Dumhed
Kan nogen være sød at forklare mig, hvorfor nogen kunne drømme om at tilføje chefen som ven på Facebook? For mig er det i hvert fald regel nr. et i disse sociale netværk, at man ikke bør blande tingene; en ting er kollegaerne, men den slags intimitet med chefen har andre følger. Hvilket Lindsay (nej, selvom det var temmelig dumt gjort er det nok ikke Lohan ;-D) måtte sande, da hun kom på Facebook og i sin status brokkede sig over, at hun hadede sit arbejde og at chefen var en pervers #¤€&#¤$@, som kun pålagde hende opgaver for at genere hende, osv.
...
Chefen kommenterede: han mindede hende blot om, at der stadig var 2 uger tilbage af hendes prøveperiode, men at hun ikke behøvede at ulejlige sig med at møde ind på arbejdet næste dag.
Var det dumt eller hvad?...

Familieplanlægning
Som I ved er Indien et af verdens rigeste lande i menneskelig kapital, med andre ord: et af de mest overbefolkede lande i verden – et problem hvis løsninger er få, og som kræver temmelig meget fantasi. De har prøvet med alle mulige slags prævention og at støtte at kvinder får mere uddannelse og hidtil intet har virket. Men det ser nu ud til, at de endelig har luret hemmeligheden bag effektiviteten af den familieplanlægning, vi praktiserer i vores del af verden: fjernsyn!
Det er rigtigt: de regner med at bringe elektriciteten til de fjerneste og fattigste landsbyer, hvor der har været mest tendens til befolkningstilvækst, og med elektriciteten kommer der muligheden for at se fjernsyn. Ideen er såre enkel: hvis inderne ser fjernsyn til ret sent, falder de i søvn til det i stedet for at dyrke sex. Eller de er så tilpas afledt af fjernsynskiggeriet, at de glemmer alt om at træffe uansvarlige beslutninger som at få endnu flere børn.
Ifølge hvad jeg har læst har de ladet sig inspirere af en italiensk undersøgelse, der afslørede, at par som har fjernsyn i soveværelset har betydelig mindre sex end dem, der ikke har det, mere nøjagtigt ca. halvt så meget…
… interessant…

Kaloriebombe
I ferien lever man godt – jeg spiste og drak mere frit i hvert fald – men mellem ferierne skal der mådehold til for at prøve på at holde vægten (eller helst tabe sig, he he he). Derfor Guinnessrekord eller ej blev jeg temmelig chokeret, da jeg læste størrelsen og kalorieinformationen på den kæmpemuffin fra Royal Oak i USA, der senest løb med titlen som den hidtil største muffin i verden: nemlig 556 kg – og 2 millioner kalorier! :-P
…

Hvor mon de har fundet en kageform til at bage så kolossalt stor en kage?...

Videnskabelige instrukser
Ind i mellem bliver jeg mundlam, når jeg ser, hvilke underlige forskningsområder, visse videnskabsfolk kaster sig over. Den anden dag læste jeg i avisen, at en gruppe canadiske matematikere fra University of Ottawa og Carlton University kom på at udvikle en formel for tilfældet af, at vi blev ofre for et zombieagreb – I ved jo nok, de dér fiktions væsener fra gyserne – hvor hurtigt vi så var nødt til at reagere for at overleve. De regnede og regnede og konkluderede, at hvis der nu lige pludselig kom et angreb fra disse væsener, så ville vi nemlig være nødt til at reagere ekstremt hurtigt og voldsomt for at bekæmpe dem og redde menneskeheden.
...
Jeg vil ikke engang forestille mig, hvad der fik dem til overhovedet at undersøge det, men... ekstremt hurtigt og voldsomt??? Hvor blev den matematiske præcision af?

Angelina Jolie-effekten

Og apropos kærestesorg tror jeg, at jeg tidligere har nævnt, at jeg altid har haft få veninder og betydelig nemmere ved at indlede mandlige venskaber. Af flere grunde: mænd er mindre komplicerede, har generelt mere interessante samtaleemner og mindre trang til intriger, og intuitivt har de altid vækket mere tillid hos mig, jeg ved ikke helt hvorfor…
… eller rettere: jeg vidste det ikke – nu ved jeg det: jeg læste forleden dag, at man i en amerikansk undersøgelse afslørede, at mange kvinder føler sig især tiltrukket af mænd, der i forvejen har en kæreste :-( I denne undersøgelse deltog 184 heteroseksuelle studerende af begge køn fra Oklahoma State University, halvdelen var single og halvdelen i forhold. Til at begynde med stillede man dem en masse spørgsmål og dernæst blev de vist et billede angiveligt af deres ideelle partner. Men halvdelen fik at vide, at vedkommende på billedet var single, og den anden halvdel at han eller hun var i forhold. Og resultaterne er slående: i gruppen af single kvinder var 59 % interesserede, hvis de havde fået at vide, at ham på billedet var single, mens 90 % (!) udviste interesse, hvis de troede, han i forvejen havde en kæreste og i princippet ikke var ledig. De må tænke, at hvis han er i parforhold, så må han være særlig fantastisk eller noget…
… hvor er de dumme og langfingrede, altså!

