Restaurationsbesøg en tirsdag aften
I tirsdags lod vi os drive af et impuls og tog ud at spise. Vi havde selvfølgelig ikke reserveret bord. Og blev overrasket af de mange mennesker, som havde fået samme ide på en sådan hverdags aften. Da vi ankom til restauranten ventede vi på at blive anvist et bord, som det stod på skiltet man skulle. Vi ville helst sidde udendørs i det gode vejr. Og vi ventede. Og vi ventede. Og sulten tog til. I samme sekund vi var ved at vende på hælen for at finde et andet sted kom tjeneren og henvendte sig til os. Spurgte om vi også var del af et selskab på otte, som vi ikke engang stod ved, hvis bord netop var klar. "Nej? Det troede jeg, I var. Så beklager jeg for ikke at have talt med jer før. Der går lige et øjeblik". To Tre. Fire. Endelig anviste han til et lille bord, det tredje i en række af tre. Så ventede vi på menuerne. Valgte hvad vi ville spise. Og forsøgte desperat at etablere øjenkontakt med tjeneren igen, så han kunne tage vores ordre. Med næsten tredive grader kan vandet kun drikkes iskoldt. Men, ak, isterningerne var udsolgt (?). Det lykkedes dem alligevel at servere temmelig køligt vand, ikke værst. Så ventede vi på maden. Og sulten tog yderligere til. Hvis ikke jeg allerede sad ned og var så sulten, at jeg kunne sluge en bøffel, ville jeg være gået. Og det var så i den lange ventetid, at min mand fik den geniale ide at droppe kaffen og desserten (jeg havde jo i forvejen droppet den, som I jo ved), bede om regningen og betale så snart vi fik maden på bordet – for at undgå igen hektisk at skulle forsøge at etablere øjenkontakt og vente.

Efterspil:
Déjà-vu. Mens vi spiste, satte et portugisisk par sig ved det første bord. Turister fra provinsen. Som kom til København og ikke kunne et ord engelsk. De kiggede på menuen og snakkede indbyrdes: ”Mon det her smager godt?” ”Hvad er det mon”? Jeg overvejede at holde lav profil men forbarmede mig over de stakkels turister og forklarede, hvad de forskellige retter var. Hvilket selvfølgelig inviterede til de sædvanlige spørgsmål: ”Er du på ferie eller bor du her?” ”Hvor længe har du boet her?” ”Kan du li’ det? Man hører det er så mørkt om vinteren.” De nåede ikke at spørge, om jeg havde børn. Da jeg bemærkede det sigende, nysgerrige blik, lavede jeg mit lille forsvindingsnummer og var over alle bjerge, før de fik chancen. Og tog husbonden med.