Første søndag i Advent
Nå, nu har jeg gennem måneder med vilje ignoreret de kæmpe bunker af julereklamer, som fylder min postkasse 1-2 gange om ugen, men nu kan det ikke længere udsættes: nu skal jeg i gang med juleforberedelserne, da vi jo har 1. søndag i Advent i dag, og der kun er tre tilbage derefter.
Jeg har købt julekortene, de gode brunekager og ingredienserne til glögg og til den traditionelle hjemmelavede portugisiske julekage, Bolo Rei; jeg har pakket de 24 overraskelser til min bedre halvdels Adventskalender ind, og vi har købt et par gaver allerede.
I dag regner jeg med at hente kasserne med julepynten i kælderen og vil så småt begynde at dekorere hjemmet, så stemningen, den dér Christmas feeling så småt kan spredes :-)
“I love that Christmas feeling, la la la la la la la...” – hvor har jeg nu Cd’erne med julemusik?…

De kunne endda være schweizere...
Schweizerne er kendt for præcision og fremstillingen af kvalitetsure. Men tilsyneladende er interessen for dette område ikke eksklusivt forbeholdt dem; der er andre uretosser. For eksempel den 66-årige britiske Keith Giddings fra Berkhamstead, for hvem indstillingen til vintertid er en opgave til to uger eller mere. Da fyren samler på kukure og jf. hvad jeg har læst har mindst 650 af slagsen, som han opfatter som skrøbelige og derfor sætter 11 timer frem i stedet for 1 time tilbage.
I kan vel forestille jer forvirringen. Og den forfærdelige kakofoni, når klokken slår den ene gang i timen. Ku kuk ku kuk ku kuk ku kuk ku kuk… øøøøøøøøøøøj!

Tastatur til blondiner
Endnu en gang beklager jeg overfor de blondiner, der ikke passer ind i mønstret med de dumme blondiner – som nok skal vise sig at være en myte aldrig nogensinde bevist, men som ikke er mindre sejlivet af den grund - men jeg kunne simpelthen ikke dy mig for at grine, da jeg forleden læste en nyhed om en særlig tastatur til blondiner.
Punkt et: den er lyserød.
Punkt to: tasterne har navne, eksempelvis hedder mellemrumstasten “the big one” (den store, selvsagt), så man kan ikke tage fejl; delete hedder “oops” og escape “no”.
Punkt tre: i stedet for taltaster er der taster med terningeprikker (en, to, tre, osv.).
Punkt fire: der er genvejstaster – eksempelvis har L-tasten LOL, I-tasten har IDK (“I don’t know”), T-tasten har TC4S (“too cool for school“) og S-tasten SOS (“shoes on sale“).
Punkt fem: den har en tast, der hedder “totally useless key”, der som navnet tyder på ikke kan bruges til noget overhovedet.
…
Om denne tastatur kan bruges til noget som helst ved jeg faktisk ikke, men legetøjet koster kun 250 kr. og kan bestilles direkte på hjemmesiden Keyboardforblondes.com.

Mysterier
Som I ved, har bilerne i Storbritannien rattet på højre side af bilen, i modsætning til resten af Europa (med undtagelse af måske Gibraltar... og Cypern, af åbenlyse grunde). Og som I muligvis også ved, for at få en fartbøde, i hvert fald i visse lande som Tyskland, er det ikke tilstrækkeligt for politiet at have et billede af bilens nummerplade; næ: derudover kræves det, de har et billede af chaufføren for at kunne bevise, hvem der var bag rattet på forseelsens tidspunktet.
Nå, jf. hvad jeg har læst, har nogen fundet på at spille politiet et puds i den sydtyske by Bayreuth – eller på at arrangere det ideelle alibi mod en fartbøde, som I vil: “det var ikke mig – det var Animal fra Muppetshow”…
… ved at placere en Animaldukke på venstre side af bilen. Men da der var tale om en britisk Audi, sad chaufføren på højre side, derfor blev han ikke fotograferet, da de automatiske kameraer, som affotograferer dem, der kører for stærkt, kun tager et billede af den side, hvor chaufføren normalt sidder, det vil sige, venstre side. De tog således et flot billede af Animal, men de har ikke været i stand til at bevise, hvem der virkelig kørte bilen. Så nul bøde.
Snedigt, man!...

