Hvor frækt!...
For at være paparazzi kræver det nok en ualmindelig frækhed. Men der er nogle, som udnytter det så overdrevent, så overdrevent, at det bliver ekstremt. Og det kan Christina Aguilera kun nikke genkendende til: I vil tro, det er løgn, men forleden dag kom en paparazzo hen til hende og husbonden for at beklage sig over, at hun siden hun blev mor er blevet meget husmoragtig, så hun sjældent forlader sit hjem, hvorved hun vanskeliggør hans arbejde som nyfigen fotograf !…
Der findes de mærkeligste typer!…

Sløsede mænd
På den anden side opdagede jeg en potentielt dårlig ting om den portugisiske mand – nemlig at han kun smukkeserer sig, når han skal på arbejde – eller i hvert fald er det det, han påstår, når han bliver spurgt. Og at han prioriterer mere lysten til at få og beholde et job end ønsket om at tiltrække det modsatte køn, og således barberer de sig, når de skal på arbejde (51%) eller til et jobinterview (49% - det europæiske gennemsnit er imidlertid højere: 62%) eller til møde (39%), mens de gider det mindre, når de skal ud på date, hvor statistikken kun med nød og næppe når op til anklerne af møderne med også omtrent 39%.
Imidlertid er det tilsyneladende ikke kun portugiserne, idet de trods alt i sammenligning med 12 andre europæiske lande er nummer tre i forhold til tidsforbruget på at nette sig og nogle af dem i Europa, der mindst har tendens til at have skæg og/eller overskæg (74% har det ikke). Mange (42%) bekender ikke desto mindre, at de barberer sig mest af alt af pligt.
Men er det mon rigtigt?… Eller vil de ikke indrømme, at de alligevel også gør det, fordi 82% af de portugisiske piger godt kan li’ at se dem velbarberet (i forhold til det europæiske gennemsnit på 67% blandt de adspurgte kvinder). Og fordi de kan li’ at følge morens skønhedsråd? (Det er rigtigt: det var i hvert fald hvad jeg har læst!… :-D)
… som en kuriositet, som jeg hellere ville have været foruden og uvidende om: ifølge statistikerne får 38% af de svenske mænd håret fjernet i ”bikinilinien” (yeuch! :-P bare tanken…), mens 15% af alle spanske mænd nægter at få fjernet eller studset enhver form for kropslig behåring (det behøver ikke at være enten eller, vel?)

Den perfekte mand
Hvis I synes, at latinomanden kan være tilbøjelig til at være noget for chauvinistisk og gammeldags, kan jeg fortælle jer, at den skandinaviske mand, som i mange henseender og generelt er mere hjælpsom og har nemmere ved at betragte kvinden som sin ligemand, jf. hvad jeg har læst heller ikke er eksemplarisk. I hvert fald ifølge kritikerne, som påpeger deres manglende manerer og høflighed – de kommer for sent, klæder sig dårligt, taler kun om dem selv, kan ikke finde ud af at konversere, holder ikke døren for dig eller trækker stolen ind og ud for at hjælpe dig til at sidde ned ved bordet som i de ”gode gamle dage”.
Nå, jeg må dog tilføje – som jeg også refererede forleden – at det også er de danske kvinders skyld: med ligestillingen ville de så gerne, vi blev lige i alt, at man mistede de små venlige handlinger, der understregede forskellen mellem mænd og kvinder. Jeg kender endda kvinder, der ville blive fornærmet ved ethvert forsøg fra mandens side på at udvise en gentlemanagtig bæring.
Men i en artikel jeg læste om emnet for nylig nævnte man ikke dette aspekt; de påpegede til gengæld et interessant fænomen: hvis danske mænd har udsigt til at vinde noget ved det – eksempelvis det mest nærliggende… – kan de lige pludselig finde ud af at være galante og høflige. Såe…
Og de fremkom med forslag til, hvordan mænd kan blive rigtige gentlemen:

* tal mindre om dig selv
* spørg og lyt mere
* hold døren og afstå din plads i bussen
* kom til tiden
* vær beskeden
* hold op med at tjekke mobilen konstant
* klæd dig bedre og gå lidt mere op i dit udseende

Med andre ord: måske har de stadig noget at lære med latinomanden… hvem ville have sagt det?!… :-)

(Og i forhold til dette foredrag, se om I kan opdage på billederne det fatale fejl...)

Sikke en fobi!
Fobi (fra græsk φόβος, “sygelig frygt”), i almindelig tale er det en overdreven frygt eller afsky overfor situationer, genstande, dyr eller steder (Wikipedia).

