Nytårsaften
31. december. Årets sidste dag. En dag til overvejelse og opgørelse. En dag som altid gør mig temmelig nostalgisk, når jeg tænker på alt det, der er forbi og ikke vender tilbage. Men også en festdag og en dag, hvor man kan se frem.
2006 blev et tætvævet tæppe af gode øjeblikke til at mindes og mindre gode øjeblikke allerede glemt. Det var året for VM i Tyskland, hvor Portugals landshold klarede sig helt godt. Året hvor jeg var få centimeter fra Cristiano Ronaldo og hilste på ham efter træningen i nærheden af mit hjem. Året med utallige strandture. Året hvor vi gang på gang blev bekræftet i, at vi er utrolig rige i venskaber. Året, hvor jeg fik min første artikel publiceret. Året hvor denne blog så dagens lys!
Trods flere invitationer fra venner, med husbonden stadig på krykker har vi besluttet os for at fejre nytårsaften herhjemme med en romantisk middag. Efter Dronningens tale klokken 6 vil der være megen champagne, hummersuppe, laksefileter med små kartofler og hvidsovs med persille og min yndlingsdessert til dessert. Efter klokken 10 fyrværkeri ad libitum. Og ved midnat den obligatoriske Abbas ”Happy New Year”. Når vi når så langt, har champagnen som regel allerede steget mig til hovedet, og tårerne triller.
GODT NYTÅR!!! Og på gensyn næste år : )

(fotos: pictux @flickr.com, austenhaines @flickr.com og Hy0517 @flickr.com)

Vil du være berømt?
Når året er ved at være omme, som nu, er det et naturligt tidspunkt at stoppe op og tænke på året, der gik, trække plusser og minusser fra hinanden og lægge planer for det nye år; sætte de første krydser i en kalender med de stadig uskrevne sider. Nogle starter året med de berømte nytårsforsætter og gode intentioner: ”i år vil jeg holde op med at ryge” ”i år vil jeg tabe 10 kilo”, ”i år vil jeg komme i bedre form ved at begynde at løbe 2 gange om ugen”, ”i år vil jeg arbejde mindre over og tilbringe mere tid med familie og venner”.
Hvis det imidlertid indgår i dine planer for det nye år at opnå berømmelse, får du her en kompaktguide (jf. Max Clifford):
1) Vær med i reality-tv (jeg har aldrig forstået betegnelsen, da der normalt er så lidt virkelighed i sådan noget)
2) Deltag i en talentkonkurrence
3) Vær elendig i en talentkonkurrence
4) Hav kendte forbindelser
5) Gå ud med en berømthed
6) Pral af din krop
7) Gå ud med en kongelig
8) Lav en hjemmesexvideo
9) Vær en succes på MySpace (jeg ved dog ikke, om det er ment med den ovennævnte video…)
10) Vær det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.
Nemt, ikke?
Godt Nytår!
(foto: Atypics @flickr.com)

Før og efter højtiden
(her ser i selvfølgelig før)
Jeg ved ikke, om I har lagt mærke til den pludselige overgang og forvandling, der sker med reklamerne fra supermarkederne efter jul. Igennem november og december bugner de med tilbud på steg, fem kilos ænder, kager, slik, nødder, legetøj, kosmetiske produkter og den sjældne appelsin eller mandarin.
Efter jul (og nytår, hvor champagnen regerer) kommer den dårlige samvittighed, og januar i stedet for mad reklamerer de første kataloger i januar med helsekost, vitaminer, slankeprodukter, gymnastikredskaber til hjemmetræning, tennissko, træningsdragter. Det er på tide at tabe de ekstra kilo, man tog på i julen; sådan – reklamernes budskab er ret tydeligt.
Imidlertid ville det være langt bedre, hvis ikke de fristede forbrugerne til en slikken, grådig og lidet sund livsstil i månedsvis. Som de er udnytter de først ens grådighed og siden hen ens dårlige samvittighed maksimalt.