Kærestesorg
Man siger, at tiden hele alle kærestesorger, og det er på en måde sandt – sommetider tager det længere tid, sommetider kortere, men på en eller anden måde ender det altid med at være forbi.

Jeg har altid haft tendens til umulige forelskelser og især af den ikke gengældte slags, og jeg kunne finde på at være håbløst forelsket i den samme fyr i årevis, men til gengæld når jeg endelig blev skuffet – og i særdeleshed hvis jeg allerede havde en anden i kikkerten, he he he – kom jeg relativt hurtigt over forelskelsen og var klar til noget nyt.
Efter hvad jeg har læst er det imidlertid almindeligt, at det i gennemsnit tager 10 uger at være over en kærestesorg – eller præcist det halve af den tid, som de adspurgte i en undersøgelse foretaget ved Northwestern University i Illinois, USA og offentliggjort i Journal of Experimental Social Psychology selv troede, det ville tage dem at komme sig over det. De fulgte 70 studerende, som alle var i parforhold i mindst to måneder. Syv og tredive procent af disse var igennem kærestebrud i den periode, hvori undersøgelsen forløb, nemlig 9 måneder. I starten af undersøgelsen var de blevet spurgt, hvor længe de troede, de ville være nede, hvor kæresteforholdet blev afbrudt, og det karakteristiske var, at de i gennemsnit reelt var de nævnet 10 uger om at komme sig, mens de havde regnet med det dobbelte. Med andre ord: vi er tilsyneladende mere robuste – og med anlæg for dramatik? – end vi tror ;-)

Influenzamedicin
Med så megen opmærksomhed og hysteri, der har omgivet influenza A undrer det mig ikke, at man taler om medicin mod forkølelser og influenza generelt. Det der overraskede mig var dog, at nogen har valgt at opfinde en yoghurt til formålet. Det er sandt: jf. hvad jeg har læst har nogen fundet på at tilsætte yoghurt angiveligt fuldstændig uskadelige bakterier, som styrker immunforsvaret, som så blev givet til 326 børn i alderen 3 til 5 år to gange dagligt i 6 måneder. Og tilsyneladende fik de børn, der havde indtaget den specielle yoghurt betydelig færre infektioner og febre end de børn, der ikke havde fået den.
…

Jeg bryder mig ikke om tilsætningsstoffer, så jeg ved nu ikke…

Cirkulær design
Engang i mellem kan jeg godt li’ at lade mig inspirere af skør design, hvor linierne ikke nødvendigvis er lige og klassiske og funktionerne afviger fra normen. Jeg ved ikke, om I kan huske en post, jeg på et tidspunkt offentliggjorde her om Droog, den gruppe hollandske designere, som revolutionerede interiørdesignet med skøre flotte løsninger.
I øjeblikke og frem til d. 20. september er der en absolut obligatorisk udstilling af dansk & japansk design under navnet “Second Nature” på Rundetårnet i København, hvor man lige præcis sætter fokus på det simple men originale. Et eksempel er reolen “The Weaving Project Case” (på billedet) skabt af den herboende englænder David Garcia. Jeg ville ikke være spor ked af at have den i min stue :-)

Magi!

Da jeg gik i skole mindes jeg et år, hvor vi gennemgik planeterne i solsystemet, og temaet kulminerede med et studiebesøg i Planetariet. Det gjorde virkelig indtryk, så de efterfølgende måneder tegnede jeg udelukkende solsystemet – med andre ord 9 næsten ens cirkler, undtagen den som skulle illustrere Saturn med de omgivende ringe.

Jeg læste imidlertid forleden, at Saturns ringe ind i mellem helt forsvinder som ved magi – som for nogle uger siden. Men hvordan kan disse ringe bestående af millioner milliarder tons is, støv og sten forvinde bare uden videre? Det siges at den berømte videnskabsmand Galileo Galilei var den første til at bevidne dette fænomen i 1612, og som jf. hvad jeg har læst er en slags fatamorgana: ringene er “kun” 10-20 meter tykke, derfor er det forsvindende lidt lys, de reflekterer, når Solen står lige over dens ækvator, hvilket jo sker engang i mellem… med mindst 15 års mellemrum.

