Snacks og delikatesser
Jeg er en stor tilhænger af snacks: der er intet der smager bedre en et stykke gennembagt italiensk brød fra stenovn med ricottaost og friskplukket storbladet basilikum, eller med tynde skiver chorizo, eller med en lettere pikant emmentaler, eller med røget laks og med et glas lettere nedkølet rødvin, eller kold rosé, eller et iskoldt øl. Friske figner. En skål oliven, helst de store grønne. En håndfuld cashewnødder. En tallerken kæmperejer. Disse er mine yndlingssnacks (og slankekuren gør, at jeg er tæt på at hallucinere bare ved at tænke på dem…)
Imidlertid er der en del snacks og ansete delikatesser som jeg finder afskyelige: flæskesvær, griseører/-haler/-tæer , diverse dyrs hjerne og øjne, og i visse verdensdele endda larver, slanger og andre reptiler og forskellige slags insekter går for at være ret delikate. Eksempelvis græshopper. I Vietnam er græshopper blevet ret populære blandt velstående folk, når de er på bar for at få en øl. En vietnamesisk græshoppeopdrætter, Le Thanh Tung, oplyser til Reuters, at græshopperne har en meget speciel smag, som er meget vanskelig at sammenligne med andre former for mad. Mon ikke??!... (spørgsmålet bør lyde temmelig sarkastisk)
Kald mig gammeldags, men jeg holder mig til det stykke gennembagt italiensk brød fra stenovn med ricottaost og friskplukket storbladet basilikum.

Drømmeboliger
Da jeg var yngre, drømte jeg om at bo på et loft med skråvægge. Meget lidt praktisk med hensyn til dekoration og møblering, men kanon romantisk. Drømmen gik ikke i opfyldelse, eller kun delvist i hvert fald: mit kontor ligger på en måde på loftet, og jeg elsker at lytte til regnen mod vinduet og teglstenene, se himmelen tættere på, fuglelivet (duen der spadserer frem og tilbage og ser ud til at ønske at komme indenfor, fugleflokkene i formation, svalernes himmelflugt), og tilbringe time efter time i de huleagtige omgivelser, hvor sollyset er sparsomt.
I mellemtiden har jeg set andre typer spændende alternative boliger. Der er for eksempel nogen, som bor på gamle togvogne eller i husbåde ”parkerede” langs kanaler men stadig flydende, med planter og tørresnore på dækket og den diskrete bølgegang som en del af dagligdagen.
Og dem, der som jeg elsker havet bør måske prøve at bo på et fyrtårn, hvilket efterhånden ikke er så ualmindeligt endda, især som fritidsboliger. Forestil jer at kunne se det uendelige hav, skibene, mågerne på tæt hold, ikke at have naboer at tage hensyn til, at kunne kigge ud af vinduet og se langt, at føle man driver for vejr og vind uden at gøre det.

Valg og prioriteter
I forgårs efter arbejde var vi ude at drikke en øl med nogle kollegaer (aktuelt mine kollegaer men tidligere også min mands). Oprindeligt var planen at tage hjem derefter, da det jo var en ugedag, og jeg havde temmelig meget at lave hjemme – bl.a. en kæmpeopvask (”tag at skaffe dig en opvaskemaskine!”, siger I måske; det har flere gange været på tale, men jeg kan faktisk godt lide at vaske op, forstå det hvem vil…). Men vi havde det så hyggeligt, og snakken gik time efter time. På et tidspunkt begyndte vi at blive sultne, og det var ikke svært at træffe et valg: at blive i byen og få noget at spise sammen men prøve at finde et roligere sted. Rimelig tæt på fandt vi en lille italiensk restaurant, Da Claudio. Der slog vi os ned i nogle timer i godt, livligt selskab og drøftede mangt og meget fra arbejdsvilkår til verdenssituationen, som enhver af os tilstede sikkert ville kunne løse meget bedre, hvis vi fik chancen, og ikke at forglemme en omstrukturering af de fire årstider i dette land og andre alternative forslag, i lyset af, at efteråret nærmer sig med hastige skridt og vil være klar til at give stafetten videre til den lange vinter før vi ved det. Maden var velsmagende og delikat – en forret med figner og lufttørret skinke på ristet brød, kalvefilet med grøntsager i gorgonzolasovs og Tiramitsu til dessert – og Ripassoen var et godt valg, som blev leveret med en kort forklaring om vinens oprindelse og baggrunden for navnet af tjeneren fra Firenze, som så ud til at være i særdeles godt humør og ind imellem kom syngende til og fra bordet.
Det er ikke nødvendigt at nævne, at jeg ikke havde spor lyst til at rydde op i køkkenet, da vi kom hjem – det blev udsat til i går. Men det var det værd.
Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det at være voksen indebærer en lang række valg, som ikke er givet på forhånd – voksne som mine forældre ville nok have valgt de praktiske opgaver derhjemme, mens jeg, til trods for at gå meget op i at mit hjem skal være rent og pænt, nemmere vil være tilbøjelig til at lade mig føre af øjeblikkets lyst og stemning og vende prioriteterne på hovedet. Det er kun engang, og man lever kun engang…

