Mamma Mia!
I går var jeg i biografen med en gruppe veninder. Vi var inde at se en musical, der havde premiere for nylig: ”Mamma Mia”, inspireret i teaterstykket af samme navn, der var en succes i London. Jeg har aldrig været for meget for musicals, undtagen ”Sound of Music”, og tog kun med af tre grunde:
1) Det var en god mulighed for, at vi lavede noget sammen på en ugeaften.
2) Besætningen var fabelagtig: Meryl Streep, Colin Firth (som jeg ELSKER!), Pierce Brosnan (som jeg heller ikke synes dårligt om) og Stellan Skarsgard.
3) Den lovede megen musik af Abba, som jeg altid har været meget glad for.
Jeg havde det så sjovt! Filmen var fantastisk! Romantisk, smertelig, fuld af humor, med de smukkeste græske landskaber med et hav så dybt blå og uendeligt som kun Middelhavet, og alle de folk med Abba-hits på læben. Lækkert!
Den er absolut værd at se (og jeg ville ikke være spor ked af at gense den)!... Og jeg lover, at der er et par overraskelser for dem, der sidder helt til enden, he he ;-)

Mamma Mia
Here I go again
Mamma
How can I resist you?

Praktiske råd (?)
Op til sommerens ankomst var der en periode, hvor aviserne var fulde af råd: om hvordan man kunne undgå at blive solskoldet, forblive hydreret, hvordan man kunne spare på ferien, om sjove aktiviteter for store og små og den slags. Og selvfølgelig om anbefalingsværdige rejsemål. Mellem de mange brugbare og logiske tips, var der ind i mellem nogle, der efter min mening var mere absurde…
... som den om, hvad man skulle gøre, hvis nu man var i Middelhavet på ferie og stødte på en haj (og nu må hajelskerne lukke både øjnene og ørene, da der kan forekomme offensivt materiale :-P): de startede med at berolige een med statistikkerne: ”nå, men angreb fra hvide hajer forekommer yderst sjældent, undtagen i Australien og Sydamerika, og det er næsten utænkeligt, man ville komme til at være offer for det i Middelhavet, hvor man kun har registreret 23 hajangreb indenfor de seneste 100 år” og sådan noget.
Men, men… hvad nu hvis man imidlertid kom ud for det helt utænkelige og man pludselig så sig i uønsket selskab med en af disse kraftfulde skabninger, en af disse mordere fra dybet? Nå, det blev foreslået i den artikel, jeg læste, at der ikke er noget som overraskelsesmomentet (hvis jeg pludselig befandt mig i denne situation, ville det være mig, der blev gevaldig overrasket men ok… videre!): hajerne er ikke vant til at søløverne og pingvinerne stikker dem i øjet, så det bedste man kan gøre er selvsagt at stikke den i øjet (a la ”ha, overraskelseeee!… Sådaaaan!…”) og sparke den i snuden og i gællerne, hvor de allermest følsomme; men selvfølgelig ville det bedste forsvar være ikke at svømme i retning af hajen (Nååå da???? Duh!)
...
MEN HVEM KAN BEVARE HOVEDET KOLDT I DENNE SLAGS SITUATION I EN SÅDAN GRAD, AT MAN KAN PLANLÆGGE CONTRAANGREBSSTRATEGIER??? MINE HERRER: VI TALER OM HVIDE HAJER, DE DÉR VOLDSOMT ANGREBSLYSTNE, DRABELIGE, GLUBSKE OG HURTIGE SKABNINGER MED MASSER AF TÆNDER!…
***
Som en sidebemærkning: hajerne holder tænderne knivskarpte ved systematisk at skifte tænder ud hver 8.-10. dag!...

Kreativitet bag tremmer
Og apropos absurde ting læste jeg forleden om noget, der næsten fik mig til at falde ned af stolen: fangerne i et brasiliansk fængsel havde tilsyneladende dresseret en flok duer til at smugle ting ind til dem. Ja: betjentene havde godt nok undret sig over de stigende mængder af stoffer og mobiltelefoner blandt deres indsatte, men de kunne ikke forstå hvordan, det kom til; det vil sige, indtil nogen åbenbart fik overdrevet muligvis i den tro, at duer er muldyr og overbelæssede fuglene, som begyndte at få svært ved at holde sig i luften og endte med at blive taget.
...
Hvem sagde, at det er duerne, der er dumme?…

Flere af den slags hobbyer...