Da jeg forleden var ved at skrive en kommentar om fobi for duer, ville jeg undersøge, om det fænomen havde en særlig teknisk betegnelse, så jeg slog op i Wikipedia. Nå (utrolig nok) fandt jeg den ikke, men til gengæld fandt jeg en liste på fem (!) sider (og den portugisiske udgave var sågar på ni!), stolpe op og stolpe ned med eksempler på fobier i alfabetisk rækkefølge. Fra de mest banale og gængse som agorafobien (angst for åbne pladser og menneskemængder), akrofobien (højdeskræk) eller escotofobien (angst for mørke) til de for mig at se pjattede som anuptafobien (angst for at forblive single), autofobien (angst for sig selv eller for at være alene), automatonofobien (angst for bugtalerdukker og voksfigurer – der er ikke noget at sige til, “creepy” er de jo), biofobien (angst for livet), cainofobien (angst for nyheder), catagelofobien (angst for at blive til grin – forståelig i visse tilfælde...), chorofobien (angst for at danse – for at danse??? Hvad er mon frygtindgydende ved det?), chrometofobien (angst for penge – denne har jeg i hvert fald ikke!), chromofobien (angst for farver), cnidofobien (angst for reb), coulrofobien (angt for klovne – uha, jeg er en coulrofob: jeg hader klovne og de har altid sat mig et skræk i livet!...), deipnofobien (angst for middage og middagskonversationer), epistemofobien (angst for viden – øj, jeg kender mange, som synes at lide netop af det her!...), eleutherofobien (angst for friheden – den må være yndlingsfobien hos regeringsoverhoveder i visse lande...), ergofobien (angst for anstrengelse – jeg kender også flere mennesker, der synes at lide af denne tilstand, he he he). Man beskrev i øvrigt estupofobien (angst for dumme mennesker – denne lider jeg helt sikkert af!).Nå, men det blev så pjattet, at jeg ikke engang havde mod på at fortsætte udover “e”.
Jeg begynder at være fobisk overfor fobier!... Ha, den har faktisk en betegnelse, som jeg kendte i forvejen: fobofobi. Og angivelig findes der også en fobi overfor mangel på fobier, afobien (jeg troede det hed at være rask, men ok...).

Er det ikke utroligt?!...

Lad det blive lys!
Da jeg kom til Danmark blev jeg fascineret af den betydelig større ligestilling mellem kønnene her end den, jeg var vant til – Portugal var ikke og, selvom det har udviklet sig de senere år, er det stadig langt fra at være en rollemodel på området. Imidlertid er der middelvejen – og der er altid overdrivelsen: her er der visse kvinder, som kræver absolut lighed og kun mangler at rende rundt med en lineal og et stopur efter deres mænd for at sikre sig, at de har præcis samme antal opgaver i hjemmet, samme forpligtelser osv., hvilket for mig at se er en af forklaringerne på den høje skilsmisserate i det her land.
Nå ja, overdrivelser til side – eller måske netop ikke, fandt jeg det morsomt, at nogen overhovedet har overvejet, at der stadig er stor kønsdiskrimination i forhold til fodgængerovergangenes lyssignaler, idet de har en mandlig figur på, og at det måtte standses engang for alle. Og de dumrianer på Københavns Rådhus (gæt lige hvem, ikke?…), som ikke synes at have andet at lave end tosserier og at bruge penge, er faldet for det og har besluttet sig for at foreslå Vejdirektoratet at udskifte et antal lyssignaler, så de kommer til at have en kvindefigur ved rødt og grønt lys i stedet.

Og hurra for ligestillingen??!…

Passion, dig slipper jeg ikke
“Til døden os skiller” er en gensidig forpligtelse, som nogle tager seriøst, mens andre tager lettere på, den dag, de bliver gift. Og for mig, der har været gift i årevis, altid forelsket i den samme, har det altid forekommer underligt, hvorfor nogle kan opretholde denne forpligtelse og forbliver forelskede, mens passionen hos andre slukkes efter en tid, og de ender med at gå hver til sit.
Og i dag fik jeg den endelige forklaring for fænomenet passion. Ja: det er alt sammen oxitocinens skyld! Oxitocin er et hormon, der jf. en undersøgelse foretaget i samarbejde mellem psykologiinstitutterne ved de skotske universiteter i Saint Andrews e Edinburgh skaber seksuel tilfredsstillelse sammen med kun en person, hvorved det bliver muligt at forblive forelsket og forlænge kærlighedsforholdet, sommetider på ubestemt tid. Det siges, at man i denne undersøgelse har vist, at folk, som producerer lavere niveauer af oxitocin kan have tendens til kortere forelskelser.
Så, ifølge forskere ved universitetet i Pisa, i Italien, er det takket være høje doser neurotofiner, man i det hele taget forelsker sig, og den kemiske del af processen varer i snit to år. Imidlertid er man blevet forelsket, så daler neurotofin-niveauet efterhånden, og, hvis alt går vel, begynder oxitocinen – der kunne ligeså godt kaldes ”monogami-hormonet” – at overtage.