Kreativ eller effektiv
Har I nogensinde bemærket, at man sjældent møder kreative folk, som samtidig er effektive og omvendt? Kunstnere kan ikke lide at blive skyndt på og holder ikke af deadlines, og forretningsfolk, videnskabsfolk o.l. udviser sjældent talent for at male og den slags. Einstein, så vidt vides, var ikke skulptør i fritiden, og Picasso fandt ikke på matematiske formler.
For nylig har en forskergruppe i Toronto, Canada, tilsyneladende fundet forklaringen på denne diskrepans: centralt er det humør, man er i: godt humør og et godt grin fremmer kreativiteten men er for forstyrrende for koncentrationen, når man skal tænke og reflektere systematisk. På den anden side er sure og/eller seriøse fol eminente til at løse komplicerede opgaver, som kræver koncentration.
Det vil sige: jeg får næppe nogensinde Nobelprisen i fysik, men det gør ikke noget : )
(For at være konsekvent og pædagogisk og for at få denne post til at blive et sandt mesterværk, burde jeg have fundet et billede af en storsmilende Picasso, men jeg fandt ikke et eneste trods udvidet research; fyren var åbenbart ikke til smil, ja, måske var han den berømte undtagelse, der bekræfter reglen...)

Naturens vidundere
(Stadig lidt apropos jul, sådan da…)
Naturen har en forunderlig fleksibilitet og tilpasningsevne. For nylig læste jeg om jomfrufødsler, det vil sige fødsler hvor ikke en han er involveret i processen.
En af de nærmeste dage i Chester Zoo i London vil et sådant fænomen finde sted: en hun komodovaran ved navn Flora ventes at føde otte unger, som hun både bliver mor og far til – hun lagde æggene, og da der ikke lige var en han i nærheden, befrugtede hun dem selv. Endnu en utrolig og endnu genetisk uforklarlig ting er, at alle unger forventes at være af hankøn (sådan er det i hvert fald ved jomfrufødsler for flere andre øglearter), hvilket sikrer, at arten kan reproducere sig normalt og genetisk mangfoldigt i næste generation.
Denne slags ting kan jeg forundres over, selv hos et så grimt væsen.
(foto: Wanto @flickr.com)

Julegaver
Nå, hvad synes I så om julegaverne i år? Hvad var favoritten? Den største overraskelse? Den sjoveste? Den mest fjollede? Eller den mest unødvendige?
Jeg er meget tilfreds med de gaver, jeg fik:
bøger, smykker, en bluse, et skakspil i træ, den nye dvd af nogle portugisiske komikere, jeg holder af, bodylotion, kaffe, en cd, en glasvase og det bedste af "Allo Allo!" på dvd.
Jeg fik ingen fjollede gaver – da ingen fandt på eksempelvis at købe en talende tallerken til mig, endnu en opfindelse verden sagtens kunne være foruden. Jeg gør ikke grin. En eller anden ukrainske videnskabsmand, en vis Hryhory Chausovskys (efter at have opfundet et talende bælte, der brokker sig, hvis det strammer for meget) opfandt en talende tallerken, en såkaldt Smart Plate, der ved hjælp af sensorer måler vægten af mad placeret på den. Og hvis den synes, maden vejer for meget, får man smidt i hovedet følgende. "så er det nok!" og "hvor er din viljestyrke?" Alt sammen budskaber, man ikke ligefrem velkommer i denne søde juletid.
(foto: t.v. MARkoP... @flickr.com)

I ØNSKES EN RIGTIG

GLÆDELIG JUL!

(fotos: aprilwinchell @flickr.com, Certassar @flickr.com)

Juleaften
Jeg har set frem til denne dag, især denne aften så fuld af ritualer og traditioner, i flere uger. En af mine favoritter er ris a la manden med varm kirsebærsovs. Jeg kunne sagtens undvære anden og stegen, som jeg kun nipper til for at holde de andre i selskab og til ære for de time, min svigermor har tilbragt i køkkenet med at tilberede julemaden. Men for mig starter måltidet for alvor, når krystalskålen fyldt til randen med ris a la mande og kanden med kirsebærsovsen kommer på bordet.
Og bagefter: de traditionelle julesalmer, som synges, mens man går eller danser omkring juletræet (selvfølgelig bliver der ikke nogen dans i år for husbondens vedkommende, da han stadig går med krykker). Og mellem salmerne åbner vi pakkerne, en ad gangen, da det er den, som lige har pakket op, der skal hente den næste gave under træet og aflevere den til den eventuelle modtager.
GLÆDELIG JUL!