I en nær fremtid
Da jeg var barn så vi hver søndag den science fiction serie som hed ”Space 1999”, om en gruppe jordboer, som havde bosat sig på en månebase. I den dengang så fjerne fremtid virkede alt muligt, så som at rejse fra et sted til et andet på få sekunder. 1999 gik forbi, vi kom ind i et nyt årtusinde, men livsstilene ændrede sig alligevel ikke så radikalt…
… eller det troede jeg i hvert fald, indtil jeg hørte tale om fremtidens køleskab, som allerede er på prøve i nogle hjem. Med fremtidens køleskab bliver indkøbssedlerne tilsyneladende overflødige, og man undgår vist de irriterende øjeblikke, hvor man lige er kommet hjem fra indkøb og opdager, at man glemte at købe æg. Med den nye RFID (Radio Frequency IDentification) teknologi behøver man kun at sende en sms fra supermarkedet hjem til køleskabet for at spørge, hvad det har på hylderne: en liter mælk og en pakke gratineringsost; samt hvad der mangler i forhold til den opskrift, man har udvalgt. Efter indkøb og inden varerne sættes på plads i køleskabet, scannes de ind og scannes ud ved brug. Og et computerprogram informerer om produktets oprindelse, anvendelsesmuligheder og udløbsdato. Samme program kan også hjælpe med at planlægge ugens madlavning og hvad man behøver at købe ind til det.
Vi bor endnu ikke på månen eller et andet planet, men hvem ville have sagt, at man en dag ville kunne kommunikere og udveksle kulinariske meninger med de hårde hvidevarer?

Hvor kan man finde kærligheden? (når lige børn leger bedst)
Sommetider bliver jeg fascineret af, hvad statistikkerne viser. En der for nylig vakte min opmærksomhed omhandlede kærligheden: hvordan kan man finde den og få den til at vare ved? Vidste I for eksempel, at par som møder hinanden på arbejdspladsen har 14 procent mindre risiko for at blive skilt? Forklaringen er tilsyneladende enkel: på en stor arbejdsplads med mange medarbejdere, og hvor der er et stort udvalg og udbud af folk af det modsatte køn, kan man tillade sig at være kræsen, indtil man finder den rette match. Det er samtidig et sted, hvor man opholder sig mange timer hver dag og virkelig kan komme til at lære hinanden at kende, og hvor sandsynligheden for at møde en med samme temperament og interesser er ret stor.
Og hvordan kan disse statistiske data forliges med andre for at optimere parforholdets statistiske levetid? Hmmm…
… vælg en kæreste, som har så høj en uddannelse og indkomst som muligt, og hav selv en høj uddannelse og indkomst.
Mød denne kæreste på en arbejdsplads, hvor der er så stort og varieret et udvalg af det modsatte køn som muligt. Skift så job så snart du har scoret, så du kommer til at arbejde sammen med folk af dit eget køn. Og sørg for at din kæreste gør det samme. Mennesker, der udelukkende arbejder sammen med folk af det modsatte køn, har 40 procent større risiko for skilsmisse end de, der udelukkende arbejder sammen med folk af deres eget køn (med andre ord: man reducerer fristelserne).
Kom langt væk fra byen, flyt helst til landet, hvor der også er færre fristelser.
Undgå at blive syg eller at få en langtidssyg ægtefælle (langtidssygdom bibringer forhold stress og ustabilitet).
Enkel opskrift, ikke?
All you need is love...

Mødre
Der er mødre, og så er der mødre. Mødre som er mere eller mindre kærlige, påpasselige, samvittighedsfulde, opmærksomme og mødre, som tilsyneladende mangler alle de ovennævnte kvaliteter. Rolige, tålmodige mødre og mødre, som er nemme at antænde og irritere. Mødre som tænker på børnenes helbred og de andre, som tænker på jeg ved ikke hvad. Sam Walker synes at høre til i sidstnævnte kategori. Sam er mor til en elleveårig dreng og citeres af Politiken for at sige at ”det er alt sammen Jamie Olivers skyld (ed.: engelsk kok, som forfatteren til denne blog er fan af). Jeg kan simpelthen ikke lide ham, og det han står for. Han tvinger vores børn til at blive mere kræsne” . Dette fordi Jamie Oliver har prøvet at få junk food ud af de engelske skoler.
Dette vækker andre spørgsmål, for eksempel: 1) Mange børn er i forvejen ret kræsne i forhold til mad. 2) Sund mad behøver ikke at være dyrere end mad a la McDonald’s. 3) Hvilken mor ville foretrække at sit barn spiste dårlig mad frem for sund, velsmagende mad?
Jamie, jeg har ikke selv børn, men jeg er med dig!

Ufattelige nyheder
Sommetider kan man læse nyheder i avisen som mere end noget andet ligner vittigheder, nogle endda med ret dårlig smag, og som kun kan få en vis troværdighed qua deres kilde. Forleden dag har både Ritzau og Reuters, begge anerkendte nyhedsbureauer, således lagt navn til følgende ufattelige nyhed:

”Blind trafikant ræsede gennem Oldbury
En blind mand i Storbritannien har tilstået at have fræset gennem byen Oldbury med 56 kilometer i timen. Manden styrede udelukkende bilen ved hjælp af instrukser fra sin medpassager. Ud over at være blind er manden desuden delvist døv, har rystelser i benene og kun to fingre på højre hånd”.

Hvad siger I så? Det var rent held, at han ikke var totalt døv (hvilket ville have umuliggjort, at han hørte efter vennens køreinstrukser), eller manglede begge hænder, eller var lammet!… Og hvilket handicap havde mon vennen for at deltage i et sådant tåbeligt og potentielt sundhedsfarligt arrangement?
Beklager hvis jeg trådte nogen for nært eller sårede nogen, det har bestemt ikke været min mening: jeg kan ikke lide, at man gør grin med de handicappede eller med handicaps, og plejer ikke selv at gøre det, men dette scenario var bare for meget.