Det er lidt for meget med det kemiske perspektiv, men jeg må have megen oxitocin, og det må min husbond også!… ;-)

Til undersøgelse
Jeg hader at tage til læge og gør det udelukkende, når det ikke kan undgås. Jeg er ikke bange for det ligefrem, men 1) jeg finder det yderst utiltalende at sidde i et venteværelse blandt potentielt syge mennesker og derfor potentielle smittekilder :-P og 2) jeg bryder mig ikke om at skulle klæde mig af foran fremmede og skulle svare dem på en masse intime spørgsmål. Og derudover er min læge temmelig barsk; hun har aldrig skældt mig ud eller noget men er tilbøjelig til at sige ting på en... brysk måde, sådan.
Så for mig var et rigtig godt nyt at høre, at man nu har udviklet teknologien, der fremover vil gøre mine lægebesøg endnu sjældnere: undertøj, som holder øje med helbredet ved at monitorere utallige væsentlige parametre. Philips Royal Electronics er ved at lancere en hel serie af intelligent undertøj: til at starte med boksershorts som måler blodtrykket og straks giver lyd fra sig, skulle det blive nødvendigt at tage til læge.
…
Jeg håber bare ikke, at de har en ”sladderhankefunktion”, som elektronisk advarer lægen om det samme… ;-)

Hvilken jagt?
Jeg tror, at jeg tidligere har nævnt, at jeg tager kraftig afstand fra enhver form for mishandling og barbari mod dyrene. Derfor er jeg imod tyrefægtning og sportsjagt og –fiskeri. Så jeg røg lige op i det røde felt, da jeg læste, at det nu er blevet mode for de formuende at tage på jagtsafari i Afrika. Nå, men jagtsafari og jagtsafari, det er som man tager det… for det er forholdsvis ligetil og endnu ikke så dyrt (for dem der kan, vel at mærke) at få fat i antiloper; men eksempelvis vildløvejagten er straks mere begrænset og omkostningsfuld – en jagtlicens koster godt og vel en million danske kroner. Og hvad kan man så gøre, hvis man virkelig gerne vil have et udstoppet løvehoved som trofæ på væggen derhjemme? Det er såre enkelt: dem, der organiserer disse ”jagter” (og I vil se baggrunden for citationstegnene) frigiver en tam løve, som vedkommende tiltrækker med noget mad og plaf!… Løven, som aldrig før havde været i frihed og ikke er vant til at passe på sig selv og kæmpe for sig selv, dør i hænderne på en eller anden idiot, som virkelig kun vil have en trofæ. Det er skændigt! Jeg ved, at jeg her har gjort lidt grin med ekstremismen indenfor dyrerettighedskampen… men er der ikke nogen, som standser denne skandale??? Pleeease!…

(fotos: Mongabay.com)

Rygeforbud
I hele verden begrænser man heldigvis rygningen på offentlige steder, og i mange etablissementer er det nu forbudt og ulovligt at gøre det. Hvilket også nu gælder i hotel- og beværtningsbranchen i Holland, hvor antitobakslovningen har været gældende siden 2004 om end indtil for nylig ikke i hotelbranchen.
Imidlertid er hollænderne som bekendt skøre: for loven gælder ikke for hash, der i mange tilfælde er temmelig skadelig for centralnervesystemet men stadig lovligt kan ryges på alle hollandske cafeer.

...
Duh!…

Er det slut med det urimelige sygefravær?
I har sikkert også kollegaer, der finder på den ene undskyldning efter den anden for at pjække fra arbejdet, a la: “nå men… min søn er syg”, “nå men… det er umuligt at komme ind, fordi alle transportmidler strejker”, “nå men... min bedstemor blev hasteindlagt”, “nå men... mit hus er oversvømmet, og jeg er nødt til at vente på Vvs-manden”, “nå men... jeg skal til nogle undersøgelser”, “nå men... jeg blev kørt ned af en lastbil og har en alvorlig hjernerystelse”, osv. – dette især om mandagen eller om fredagen. Så det er da ikke mærkeligt, at man kommer til at tænke, den slags mennesker bare vil have en forlænget weekend på arbejdsgiverens bekostning, vel?!... Imidlertid har sygefraværet meget store omkostninger for virksomhederne hvert år, og desuden forbitrer det arbejdsmiljøet, så inspirerede i forsikringsbranchen, hvor falske anmeldelser, løgne og svindelnumre ligeledes er talrige, og jf. avisen Telegraph, er der allerede arbejdsgivere, som begynder at anvende teknologien i et forsøg på at komme det til livs: navnlig IT-systemer som Voice Risk Analysis udviklet af Digilog, som virker som en slags løgnedetektor, der analyserer stressgraden i medarbejdernes stemme, når de af forskellige grunde ringer ind for at melde sig syge.
Jeg ved ikke, om det virker… det håber jeg…

(foto øverst: arimoore @flickr.com)