(foto: Reuters)

Salat
Og apropos kvinder har jeg altid undret mig over, hvordan visse kvinder kan nøjes med at spise en lille salat til frokost. Forbliver de ikke forfærdelig sulten? Det ville jeg forblive i hvert fald. Forleden læste jeg dog forklaringen på denne gåde: de spiser kun sådan fordi de spiser sammen med mænd; fordi hvis de kun spiste sammen med andre kvinder, ville de kaste sig over maden i buffeten på en anden måde. Det var i hvert fald hvad man konkluderede i en canadisk undersøgelse ledet af Meredith Young ved McMaster-universitetet og for nylig offentliggjort i det internationale ernæringstidsskrift Appetite. De observerede at hvis ikke der var mænd til stede, ville kvinderne indtage betydelig flere kalorier end hvis de spiste sammen med mænd. Og de kvinder der udelukkende havde mænd til bords var dem, der spiste allermindst, muligvis fordi at spise småt associeres med det at være feminin og tiltrækkende.
(fotos: Colourbox)

Skål!
Og op til weekenden efterlader jeg her til alle de kvinder der som jeg ikke er så vilde med øl rådet fra et forskerteam ved det spanske universitet i Extremadura: det ville være bedre, hvis I tog en bajer i ny og næ, da øl tilsyneladende har en fin forebyggende effekt i forhold til knogleskørhed. Forskerne fandt mere eller mindre tilfældigt frem til denne konklusion, da de undersøgte 1.700 kvinders drikkevaner; de konstaterede ved hjælp af scanninger at knoglerne hos de øldrikkende kvinder var betydelig stærkere end knoglerne af dem, der ikke drak øl, muligvis takket være det høje indhold af silicium vigtig for knoglernes styrke i øl.
…
God weekend og skål! :-D

Eksotiske ferieaktiviteter
Hver gang jeg tror, man har prøvet alt hvad feriedestinationer og –aktiviteter angår, kommer der noget nyt til at overraske mig. Jeg havde fx hørt om de mest varierede slags safari fra de klassiske afrikanske til havsafarier og om at ride til hest eller elefant. Men hvad med at samle de to ting og bruge ferien i Sydafrika til at ride på en struds? I Oudtshoorn, hvor strudsfarmene er talrige er dette en mulighed. Der er så mange strudse, at de sågar er hovedattraktionen, hvorfor man kan vælge mellem et utal af strudseprodukter fra støvkoste lavet af strudsefjer til de obligatoriske postkort med strudsemotiver for ikke at tale om en god strudsesteak til frokost.
Jeg ved meget lidt om strudse udover, at de er berømt for at gemme hovedet ned i sandet, når der opstår problemer samt at de er hurtige; jeg ved således ikke, hvorvidt de er aggressive eller lignende. Men bare tanken om at sætte mig på ryggen af sådan en kæmpefugl giver mig myrekryb… ;-)

Gaaaaaaaaab!…
I kender sikkert den ekstremt træls og pinlige situation, hvor I kan mærke et gab er undervejs på det mest ubelejlige tidspunkt; man prøver på at undertrykke det den ene gang efter den anden indtil man får tårer i øjnene i håb om, at ingen har opdaget det, hvilket heldigvis er tilfældet næsten hver gang.

Jeg læste imidlertid i avisen forleden om en fyr, der var knap så heldig: den 33-årige Clifton Williams var så uheldig at komme til at gabe, mens han sad på tilskuerrækkerne i en retssal i Chicago, og dommeren Daniel Rozak, som må have haft en rigtig dårlig dag, fandt det så fornærmende, at han idømte ham til 6 måneders fængsel for foragt for retten.

Nu må den “anklagede” vente og se, om den temperamentsfulde dommer tager imod en undskyldning, så han bliver fri for at komme ind og sidde for et sølle gab…

*Av!*
Vi ved jo godt, at hævngerrighed er en grim ting og at det derfor er gudernes privilegium. Men der er situationer, hvor at blive siddende, mens man venter på at “guderne” beslutter sig for at gøre noget også går en på nerverne. Det må have været tilfældet for nylig for Therese Ziemann, en kvinde fra Wisconsin i USA, da hun fandt ud af, at hendes ægtefælde bedrog hende – ikke kun med en men med i alt tre andre kvinder, som han havde som elskerinder. Og så stor var vreden, at hun lagde et “bagholdsangreb” ud for ham: med en undskyldning om at ville give ham en massage inviterede hun ham til at mødes på et hotelværelse; og han tog veltilfreds derhen uden at mistænke det mindste. Så bandt hun ham til sengen og gav ham bind for øjnene (og I kan vel forestille jer, at han var parat til en eller anden seksuel leg, ikke sandt?) – og ringede til “casanovaens” tre elskerinder. Og de fire kvinder må have haft det skægt, da de limede hans penis til hans mave med kontaktlim.