En perfekt lørdag
Jeg elsker fredage, da det er begyndelsen på weekenden, og der er flere fridage forude. Jeg har fri fra arbejdet klokken et, men fra ca. middagstid begynder den følelse, som minder om følelsen man har lige i starten på sommerferien - af total og uendelig frihed. Fredag laver jeg som regel en speciel middag, uanset om det kun bliver os to, eller vi som i går har venner på besøg. Den eneste ulempe ved fredag er, at man oftest bliver indhentet af trætheden fra en hel uge.
Derfor elsker jeg også lørdage. Det er nemt at få en perfekt lørdag: at sove længe og stå sent op uden vækkeurets frygtelige larm, blive liggende og dovne den lidt længere. At tage et længere bad end sædvanligt, mens min mand går og henter morgenbrødet, sommetider overrasker han også med yndlingskagen. Morgenmaden plejer at bestå af rundstykker, diverse oste og syltetøj, friskpresset appelsinjuice (for mig med en pift af jordbær), frisk frugt og kaffe. Planer for dagen bliver lavet på stedet: at tage på restaurant og spise frokost og leje en film til om aften; eller at gå i biffen og få en cafe latte bagefter. Turen langs stranden er nærmest obligatorisk, medmindre det regner for meget. Nogle timer tilbragt på sofaen eller på altanen med en god bog eller med snak, eller med at besvare et brev, som man skulle have besvaret for længst. En kort lur i solen om eftermiddagen. At lytte til glad musik og danse rundt. At tage ind til byen efter butikkernes lukketid og gå lidt rundt. Og efter en dejlig lang dag at lægge sig til at sove senere end i ugedagene, velvidende om at der er endnu en fridag i morgen.

Samtidskunst
I vil måske tænke, at jeg har en eller anden form for analfiksering efter posten om genbrug forleden og nu denne. Om jeg har eller ikke har, vil jeg ikke diskutere lige nu, da det er sagen uvedkommende. Men jeg var nødt til at skrive denne her. Jeg læste om det i en anerkendt avis, så der er en vis sandsynlighed for, at der er noget sandhed om det.
Jeg ved ikke, om I har lagt mærke til, at der er visse strømninger indenfor samtidskunsten, som nogen måske ville kalde undergravende, hvis formål frem for at udtrykke noget egentlig primært synes at være at provokere, skabe oprør, chokere det etablerede samfund. For nogle år siden var der den udstilling med de døde grise allerede i fordærv i glasvitriner. Mere for nylig var der den med guldfiskene i blendere, som efterlod publikumet det moralske spørgsmål, om man skulle trykke på knappen og sende fiskene til de evige jagtmarker eller ej. Nu forlyder det, at den satiriske kunstner Daniel Edwards, kendt for sin skulptur af en førstegangsfødende Britney Spears, måske som en kommentar til den omsiggribende idoldyrkelse indenfor film og popmusik, skulle have foreviget lille Suri Cruises, Tom Cruise og Katie Holmes’ nyfødte datters første lort. Mens paparazzierne endnu ikke har haft held med at fotografere hende, skulle han nemlig have lavet en bronzeudgave af babyens bæ. Bronzebæen er efter sigende udstillet på et fahionabelt galleri i New York, og værket vil formentlig blive solgt på eBay.com i denne måned. Billedet i denne post er resultatet af min research og skulle angiveligt afbilde den pågældende skulptur. Jeg må indrømme, at jeg blev overrasket, jeg troede ikke, at en nyfødts første tarmprodukt ville være så velelaboreret, men det er en anden sag...
Hvis dette værk får så megen succes som forventet, har I tænkt på de endeløse muligheder for denne slags ”kunst”? Først alle VIP’ernes og deres børns, siden hen almindelige menneskers, forskellige faggruppers, middelklassens, hver type med sin særegen socioøkonomiske protestform!… Men der vil nok ikke være tilstrækkelig megen bronze til så meget l…

Kænguruliv
Normalt når jeg tænker på Australien, tænker jeg på de uendelige og meget forskellige landskaber og klimaer, australiernes afslappede, ”laid back” livsstil, deres legendariske gæstfrihed og gode humør og de mange sjove, kære dyr, som ikke eksisterer andre steder i verden (de ækle og/eller farlige dyr fortrænger jeg fra bevidstheden): eksempelvis koalabjørnene og kænguruerne, disse pungdyr, landets symbol.
Det siges, at før den europæiske kolonisering i de forrige århundreder, levede Australiens indfødte folk og dyr i fred og fordragelighed. Med europæernes ankomst blev den ur-australske aborigine befolkning undertrykt, og dyr og planter er gået samme vej. Der er for eksempel 57 millioner vilde kænguruer i hele Australien, hvilket lyder som et stort tal, men som sikkert er blevet mindre og mindre ligesom så meget andet vildt, som bliver aflivet i hjerteløse jægeres hænder. Åbenbart er den australske regering endnu ikke tilfreds, da de nu har besluttet at introducere familieplanlægning gennem prævention blandt de vilde kænguruer ved at give dem p-piller. Jeg holder det næppe hemmeligt, at med sådanne og andre typisk menneskelige indstillinger, ville jeg sommetider fortrække at se flere kænguruer og færre mennesker; men det som p.t. overrasker mig allermest er måske den kæmpe logistiske opgave, som må være forbundet med dette regeringsprojekt. Hvordan har de mon tænkt sig at gennemføre prævention overfor millioner af individer, som lever vildt, nogle måske endda i ret ufremkommelige omgivelser, og som man hverken kan diskutere med eller tale til fornuft? Hvordan vil det kunne lade sig gøre at give alle disse individer en p-pille om måneden?
Og med hvilken ret, nu at vi er ved det?!…