Dagen før juleaften...
...ville vi allerede have pyntet juletræet, vi hentede i går (planen ændrede sig pludseligt) og efterlod udenfor i kulden, så det fyldte stuen med dets duft af skov og farverne og formerne på dekorationerne – røde hjerter, hvide papirengle, glaskugler, papirflag, klokker, sølv lametta, lys i de gyldne lyseholdere, som hænger hist og her på grenene og en stjerne i toppen, som næsten når op til loftet; men traditionen bestemmer, at det først sker i morgen
… de sidste julekort blev sendt af sted i forgårs
… gløggen (efter første opskrift) er klar
… mit hoved virker som en jukeboks med julesange, som jeg uden at bemærke begynder at nynne
… jeg har lyst til at se Disney-show
… og jeg kan næsten ikke vente på i morgen, med alle de overraskelser og traditioner, vi har til gode.
(foto th: wardi @flickr.com)

At hente juletræet
(Allerede på juleferie!...)
I morgen er det den store dag, hvor juletræet hentes. Mange mennesker vælger at købe det i juletræshandlen på hjørnet, men mine svigerforældre, som bor ved en stor skov, foretrækker et friskt, nyfældet træ. Så hvert år tager vi til en juletræsplantage dybt ind i skoven og vælger et træ, vi selv fælder. Hvert år er det den samme udfordring: det kan ikke være for stort (ellers kan det ikke være ind i stuen), ej heller for lille, ej heller skævt, det må ikke have dobbelt top (eller en top nærmest formet som et spørgsmålstegn, som på et vi så sidste år), ej heller mangle grene eller gullige grene, og det skal være symmetrisk. Resultat: vi må gå hele turen rundt om plantagen en gang, sommetider endda to gange, for så at vende tilbage til udgangspunktet, det træ, vi fik øje på lige ved starten, som så perfekt ud, og som jeg ville have valgt ved første øjekast, hvis jeg havde været ene om at bestemme.
(foto: Lahnet @flickr.com)

At sluge kameler
Det er mange eksotiske retter, størstedelen er jeg helst fri for, som jeg tidligere har nævnt. Og jeg benytter nu lejligheden til at føje endnu en til listen: kamel.
Hvordan i al verden kom jeg til at tænke på kameler i en sammenhæng og kontekst vedrørende mad og eksotiske spiser? Endnu engang blev jeg inspireret af en nyhed, som gjorde mig paf: en gruppe medarbejdere i Turkish Airlines i Istanbul besluttede sig for at fejre en veloverstået handel ved at slagte og spise en kamel, endda i Istanbul lufthavnens område.
Jeg spørger bare mig selv, hvad får nogen besat til at spise et dyr, der grundet sit udseende og levevis – i hvert fald for mig, der aldrig har smagt ”lækkerbisken” – kun frembringer associationer til tørre, smagløse, lidet møre ting?
Sidst må det tilføjes, at de pågældende ansatte nu er suspenderet; da de ikke bad om lov til at gøre det…
(foto: Cybjorg @flickr.com)

Eau de Stilton
At give en parfume i gave kan være risikabelt, da det at kunne lide en duft eller ej er meget individuelt og subjektivt. For eksempel kan jeg ikke udstå parfumer med amber ej heller stærke, tunge dufte, som forbliver i luften i timevis, som nogle af Givenchys parfumer. Jeg foretrækker lette parfumer, som minder mig om forårsdage med en brise. I øjeblikket er min yndlingsparfume Woman af Hugo Boss (advarsel: nej, jeg har ikke fået sponsor på.)
Imidlertid er der dufte ,som de fleste ville finde frastødende, eksempelvis sur mælk, mug eller rådden frugt. Og, troede jeg, ost… men en gruppe af britiske mejerier har for nylig lanceret parfumen med navnet ”Eau de Stilton”, som dufter af det samme, altså af Stilton, som er en af de oste med grønne ting i og en svag lugt af mug. Bare tanken er ret ulækker, selvom der kun er tale om en reklamekampagne for den pågældende ost. Man har haft parfumer med frugtnoter og krydderier i årevis. Men hvad nu hvis nogen bliver inspireret af denne osteparfume og finder på at udnytte madtemaer i parfumebranchen e udvikler en parfume, der lugter af frisk fisk?
(fotos: stephanieontour @flickr.com, Adrian Fitch @flickr.com og niznoz @flickr.com)