Der vil selvfølgelig være konsekvenser, og de risikerer at blive slæbt i retten for seksuelt overfald – men det må have været det hele værd ;-D

Rekord
Finnerne er berygtet for at være lidt... underlige – melankolske som bare pokker og med anderledes vaner: ifølge de onde tunger er deres yndlings hobby udover at kaste med knive i mørket i beruset tilstand at tilbringe timer henholdsvis i isen og i saunaen, i isen og i saunaen, i isen… de holdt allerede den ikke officielle rekord i kast med mobiltelefoner, og det var præcist i saunaen de igen markerede sig med verdensrekorden i sauna-udholdenhed. Det var Timo Kaukonen (blonden i midten af billedet), der i begyndelsen af indeværende måned slog rekorden ved at holde til at være 3 minutter og 46 sekunder i en 110 grader Celsius (230 grader Farenheit) varm sauna. På andenpladsen kom Ilkka Poeyhiae, også fra Finland, som udholdt to sekunder mindre. I kvindekonkurrencen gik titlen til russeren Tatyana Arkhipenko, som hold til heden i 3 minutter og 9 sekunder.

Det skal kun lige tilføjes, at mesterskaberne i sauna-udholdenhed har været holdt siden 1999, og at konkurrencen i år havde 150 (skøre???) deltagere fra 20 lande.

Abefacon
For mig er alt, der involverer tal og penge – spidsfindige kontotyper, aktiemarkedet og børsen, you name it – et kæmpemysterium. Da jeg ikke forstår mig på det, foretrækker jeg ikke at indlede mig på store økonomiske valg, derfor har jeg aldrig selv købt en aktie eller obligation men overlader helst den slags transaktioner til min bank.
Imidlertid læste jeg forleden, at de såkaldte aktieeksperter alligevel ikke er mere eksperter end dyr (I læste det rigtigt: dyr!). Det er sandt: jf. hvad jeg har læst har man for nylig afholdt en konkurrence i Sydkorea, hvor 10 professionelle aktieinvestorer gennem 6 uger konkurrerede om, hvem der lykkedes at få en fiktiv pose penge til at vokse mest muligt; de tillod Ddalgi (det betyder Jordbær), en 5-årig papegøje fra Papua New Guinea at deltage i konkurrencen, som blev temmelig alternativ – da papegøjen med 13,7 % gevinst kom ind på en tredje plads (!). Endnu mere interessant er det måske, at mens de professionelle investorer havde mulighed for at vælge lige præcis, hvilke aktier, de gerne ville købe, købte Ddalgi helt vilkårligt ved at vælge blandt 30 bolde, man havde sat i buret til at repræsentere hver en aktietype.
…
Det giver kuldegysninger, ikke sandt?… Man har tidligere prøvet at lave samme type konkurrence med deltagelse af aber med nogenlunde samme resultat. Jeg spørger kun: hvis det er sådan det forholder sig, mon ikke der er penge at spare for bankerne? Tilfældighed for tilfældighed var det måske bedre at fyre investorerne og blive fri for deres høje salærer; en klase bananer eller en pose frø i ny og næ kan kun være billigere :-D

♥♥♥ Il amore!...♥♥♥

Og nu en sød nyhed for at fejre, det snart er weekend: kan I huske isbjørnen Knut, den berømte verdenskendte stjerne fra zoologisk haven i Berlin, og som jeg flere gange har refereret her? Tiden går, o 2 år gammel er Knut blevet temmelig stor. Og nu vil han jf. hvad jeg har hørt endda få en kæreste, isbjørnen Gianna, som er født i Italien, men som allerede boede i den tyske zoologiske have Hellabruun i München. Det bliver selvfølgelig et arrangeret ægteskab: Gianna bliver introduceret til ham engang til september. Lad os håbe, det bliver kærlighed ved første blik… ;-)