Date gennem tremmerne
Man siger, at kærlighed gør blind! Og at i kærlighed og krig gælder ingen regler. Det er eksempelvis mere og mere almindeligt at møde sin partner i chatrooms på Internettet. Og datingsites er også blevet temmelig populære de senere år. Og da Danmark er et fremmeligt land, som aldrig står tilbage for nogen, er der for nylig åbnet en ny datingsite for indsatte. Den blev skabt af en tidligere indsat, nu løsladt, som oplevede at kæresten gik fra ham, mens han var inde at sidde. I et interview til dagspressen fremhævede han, at ”der er mange, der ikke har noget imod at have en kæreste, der sidder inde. Og måske er det også meget praktisk at have den frihed, som det giver, når kæresten ikke sidder lige ved siden af”. Det er så sandelig en måde at få noget privatliv på i en periode, om end utraditionel. Jeg kan til stadighed undres over alle de forskellige måder, hvorpå andre mennesker lever.
Denne datingsite er også åben overfor brugere uden en plettet straffeattest, som leder efter kærligheden.
Kærligheden gør blind. Og sommetider gør den tilsyneladende også døv, stum, pukkelrygget og meget naiv… eller hvad?

Uslebne følelser
Kender I til fornemmelsen af at have en følelse i dens mest rå form, ikke vandet ned af konventioner og regler? Ekstrem glæde, som løfter op og udvider virkeligheden, total frustration eller så dyb tristhed, at det gør ondt i hele kroppen? Jeg tror, vi bliver født med denne evne til at føle ubegrænset, brutalt, men i takt med at vi vokser op og bliver opdraget, tæmmes vore vilde følelser, de tilpasses så vi kan blive sociale væsener, og med årene er det kun sjældent følelserne når til toppen af skalaen.
Ikke desto mindre oplevede jeg i går ren raseri: musklerne strammede til, kæben var anspændt, tårerne var næsten ved at vælte frem, øjnene var tæt på at lyne. Jeg følte mig som en kedel klar til at eksplodere af arrigskab. Det skete på vejen til arbejdet. En tur, som normalt tager 25 minutter, tog mere end én time grundet langvarigt, langsommeligt vejarbejde på en stor del af strækningen, hvor enkelte vejbaner var spærrede, og der til sidst kun var en farbar vejbane. Trafikken bevægede sig stort set ikke. Jeg trak vejret dybt og talte til 10 – hundrede gange! De sætninger som slap igennem mine tænder med de øvrige bilister som døve modtagere, da mit vindue var lukket, blev tiltagende vrede og skingre: ”Kom nu, man, fremad!” ”Kom nu man, hvor er du laaangsom!” ” KOM NU; TORSK, det er grønt for os!” ”Pokkers også, jeg har ikke hele dagen, din UMULIUS!” Rattet var det eneste der mærkede noget til mine voldelige tendenser, det fik lige et par slag. Det manglede bare at dytte, men i en sådan situation ville det ikke tjene noget formål, fraset at give min frustration frit spil. Jeg styrede mig og dyttede ikke.
Jeg troede ikke længere, at jeg rummede sådanne stærke, intense, utæmmede følelser, en sådan aggressivitet uden tøjler. Men faktisk var en time bag rattet i en trafikprop tilstrækkeligt til at vække den. Under de omstændigheder hjalp det ikke engang at lytte til musikken i min yndlings morgenprogram i radioen.
For helbredets skyld må jeg se at finde en alternativ rute i dag for at undgå for mange følelser om morgenen.

Intet tabes, alt genbruges...
For nylig udbredte jeg mig om undtagelserne for den stigende miljøbevidsthed i vore dage, nemlig hvad angik efterladelsen af gratisaviser på gaden. Heldigvis hører den sag – ligesom de allestedsnærværende cigaretskodder – efterhånden til de berømte undtagelser, som bekræfter reglen. Det er for eksempel imponerende at se den stadige udvikling indenfor genbrug: udover tonsvis af papir kan man efterhånden genbruge pap, glas, plastikemballager, dåser, batterier, træ, bildele, tøj og lignende. Men jeg havde tilsyneladende kun opdaget toppen af isbjerget; jeg læste nemlig i begyndelsen af ugen, at det walisiske firma Creative Paper Wales for nylig har modtaget en pris og et klækkeligt beløb for at omdanne det materiale som nok er mest tilgængeligt i et land med så mange får: det lykkedes dem nemlig at omdanne fårelort til papir, fødselsdagskort og gaveartikler (ja, I hørte ret: fårelort!…) Og de regner med at producere op til to ton af det miljøvenlige papir årligt.
Åbenbart er det kun fantasien der sætter grænsen for, hvad man kan genbruge – og i dette tilfælde ville jeg ønske, at den ville (!…), da min lyst til at modtage julekort, som lugter af får er mindre end eksisterende.
Hvad vil man finde på som det næste?… Vær venlige ikke at svare; jeg vil ikke engang tænke på det...

Minder fra cirkus
Et af tegnene på, at sommeren er ved at være på hæld, er når de forskellige cirkus turnerer landet rundt. Cirkus Benneweis holder for tiden til på en grund, som jeg kører forbi hver morgen på vejen til arbejdet. At se vognene, de farverige plakater med billeder af dyr eller klovne og det kæmpetelt midt på pladsen vækker minder. Siden jeg var lille har jeg altid hadet cirkus. De overdrevne superlativer og accenter: ”Miiiiine Daaamer og Heeerrer, den beeedste cirkus i veeerden præsenterer kun til jeeer de meeest fantasifulde jonglører, de meeest frygtløse trapezsvingere og linedansere, de sjoooveste klovne, de beeedst dresserede elefanter i veeerden!…” Hundene i menneskeklæder har altid irriteret mig i deres færden med at skubbe dukkevogne med forpoterne. Ligeså løverne uden vildskab, som hopper igennem brændende ringe. Og klovnene med navne hentet fra fysiologien – Snøft og Atsju – eller madkunsten – Omelet, Kartoffelbåd, Spaghetti og Løgringe – og den overdrevne makeup; den rige klovn som altid har ret og moralske budskaber, og den fattige klovn, som overspiller sin taberrolle og ender med at få en marengstærte i hovedet hver gang. Og kvinder med pailletbesatte, alt for stramme og små gevandter.
Beklageligt nok tog mine forældre mig i cirkus hvert eneste år til deres juletræsfest. Den eneste trøst efter en uudholdelig lang og pinagtig session med jonglører og klovnerier var legetøjet, som vi fik i julegave fra deres arbejde.
Jeg har ikke været i cirkus i årevis. Og i år vil jeg melde pas endnu engang.