Vinyl, forever
Jeg ved ikke, om I har lagt mærke til, at der er en tendens indenfor modens verden til, at ting vender tilbage efter et rum tid – og hvis man er visionær (eller ligesom mig rigtig dårlig til at smide det tøj ud, man ikke længere bruger, som det ville være ønskeligt) og gemmer tøjet, kan man sagtens komme til at bruge det igen 15-20 år senere, når det atter kommer på mode. Og man kan sige tøj, som man kan sige andre områder: indenfor musik, kunst – og endda teknologien.
I 80erne var der Lp’erne, singlerne og maxisinglerne i vinyl; men med 90erne og Cd’erne begyndte vinylpladerne gradvist at forsvinde, og man mente den ville helt ophøre med at eksistere, så jeg kender mange, der kasserede deres pladespiller.
Imidlertid kunne de ligeså godt have gemt den, ligesom vi derhjemme, da den nyeste tendens indenfor musikudgivelser ser ud til at være at vende tilbage til vinylen, som sammen med online-musikken ser ud til at fortrænge Cd’en.
…

Når det er sagt tror jeg dog næppe, at båndene vender tilbage, men for en sikkerheds skyld må jeg hellere gemme båndoptageren og walkmanden, for man kan aldrig vide…

”Hvordan man kan flirte” på 10 lektioner
Fodbold EM er for længst forbi – og jeg vil ikke engang komme ind på detaljer, host host!… Men jeg kom i tanke om en nyhed, som jeg læste i den anledning, og som jeg fandt morsom og derfor ikke ville lade passere.
Dette er blevet bekræftet af de anerkendte nyhedsbureauer Reuters og Ritzau, så det er slet ikke mig, der finder på, ok? Op til denne EM udgav man i Østrig en gratis guide på engelsk og tysk tiltænkt de besøgende fodboldfans. Blandt andre ting vejledte den i, hvordan man bestiller mad, hvordan man finder vej til stadion – og hvordan man flirter med de lokale damer. Og den indeholder derfor essentielle udtryk som: “Ham Se an Keiserschmoan mit Zwetschknroesta?” (beklager det tyske, det må være en eller anden lokal østrigsk dialekt he he he) (overs.: “Har du pandekager med sukker og blommekompot”) og “Servas, fesche Katz” (overs.: Hej, din varme kat”).
Det er diskrimination: hvorfor fortæller guiden ikke, hvordan man flirter med de lokale gutter, hva’? … rrrrr… he he he :-D
(fotos: Scanpix)

Tankens kraft
Da jeg var barn og så science fiction serier, husker jeg, at jeg blev fascineret, når personerne blev teletransporteret (eller hvad betegnelsen end var) fra et sted til et andet på få sekunder. Og jeg erindrer flere gange at have tænkt, at det ville have været brilliant, hvis det var muligt i det virkelige liv; eller endnu bedre: hvis vi formåede at transportere os selv blot gennem tankerne – via tankens kraft.
Tja… dream on, siger nogle måske. Men jf. hvad jeg har læst og ifølge videnskabsmanden Jun’ichi Ushiba fra Keios universitetet i Japan, er denne drøm endelig blevet til virkelighed: en 41-årig lam japansk mand er nemlig lykkedes med at transportere sig selv til et virtuelt rum på det populære website Second Life, og styre en virtuel internetperson kun ved hjælp af sine egne hjernebølger, hvilket blev målt med elektroder fæstnet til hovedet.

I kan få en lille demonstration ved at klikke her...

Hvad siger I så?! Hvem kunne ikke, hvad?… Herfra og så til at rejse ved blot at tænke på et eller andet sted er der kun et lille skridt… eller to…

Gode nyheder
En af de blogs jeg læser lægger fokus på det positive i alt, og udgiveren, der ellers ikke har så megen tid til at skrive, gør sit ypperste for at finde links til gode nyheder taget fra diverse medier, for dårlige nyheder er verden vel fuld af, ikke?
Nå, nu har Google tilsyneladende besluttet sig for at anlægge samme princip og gå imod mediernes tendens til at fokusere på det negative, og har lanceret en hjemmeside, Google Spoof Good News, hvis indhold består udelukkende i gode nyheder – men som har den lille ulempe, at de ikke er sande men bliver opfundet af læserne; eksempelvis: at Kina er kommet ud af Tibet; at børnefedme er blevet kraftigt reduceret; eller at man endelig har fundet en effektiv vaccine mod AIDS. Og hvad med en om, at kløften mellem rige og fattige er blevet markant mindre? Eller at det ikke længere er ballade i Gaza-striben? Eller at J.K. Rowling allerede har flere Harry Potter bøger op ad ærmet?
Med andre ord: det er en nyhedsservice nærmere a la en ønskeliste for en bedre verden eller lignende.
Og hvad med jer, hvad ville I tilføje listen?

Aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaah!...

I går var vi til en af vore nevøers fødselsdag. “Purken” blev 15 år og besluttede sig for at tilbringe dagen på et sommerland. Og da fødselsdagsbarnet jo har ret til at få sin vilje, og det var godt vejr, tog vi alle afsted til Fårup Sommerland, forlystelsesparken midt i skoven.