Matematik
Jeg læste for nogle dage siden en mærkelig og i al fald iøjenefaldende nyhed: i følge nyhedsbureauet AFP døde verdens ældste menneske, den 116-årige Elizabeth “Lizzy” Bolden (på billedet), for nylig på et hospital i Memphis, Tennessee i USA. Det i sig selv er ikke spor mærkeligt. Det mærkelige var, hvad der så fulgte efter i den pågældende nyhed: nemlig at hun efterlod sig to døtre, 40 børnebørn, 75 oldebørn, 150 tipoldebørn, 220 tiptipoldebørn og 75 tip-tip- tipoldebørn. En familie der vil noget.
Men hvordan er det muligt? Matematik er ikke ligefrem min stærke side, men prøv lige at regne efter: hvordan kan ophavet til to børn (i dette tilfælde døtre) have 40 børnebørn? Hvis hun havde 12 døtre, kunne man godt forstå det… der er selvfølgelig intet til hinder for, at hver af døtrene for eksempel fik tvillinger ti gange, eller et barn om året mellem tyve- og fyrreårs alderen. Men stakler…

Bigoreksisk
Jeg har vel fortalt jer, at jeg går til fitness to gange om ugen? Det kræver temmelig megen disciplin, og sommetider ville det være kedeligt (ok, det ville være kedeligt hver eneste gang), hvis ikke jeg havde selskab. Men nu må jeg være forsigtig og passe på ikke at blive smittet med en sygdom, det tilsyneladende rammer en del af dem, det frekventerer motionscentret, især dem der gør det hyppigt: bigoreksien.”Bigoreksien? Hvad er det? Nu finder du vist på noget!…” Jeg forklarer: I kender til anoreksien, ikke sandt? Den lidelse, der især rammer piger, som sulter sig og overmotionerer for at tabe sig. Ok, bogoreksien er en slags anoreksi med modsat fortegn, som især rammer mænd: der består i en sygelig optagethed af at få store muskler ved at løfte vægte og sommetider ved hjælp af steroider.
Næste gang jeg ser hr. Guvernør af Californien i fjernsynet, vil jeg i stedet for at sige: ”der ser vi den skuespiller med verdens mest markante østrigske accent og største biceps” sige ”der har vi en bigoreksiker”.
(foto: trehala @flickr.com)

Bolo Rei (portugisisk julekage)
Dagen i går stod i bagningens tegn. Da jeg ikke kan få portugisisk julekage, som jeg så godt kan lide, i Danmark, bliver jeg nødt til at bage min egen bolo rei (oversat betyder det ”kongekage”, hidrørende de hellige tre konger). I flere uger går jeg og samler ingredienserne – valnødderne, pinjekernerne, de kandiserede frugter, fignerne, portvinen, og i den sidste weekend inden jul går jeg i gang med det store bagearbejde. Timevis af at skære, hakke, ælte sammen og lade hæve.
Til at begynde med bagte jeg julekagen til eget forbrug, for at smage på noget jeg ellers savner, men der er så mange danskere, der har smagt den og været glade for smagen, at jeg de senere år også har bagt en til svigerforældrene og til at give enkelte venner. I år må jeg have slået min egen rekord: fem julekager.Jeg har allerede smagt en skive til et glas portvin – og det var lige før tårerne trillede. I min barndom fejrede vi ikke julen, men der manglede til gengæld aldrig julekage i løbet af december og frem til d. 6. januar. Den kom friskbagt fra bageren, pakket ind i madpapir.
Var det noget med en skive?