Anderledes/underlige/skøre hobbyer har flere gange tidligere fundet vej hertil. Men de bliver ved med at dukke op og overraske mig ved deres forrykthed; og netop når jeg begynder at tro, at jeg har hørt alt, dukker en splinterny af slagsen op.

Nu har noget opfundet virtuelle kidnapninger. Det er ikke spor sjovt, og jeg finder det endda ret usmageligt, men det er sandt: et teaterselskab i Barcelona har fundet på at iscenesætte kidnapninger, i det såkaldte projekt Simuladores (Simulatorer): for ”blot” €400 betalt af personen selv og efter at underskrive en kontrakt, hvor det falske offer tager ansvaret for alt det, det skal gå igennem af lidelser og forskrækkelser og forpligter sig til ikke at indgive klage over firmaet, som yder denne ”service”, vil falske kidnappere følge dig og lære dine vaner at kende og på et eller andet tidspunkt haps!… de vil kidnappe dig – med det formål at bibringe dig stærke oplevelser – og beholde dig, indtil du ikke kan tage det mere…

… eller indtil de ikke kan tage det mere?…

Under alle omstændigheder håber jeg, at denne hobby ikke forvandler sig til mode… hidtil er der på 2 år heldigvis kun været 12 skruptossede folk, som har udsat sig for denne chokbehandling…

Tillykke med fødselsdagen!

Tra la la la la la
Tra la la la la la
Tra la la la la la la la
Tra la la la la la

I dag bliver denne strandkurv præcist 2 år gammel (den portugisiske version fødtes først men den danske fulgte kort efter på opfordring af en veninde, der heller ikke ville gå glip af noget)! To meget sjove og ekstremt varierede år.

Kys og tak til alle de søde mennesker derude, som har fulgt mig her i al pjat, bizarre nyheder og pseudovidenskabelige spekulationer, i alle fejringerne af stort og småt, i alle rejserne, koncerterne, ture til stranden, solbadning på min altan, i de underfundige meningsmålinger, i fodboldkampene, i cykelturene, i skønhedsrådene og tips til mere eller mindre virkningsfulde slankekure, i de øjeblikke hvor jeg hidser mig op over mere polemiske emner og har fulgt min forkærlighed for alskens nuttede dyr, det gode liv – og Cristiano Ronaldo, selvfølgelig.

God søndag. Og kom endelig forbi igen - anytime!

Som i Hollywood
Vi har alle bestemte sange, som vi af en eller anden grund er blevet præget af, og vi som derfor associerer til særlige øjeblikke. Eksempelvis blev min husbond og jeg i de første måneder, vi var kærester aldrig trætte af at lytte til Michael Bolton (det er rigtigt…), og den dag i dag er hans sange ”vore” sange.
Sommetider når jeg er i biffen, tænker jeg på, hvordan det ville være, hvis alle scener i vores liv var berettiget til en soundtrack, ligesom i filmene: harper og violiner til de triste øjeblikke, makaber musik til de farligste øjeblikke, romantisk musik til dates’ene, pop musik til de glade øjeblikke, osv.
Imidlertid ved Nicole Kidman og Keith Urbans nyfødte datter, hvordan det er: præcist i anledning af hendes fødsel havde moren sat sammen en soundtrack til at følge hendes nedkomst, der fandt sted 7. juli. I denne inkludere hun nogle af husbondens countrysange (selvfølgelig) og musik af den irske fløjtespiller James Galway, som hun er stor fan af…
… således en fødsel der var Hollywood værdig…