Jeg har allerede sagt her, jeg ikke er særlig eventyrlysten, men jeg blev udfordret så meget og presset så meget (a la: “ah, du er vel ikke bange? Selv børnene tør det dér...”), at jeg endte med at prøve nogle af de mest radikale forlystelser:

* de rotterende Tønder - med den nævnte nevø, som fik så meget fart på tønden, vi sad i, at det var lige før, vi kom i kredsløb. Og selvfølgelig gik jeg til den ene side og min mavesæk til den anden... heldigvis havde jeg en tom mave, eller så... :-P

* Tårnet - da det var fritfald for børn, turde jeg godt uden at tøve... for meget, he he

* 4D-filmen - jeg tog kun de specielle briller af, da jeg fik den fornemmelse, at kvælerslangen skulle til at kaste sig over mig

* Minetoget - så, hr. svoger, det var bare et lille harmløst tog, hva'? Hvad så med de bratte stigninger og fald i høj fart?!

* og til sidst Lynet (på billedet) - der, som navnet antyder, accelererer fra 0 til 80 km i timen på 2 sekunder! Og har flere loops, hvor man står med hovedet nedaf i flere sekunder, der mere virker som minutter; hvor skreg jeg bare!... Og jeg gik derfra med dundrende hovedpine.

...
Adrenalin nok til flere årtier.

Tillykke “purk”! Jeg gjorde kun noget så vovet, fordi jeg rigtig godt kan li' dig, og det var din fødselsdag, manner!... :-S

Tillids puf puf
To introduktoriske bemærkninger:
Punkt et: som jeg tidligere har bekendt her, så er jeg af natur en temmelig genert person, hvilket sommetider bevirker, at det at møde nye mennesker er lidt af en udfordring. Og jeg har altid været misundelig på dem, der føler sig – eller ser ud til at føle sig – tilpas med det samme og kan indlede samtaler med fremmede og sådan noget, i stedet for at stamme uden at vide, hvad man skal sige.
Punkt to: jeg kan frygte at blive arbejdsløs nu, at en gruppe svenske og britiske forskere har opfundet en spray, der øger tilliden og den sociale afslapning – der er så mange af mine patienter, der netop har problemer på de områder, og nu med en spray til rådighed vil de måske ikke længere have brug for mig – hvilket er fantastisk for dem men knapt så fabelagtigt for moi…
Dette revolutionerende spray, om hvis mirakuløse effekt der er offentliggjort for nylig en artikel i tidsskriftet Journal of Neuroscience, er ikke et kunstigfremstillet stof men snarere en 100% naturlig hormon, oxytocin, som stimulerer tilliden og mindsker fornemmelsen af ængstelse og ubehag, hvorved bl.a. socialt samvær må gøres nemmere.
…
Hit med sprayet, for jeg har været i kø rigtig læææænge!… ;-)

Mareridt… bzzzzzzzzzzzzzz…

Hvis der er ulykker, der alligevel bibringer noget godt, er der andre, som er så tragiske, at intet positivt kan komme ud af dem. Som det må være tilfældet, da en lastbil med 330 bikuber fulde af bier for nylig forulykkede på en motorvej i New Brunswick i Canada. I kan ikke forestille jer (eller måske kan I netop det…) den kaos der blev skabt, da 12 millioner bier så sig i det frie og fløj snotforvirrede rundt, de stakler, i trafikken. Jeg forestiller mig, at det må have lignet et mareridt. Men heldigvis regnede det, hvilket forhindrede bierne i at sprede sig for meget og muliggjorde, at de fleste blev fanget igen.

Bzzzzzzzzzzzzzz…

(fotos: AP og cosmicsailor @flickr.com)

Falsknerier
Jeg havde hørt om de mest forskelligartede typer af falsknerier fra penge og malerier til mærkevarer. Og selvom kvaliteten af falsknerierne også varierer, troede jeg, at dem der laver reproduktionerne i det mindste gjorde sig anstrængelser for at efterligne originalen.

Men åbenbart ikke: jeg læste forleden, at den 27-årige Stacey Rice fra Scotland blev taget efter at have vekslet en falsk 20£ seddel, hun selv havde fremstillet til mindre sedler. Og hun var ikke engang en særlig god falskner: hendes pengeseddel havde billede af Julemanden og rensdyrene!...
Nogen må være blind altså!...