Russians, by Sting
He he he... hvis I tror, at den Kolde Krigs tid er forbid, tager I fejl. Jf hvad jeg har læst tager KPLO (kommunistgruppen i Skt. Petersborg) fortsat Øst-Vestkonflikten – og biograffilm – meget nært, så nært, at de har sendt en officiel protest til den ukrainske skuespillerinde Olga Kurylenko, som spiller en af Bondpigerne i den nyeste film af denne agent af Hendes Majestæt, Quantum of Solace. Kommunisterne synes, at skuespillerinden svigter Sovjetunionen og det søde liv, Lenin har givet hende (Søde liv? Givet af Lenin??? HVAFFORNO’ET???!) ved at vælge James Bond i stedet, ham “som har dræbt hundreder af sovjetter og deres allierede. Hvor er din patriotisme, kammerat Kurylenko?”.
Sovjetunionen eksisterer ikke længere, folkens! Helloooooooooooo!

...

Kan I se det for jer?

Sikkerhedsinstrukser
Selvom jeg ikke er spor bange for at flyve, når jeg befinder mig ombord et fly følger jeg næsten rituelt godt efter i sikkerhedsinstrukserne. Det gjorde jeg forleden, da jeg sad ombord TP503´en mod Lissabon og igen i afgangen derfra til København.
Som bekendt starter de altid med at beskrive luftsfartøjet og vise de velafmærkede nødudgange. Men denne gang blev jeg noget perpleks over den information: hmmm... hvis vi er ca. 10.000 meter oppe i luften, at vide hvor nødudgangene ligger er ikke ligefrem særlig nyttigt, vel?... Og hvilken funktion mon det har at beholde sikkerhedssælen på, når vi flyver igennem områder med turbulens? Mon man i modsat fald begynder at lette eller flyve eller sådan noget?
Nå ja, jeg forsøgte at holde op med de tåbelige udenomsovervejelser og koncentrere mig, satte sikkerhedssælen på, tjekkede om mobilen var ordentlig slukket og sådan. Indtil de kom med snakken om de oppustelige veste, som kan fungere som flydeudstyr og er placeret i den blå taske under sædet... ok, indrømmet at en stor del af planeten er dækket af vand, så det ikke er helt usandsynligt, at en nødlanding kunne finde sted i det vandige element. Men hvad nu hvis, det ikke var tilfældet? Hvor er fadskærmen – og brugsanvisningen til den? Hvis I spørger mig, har jeg på fornemmelse, at luftfartsselskaberne åbenbart har glemt et eller andet elementært i deres sortiment... tsk tsk tsk :-S

Mangel på tro
I dag er temaet, vi skal drøfte her en af de mest semi-religiøse, vi har haft her: de forfærdelige konsekvenser ved at mangle tro. Dem, der ikke har tro flytter ikke de berømte bjerge, ikke engang en myretue, og de kommer ingen vegne.
Dette blev endnu engang bevist, da et amerikansk læskedriksmærke, Dr. Pepper, jf. mine oplysninger lovede en gratis omgang af sin sukkerholdige drik til alle amerikanere, hvis Guns N’Roses udgav en ny plade inden årsskiftet i år. Dette sikkert fordi det pågældende band ikke havde været i studiet siden 1993. Eller hvis det havde det, har de i hvert fald ikke været særlig produktivt, da det ikke har udgivet ny musik…
… indtil præcist i år, nærmere i går d. 23. november, hvor de endelig udgiver deres nye og allerede polemiske plade, der så modsigelsesfuldt hedder “Chinese Democracy”...
… ved I hvor mange indbyggere, der er i USA? Fraset de utallige illegale indvandrere er der 305.484.000 – flere end 305 millioner altså! Flere end 305 millioner har i dag ret til at hende et sodavand på dette lidet troende firmas regning. Hvis det en anden gang kunne tænke sig at lave væddemål, ville det måske være en bedre idé at satse på en ikke længere nuværende kunstner… ;-)

Allerede på vej hjemad
Denne uge I Portugal har sandelig fløjet afsted!... Det var en fantastisk uge på alle måder: vi fik hvilet, slikkede en masse sol, smagte castanhas assadas (ristede kastanjer), som I det gode vejr virkede ret udenfor sæson, fik set en håndfuld af de tætteste familemedlemmer og venner, fik spist og drukket godt – og så gemmer jeg det allerbedste til sidst: vi lærte min vakre nyfødte niece at kende, som jeg blev godt og grundigt forelsket i. Jeg efterlader et par billeder af min Madalena, så I ikke kan klage over at være blevet snydt ;-)
Ses i morgen i København!