På fransk
Udover de enkle skønhedsråd er jeg ligeledes glad for de enkle råd i forhold til sundheden.
For nylig hørte jeg et, der overraskede mig: at jf. fødevareforskeren Brian Wansink, hjælper det at holde den slanke linie at spise som franskmændene. Selvfølgelig så jeg straks for mig croissanter og briocher, pateer og vine, hvilket gjorde mig noget skeptisk, indtil jeg læste resten af artiklen. For der var ikke tale om, hvad man spiser men om hvordan man spiser: i den sammenlignede man en gruppe franskmænd med en gruppe amerikanere med fokus på, hvornår de holdt op med at spise; mens franskmændene sluttede måltidet af, da de følte sig mætte, hvilede amerikanerne på ydre tegn som, hvorvidt tallerkenen var tom, eller om de andre omkring bordet var færdige med at spise, eller (typisk amerikansk!) om det fjernsynsprogram, de var ved at se mens de spiste var slut, hvorved de spiste mere – og derfor også vejede mere end dem, som holder op, når de føler sig mætte.
Måske derfor har jeg altid intuitivt blevet irriteret, når jeg har overværet en forældre insistere med barnet, om at det skal spise op, hvad der er på tallerkenen, indtil den sidste krumme. For det er vel kun man selv, der kan mærke, om man stadig er sulten, ikke?…

Tomaten
Jeg elsker de skønhedsråd, der er så nemme at følge, at selv jeg kan finde ud af det. Som klassikeren med agurkeskiver under øjnene for at behandle poserne under de samme.
Forleden læste jeg om en anden, som jeg blev helt glad ved, da jeg i forvejen har fulgt den uden at vide det: vidste I, at det at spise tomater forebygger dannelsen af rynker og solskoldning? Dette ifølge en undersøgelse fra University of Manchester refereret i avisen The Independent, hvor man konkluderede, at et dagligt indtag af tomatpuré synes mindske risikoen for at blive solskoldet med hele 33%.
Forskerne knyttet til projektet mener, at det skyldes lycopen, en antioxidant, der findes i rigelige mængder i tomat, og som giver tomaten den karakteristiske rødlige farve og skulle være i stand til at beskytte huden. Og at det, som bidrager til at beskytte mod rynkerne er en peptid (aminosyrekæde) i tomat, som hedder prokollagen, og som efter sigende holder huden ung og fuld af liv.
…
Gæt hvad jeg skal have til frokost… ;-)

Antiklimaks

Jeg sværger, at denne gang var det ikke engang mig, der fandt på noget som helst omkring det angiveligt videnskabelige tema, som jeg vil komme ind på i dag. Jeg læste det i avisen... men jeg fandt det så tilpas morsomt og bizart, at det ligeså godt kunne have været mig, der havde fundet på det.

Åbenbart er der en gruppe fysikere, der har sat sig for at udfordre Einsteins relativitetsteori ved at prøve på at undersøge, hvorvidt anti-stof ikke følger tyngdeloven og opfører sig modsat stof, som falder ned, når man slipper det. De siger at alt i universet har dets modsætning, og at det i stoffets tilfælde, som består af atomer og partikler, så må der være noget anti-stof et eller andet sted derude. Med andre ord forventer fysikerne at dette såkaldte anti-stof vil stige til vejrs i stedet for at falde ned, hvilket de ville anse for revolutionerende.

Nå, på et tidspunkt begyndte de i artiklen at tale om anti-atomer mig her og anti-partikler mig der og et anti-univers bestående af anti-stjerner, en anti-sol og en anti-jord med anti-mennesker, og de tabte mig, må jeg indrømme. Så jeg kunne slet ikke følge ræsonnementet, da de pludselig begyndte med en snak om anti-jeget, og at hvis jeg var så uheldig at møde mit anti-jeg på gaden, så puf, jeg ville fordampe, da vi ville opløses i energi fordi vi var hinandens modsætning.

Det mindede mig om smølfernes snak, kan I huske det? ”Ikke smølf min smølf, eller så bliver alt smølfet”.

I øvrigt stiger sæbebobler til vejrs, så hvad var lige nyheden?