... mmmm... hvor har jeg Matadorspillet?... ;-)

I stå
Sådan: det forklarer alt! Og måske stadig lidt apropos emnet for gårsdagens post stødte jeg på en artikel, der gjorde tydeligere og klarere for mig grunden til, at visse mænd kun sjældent tænker i konsekvenser og kun lever for øjeblikket: ifølge en anerkendt hjerneforsker har den mandlige hjerne ikke udviklet sig siden Stenalderen. Hun understreger, at det ikke omhandler intelligens (mon dog, he he he? ;-D) men det faktum, at kvinderne fødes med flere forbindelser mellem de to hjernehalvdele, hvilket gør det muligt for dem at multitaske.
Da hullemændene kun havde brug for at gøre brug af den højre hjernehalvdel, der er ansvarlig for rumlighedssansen, i deres daværende hovedbeskæftigelse, navnlig jagten, var det især denne som blev udviklet hos dem, mens kvinderne til alle tider har været nødt til at holde mange ”bolde” i luften for at kommunikere, koordinere alt og sikre, at hele bopladsen fungerede optimalt, hvilket kræver, man bruger begge hjernehalvdele i et væk.Og intet synes at være forandret siden da, selvom samfundet har forandret sig gevaldig meget: mens kvinderne formår at planlægge 10 ting på en gang eller tale i telefon, mens de laver mad og i øvrigt giver det ene barn sokker på og det andet jakken på, lakerer neglene og skriver en mail, kan mændene fortsat kun processere en ting ad gangen; og hvis det er under et eller andet foldboldmesterskab eller Tour de France, kan man se dem paralyserede foran ”fjerneren”, fuldkommen ude af stand til at koncentrere sig om andet.

Det er sandelig fascinerende!

Singlemænd, altså!...
Jeg læste forleden om en aldeles interessant undersøgelse (so, what else is new?): åbenbart begår singlemænd mere kriminalitet end gifte mænd, og det ser således ud som om ægteskabet har en strålende effekt på mænd. Ja: singlemænd er overrepræsentederede både hvad angår voldskriminalitet som “lettere” kriminalitet som spirituskørsel, dokumentfalsk og narkohandel.
Eksperterne forsøger at forklare dette fænomen. De overvejer, at når mænd har familie, får det dem til at tænke sig om en ekstra gang, før de begår et bevæbnet røveri og de hænger heller ikke så meget ud med vennerne i kriminel miljøet og bliver derfor ikke i så høj grad påvirket negativt. Der er dog een i og for sig interessant undtagelse: hvordan kan det egentlig være, at gifte mænd oftest kører overfor rødt og får flere fartbøder end deres single brødre?

De Singleherrer, vil I gerne have et venneråd?… Se at finde en brud, inden I roder jer ud i endnu større problemer! :-)

Søndag eftermiddag
I går var det bestemt ikke strandvejr; det truede med at regne flere gange, så vi måtte ændre vore planer. Og gæt hvor jeg og husbonden har været hele eftermiddagen i går…
… i Københavns zoo – nu med: flodheste! Som jeg tidligere har refereret her, frem til sidste år, mærkeligt som det end kan lyde, havde de dem ikke – og selv nu holder de sig temmelig meget for sig selv i deres vandfyldte hjem – deres hus har så meget vand, så meget vand, at mor og unge nemt kan holde sig under vandet, så længe de har lyst – det vil sige for det meste – til publikummets frustration... eller i hvert fald min, he he...Nå ja, fraset det var det ret sjovt at være i zoo igen. Jeg elskede at se mine yndlingsdyr – de gyldne løveaber (leontopithecus rosalia) og leoparderne. Jeg blev inspireret af visse firbens pangfarver. Og af løvernes kongelige dovenskab – sådan tilbringer man en god søndag – uden at lave en pind ;-) Og jeg var meget glad for at se elefanterne i deres nye luksushjem med glaskuppel designet af Norman Foster.
På få timer havde vi været verden rundt.
(fotos: vida de praia)

Eventyr
Jeg mangler noget i hjernen (og ikke noget med nemme jokes, folkens!…). Det er sandt: der må mangle noget i min hjerne, idet jeg slet ikke bryder mig om at kaste mig ud i eventyr, og jf. en gruppe britiske forskere ved University College i London er det angiveligt et område i hjernen, som hedder striatum ventralis, som befinder sig i den mest primitive del af hjernen, der er ansvarligt for smagen for eventyr og det ukendte. Samme område siges ligeledes at gøre os sårbare overfor reklamernes effekter og for at udvikle uvaner…
… mmmm… vent lige lidt: i så fald hvorfor bryder jeg mig slet ikke om at kaste mig ud i eventyr?… Jeg fatter det ikke… men en ting er helt sikker: I vil blive ved med at finde mig her på blogosfæren flere gange om dagen og fuldstændig besat af Cristiano Ronaldo og den slags, men I vil adrig finde mig igang med bjergklatring eller med at dyrke andre radikale sports i den dur!...
(foto: alexgerson)