(fotos: vida de praia)

Soja
Jeg kan ikke li’ sojamælk. Jeg kan ikke li’ soja “bøffer” (og det er med vilje jeg satte ordet bøffer i anførelsestegn, for de har intet med bøffer at gøre… ædr! :-P) Og jeg tvivler på, jeg nogensinde bliver vild med sojabrændstof…
… som tilsyneladende er fremtiden indenfor alternativ energi. I hvert fald ifølge Boeing, der påstår at gå over til udelukkende at bruge sojaolie som brændstof i deres flyvere indenfor de kommende tre til fem år – hvilket angiveligt kun kræver ganske få justeringer i deres fartøjer. Problemet er snarere at producere tilstrækkelig meget soja til at forsyne de 13.000 flyvere, der er i hele verden med den mængde brændstof, de har brug for, hvilket ifølge eksperternes beregninger ville svare til at opdyrke hele det europæiske kontinent.
OK, at man dyrker masser af soja har jeg sådan set intet imod; men mon det er tilstrækkelig sikkert? Medmindre en faldskærm bliver en standard service ombord, har jeg ikke ligefrem lyst til at tage unødige risici… :-P

Lady in red
En kær medblogger talte for nylig om den suveræne tiltrækningskraft en rød kjole på en flot kvindekrop har på den mandlige befolkning, idet han betvivlede resultaterne af en undersøgelse om emnet foretaget af en gruppe psykologer ved University of Rochester i New York og offentliggjort i den velrenommerede side Livescience.com og i tidsskriftet Journal of Personality and Social Psychology. Imidlertid fortabte han sig i egne meningsmålinger, så han glemte at referere den mere videnskabelige side – og for mig at se den mest tvivlsomme og derfor sjovere side – af denne undersøgelses konklusion; navnlig at der skulle være en enkel og helt igennem biologisk forklaring på fænomenet (og nej, det er ikke fordi alle mænd er tåbelige, som denne og andre forhold ellers kunne give anledning til at tænke, he he he): at primaterne som bavianerne og chimpanserne tiltrækkes af hunnernes røde bagdel, som signalerer parated til parring (right, right… akkurat som en rød kjole… NOT!)
Og tilsyneladende er mænd ekstremt nemme at manipulere med, da samme undersøgelse endvidere pegede på den kendsgerning, at rødt tøj gør mænd mere generøse. Man testede denne hypotese ved at vise herrerne billeder af kvinder klædt i forskellige farver og spørge, hvor mange penge de ville bruge, hvis de skulle ud på en date med hende. Tilsyneladende var mændene mere villige til at spendere, hvis kvinden havde en rød bluse på sammenlignet med hvis hun bar en blå, grå, hvis eller sort bluse. Se, det er overraskende!…

Farver
Før vi flyttede ind i vores lejlighed fik vi malet væggene i vores soveværelse i en flot lys beige-mocca nuance. Hvilket tilsyneladende har været den helt forkerte farve. I hvert fald ifølge en psykologiprofessor ved navn Richard Wiseman fra universitetet i Hertfordshire nord for London, som jf. hvad jeg har læst har indrettet et særligt værelse til den perfekte hvile: en god madras (den har vi), en pude med duft af lavendel (jeg tror, det ville lugte mig af badeværelsesspray, så det springer jeg over), en blå, skyfri himmel i loftet (ah!… I don’t think so… :-P) og en stille baggrundsmusik af den mest beroligende slags.
Denne professor må have været rigtig stresset, siden han besluttede sig for at indrette dette værelse, efter en del research og bibliografi for at finde ud af, hvilke elementer var allermest afslappende, for sin egen skyld.