Enhver kvindes drømmejob

Som sagt (og jeg er ikke igang med en overspringshandling eller noget) elsker jeg, hvad jeg laver og har aldrig overvejet at skifte branche; men hvis jeg en dag ændrer mening, ved jeg allerede, hvad jeg vil vælge: jeg skal arbejde på en chocolatier butik.

Jeg blev inspireret, da jeg forleden læste en jobannonce i avisen – de søgte fuldtidsansatte til en af de mest velrenommerede chokoladebutikker i København, Peter Beier Chokolade, som har flere butikker, chokoladecaféafdeling og egen produktion af håndlavet kvalitetschokolade – og en chokoladefontæne, som siger spar to og virkelig kan få en til at gøre store øjne. Og jeg tror endda, at jeg ville være kvalificeret: de søgte nemlig personer, som kunne lide at udøve service til kunder og bruge deres hænder – til hvad forstod jeg ikke rigtig, men jeg forestiller mig, at det må være til at dekorere montren og pakke varerne pænt ind og sådan noget og efterhånden også lære at lave chokolade, da de jo tilbyder et kursus i chokoladefremstilling og det hele – var ansvarsbevidst, havde gode samarbejdsevner men også var gode til at arbejde selvstændigt. Humoristisk sans og godt humør var en afgørende forudsætning og en forkærlighed for chokolade ligeså.

Nå…, hvis mørk chokolade, eventuelt med et let pift af appelsin også tæller, vil jeg måske søge stillingen en dag… nham nham :-P(foto nederst: Erik Refner)

Første arbejdsdag
Buááááááááá!... Så er ferien forbi, og i dag skal jeg atter på arbejde!... I må ikke misforstå mig. Jeg elsker mit job men har det lige nu som en kollega og veninde, som plejer at sige, at arbejdslivet er vildt opreklameret og værdsat for højt – med andre ord: uanset hvor megen tilfredsstillelse, jeg får på jobbet, foretrækker jeg selvfølgelig ferie ;-) Åh, hvor er 3 afslapnings uger blevet af? Jeg spørger bare…
Heldigvis regner jeg med en rimelig stille og rolig dag til at starte med – som sædvanlig vil der være masser af mails og beskeder i vente, og folk jeg skal hilse på og nye sager at orientere mig i, så jeg vil ikke engang kunne koncentrere mig om mere.
Farvel fede ferie! På gensyn om forholdsvis længe… og nu mod på til at udnytte, at jeg kommer tilbage fuldstændig ladet op.
Og så vil jeg fortsat have mulighed for at tage til stranden efter arbejdstiden, hvis vejret ellers er til det, så ferien er ikke helt forbi.
...
... og hvis nu jeg gentager det rigtig mange gange de næste mange timer - eller dage - kan det være, jeg begynder at tro på det ;-)

Dårlige undskyldninger og fiskerhistorier

Der er nogle mennesker, som ikke kan finde ud af at finde på ordentlige undskyldninger og er så ringe til at lyve, at de bliver straks opdaget, da hver forklaring ligner en dårlig amatørfilm med elendige skuespillere.

Forleden læste jeg om en af de særdeles dårlige fra Los Angeles: en formodet indbrudstyv blev taget af husets ejere, mens han var i færd med at bryde ind i deres hus. Konfronteret med hvad han lavede der, kom tyveknægten med en historie om, at han var midt i en skattejagt og havde fået en bestemt opgave, der skulle udføres hos dem – nemlig at danse for dem. Selvfølgelig var han i dårlig form og havde ikke engang barberet sig og virkede således ikke spor troværdig med sine ubehjælpsomme dansetrin. Og han var endda så fræk at spørge om deres telefonnummer, så han angiveligt kunne bevise overfor sine angivelige venner, at han havde været der og danset og således fuldført sin opgave (selvfølgelig vandt han intet derved, da den eneste tåbe tilstede var ham selv), og allerede på vejen ud af døren tog han husets frue på numsen.

Denne er den anden ”forbrydelse” af slagsen i Los Angeles i år. Men politiet har ingen spor i sagen. De antager, at fyren enten er en tyv, eller så en seksuel afviger af en eller anden slags.