Hvilken forurening?
I vil måske tænke, at jeg vil narre jer eller er ved at hallucinere, men det jeg vil fortælle om i dag er krediteret til Ritzau: et britisk kemikaliefirma har netop gjort et fascinerende og yderst nyttigt videnskabeligt gennembrud: ved at sprøjte stoffet titaniumdioxid på husenes overflade, holder bygningerne op med at være modtagelige for forureningspletter og er endda i stand til at rense luften omkring dem; dette fordi titaniumdioxid nedbryder forureningspartikler i luften fra biludstødning. Når det nu forholder sig sådan, hvorfor ikke gøre brug af stoffet, denne forurenings kriptonit, i husbyggeri?
Og nu at vi er i gang, kunne det være rart, hvis man opdagede en substans, som havde samme opløsende effekt på ondskabsfulde, sårende ord, modgang og traumer.
(fotos: andy & michi @flickr.com, greynotgrey @flickr.com og yhancik @flickr.com)

Juletræ
Vidste I, at verdens største juletræ (på billedet) kan ses i den italienske middelalderlige by Gubbio i Umbrien? Det er et gigantisk elektrisk juletræ bestående af flere end 4000 farvede lysepærer, som er 650 meter langt og fylder ca. 1000 kvadratmeter langs siden af Mount Ingino. En særlig måde at sprede julestemningen på i den lille by. Og hvis ikke jeg tager fejl, så er det endda kommet med i Guiness.
Og med denne lille kuriositet begynder nedtællingen til juleaften for alvor at accelerere: nu er er kun 9 dage tilbage!… Og kun en uge til, jeg skal have ferie - jubiiiiiiii : )

Otte år
For nogen tid siden underholdte jeg med min lidet typisk feminin holdning og interesser hvad shopping angår. Nu er jeg atter blevet konfronteret med denne side ved at læse i en af mine yndede meningsmålinger, som påstod, at kvinder i gennemsnittet tilbringer otte år med at shoppe. Hver dag. Fire og tyve timer i døgnet mellem 18 og 81 års alderen. Sagt på en anden måde: hvert år bruger de syv hele døgn på at købe tøj, 40,5 timer årligt på nonstop skoindkøb og halvandet døgn på vinduesshopping.
Hvis jeg tænker mig om, tror jeg ikke engang, at jeg bruger den halve af den angivne tid på den slags aktiviteter; jeg har ikke tålmodigheden og har endnu ikke taget en venindes udfordring op til at invitere hende med på shoppingtur. Men det, der virkelig fik mig til at tænke var, at for at holde gennemsnittet må der være nogen, som ikke gør andet i livet end at shoppe og knapt nok har tid til at sove – eller spise, hvilket til gengæld må være en fordel i forhold til at holde vægten for at passe Zaras størrelser…
(Hiromi Kawaguchi @flickr.com)

Fængslende oplevelse
Ja, apropos radikale sports...
Efter bølgen af radikale sports og luksus feriedestinationer er det sidste nyt indenfor alternative fritidsaktiviteter, det sidste skrig så at sige, en sandelig fængslende oplevelse: for kun 200 dollars kan man som turist i Sankt Petersborg prøve at overnatte i en fængselscelle. Morgenmaden er selvfølgelig inkluderet i prisen.
Pessimistisk anlagt som jeg er, kunne jeg ikke lade være med at forestille mig katastrofescenarier. Forestil jer for eksempel efter en nat tilbragt bag tremmer på en ubehagelig køjeseng og et morgenmåltid, der for at være realistisk kunne bestå i vand og brød, at man henvender sig i, lad og kalde det sådan, receptionen for at checke ud og bliver anholdt af betjenten i vagt, som ikke helt er med på aftalen. ”Nå, De er turist? Tja, det siger de alle sammen. Vend straks tilbage til deres celle! Og ikke tal om et telefonopkald!… Jeg har fået nok af drama!…” Og det sagt på russisk, som altid lyder i en truende tone.
(Kyle K @flickr.com)