Og hvem ved om ikke han skulle tage patent på ideen? Der er så mange stressede mennesker rundt omkring, ydermere med denne dumme finansielle krise, at et sådant lille værelse ville gå som varm brød alle vegne, tror jeg. Især hvis ikke man tager sig af de psykodeliske farver…

Overraskelser
Og apropos overraskelser men af en anden slags: for dem der synes, dagligdagen er blevet et forudsigeligt trummerum – og ikke har mod på at spille russisk roulette – her er et anderledes alternativ til at bringe fornyelse og variation og bryde monotonien: for blot 10 dollars kan man bestille “noget” på hjemmesiden Somethingstore.com - “noget” i den forstand, at man ikke rigtig ved, hvad man har bestilt; det kan være et par øreringe såvel som en æbleskræller eller et elektronisk Sodukospil, eller et eller andet mere bizart.
…
Jeg sagde bizart, jeg sagde ikke illegalt eller perverst eller ekstravagant eller sådan noget – hvilket hjemmesiden gør meget klart: så glem alt om “voksen litteratur”, alkohol, stoffer og remedier til at fake i urintests, receptpligtig medicin, legemsdele (can you believe it??? Det stod faktisk på undtagelseslisten), sorte bokse og afkodere (??? Hvad er det her for noget? Er der mon amatørspioner i omløb eller hva’?), mekanismer der annullerer copyright (godt så, I snydagtige pirater!!!), efterligninger af mærkevarer (så intet som kommer fra Kina…), truede arter, normalt lovregulerede kreditmaterialer og services, identitetskort, pas og falske adelsbeviser (adelsbeviser???...), mirakelkure, offensive materialer som bagtalende, racistisk eller sexistisk propaganda, eller propaganda, der ægger til intolerance, vold eller terrorisme, billeder af gerningssteder, beskyttede kulturelle genstande, ædelsten eller kostbare metaller (og hvad forventede I så for kun 10 dollars?...), eksplosiver og andre pyrotekniske og brandbare materialer, air bags, nummerplader, officielle uniformer, politiskilte, pesticider, lirkeinstrumenter, rejser (for 10 dollars? Kun hvis rejsen gik til Albertslund…), tobak, radarer, apparater til at regulere trafiklys og deslige, skydevåben og knive.
…
Med så mange forhåndsadvarsler hvad er så overraskelsesmomentet? Ethvert af de ovennævnte produkter på den “sorte liste” ville i hvert fald overraske mig at modtage med posten...

Navneforandring
Det er sikker ikke en overraskelse for nogen, at USA ikke ligefrem er i popularitets toppen – og det mindre og mindre – i de arabiske lande, eksempelvis i Saudi-Arabien. Men det har ikke altid været sådan. Om dette vidner en 40-årig stakkel netop fra Saudi-Arabien, hvis forældre fandt på at døbe Amerika. Og disse forældre må have været fascineret af geografi – eller så havde de en forfærdelig mangel på fantasi, da hendes søster blev opkaldt Asien.

Med den vakkelvorne politiske situation i Mellemøsten har den såkaldte fr. Amerika imidlertid set sig nødsaget til at tage navneforandring. Men ifølge Arab News ved hun endnu ikke, hvad hun så skal hedde fremover…… jeg har dog et par forslag: for stadig at matche lidt hvad så med Europa? Eller Sydamerika? ;-)

Stor dag
Jeg har set hende – min lille pige, min nyfødte niece. Hun er så smuk! Så lille! Så vellugtende! Så glad og rolig! Og sikke nogle store brune øjne! Jeg kunne kigge på hende hele dagen, holde hende til hun falder i søvn. Min vakre lille pige. Som bliver rigtig klog og intelligent med det fantastisk pædagogiske legetøj, vi forærede hende (på billederne).
(Nøj, al den savl… det er bedst jeg slutter af - for nu ;-D)