Ungdommens pille
Søgen efter kilden til den evige ungdom er for mig at se en dagdrøm – en utopi, en uopnåelig indbildning, en umulig illusion, som mange har forfulgt og ingen hidtil har fundet. Derfor bliver jeg skeptisk, nå nogen kommer og siger, de nu har fundet ungdommens kilde – eller et middel til at bremse aldringens effekter. Så jeg var skeptisk, da jeg læste en nyhed om endnu en ny opdagelse – denne gang en pille – som angiveligt skulle udsætte aldringen: ifølge nyhedsbureauet AFP har man i et amerikansk videnskabeligt projekt gennemført af forskningscentre i Maine, Michigan og Texas og for nylig offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature, opdaget en substans ved navn rapamycin, som forlængede livet for laboratoriemus med 38 % i forhold til de mus, der ikke havde indtaget stoffet. Ifølge forskerne Arlan Richardson (Barshop Institute for Longevity and Aging Studies i Texas ) og David Harrison (The Jackson Laboratory i Maine) forlænger rapamycin livet ved at udsætte død som følge af kræftsygdomme og/ eller udsætte de naturlige aldringsmekanismer.
Det interessante er imidlertid, at ikke engang de pågældende forskere tør at eksperimentere med dette “mirakelmiddel” selv… så derfor gør jeg, som ikke er spor skør, det heller ikke ;-)

Festdag
Husk at fejre den Internationale Venstrehåndsdag! Selv vil jeg i solidaritet bruge venstre hånd til alt muligt hele dagen – skrive, klippe papir med saks, tage telefonen, lave og servere mad og drikke, vaske op, osv., osv. osv. :-)

God International Venstrehåndsdag til alle!

Åh, det hellige bureaukrati!... :-S
I Danmark kræver alle slags transaktionerer, der involverer fornyelse af dokumenter og den slags eksemplarisk lidt bureaukrati – man går ind på det rette kontor og på få minutter har man ændret navn eller civilstatus, eller fået bestilt et nyt kort med det samme og uden de store komplikationer. Og da jeg efterhånden har boet her i mange år, er jeg ikke længere vant til det monumentale bureaukratiniveau, der er gældende i Portugal.
Jeg bliver imidlertid snart nødt til at forny mit pas, og med det formål henvendte jeg mig til Portugals konsulat i København, som er et kapitel for sig hvad ineffektivitet angår (som I vil se…). De informerede mig om, at jeg havde brug for et gyldigt Id-kort. Ooops: da jeg ikke bruger Id-kortet til noget som helst fik jeg det ikke fornyet, så det er ikke længere gyldigt, og da det tilsyneladende ikke er til at komme udenom, hvis jeg gerne vil have et nyt pas, tog jeg til konsulatet bevæbnet med 2 pasbilleder, det gamle Id-kort og 53 kroner kontant (da de ikke tager Dankort!...), som jeg havde fået besked på.
Funktionæren fandt mig på sit lille arkiv (som virkelig er lille – en boks med kartotekskort – hvem sagde noget om digitalisering??... De eneste fordele ved det ufatteligt gammeldags system er, at det aldrig er nede, og lever op til genbrugsidealet, da kartotekskortene bruges igen og igen, selvom man skifter adresse. Hvorfor tror I, man har opfundet rettelak? ;-D); alt gik fint indtil den pågældende funktionær så billedernes format:
- (han): “Nej, nej, nej, de kan ikke have dette format, da de har forstørret ansigtet for meget”.
- (jeg): “Hvad beha’r? Hvad er problemet?”
- (han): “Jeg sender det til Lissabon, og de returnerer det for at få det lavet igen, da de ikke accepterer billederne, som ikke har det rette format”.
- (jeg): “Kan De ikke bare skære halsen over (på billederne, selvfølgelig)?”
- (han): “Nej, det kan ikke lade sig gøre, ansigtet skal være så stort her” (mens han peger på det gamle kort).
Og jeg tænkte med mig selv, at et forholdsvis stort ansigt på et identifikationsdokument kun kunne være en fordel, men ok; jeg underskrev alle de nødvendige formularer, satte fingeraftrykket på det nye kort samt ansøgningsskemaet og – heldigvis gjorde de det nemmere ved, at jeg fik lov til at sende de nye billeder med posten. Og så var det bare med at vente de 2 måneder (!), det tager at få Id-kortet fornyet…
… troede jeg: den næste dag ringede konsulatfunktionæren og beklagede ulejligheden ved at skulle be’ mig om at komme forbi igen; han havde modtaget de nye billeder, og de var i orden, men der var en for de portugisiske myndigheder uacceptabel lille bitte blækklat på ansøgningsskemaet til Id-kortet (uden tvivl fra da jeg satte fingeraftrykket). Og igen måtte jeg tage tidligere fri fra arbejdet for at kunne nå Ambassadens yderst begrænsede åbningstid fra 13 til 16.
Er det ikke bare en farce? Livet er for kort til bureaukrati!...