Fordelene ved at have en stenalder mobiltelefon
Der var engang i en fjern fortid, at vira var mikroskopiske væsener, som angreb andre levende væsener. Mange, mange år senere begyndte de at angribe computere via delte programmer, inficerede mails og Internettet generelt. Det seneste nye indenfor virologi er, at selv mobiltelefoner nu kan få virusangreb. Fænomenet hedder smishing og sker ved at en computer sender en sms til en eller flere mobiltelefoner. Mobilnumrene danner så virusprogrammet selv, ikke spørg mig hvordan… Sms-beskeden prøver at lokke offeret til at downloade et gratis antivirusprogram til telefonen. Men i virkeligheden downloader man en virus. Mulige konsekvenser? At risikere at skulle betale en meget dyr takst for at svare på en sms, eller sågar pengeafpresning, mener eksperterne. Virusangreb på mobilnettet kan blive en sand epidemi og sprede sig langt hurtigere via mobiltelefoner end via pc’er, om ikke andet fordi der er flere mobiltelefoner i omløb.
Da jeg fandt ud af denne trussel fra vores højteknologiske alder mod vores civilisation, denne slags mobiltelefon-ebola, blev jeg først klar over, hvor heldig jeg egentlig er ved at eje en ældgammel mobiltelefon uden farvedisplay, med få funktioner, uden indbygget digitalkamera med x antal pixels, uden kompas, lommelygte, Java, Bluetooth, infrarød, MP3, WMA, AAC, uden MPEG4, MMS, videoafspiller eller polyfoniske ringtoner. Så vidt jeg ved, kan den ikke engang downloade programmer eller skrive og modtage e-mails eller kommunikere med pc’er. Min mobiltelefon må sin høje alder til trods alligevel have et fantastisk godt helbred!

Sensommerdage
Det er sjovt hvordan universet sommetider synes at fornøje sig med at komme en på tværs - og heldigvis ind i mellem. Forleden dag klagede jeg over, at sommeren var forbi og efteråret var kommet for tidligt. Og fra den ene dag til den anden begyndte solen pludseligt at skinne og varme igen, og vi har haft fantastiske sensommerdage, dage hvor korte ærmer og sandaler har været oplagte. Jeg så endda en enlig svale i går efter deres fravær i dagevis. Velkommen tilbage solbade på altanen! Jeg har savnet jer. Hej igen iskolde drikke og bare ben! Jeg var ved at tro, at vi først skulle ses igen til næste år. Heldigvis har vi stadig sunlollies i fryseren og har udsat udskiftningen af kortebukser for trøjer i garderoben, ikke grundet håb, snarere foranlediget af dovenskab. Hvor har jeg nu sat solbrillerne?
Og hvilken vej forsvandt blæsten, der efterhånden besøgte os hver dag? Det er også underordnet, hvor den opholder sig, så længe den låser døren og bliver derinde flere uger endnu. Hvis jeg klagede oftere over vejret, ville universet mon komme mig på tværs noget oftere?
Men jeg må se at holde op med at filosofere, da altanen kalder, og det skal udnyttes.

The end? (en historie fra de varme lande...)
De mest trofaste og opmærksomme læsere af denne blog husker sikkert fortællingen om den frygtelige ordbog, der var så fejlbefængt, at den ikke engang fortjente betegnelsen. Og protestbrevet, jeg til sidst fik sendt til udgiveren i Spanien. Jeg må indrømme, at jeg dengang forblev noget skeptisk: var der virkelig en udgiver i Spanien? Og hvis denne hypotetiske udgiver fandtes, hvordan ville vedkommende mon reagere på brevet? Det er ikke godt at være mistænksom, det ved jeg godt. Men desværre blev jeg bekræftet i mine værste antagelser: jeg fandt brevet sendt til Leandro Lara, Udgiver, i Barcelona i min postkasse i går, uåbnet, med stempler fra Barcelona fra d. 23/8 og med ” “devuelto al remitente” (”returneres til senderen”) og et håndskreven ” desconocido” (”ukendt”).
Jeg kan kun se to muligheder: enten overførte hr. Leandro sin formue og tilstedeværelse til Schweiz eller Caymanøerne for at undslippe eventuelle klager – eller skattevæsenet…; eller så har der aldrig været en hr. Leandro udgiver – udgiveren af den afskyelige ”ordbog” er måske en kineser bosat i Taiwan, som har ladet som om han var den berygtede udgiver for at tjene en skilling med ”ordbogen”, som han selv har trykt i baglokalet, og som distribueres gennem en af hans mange landmænd, som de senere år mere eller mindre har invaderet Portugals kyster. Har I andre plausible forklaringer?
Under alle omstændigheder må jeg beslutte mig for den fæle ”ordbogs” skæbne, hvilket sikkert ikke vil være svært. Og jeg lover, at I aldrig mere vil høre et ord om den.