Av, av, av, av, av, av!…
Hvad er det som efter et fald lyder som en lidende, våndende maskine? - Av, av, av, av, av, av!… Ai, ai, ai, ai, ai, ai!... Mmmmmmmm, mmmmmmmm!... Av, av, av, av, av, av!… Ai, ai, ai, ai, ai, ai!... Mmmmmmmm, mmmmmmmm!... (til trods for en pæn dosis smertestillende piller)
Det er min stakkels mand, som legende kom til en skade under et parti squash med broderen i forgårs, hvor Achillessenen knækkede over, og han var nødt til at blive hastopereret i går. Nu går der tre uger, indtil suturerne fjernes, seks uger med bandager, krykker og armatur og to måneder med foden i en bestemt vinkel (kuren bliver mere besværlig end skaden som så). For ikke at tale om et halvt år uden at dyrke radikale sports. Og megen, megen forkælelse. Husker I, hvad jeg tidligere har skrevet om mænds lidelse ved sygdom?… Jeg havde ikke regnet med et eksperiment in vivo så tidligt.
(foto: t5media @flickr.com)

Hænderne op – eller jeg skifter kanal?!
Vitserne om nærige skotter er ved at være godt brugt. Men det, jeg vil fortælle, er ikke engang en vits, og omhandler ej heller det at holde på pengene … ikke helt i hvert fald… Det er en sand historie: en vis William Dunnachie, en 38-årig skotte, prøvede at røve en kinesisk grill i Stirling med en fjernbetjening (ja, en ganske almindelig fjernbetjening) som våben. Dunnachie truede med at skyde ejeren, fru Wong, hvis ikke hun prompte udleverede dagens omsætning. Fru Wong var åbenbart ikke født i går og nægtede at adlyde hans trussel. I stedet ringede hun efter politiet, som senere anholdte røveren med gerningsvåbnet i hånden.
Hvem har brug for vitser om skotter, når den virkelighed de udsætter os for er langt sjovere?

Sik' noget klovneri
Advarsel: dette er ikke en Monty Python sketch!
I slutningen af august fortalte jeg her om, hvor lidt pris jeg sætter på cirkus generelt, og klovne i særdeleshed. Jeg drømte ikke om, at der var tale om en organiseret og veluddannet gruppe. Tilfældigvis stødte jeg nemlig på en nyhed om, at klovne fra hele verden for nylig var samlet i Mexico City til deres 11. kongres med i alt 700 deltagere. Man behøver ikke særlig megen fantasi til at forestille sig, hvilken slags aktiviteter, kongressen bød på: konkurrencer i udklædning, skuespil og ballondyrsvridning. (NB: klik på hvor der står 11. kongres, og se hvad der sker...)
Det blev også offentliggjort ved samme lejlighed, at den første klovneskole var på vej og ville få status som en officiel uddannelsesinstitution.
Hvad er mon adgangskravene? Mangel på veludviklet humoristisk sans? Evnen til at overdrive betoningen af visse stavelser (og ààààltid de shàme stààààvelsher)? Eller forkærligheden for blomster, der sprøjter med vand og marengstærter som dekoration på andres fjæs?

Livsstil (eller måske endnu flere tegn på ikke at være voksen)
I går var jeg til min sidste arbejdsjulefrokost. Denne gang var den i et privat hjem. Maden var alle tiders – alle tog en ret med til buffeten. Selskabet var livligt og underholdende med en del snak, god musik og leg.
Min mand satte mig af ved døren, da han ikke ville, jeg skulle så langt i regnvejr. Og før vi sagde farvel, blev jeg instrueret i at ringe ham op eller tage en taxi, hvis det blev sent.
Selvfølgelig blev det sent; jeg kom først hjem omkring kl. to i nat. Imidlertid var jeg heldig at få kørelejlighed det meste af vejen, for hvis der er en ting, jeg for alt i verden undgår at bruge penge på, er det taxier. Jeg er ikke nærig generelt, og holder ikke på pengene (og de holder sig heller ikke til mig); men jeg kan simpelthen ikke glædeligt få mig selv til at betale, hvad der ville koste en tiendedel, hvis jeg valgte at køre med metro (som i weekenden kører hele natten) eller natbussen. Eller købe ind i 7 Eleven. Eller spille i Lotto og Tips. Eller købe lotterilodder.
Og jeg havde ikke lyst til at forstyrre en sovende mand på et så sent tidspunkt.
Det var forholdsvis enkelt at komme hjem i nat.
(fotos: Ricardo (Kadinho) Villela @flickr.com og potatoknish @flickr.com)