Oooops…
Der er visse begivenheder, man helst ville være fri for at have som minde fra sin bryllupsdag – som for eksempel et vildt skænderi med brudgommen eller den nye svigermor, eller at have kysset med brudgommens forlover. Eller at være blevet lagt i seng af politiet. Det sidste var imidlertid præcist tilfældet for en 45-årig dansk brud på Nordfyn, der blev så fuld til sit eget bryllup, at hun faldt i søvn lige udenfor sit hjem. Nogen må have set hende, og da det var på en forholdsvis trafikeret vej, må vedkommende være blevet bekymret og tilkaldte politiet; gommen var ikke nogen steder at se, så derfor blev det betjentens opgave at løfte hende indenfor – som det hører sig men plejer at tilfalde brudgommen – og lægge hende i seng for at sove branderten ud.

Oooops…

Myter?
Jeg har altid hørt – og har altid sagt, at mænd tåler mindre smerte og på det punkt er mere pivsede end kvinder, som kan udholde alt; og at mænd derfor muligvis ville dø, hvis de skulle føde. Jeg læste imidlertid forleden, at det tilsyneladende alligevel ikke er sandt, og at mænd generelt tåler smerte bedre end kvinder og således er mindre følsomme for det end kvinder. Med andre ord: kvinder reagerer angiveligt hurtigere til smerte. Hvilket bl.a. blev testet af forskerne ved at sætte mænds og kvinders hænder i isvand for at se, hvor længe de ville klare at holde hænderne i vandet: kvinderne tog hænderne op først – ergo reagerede de først på smerten.

Hmmm… jeg er ikke overbevist. Sæt en mand til at føde, og så kan vi snakke sammen ;-)

Forskelsbehandling
Jeg ved ikke, om I har lagt mærke til, at de seneste år – sandsynligvis af nød – det er blevet ret populært i Zoologiske Haver at finde sponsorer for dyrene: eksempelvis i Lissabon er Sporting (hvis symbol er en løve) meget apropos blevet sponsor for løverne og Benfica (der har ørnen som maskot) for ørnene. Og jeg forestiller mig, at der ikke er øvre grænser for, hvor mange sponsorer et dyr må have, og alt afhænger af offentlighedens generøsitet. Men ikke kun offentlighedens generøsitet: jeg har hørt, at dyrenes udseende også tæller, og at mens der er dyr som bjørnene, løverne, elefanterne, girafferne, pingvinerne og kæmpeskildpadderne, der har flere sponsorer, er der andre mindre interessante (som derfor ikke trækker så mange besøgende og således ikke giver reklamerne omsætning) eller decideret ulækre dyr som frøerne og en del fisk og insekter, der har besvær med at få dem.

Det er ikke retfærdigt! Frøerne har også brug for noget at spise, ikke? ;-)

My hero!
Sommetider er amerikanerne ret underlige – det vidste vi vel alle sammen, ikke? Det jeg ikke vidste og I muligvis heller ikke er, at de tilsyneladende allerede er det fra når de er teenagere… det er sandt: I vil tro, det er løgn, men på spørgsmålet stillet af MTV og nyhedsbureauet Associated Press om, hvad der gør dem lykkeligst, svarede en masse amerikanske teenagere at det var at tilbringe tid med deres forældre. Tre og halvfjerds procent af de 1.280 adspurgte i alderen 13 til 24 år udtrykte en præference for at tilbringe aftenen sammen med deres forældre og søskende foran fjernsynet frem for at hænge ud med vennerne. Og de påpegede som deres største helt ikke filmstjerner eller popikoner men en af forældrene, hvor mødrene er foran med 8 %.
…

Sig mig: det er da naturligt, at man holder af sine forældre, men hvem synes helt ærligt, at forældrene er de bedste i verden og det bedste selskab, når man er 16-17??? Nå… hvis vi udelader sindssyge (jeg sagde “hvis”! ;-D), enten er disse forældre virkelig alle tiders, eller så er vennerne ikke værd at samle på…