Anderledes hobbyer – del 2
For nogle uger siden skrev jeg om en ny og efter min mening noget særpræget hobby. I går opdagede jeg en anden: datojagt! Der er mennesker, hvis fritidsinteresse og mission her i livet består i at gå rund og rundt i supermarkeder på jagt efter artikler med lettere overskredet salgsdato. De kaldes datojægere. De scanner hylderne og kølediskene systematisk og minutiøst, og hver gang de finder et af de føromtalte produkter, skynder de sig at lægge den i indkøbskurven og kan tage den gratis.
Nogle udvikler et sådant talent, at de bliver hyret som eksterne konsulenter af supermarkederne selv med henblik på at lære medarbejderne deres søgemetoder.
Der er supermarkeder, som udover de fundne gamle produkter også forærer en flaske vin per fundet varegruppe. Andre er mindre generøse og giver ingenting, mens andre giver en pose kaffe eller en æske chokolade. Jeg læste, at en af disse berygtede jægere takket være sit talent, sin ”snude” om man vil, har en bugnende vinkælder, som fornyes med mindst 150 flasker om måneden.
Det er en skam at Gucci-produkter og Hugo Boss-produkter ikke har sidste salgsdato… når det nu engang er sådan, er denne endnu en hobby jeg ikke falder for.

Engangsgratisaviser?
København, som så mange andre storbyer i Europa, har lidt under gratisavisernes plage de senere år. Først dukkede Urban og Metroxpress op. Senest 24 Timer og Dato. Vi er gået ind i en sand gratisaviskrig. I skal ikke misforstå mig. Jeg synes endda, at de har rimelig god kvalitet og interesse og for mig, som ikke ligefrem plejer at pløje sig igennem aviserne, som oftest virker lange, seriøse og kedelige, er gratisaviserne blevet en afgørende kilde til information og viden med deres korte, præcise nyheder og indbydende format, de supplerer godt nyhedserne online. Gratisaviserne har vel også bidraget til at øge informationsniveauet vedrørende indenlandske og udenlandske nyheder hos de yngre generationer, da de er så ligetil og nemme at få fat i grundet deres distribution på centrale steder i byen.
Det, som generer mig, er fasen efter læsningen. I et land som bryster sig af at være så fremadskuende og miljøbevidst, er det mildest talt bedrøvende dagligt at se disse aviser flyde rundt omkring på fortove og i offentlige transportmidler, mange gange med en skraldespand lige ved siden af. Jeg har tænkt og tænkt over, hvilken mentalitet mon ligger bag dette fænomen – ” den er gratis, så den har ikke ret til skraldespand”? Eller ”den er gratis, så den tæller ikke i den miljømæssige balance”? Eller ”den er gratis og har ben til selv at kravle op i den nærmeste skraldespand”?
Gratis eller ej – de er hverken usynlige, dekorative eller flotte at se på, når deres endelige stop er på gader og stræder!…

Overgangen
Sommeren har pakket kufferterne og forladt os endegyldigt og efterladt boligen med åbne døre til efteråret, som er ved at komme på plads allerede. Det er i de små ting, man fornemmer overgangen: dugdråberne ved morgengryet. De fugleflokke, som flyver i formation og er ved at smutte sydpå. Man hører ikke længere svalernes skrig, de laver nok deres akrobatik andetsteds nu. Den irriterende summen af insekterne er forstummet. Vinden er næsten konstant tilstede og gør mit hår i uorden og skaber bølger på vandets overflade. Stranden er stort set øde. Havet er kølet ned og inviterer kun til, at man dypper fødderne – eller dykker helt ned, hvis man ellers er en ægte viking, en vinterbader, som svømmer kun 2-3 minutter ad gangen på dette tidspunktet af året. Den tilfældige, ensomme sejlbåd. Himmelen med anstrøg af skyer selv, når den er allermest blå. Jakkerne er igen i omløb, og sandalerne er på vej tilbage i skabet indtil næste sommer.
I går havde jeg stadig sandaler og en kortærmet bluse på, men jeg har en jakke i tasken, så jeg ikke bliver taget på sengen. Og et par strømper.
Efteråret har også sit charme (selvom jeg lige nu ikke kan komme i tanke om noget konkret), men jeg ville ikke være ked af at have haft en ekstra sommermåned. Eller to.
Jeg ender med at tage jakken og strømperne på og lader solen varme mit ansigt.

Internettets vidundere
Sidste søndag var en fantastisk dag for mig! I husker måske, at det var den dag, at min mand, så bekymret for min psykiske velbefindende, tog mig med til Portugals landholdets træning i en lille boldklub forholdsvis tæt på vores hjem. Og I husker måske også, at det var ved samme uforglemmelige lejlighed, at jeg i al spændingen glemte at tage en ekstra film med og bitterligt fortrød, at jeg endnu ikke har et digitalt kamera. Jeg kom derfra med Cristianos autograf men ikke hans billede – og var han kun så få skridt fra mig… øv!… Ja!…
Siden da har jeg tænkt mig om: i denne tidsalder hvor alt kan findes på Internettet, kunne det ikke passe, at ingen havde fundet på at sætte nogle af billederne fra den store dag et eller andet sted på nettet! Jeg lavede research på research og fandt intet. Men pludseligt, bingo!: I går bar min research endelig frugt – endda af den modne slags! Se om I kan genkende nogen på de par billeder... (nogen udover den oplagte stjerne, selvfølgelig)
Yeeeeeeeeeeeees!!!!!…
Jeg vil aldrig nogen sinde mere tale ondt om Internettet. Aldrig nogen sinde! : D

