4 points, et kyllingelår uden skind 2½ points (med skindet 4½), 1 kalvefilet 3½ points, en portion ris a la mande 9½ (av! dér røg julen for mig...), femten kirsebær eller ti druer 1 point, et glas vin 2 points. Når man ikke holder af at egne bliver udfordringen dobbel. Grøntsager som gulerødder, broccoli og salathoveder tæller ikke i regnskabet. Til gengæld må man skære ned på frugten til max 3, da frugt er rig på kulhydrater.
Jeg har en klar fornemmelse at jeg kommer til at spise en hel del gulerødder, broccoli og salathoveder i de nærmeste måneder.
Farvel oste, farvel oliven og frugt ad libitum, farvel vin.
Men jeg gemmer afskeden til i morgen.
Ønsk mig held og lykke, jeg vil have brug for alt det held, jeg kan få!

Ordbogen fra helvede - eller næsten
En ordbog kan være en rigtig god ting, en man under normale omstændigheder kan blive klogere af. For nylig fik min mand en portugisisk ordbog som gave. ”Det var da en god ide”, tænke jeg, ”så han kan føje nye ord til sit stadigt voksende portugisiske ordforråd”. Jeg blev nysgerrig og bladrede i den. Og blev paf som aldrig før! For aldrig før havde jeg set en ordbog så smækfyldt med stavefejl! Side op og side ned. Hvad i al verden skulle det forestille? Alt andet end noget at lære af. Eksempler ville kræve for alt for mange forklaringer til at give mening på dansk; ok lad os forestille os at slå op i en dansk ordbog og finde, "meget" stod stavet som m-a-j-e-t og "håndklæde" som h-å-m-k-l-æ-d-e. Tro mig: det var g r u s o m t!
Endelig så jeg titelsiden og følte, at mysteriet var så godt som løst: denne portugisiske ordbog var nemlig udgivet i Barcelona – af alle steder. Der saboterer spanierne os endnu engang, denne gang med noget så kært og intimt som modersmålet! Ret perfidt fundet på.
Jeg tog ”ordbogen” og gemte den langt inde i den dybeste skuffe. Og vil være på vagt, så min mand ikke lærer en eneste af de fejlbefængte gloser i bogen. Jeg kunne simpelthen ikke få mig til at smide den ud. Den er trods alt en bog, og bøger smider man ikke ud, vel? Måske skulle jeg få fat i en rigtig ordbog og slå op, hvad ordet ”bog” egentlig betyder…

Der er altaner og der er aflukkede altaner
Jeg elsker min altan! Den er ikke så stor men tilpas stor til os, og i øjeblikket er den mit yndlings afslapningssted i hele lejligheden. Det er her jeg sidder og skriver, læser, tænker over livet, tager en lur, ser solnedgangen. Ind i mellem spiser vi morgenmaden herude om søndagen. Fra april til oktober er det her, jeg tager sol, hviler, drikker ice tea, forsøger at skræmme larmende måger, der skriger ved solopgangen. Herude har jeg kun to rosenbuske, en krukke med krydderurter og en med margeritter. Og to uundværlige strandstole. Om sommeren tørrer vasketøjet her, og om vinteren kan man kigge på den bunke sne, som fra tid til anden når at samle sig, og som dækker krukkerne fuldstændigt.
I Danmark er det ikke så almindeligt at have altaner, og dem der har dem nyder dem til fulde: grillen kommer på overarbejde, der spises frokost, aftensmad, man drikker øl, kølig rosévin, sidder udenfor, hygger sig og taler til sent ud på aftenen, også med naboerne på deres altaner, også de sidder ude og spiser og taler.
Da jeg var barn havde vi også en altan. Jeg elskede at lege der, at lave kunstfærdige telte med tæpper, og i mine frækkeste øjeblikke at smide vand på de forbipasserende uden at blive set. Så kom firserne, og det blev moderne at aflukke altanerne med glas over det hele, en konstruktion, man dernede kalder for ”marquise”. Mine forældre fulgte trenden, og den daværende altan nu aflukket blev efterhånden fyldt op med ting og møbler og et kæmpe fuglebur med undulater og forvandlede sig til et ekstra opbevaringsrum med meget lidt plads til leg.
Fordi jeg elsker min altan som jeg gør i dag, er de mig umuligt at begribe, hvad grunden er til den portugisiske "marquise". Til at lukke af for solen? En parasol ville formentlig være nok. Til at få et ekstra rum til den store familie i en tid, hvor familieplanlægning var så sjælden som ulve i Danmark? Eller måske for ikke at være anderledes end naboen, som den dag i dag stadig ikke kan fatte, hvorfor han lukkede sin altan af? Det eneste jeg ved er, at trenden kom for at blive, så mange nye lejligheder i Portugal i dag kommer allerede med disse hæslige aflukkede altaner.