Kvinderne og alderen
Alle ved, at man ud af venlighed og pli ikke spørger en kvinde om sin alder. Og at mange kvinder grundet forlegenhed eller forfængelighed før eller siden begynder at lyve om deres alder. Jeg kendte for eksempel en pige, som endda inviterede mig til sin 30 års fødselsdag, selvom alle vidste, at hun mindst var 34.
Sommetider kan denne tendens dog føres til latterlige ekstremer, og plastik kirurgi hjælper at opretholde illusioner. Kan I huske Sylvester Stallone, som blev kendt i 80erne i rollerne som Rocky Balboa og Rambo? Nå, ifølge sladderen gør hans mor, Jacqueline (på billederne) sit yderste for at skjule sin alder og påstår aktuelt at være 61 år – det vil sige blot et år ældre end sønniken.
Til trods for udviklingen indenfor plastikkirurgien og medicinen generelt, så vidt jeg ved udretter de endnu ikke mirakler…

Du giver mig kvalme!...
Psykosomatiske sygdomme er sandelig fascinerende. På Freuds tid var hysteriske konversioner ganske almindelige, hvor fuldstændig fysisk raske personer (hovedparten af disse kvinder) af psykiske årsager udviklede symptomer som lammelser og blindhed - en temmelig synlig og socialt acceptabelt måde for det ubevidste at udtrykke ”jeg har det altså ikke så godt”. I mellemtiden med kvindernes større befrielse i de 19 og 20 århundreder, blev disse tilfælde sjældnere og sjældnere i den vestlige verden.
Men i Japan synes det at forholde sig anderledes: der er stadig mange husmødre med meget arbejdsomme mænd, som de er økonomisk afhængige af, og som tilbringer størsteparten af tiden på arbejdet. Når mændene endelig går på pension og begynder at tilbringe mere tid hjemme, udvikler 60% af de japanske kvinder RHS, Retired Husband Syndrome, som består i udslæt og andre allergiske reaktioner, mavesmerter, mavesår, kvalme, astma, forhøjet blodtryk og depressioner.
Her ser vi en anderledes sygdom, som muligvis ikke eksisterer andre steder i verden, produktet af et samfund, hvor forskellene mellem kønnene stadig er enorme, og som løfter udtryk som ”du giver mig hovedpine” og ”jeg får grå hår af det her” til et andet niveau.
(foto: Danz in Tokyo @flickr.com)

Gløgg
En af de mest velsmagende juletraditioner, jeg holder mest af, er at drikke gløgg, en dejlig krydret drik, som varmer både krop og sjæl på en særlig måde i de kolde decemberaftener.
Man kan som bekendt købe gløggekstrakt klar til at blande med rødvinen på enhver supermarked, men i år kunne jeg tænke mig at lave min egen ekstrakt (det samme er at sige at lave gløggen fra bunden), hvilket jeg ikke har prøvet før.
*
Men kan ikke beslutte mig for, om jeg skal følge en klassisk opskrift:
(1 fl. rødvin
1 stykke hel kanel
2 stk. hele kardemomme
1/2 citron
85 g sukker
2 appelsiner
12 hele nelliker
100 g rosiner
100 g mandler
Hæld rødvinen i en emalieret gryde og læg kanel og kardemomme ved i en lille gazepose. Varm op til lidt under kogepunktet, sluk under gryden og lad vinen trække under låg ca 5 min. Tilsæt sukker, citronsaft og tynde strimler gul skal af citronen. Stik hele nelliker i de let bitre sevilla appelsiner og læg dem i en opvarmet bowle sammen med rosiner og hele, smuttede mandler. Hæld den varme vin over og server gløggen i små glaskrus).
*
Eller om jeg skal vælge en af opskifterne med portvin, til ære for fædrelandet:
(60 g rosiner
40 g mandelsnitter
3 dl portvin
1 spsk citronsaft
1 dl appelsinsaft
1 fl rødvin
4 spsk sukker
1/2 tsk vanillesukker
1 lille drys kanel
2 spsk orangelikør el brandy.
Bland rosiner, mandler, portvin, citron- og appelsinsaft og lad det trække lunt og tildækket i 3 timer. Lun rødvinen for svag varme og rør sukkeret i. smag til med vanilliesukker og kanel, fjern vinen fra varmen og tilsæt portvinen med fyldet. lad det hele trække lunt i 10 minutter. Smag til med lidt brandy eller Orangelikør og og server gløggen i små glaskrus).
*
Eller om jeg hellere skulle prøve mig med stærkere sager:
(100 g lynghonning
2 stk hel kanel
2 stk tørret ingefær
3 hele kardemomme
8 hele nelliker
1 strøget spsk tørrede blåbær
1 spsk tørrede apelsinskal
reven muskat og friskkværnet peber
2 dl vand
1 liter rødvin
2 dl Brøndum snaps
1 dl Porse snaps
2 dl st. John madeira
rosiner
hakkede, smuttede mandler
Fremgangsmåden er nogenlunde den samme. Og I ved, hvordan det forholder sig med serveringen – i små glaskrus).
*
Hvad synes I?