Min taske og jeg
Jeg har aldrig forstået, hvordan det kan lade sig gøre at sælge små tasker, som nærmest ligner punge, til kvinder. Fordi min taske er ret stor og rummelig – min mand har døbt den ”Ma Dalton-tasken” på grund af faconen og størrelsen (og ikke fordi jeg har en revolver i den). Da jeg er konstant væk hjemmefra føler jeg, at jeg skal være beredt på enhver eventuel situation. Indholdet varierer lidt afhængigt af, hvor jeg tager hen og med hvilket formål. Men som minimum plejer den at indeholde: mobiltelefonen, pengepungen, kalenderen, husnøglerne, to kuglepen, en papirblok, en-to plastre, solbrillerne (i hvert fald om sommeren), bilnøglerne, en flaske vand, kameraet (som endnu ikke er den kompakte digitale slags), en film og et ekstra batteri til kameraet, en bog, læbepomaden, lommetørklæder, et menstruationsbind, masser af gamle kvitteringer, biografbilletter og lignende, som er faldet i bunden, sommetider et par strømper, en æske mintpastiller og noget Pamol.
Hvordan i al verden ville jeg kunne få alt det i en lille ti gange fem taske?!!…

Apoteker, helst ikke!...
I sidste uge var jeg nødt til at tage på apoteket. Det er den slags ting, jeg helst udsætter, indtil det ikke længere kan udsættes, da jeg ikke kan udstå apoteker. Det kliniske udseende, den kvalmende lugt af medicin, den bedrøvede, knugede blik fra de mange, som sikkert frekventerer apoteket oftere og mere akut end mig i deres søgen efter en kur til deres lidelser. Den dæmpede og for private snak med apotekeren – ”jeg har dårlig blære, jeg har denne smerte, jeg har et sår, som ikke vil heles, og min læge har udskrevet en recept på x, y og z”. De medlidende blikke fra dem, som er der for at købe håndkøbsprodukter og bagateller overfor dem, som virkelig ser syge, invalide, lidende ud. Eller de indifferente, ukomfortable blikke overfor en andens lidelse. Eller de foragtende, nedladende blikke og lidet diskrete hvisken til en bekendt: ”ham der må være narkoman!…”
Af alle disse grunde undgår jeg helst apoteker, koste hvad det vil. De ødelægger min sindsro og gør mig næsten syg.

Den politisk korrekte verden
Dengang jeg var barn, havde Lucky Luke altid en cigaret i munden, og Tintin var åbenlyst racistisk overfor afrikanerne (hvis I ikke kan huske det, anbefaler jeg, at I genlæser “Tintin i Congo” i den originale udgave. Et mesterværk indenfor europæisk imperialistisk, kolonialistisk kultur fra forrige århundrede). I de nye udgaver af Lucky Luke er han holdt op med at ryge (selvom han stadig går rundt med en lille tobakspose. Hvorfor dog det?) og går altid rundt med en halmstrå i munden i stedet. Og Tintin er nok så håbløst kolonialistisk og politisk ukorrekt til vore dage, at han nok er uforbederlig, så jeg tvivler på, at man vil give sig i kast med nye udgivelser.
Jeg kom i tanke om dette emne apropos Tom og Jerry, som nu har fået rygeforbud på børnekanalen Boomerang. De skal ikke længere optræde rygende på hverken cigaretter, cigarer eller pibe. Jeg kunne ikke engang huske, at der var scener, hvor de røg – så meget har det altså formørket og påvirket mit barnesind!… Man ved endnu ikke præcist hvilke scener, der vil blive klippet ud og censureret; men hvis man begynder at censurere Tom og Jerry for at gøre dem tidssvarende, kan man lige så godt droppe hele tegnefilmen i det hele taget, for så vidt jeg erindrer var der utallige voldsscener, talrige gange hvor Jerry ikke respekterer Tom, er fræk og stjæler ost og lignende – alt sammen sikkert dårlige eksempler for de uskyldige barnesinde…
Og nu at vi er i gang med den store hovedrengøring, hvorfor afskaffer vi ikke lege som cowboyer og indianere, som sikkert har udgangspunkt i udryddelsen af de indianske stammer i Nordamerika i de XIX og XX århundreder? Hvis vi kigger godt efter, er der uden tvivl en hel del i børneverdenen i dag, som trænger til en ordentlig omgang rengøring… det sjove er, at man vælger at starte med tegnefilm og tegneserier, som, mig bekendt, ikke har haft den store indflydelse på min psykologiske udvikling. Men hvad ved jeg?…

Morgenritualer
Jeg ved ikke, om I nogensinde har lagt mærke til, hvor mange forskellige ritualer I har på bestemte tidspunkter af døgnet. Om morgen for eksempel. Der er tale om vaner, man ikke nødvendigvis lægger mærke til, indtil noget uventet sker, som bringer os ud af den daglige rutine. Som forleden dag, da vækkeuret ikke ringede. Jeg vågnede forvirret og for sent op. Sprang ud af sengen med det samme i stedet for at blive liggende fem minutter til og tage tilløb til endnu en dag, som jeg plejer. Jeg vaskede ikke håret, sæbede mig ind i en fart, nød ikke engang den varme vandstråle fra bruseren på huden. Jeg tørrede mig hurtigt igennem. Ansigtsbehandlingen måtte vente til om aften; bodylotion blev smurt hastigt på kroppen. Jeg tog tøj på. Den daglige post til bloggen blev noget venstrehåndsarbejde. Jeg slugte en yoghurt og droppede kaffen, som ville tage for lang tid at brygge. Børstede tænder med en fod ud af døren. Tog sko på, fik fat i min taske og tog af sted. Og glemte selvfølgelig min madpakke i køleskabet. Tilfældigvis huskede jeg mobilen.
Resten af dagen gik skævt. Jeg kunne ikke finde rytmen. Det blev umuligt at følge tidsplaner, jeg kom for sent til et par møder. Var det et eksempel på at starte dagen med venstre fod? Eller var det højre fod? (af en eller anden grund har jeg altid været venstre-højre konfus…) Det ser ud som bagateller, men den morgen blev jeg pludselig klar over, hvor vigtigt det er at kunne starte dagen på den samme ritualiserede måde som alle andre ugedagene.