Hvor er politiet?
Der er dem, der mener, at politiet aldrig er det rette sted på det rette tidspunkt. Det er jeg faktisk langt fra enig i. Forleden dag på de ca. tyve minutter, det tager mig at komme hjem fra arbejde så jeg faktisk to betjente præcist på det rette sted og på det rette tidspunkt. Den første var ved Søerne: han stoppede sin bil, satte blinkerne til (hedder de ærlig talt blinkere, de lys ovenpå en politibil, som ligner et fyr?). Dette for at hjælpe en uheldig bilist, hvis bil gik i stå, med at skubbe den væk fra vejen. Aldrig havde jeg overværet politiet tage affære i en sag uden spor kriminalitet – hvis vi i hvert ser bort fra manden mekaniker, som formodes dog ikke at have været til stede. Og den anden betjent så jeg på Amager-boulevard, han stoppede en bil, som tydeligvis kørte for stærkt og på et tidspunkt havde overhalet mig på noget hasarderet vis. Bilisten lignede en på femten, og nummerpladen på bilen var klistret til bagruden med tape. Betjenten må have givet ham en opsang om færdselsreglerne, og det er muligt, han fik ham til at blæse i alkoholmeteren og gav ham en bøde. Men betjenten lod ham siden køre videre, hvilket må betyde, at han i hvert fald var myndig og havde kørerkort.
Heldigvis kom der ingen betjent forbi, da jeg blev nødt til at parkere ulovligt for lige at købe lidt ind i en forretning…og heller ikke da jeg to gange i træk opdagede jeg havde kørt overfor gul (fy, fy, skamme, jeg ved det godt. Gør det aldrig mere!) I disse tilfælde var politiet præcist også det rette sted på det rette tidspunkt.

Bevidst forbruger
Helt ufrivilligt er jeg de senere år i tiltagende grad forvandlet mig til en bevidst forbruger. Jeg tror det startede det år, hvor man boykottede franske produkter i forbindelse med de franske atomprøvesprængninger på en ø i Stillehavet. Og denne vane er taget til og taget til med årene. Jeg kan ikke lade være med at reagere på de informationer, jeg får, med at undgå at støtte lande med politiske, moralske eller miljømæssige holdninger, jeg er uenig i, og køber heller ikke produkter, som på et eller andet led kan blive besmittet med diverse ting og er derudover opmærksom på andre detaljer, jeg finder vigtige, som fedtprocenten, kolesterol, sukkerandelen, tilsætningsstoffer, konserveringsmidler, osv.
At træffe bevidste valg er meget flot og solidarisk, men samtidig gør det et ganske almindeligt indkøb til lidt af et puslespil. I går skulle jeg for eksempel købe ind til en vennemiddag derhjemme. Først tænkte jeg på at lave tapas. Men nej, det kunne det ikke være, da tapas er spansk, og spanierne altid har gjort portugisernes liv surt. Jeg reddede situationen ved et mindre perspektivskift; der er nemlig intet i vejen med et bid brød at hygge sig med. Sådan. Jeg gik over til ostene. Jeg så en lækker Feta, men Feta er græsk, og Grækenland slog os ufortjent ved EM i 2004. Og hvad med en Camembert? Endnu værre: denne Camembert var fransk, og Frankrig slog os ved VM for endnu kortere tid siden, for smertefuldt! Hollandsk ost var udelukket af indlysende grunde, brutale fyre! Jeg kunne godt se, hvor det bar hen: om lidt ville jeg gå ud af Føtex uden ost. Det gik ikke, så jeg endte med at vælge en italiensk Ricotta – de vandt godt nok VM men uden direkte at genere os. Hylde efter hylde, dilemma efter dilemma: for meget fedt, forkert land, salmonellarisiko. Det var straks nemmere at vælge grøntsager, da langt de fleste var af dansk oprindelse og produceret med rimelig god etik, så vidt jeg ved. De israelske avokadoer måtte jeg dog lade ligge i denne tumultagtige krigstid.
Hvis ikke jeg havde passet på ville jeg være kommet ud af supermarkedet med et bundt radiser og en flaske vand, næppe den rette menu for en vennemiddag.