TPC
Jeg må indrømme, at jeg slet ikke forstår den kontrovers, der har været de senere år om lektierne, som var en selvfølgelig del af det at gå i skole, da jeg selv gik i skole. Så sent som forleden dag læste jeg en nyhed, som igen stillede spørgsmålstegn ved behovet for at give børnene lektier for, da de angiveligt kun giver bøvl såvel for børnene som for forældrene uden at det nogensinde er blevet bevist, at de var nyttige eller havde en positiv effekt, mens listen over ulemper siges at være nærmest uendelig: de får kun eleverne til at blive skoletrætte og for nogles vedkommende til at droppe ud af skolen; de giver rigelig anledning til diskussioner mellem forældre og børn (a la:
- “kom nu i gang med dine lektier”
- “Det har jeg ikke lyst til; jeg vil hellere lege”
- “Hvis ikke du laver dine lektier omgående, ser du ikke fjernsyn”
- “Du er dum, mor!”,
osv.); de stjæler børnenes fritid – og forældrenes, da de må investere nogen af deres kostbare fritid til at hjælpe børnene med at løse aritmetikproblemer, de ikke engang selv længere forstår, osv. Og jeg læste et eller andet sted, at amerikanske undersøgelser skulle have påvist, at der ikke var afgørende forskel i karaktererne mellem de dovne elever og de flittige, som laver deres lektier.
Ok: måske er der en eller anden gran af sandhed i det, jeg ved det ikke; men på den anden side kan jeg heller ikke se hvordan man kan lære, hvis ikke man øver sig. Jeg ved kun, at jeg lærte at læse og skrive (jeg siger med vilje ikke at regne, da jeg ikke kan prale af at kunne det særlig godt, he he he) takket være en del øvelse. Og Pisa-undersøgelsen (ikke spørg mig, hvorfor en italiensk undersøgelse om niveauet i evnen til at læse og skrive har så megen troværdighed, men alle citerer den, så…) har påpeget at danske elever er nogle af dem der læser og skriver dårligst i hele EU – og det endda med lektier for; hvordan ville det så være uden lektier for?… X-S

zzzZZZZZ
Støj kan være et ubehageligt problem og skabe alvorlige konflikter mellem naboer. Mere kompliceret er det imidlertid, hvis kilden til støj bor under samme tag – en teenager der skruer op for musikken eller – endnu værre – en partner, der snorker højlydt. Heldigvis kan jeg slet ikke klage. Men jeg læste for nylig i avisen, at der er mange mennesker, som ikke er ligeså heldigt stillet og lider temmelig meget, da den person de deler seng med endda kan snorke så højt som et fly. I kan ikke forestille jer det: det er så højt, så højt – omkring de 91 decibel – at havde det været et job, ville det overstige de niveauer der er tilladt i loven (max. 80-85 decibel), så man kunne kræve at få de høreværn, der bruges af dem, der arbejder med tunge maskiner til at beskytte sig for den værste støjforurening. Pyha!
Hvad siger I så?
(foto: Colourbox og The Simpsons)

Lige børn leger bedst
Man siger at modsætninger mødes og sød musik opstår, men jf. hvad jeg har læst glem det: det er kun en myte. En stor tysk undersøgelse, der inkluderede 7.000 par konkluderede nemlig, at et forhold har størst sandsynlighed for at være varigt, hvis begge parter er kompatible – og altså ligner hinanden – hvad temperament, samvittighedsfuldhed og udadvendthed angår. Hvilket er blevet bekræftet i andre studier også.

Nu er der selvfølgelig to muligheder: enten var de det i forvejen – eller så blev de mere og mere end med årene…

Ferien
Men hvor har jeg mit hoved? Jeg har heller ikke fortalt jer om min fabelagtig sommerferie. Som startede med, at vi pakkede bilen og kørte til Fyn for at mødes med gamle venner fra Norge, som havde lejet et sommerhus i Danmark. Vi tilbragte nogle fantastiske dage sammen med dem med masser af snak og nogle ture i en smukt egn af landet hidtil ukendt for mig, og opholdet kulminerede i en dobbelt fødselsdagsfest for det ene af parrene.
Bagefter kom vi hjem, vaskede tøj og pakkede igen, denne gang for at tage til Portugal, hvor vi tilbragte 16-17 også fede dage. Vi nåede at se næsten alle vennerne og den nærmeste familie; jeg havde lejlighed til at være ret meget sammen med min yndige lille niece, da vi bl.a. tog på weekend med hende og forældrene samt bedsteforældrene på moderens side; vi havde muligheden for skønne ture lidt længere væk som til Sesimbra, Portinho da Arrábida, Santa Cruz, Óbidos, Sintra, Santarém; vi spiste godt og drak bedre og kom udhvilet hjem – selvfølgelig ikke klare til at begynde at arbejde igen (I kender jo min holdning til det: man er aldrig helt klar, vel?… ;-D) men udhvilede nok.
Flere ord er unødvendige. Jeg efterlader nogle billeder, som måske er mere sigende. Og en kæmpe tak til alle de søde folk, som bidrog til, at vi havde en fænomenal ferie! :-)

(fotos: vida de praia)