Der er virkelig tåbelige folk – 2
Og da dyr ikke er mennesker, hvorfor får dumheden så lov til at folde sig ud ved oplagte overdrivelser indenfor kampen for dyrenes rettigheder? Ikke misforstå mig: jeg er enig i, at man skal behandle dyrene godt, det er vores pligt. Men jeg synes, der er grænser.
Jeg kan eksempelvis ikke se nødvendigheden af, at det spanske parlament er begyndt at drøfte rettighederne for de aber, som bor i landet. Imidlertid er det netop det, der jf. Sky News er sket for nylig, og de foreslår at lovgive, således at aberne, sjovt nok undtagen dem i de zoologiske haver, får lov til at leve i frihed; hvilket vil gøre ulovligt at bruge aber i dyreforsøg (så vidt så godt), i cirkus (det er straks mere diskutabelt) og i tv-reklamer og film… med andre ord: det er slut med Tarzan-film, hvor Chita optræder eller hvad?
Ifølge hvad jeg har læst er der endda allerede på FN-niveau en gruppe forkæmpere for abernes rettigheder bestående af primatologer, psykologer og etikere (og en enkel bavian eller to?…), som kæmper for at vedtage en Abe-rettighedserklæring. Jamen, herregud, altså!...

Der er virkelig tåbelige folk – 1
(absolut ikke apropos posten fra i går - i Kina er der nemlig ingen blondiner... ;-D)
Jeg gentager endnu engang, at dyr ikke er mennesker! Idet der stadig er folk, som tilsyneladende har svært ved at forstå eller acceptere det faktum.
Jeg læste forleden, at det kinesiske politi, der i en periode, hvor Kina er næsten, næsten, næsten ved at være værtsland for OL, ikke synes at tage unødige risici men at passe gevaldigt på, standsede for nylig en bil på en motorsvejstrækning mellem Wuhan og Haungshi i provinsen Hubei. Hvorfor? Næppe fordi bilen kørte for hurtigt, da føreren var… en hund! Dens ejer sad i passagersædet ved siden af og fortalte avisen China Daily, at hun og kæresten var i gang med at forsøge at lære deres hund at køre bil.
Tja…
De var meget heldige:
1) de kørte ikke galt,
2) hunden blev sikkert ikke bedt om at blæse i alkoholmetret og
3) de slap med betjentenes skældud og en advarsel.

“Genial blondine eller dum gås?”
Jeg indleder ved at beklage overfor Urban – jeg har gjort mig skyldig i plagiat – jeg har stjålet deres overskrift. Som de publicerede i mandags allerede på første side i anledning af Paris Hiltons besøg (jeg var næsten ved at sige officielle besøg, da hun opfører sig som en dronning og kommer med følge og det hele) til Danmark. Den 27-årige arving af formuen bag hotelimperiet af samme navn gæster nemlig København for at promovere åbningen af en ny butikskæde samt lanceringen af en taskeserie i sit navn.
Jeg fandt straks selvmodsigelsen ret sjov (og de blondiner som ikke gør deres ypperste for at passe ind i klicheen må altså tilgive mig): genial blondine??? Og jeg ville sige, at svaret på spørgsmålet er så nem som en amerikansk multiple choice prøve: dum gås, selvfølgelig! Eller er nogen i tvivl?
Alligevel er hun måske ikke så dum endda til trods for sit overfladiske ignorantudtryk og for kun med nød og næppe at være blevet færdig med gymnasiet; en ting er helt sikker: blot ved at begå sig i de socialcirkler tjener hun millioner for at vinke til folket og har opnået at få en fanskare, og disse er jo med stor sandsynlighed temmelig dumme. Eller hvordan er det muligt at blive fan af nogen, som ikke laver noget? Så vidt jeg ved laver Paris Hilton nemlig ikke noget udover at ligne og opføre sig som en Barbiedukke, gå til fest, lave skandaler og bruge familiens formue: hun har ikke en sangstemme, hun danser ikke, spiller ikke skuespil – eller rettere, hun spiller vel skuespil ved sin egen iscenesatte måde at være på overfor offentligheden, men hun har aldrig spillet i en film, som er noget ved.
Jeg kan ikke vente til hun skrider igen, så aviserne atter kan begynde at skrive om relevante ting.
(foto: Scanpix)

Bankhumor?
Sommetider når min bankkonto er... i “ebbe”, lad os sige det, skammer jeg mig lidt i forhold til vores bankrådgiver. Og ikke engang fordi jeg har noget at klage på: hun er sød og meget forstående og har aldrig nægtet os kredit.
Det samme kan briten Brian Skillen (på billedet) nok ikke sige: fornylig fik han brev fra sin bank, Barclays; vedlagt kontoudtoget var en post it med følgende besked: “find dig et arbejde. Nul pund på kontoen, din arbejdssky ‘loser’”. Da kunden altid har ret klagede han til banken og fik straks en erstatning på et symbolsk beløb, £250.
Angiveligt var det en medarbejder, der netop havde forladt dem, som havde udtrykt sig således.
Brian klagede sin nød til avisen The Sun: at skulle han nedgøres og fornærmes på den måde, skulle man give ham flere penge.
Can you believe it?...

Kur mod stress?