(foto: madsmobblog @ flickr.com)

Bagage
Gennem de seneste måneder er det blevet tiltagende svært at pakke for at rejse, da man grundet sikkerheds- hensyn har begrænset, hvad man fx kan have med som håndbagage.
De nye internationale regler synes imidlertid ikke at være nået til Filippinerne: for nogle dage siden fik tolderne i Manilas lufthavn, Ninoy Aquino, lidt af en overraskelse, da de åbnede bagagen tilhørende en filippinsk mand og stødte på tre spillevende krokodiler, som han havde taget med fra Cambodja under dække af at være levende fisk.
Hvordan i al verden lykkedes det ham at proppe tre krokodiler i kufferten? Bedøvede han dem mon forinden eller hvad?
Og hvad er en shampoflaske på 250 ml. ved siden af en, eller to, eller tre krokodiller, hvad terrorpotentiale angår?
Jeg havde godt hørt om krokodillekufferter, men krokodiller i kufferten er noget helt, helt andet…
(foto: Andre Boffin @flickr.com)

Det er bedre du hoster op med det, du skylder i skat, skat
Skattevæsenet i provinsen Patna i Indien har taget et kreativt og yderst effektivt (og temmelig smertefuld, forestiller jeg mig) metode i brug mod skattesnyderne. De har teams af eunukker (kastrerede, feminine mænd), som rykker ud og stiller op foran skyldnernes boliger og skråler sange om manglende betaling. Initiativet er allerede blevet en stor succes ifølge officielle kilder. Flertallet lover at hoste op med hvad de skylder for at undgå skammen og naboernes blikke.
Eunukkerne får 4% af de således indkasserede midler.
Åbenbart skyr man ikke til midler, når der er penge involveret…
(Foto: alights @flickr.com)

Robin Hood
Englænderne er berømte for at være stolte af deres legendariske helte. En af de mest hyldet nogensinde er uden tvivl Robin Hood. Muligvis inspireret i denne person, som tilbragte sin tid med at tage fra de fattige og give til de rige, prøvede tre englændere for nylig en lignende stunt: i Washington Square Park (på billederne) på Manhattan, New York, klædet ud i grønt tøj, smed de 4000 dollars op i luften efter at have annonceret eventen med følgende ord: ” Det, som I snart vil se, vil forbløffe jer. Vi er gale engelske mænd!” De havde dog ikke forventet de tumulter, der fandt sted efterfølgende, hvor amerikanerne trådte på hinanden, endda på børn, for at få fat i de grønne pengesedler. På få minutter forvandlede parken sig til en kamparena. Det mest groteske var så, at intentionen med denne event var at opmuntre folk til at blive lidt mere venlige og imødekommende overfor hinanden og give noget tilbage. Ooops…
(fotos: wallyg @flickr.com og amykatherine @flickr.com)