Jeg tror, at det sandsynligvis drejer sig om en tyv med en afvigende seksuel tilbøjelighed af en art, men jeg ved det ikke…

Krigsmetoder
Jeg er totalt imod brug af tortur som krigsmetode – og nu at vi er i gang er jeg også imod krig – men forleden kunne jeg ikke lade være med at skraldgrine med amerikanernes kreativitet på området. Glem bank, at rive neglene ud og waterboard; det er gammeldags. Nu bruger de endnu stærkere metoder, nemlig hard rock...
... jeg forklarer: siden 1989 under invasionen af Panama har de brugt en ufejlbarlig metode – at bombardere fjenden med irriterende pophits og hård rock, indtil de overgiver sig. Jeg forestiller mig Modern Talking, Sabrina,AC/DC, Mötley Crüe, Judas Priest og Twisted Sister hele dagen lang.
Stakkels krigsfanger: efter timevis af det foretrækker de sikkert en omgang tæsk.
Mmmm...
Og mon Geneve-konventionen tillader brug af denne ekstremt smertefulde musiktorturmetode? For der er grænser...

Manier, altså…
Og stadig i tråd med manier vil jeg igen komme ind på et tema, som jeg tidligere er blevet ophidset over, nemlig de tvangstanker visse forældre har om at kalde deres børn anderledes (læs: idiotiske) navne – og jeg mener ikke engang ”Katja Vanessa”: der er stadig navne man ikke må kalde sine børn som ”natpotte” eller ”lastbil”. Men man kan kalde dem Europa, Æble og hvad ved jeg.
For nylig blev et dansk ægtepar, tilsyneladende botaniktosser, svært fortørnet over, at de ikke fik lov til at opkalde deres nyfødte datter ”Rhododrendronbusk” trods gentagen insisteren…
… helt ærligt!... Man kunne ligeså godt sende barnet i skole med et skilt på ryggen, hvor det stod ”slå mig”… :-S

Pas på klistermærkerne!...
Der er visse mennesker, som har det med at sætte et klistermærke på bagruden; de vækker opmærksomheden med de budskaber, de vælger at udstille dér, og som er meget forskellige, alt fra “børn i bilen” til “det er ikke nogen skam at køre bag en Brøndbyfan”, for ikke at tale om dem af mere aggressiv og konkurrencepræget stil så som “det kan godt være, jeg kører i en lille bil, men jeg har overhalet dig”.
Hidtil troede jeg, at det var tale om uskyldige manifestationer, men åbenbart tog jeg frjl: jeg læste fornylig, at forskere ved Colorado State University efter flere undersøgelser har konkluderet, at bilister, der har den slags klistermærker på bagruden har 16 % større potentiale for at udvise aggressivitet bag rattet end bilister uden disse klistermærker.
Og det samme gør sig gældende i forhold til dem, der gør en del ud af bilen som personlige nummerplader, specielle fælger, flere udstødningsrør, et stort anlæg; dette angiveligt fordi det at give det et personligt præg nok kan sammenlignes med at afmærke deres territorium og folk derfor glemmer, at de ikke ejer vejen.
Næste gang jeg ser sådan noget skifter jeg vejbane med det samme for at undgå ballade.

Alternativ bolig
Fra tid til anden bliver vi nødt til at vende tilbage til Japan, hvor skikkene er så anderledes og der sker de underligste ting. Alligevel kan man stadig blive overrasket. Jeg læste eksempelvis for nylig, at en 58-årig boligløs japansk kvinde jf. Yahoo News blev fundet hjemme hos en mand, hun ikke kendte – det viste sig, at hun havde boet inde i et af hans skabe i et helt år uden han opdagede det mindste. Hun spiste hans mad, når han ikke var hjemme og havde sat en madras ind i skabet. Men på et tidspunkt ved jeg ikke, om hun tømte hans forrådskammer eller hvad, men han fattede i hvert fald mistanke og installerede overvågningskameraer rundt omkring i huset, så hun blev taget på fersk gerning.
Kvinden blev selvfølgelig arresteret for at bryde ind i en privatejendom.
Men jeg spørger bare, hvem der kan finde på at flytte ind i et skab hos en fremmed?!… Kun i Japan, altså!…
...
Ja, og heldigvis er mine skabe så fyldt op, at der ikke er plads til mere deri, så jeg undgår helt sikkert, at skøre fremmede flytter ind :-)

Jeg bor i et tropisk land

Trods klimaændringerne, som har fået gennemsnitstemperaturerne til at stige, ville ingen drømme om, at Danmark nogensinde havde været et tropisk land. Vel? Og nu om dage er det det heller ikke. Men kan I tro på, at det har det været engang?...