Denne er junior!
Det er først nu, jeg kom i tanke om, at jeg slet ikke har introduceret jer for min nyeste og mest praktiske anskaffelse: en mini-bærbar pc, der ved siden af vores anden bærbare, som I kan se, ligner dens barn. Den er ikke ligeså potent eller har en så fantastisk bred skærm til at se film som den anden, men den har den fordel, at den er kompakt og derfor kan gå med mig i tasken alle vegne, hvis det skal være. Den blev købt til nødsituationer, det vil sige… da jeg er afhængig af internet, ville det være en katastrofe for mig at tage et eller andet fjernt sted hen uden internetadgang; løsningen: mobilnet (på et USB stik) og min lille Acer One. Hvilket var ekstremt nyttigt i ferien, især da vi tog på weekend med min bror og hans familie.
Folkens: denne er junior! Junior: det er folkens! :-)

(foto: vida de praia)

Sidste dag... buaaaaaaaaaah!
I dag er det min sidste feriedag – ferien blev levet ud efter bedste evne: jeg fik slappet så meget af, har haft det mægtig sjovt med min bedre halvdel, familie og venner, har været ved stranden, har været på forskellige ture, spist og drukket af kun det bedste Portugal har at byde på…

… men havde jeg ikke sagt, at det ville være løgn at føle mig forberedt til at begynde at arbejde allerede i morgen??? For at være helt ærlig… buaaaaaaaaaah! :-S

Aktiv pause
Når jeg får brug for en pause, ynder jeg at ligge i min liggestol på altanen eventuelt med en bog, eller at sidde på en fortovskaffe og nyde livet med et glas kølig hvidvin. Og hvis jeg er på arbejdet og dette behov pludselig kommer over mig, får jeg ikke lyst til at lave noget som helst andet end at kigge lidt på nettet, alene, og blot tanken om at holde en “aktiv” pause og/eller fælles pause giver mig gåsehud.
Ligesom der imidlertid er dem, som foretrækker aktive ferier og/eller gruppeferier, er der også dem som kan li’ de omtalte aktive pauser og eventuelt sammen med kollegaerne; og til dem af jer, der har brug for nye ideer, her er en række af dem, som jeg læste i avisen på et tidspunkt: man har brug for to terninger, et lille timeglas og en liste med 12 aktiviteter, som kan gennemføres på 1 minut, som hver får et tal fra 1 til 12. Man kaster terningen, og det antal prikker man slår bestemmer den aktivitet, man vælger. Og her er så nogle af de aktiviteter, de foreslog, som også er mulige at gennemføre i gruppe:

1. at træne balancen ved at sætte hele vægten hhv. på det ene og det andet ben ½ minut på hvert
2. at holde et minuts stilhed uden at lave noget (hvilket tiltaler mig undtagen det med stilhed et helt minut, he he he)
3. at lukke øjnene og prøve at gætte, hvornår minuttet er forbi
4. at reflektere over, hvordan arbejdsdagen hidtil har været eller hvordan mødet går
5. stående, armene strakt over hovedet; at bøje sig først til højre, så til venstre, fortil og bagtil altid med armene udstrakte
6. i gruppe, to og to, at fortælle om noget nyt på et minut (kun på 1 minut??? Det er ikke engang nok til at forklare konteksten…)
7. i gruppe, eksempelvis under et møde som er ved at kede alle ihjel, alle bytter plads med en kollega indtil man sidder i rækkefølge fx alfabetisk eller fra den ældste til den yngste, fra den der drikker mest kaffe til den der drikker mindst kaffe, den med højst til den med lavest anciennitet eller lignende
8. at tælle højt fra 1 til x. Hvis i gruppe at tælle højt fra 1 til x, hvor x er antal deltagere gange to, og hver deltager siger kun to tal, den næste fortsætter efter tur osv., en ad gangen. Hvis to taler i munden på hinanden, starter legen forfra
9. hvis i gruppe i en cirkel, at kaste bolde imellem jer
10. I kan huske den leg med sten-saks-papir, ikke sandt? Som i kvalifikations slutrunder, to og to, med kollegaen ved siden af. Den bedste af 3 vinder og fortsætter og så fremdeles, indtil der er en absolut vinder tilbage
11. to og to, en ad gangen hopper og siger navnet på et grøntsag/ frugt/ blomst/ bilmærke/ osv.
12. sneboldkamp med krøllede papirer som bolde
...

I teori meget sjovt, ha ha ha osv., men hvem kunne forestille sig at te sig så fjollet foran kollegaerne… ø… i hvert fald med vilje? Næ, nej: bare lad mig holde mig til nettet i ensomhedens fred og ro, og jeg har det fint, man! :-)

(foto: vida de praia)