Sommeraktiviteter
I begyndelsen af august var jeg ude at give blod, noget som jeg har gjort jævnligt, mindst hver tredje måned (borgerpligt osv.) i næsten to år. En halv liter hver gang. Nemt og næsten smertefrit. Det var da, jeg opdagede, at det at give blod ikke ligefrem er en sommeraktivitet som surf, dukkerter, grillmad, ture ude i det fri og lignende. Afdelingen var stort set øde, og sygeplejersken bekræftede overfor mig, at det faktisk var ganske forventeligt, at sådan er det hver sommer, især hvis vejrudsigten for de næste dage byder på regn – hvilket var tilfældet den strålende solskinsdag.
Hmmm…at tage på stranden, eller at give blod? At tage på stranden, eller at give blod? Et aldeles pinagtigt, svært valg. Den dag gav jeg blod. Og så skyndte jeg mig hjem for at skifte tøj og komme på stranden.
Hvis jeg en dag er så uheldig at være ud for en ulykke og trænger til en akut blodtransfusion, håber jeg i hvert fald ikke, at det sker om sommeren, hvor blodbanken har nuller på bundlinien…

Skål for venskaber!
For nylig var vi ude at besøge en veninde fra universitetstiden. Vi havde holdt kontakten per mail (jeg er ikke så vild med at tale i telefon); men vi havde ikke set hinanden i 4 år, da vi har boet i hver sin ende af landet. Jeg må indrømme, at jeg var noget nervøs, idet jeg erindrede pinefulde besøg hos folk, som vi kom meget sammen med tidligere, men som vi mistede berøring med grundet det nu manglende daglig samvær. Den pinlige tavshed, manglen på noget at tale om, manglende interesse sågar, at tælle minutterne, det pinagtige ved selskabet, de diskrete kig på uret, lysten til at flygte derfra, lettelsen ved endelig at kunne være det bekendt at gå sin vej. Den sædvanlige ”vi tales ved”, som alle ved blot er tomme ord.
For nylig var vi ude at besøge en veninde fra universitetet, som flyttede tilbage hertil. Vi havde ikke set hende i godt 4 år, men det gik bare så fint. Snakken gled ubesværet, der var ganske få pauser, vi grinede en del, talte om vore nuværende liv og om dengang, time efter time som virkede kun som minutter. Det var dejligt at genetablere kontakten ansigt til ansigt. Da vi brød op og sagde farvel sidst på eftermiddagen, vidste vi intuitivt, at vi ville ses snart igen.
Jeg har en-to andre veninder, som jeg kun ser en gang om året i forbindelse med den årlige tur til Portugal, og hvis venskaber heller ikke påvirkes af den sporadiske og fjerne kontakt. Det er sjovt, hvordan der er nogle mennesker, man altid vil være afslappet og naturlig med trods tidens gang og det sjældne samvær, mens andre venskaber, som virkede dybe og varige, forsvinder når livet ændrer sig, og man ikke længere har mulighed for at ses så ofte.
En anden bonus ved besøget for nylig var at opdage en anden måde at stave ”pizza” på: P-I-T-Z-A! Hvis den er god (og jeg lader mig fortælle fra sikker kilde, at den er), vil jeg se bort fra stavefejlen. Det vil jeg tænke over...

Effektiv medicin!
Det er videnskabeligt bevist, at den bedste behandling mod posttraumatisk stresstilstand er konfrontationen med eller eksponering til den oprindelige trauma. Og min mand, som elsker mig over alt på jorden og kun vil mit bedste, indvilgede i at tage med til den næstsidste træning for det portugisiske landshold i dag i Dragør kl. 17. Jeg genså driblingerne, finterne, straffesparkerne, skuddene langvejsfra, Cristianos mesterlige kunster. Uventet kom jeg også hjem med flere autografer fra nogle af vore drenge, som vi ønskede held og lykke til kvalifikationskamp med Finland i morgen: fra Nuno Gomes, Deco (meget sød), Paulo Ferreira, målmanden Ricardo, mister "Filipão" Scolari - og selvfølgelig Cristiano! Det var så spændende at have ham kun få skridt fra mig. Og jeg var så uheldig, at filmen lige var blevet færdig, og jeg ikke havde en ekstra... : ( Jeg vil derfor aldrig kunne bevise, at jeg har været i nærværet af "vidunderdrengen" og så ham med daggamle skægstubbe og det pjuskede strithår med highlights. Men det vil altid være optaget i min hukommelse. Og jeg er meget glad og tilsyneladende helbredt.

Genudsendelser
Efter en særlig emotionelt stærk oplevelse kan sindet - i hvert fald mit sind - være tilbøjelig til at gentage højdepunkterne gang på gang på gang. Jeg kan forsøge at afledet det, men så snart jeg selv bliver afledt, går det tilbage til udgangspunktet; så jeg kan lige så godt ladet det gøre det. Og efter Danmark-Portugal landskampen i fredags har det ikke været en undtagelse, selvfølgelig. Det er som om, jeg er blevet ramt af en let og positivt ladet (meget positivt ladet!) posttraumatisk stresstilstand, og der er ikke andet at gøre end at vente... så, kære læsere, vær tålmodige og bær over med mig. Jeg håber at være helt normal igen imorgen... hvis ikke, vil jeg henvende mig på skadestuen og tale med en læge. I dag kan I prøve at forestille jer, at mit sind fungerer som DR, som ynder at bringe genudsendelser igen og igen.
Sker det nogensinde for jer?