Ja: for nogen tid siden fandt man fossiler af mangrover her ((Rhizophora mangle af Rhizophoraceae-familien), en plante man i dag finder langs Brasiliens tropiske kyster og langs Vestafrika og Sydamerika.

Og for nylig fandt man fossiler af papegøjeknogler angiveligt dateret til 55 millioner år siden i et stenbrud på Mors, en lille ø i Nordjylland (for mere information, se her eller her). Hvilket ikke blot er en overraskelse, da Skandinavien ikke ligefrem er berømt for at huse vild tropisk fugleliv, men også udgør det ældste kendte fossil af en papegøje i hele verden, som derfor har gjort sig fortjent til en artikel at offentliggøre i det britiske tidsskrift Palaentology. Det kunne se ud til, at papegøjerne har udviklet sig først i den nordlige halvkugle for siden hen af sprede sig til den sydlige halvkugle, hvor de i dag findes i store tal – idet de ældste spor på den sydlige halvkugle ikke er ældre end 15 millioner år gamle.

Den danske papegøje har fået navn: den hedder ikke Pepito eller andet papegøjeagtigt men næsten: den kom til at hedde Mopsitta Tanta – eller Danish Blue, inspireret i den berømte Monty Python-sketch fra 1969, hvor John Cleese er kunden, der forsøger at overbevise dyrehandleren spillet af Michael Palin, at han har solgt ham en død papegøje, og hvor sidstnævnte ikke lader sig overbevise og kommer med en dårlig undskyldning om en eller anden papegøje art ved navn ”Norwegian Blue”, der kan have mærkværdig adfærd.

Ifølge David Waterhouse, den irske palæontolog, der har gjort dette ekstraordinære fund, skulle Mopsitta Tanta være ligeså stor som en gul kakadue.

Hvilke andre revolutionerende fund vil man mon bedrive? Pingviner i Sahara-ørkenen? Eller kameler i Nordpolen?…

(fotos: scanpix, NF)

Med snuden vendt hjemad allerede

I dag rejser vi hjem igen. Manner, 14 dage kan hurtigt gå!...

Jeg kommer til at savne vore venner og familie helt vildt. Og Portugal, vores lille “have plantet ved havet”, som man siger; landet:

~ med god vin og gode grillede sardiner (i går nåede vi stadig at grille sardiner og pebre, nam nam)

~ hvor bilerne parkerer på fortovet, og fodgængerne må nøjes med at gå midt på vejen (det kommer jeg næppe til at savne til gengæld…)

~ hvor skraldet smides ved siden af containeren og hundene bliver forldadt på gaden (ditto…)

~ hvor fodbold fylder mindst halvdelen af tv-avisen og det eneste sted i verden, hvor en mand behøver at være Benfica-tilhænger for at være en god familiefar (??? :-D)

~ med de kunstfærdige stenfortove af ingen særlig grund, marmoropgangene allevegne og kakelpannelerne, dér hvor man mindst venter det

~ hvor solen aldrig holder ferie om sommeren – den bliver ved og ved med at varme!

~ med det gode temperament og uformel omgang

~ med de utallige cafeer, pastelarias (konditorier) og upetentiøse restauranter - det er slet ikke nødvendigt, når maden er velsmagende

~ hvor man endnu sætter en ære i at yde en god service (i Danmark derimod er stort set alt self-service, og man er ikke I det mindset service-mindet, så jeg bliver virkelig forvendt, når jeg kommer hertil, he he he).

(fotos: vida de praia)