Det siges at dyr i fangenskab sommetider lider af betydelig stress. Og tilsyneladende er blæksprutter ingen undtagelse, så for at give dem en hånd (he he he… kan I se ordlegen – blæksprutter og en hånd?…) i kampen mod stress og samtidig med henblik på at studere, hvorvidt dyrene har en dominant fangarm eller er ”octidextre” har man siden sidste måned i flere akvarier i Europa stillet Rubiks terninger og andre legetøj til rådighed for dem. Observationerne vil blive registreret dels af publikumet, som ved indgangen vil få udleveret en formular med diagram af fangarmene, og dels af dyrepasserne ved spisetiderne.

Blæksprutterne har angiveligt så mange nerveceller i fangarmene, at man skønner, de i høj grad tænker med dem. Og jf. erklæringer fra Claire Little, en ekspert i “blæksprutologi” ved Weymouth Sea Life Centre til avisen Independent er denne undersøgelse revolutionerende, for hvis man nu finder ud af, at blæksprutterne foretrækker en af siderne, vil denne viden kunne bruges i et forsøg på at reducere deres stressniveau eksempelvis ved at made dem fra deres yndlingsside eller stimulere dem mere fra den side. Resultaterne af undersøgelsen vil blive offentliggjort til efterår.

Og selvfølgelig har ovennævnte blækspruttefreaks et lille håb om, at dyrene er så intelligente, at de udover at lege med terningen kan løse den.

Det er sjovt… Rubiks terning har, som jeg tror, jeg tidligere har nævnt, altid stresset mig så meget, at den ikke ville være nogen kur!… Men jeg er heller ikke blæksprut…
(foto: bpns.co.uk/Herve Lavigne/iStockPhoto og GNU: Booyabazooka)

Kineserheld
Og mens verden generelt synes at blive tiltagende lykkelig, ser det umiddelbart ud til at lykken og heldet ikke tilsmiler alle. Det var i hvert fald hvad jeg fik indtryk af, da jeg for nylig så en reportage fra Kina i nyhederne: en 22-årig kinesisk fyr ved navn Liu kommer ind i en kiosk, hvor han hver uge køber lotteriet; og da han endnu engang ikke har fået så meget som en rød reje, går han derind for at klage over sit manglende held, tager en kniv frem og stikker kioskens medarbejder ned, og denne ender med at dø af de alvorlige sår, hun ved lejligheden blev pådraget.
Men giver det nogen mening?!...
Hvis alle, som trækker en nitte begyndte at tage “retten” i egen hånd ville der ikke være en kiosk, tivoli eller spejderkorps, som ville overleve, altså.
...
Og hvad forventede han i øvrigt, allerede som 22-årig altså? Tålmodigheden har i hver fald ikke været en af fyrens dyder… ... nå, men nu i brummen vil han have al den tid i verden til at vente på at få den store gevinst...

Smittende lykke
Jeg læste en lykkelig nyhed forleden: ingen ville måske have sagt det ved første øjekast, men trods den globale krise, som bliver talt så meget om, er verden generelt tilsyneladende blevet lykkeligere de senere år. Det er sandt: i dag er der langt flere lykkelige mennesker end blot for to årtier siden.
…
Det er det jeg siger, venner!
Dette ifølge en undersøgelse foretaget over 97 lande af professor Ronald Inglehart fra Michigan-universitetet i USA og offentliggjort af United States National Science Foundation. De forklarer denne bedring med den økonomiske vækst i de fattigste lande (hvilken?…), andre landes demokratisering (hvad for no’e??…), tiltagende fred i verden ( Hvad???…) og den stadig større sociale tolerance overfor kvinder og mindretalsgrupper (what??!...).
Det er sjovt at se, at Danmark i denne undersøgelse blev fundet det land i verden med den højeste lykkerate, efterfulgt af Irland, Island, Canada, Schweiz, Costa Rica og – overraskende – Colombia, mens Zimbabwe åbenbart er det mest deprimerede land. I bunden af listen nævnte man ligeledes Irak og Rusland.
Det er derfor jeg føler mig så lykkelig! :-D
...
Nå, hvor Portugal befinder sig på listen kunne man jo gisne om... men hvis man skal stole på de statistikker, jeg har funder, øj øj øj... det ser ikke godt ud :-S

***

Nota bene: gæt hvem der formåede at overtale husbonden til at gå til eftermiddagsmatineen for at se Mamma Mia – i mit tilfælde var det jo et gensyn, ikke sandt?, he he he, og hvis nogen inviterede en tredje gang, sværger jeg, jeg ikke engang ville tøve! :-) Vi var nødt til at købe den fabelagtige soundtrack, selvfølgelig – og når Dvd’en udkommer!...
Og vi udnyttede udsalget, stadig inspirerede af Rock in Rio-koncerten, til ligeledes at anskaffe “Black Holes & Revelations” af Muse samt “Minutes to Midnight” af Linkin Park – uden at ane, om de har federe Cd’ere. Selvsagt lyttede vi til musik resten af eftermiddagen.