Hvad med en banan?
Det er længe siden, jeg er kommet her og fortalt om skøre slankekure. Imidlertid læste jeg forleden om en temmelig overraskende en af slagsen, må jeg nok skynde mig at sige, for den kommer jo ikke fra Japan for ingenting!... Nogen, eller mere præcist en kvindelig farmaceut ved navn Sumiko, blev så træt af husbondens deller, at hun fandt på en slankekur til ham med bananer som omdrejningspunkt, så han kunne tabe sig. Morgenmad: bananer ad libitum, frokost og aftensmad: almindelige måltider mere til den fedtfattige side. Ligeledes vigtigt for slankekuren var det at spise aftensmad rimelig tidligt og lægge sig til at sove i hvert fald inden midnat.
Baggrunden for de restriktive sengetider kender jeg ikke, men jeg forestiller mig, at det til dels var med henblik på at forebygge for megen natmad efter aftensmaden; og måske også for at sikre et optimalt antal timers søvn, hvilket er blevet videnskabeligt påvist at have en tæt forbindelse med forebyggelse af overvægt.
Og det virkede, da Hitoshi Watanabe, manden der underkastede sig denne slankekur, gik hen og tabe 18 kilo, eller 1-2 kilo om måneden i gennemsnit. Han må være blevet så glad, at han absolut måtte dele nyheden på nettet. Og på ganske få uger kastede japanerne sig uhæmmet over bananerne, så de blev revet væk og udsolgt i supermarkederne.

På vej
Taskerne er praktisk talt pakket, og jeg kan ikke vente med at komme til Lissabon i eftermiddag. Endelig skal jeg møde min nyfødte niece, min søde Madalena, og kunne lykønske forældrene ansigt til ansigt, og jeg glæææææder mig enormt!

Imidlertid kender jeg mig selv så godt – og ved udmærket, jeg slet ikke kan lade være med at komme her og kigge engang i mellem (he he he for eksempel dagligt), så denne gang siger jeg ikke “nå men vi ses igen den og den dag, når jeg er tilbage i hvert fald”, som jeg plejer. Det er mere reelt at sige, at jeg giver lyd fra mig og skal nok fortælle alt, alt, alt om babyen – ellers var jeg ikke en ekstremt stolt tante ;-) Ses snart så.

Nogen har brug for briller
Og her går man og antager, at statsoverhoveder er seriøse mænd med mere end nok at lave og så…
… jeg læste forleden, at den nye præsident i Nordkorea 1) har tid til at tage til fodbold og 2) har tid til at prioritere fjollede ting. Nemlig mænds hårlængde. Det er sandt: ifølge Mainichi Daily News udnyttede Kim Jong-Il allerede sin første officielle fremtræden til for mig at se at dumme dig og blande sig i sager, der ikke vedkommer ham, ved at forbyde mænd i at gå med langt hår. Dette da han angiveligt i en fodboldkamp mellem Kim Il-Sung University og Puongyang University of Railways blev så rasende over at se så mange langhårede spillere, at han ikke var i stand til at skelne, om det var kvindefodbold eller mandefodbold og gik i pausen.
Resultat: han valgte som sin første lovgivende handling at forbyde langt hår hos mænd.
… I må meget undskylde men det er kun dårer og blinde, der ikke kan skelne mellem kvindefoldbold, som ikke er spor elegant, og mandefoldbold… duh!

Gymnastik!
Og jeg som troede, at det at surfe på nettet var trivielt, tidsspilde, eller en effektiv form for overspringshandling overfor dagliglivets krav… men det ser ud til, at netsurfing faktisk er en glimrende form for hjernegymnastik. I hvert fald jf. hvad jeg har læst for nylig: at ifølge en undersøgelse gennemført af en gruppe amerikanske forskere og snarlig offentliggjort i American Journal of Geriatric Psychiatry så udviser dem, der hele tiden hænger ud på netter og søger hid og did for intet målrettet mere hjerneaktivitet sammenlignet med dem, som ikke gør det – selv mens de er i gang med at lave noget helt andet så som at læse en bog.
…
Når det skal være på den måde, så har jeg ikke længere lyst til at hænge ud på nettet, for ideen var virkelig at spille tiden. Jeg må finde på andre unyttige former for tidsfordriv ;-)

(foto: EOXTi @flickr.com)

Luksustaxier
Og hvorfor nøjes med Mercedes, som jo er en lille bitte uanselig bil, når man en gang i mellem (eller for mit vedkommende max en gang om året) endelig forkæler sig selv og tager en taxi? I Rusland vil de trods kriser og den slags kun have det absolut bedste, og ifølge avisen Pravda har man for nylig i Moskva åbnet et taxafirma, hvor de kun bruger endnu mere luksuriøse vogne som Maserati, Porsche og Roll Royce. For blot 2.500 kr. kan man køres rundt i en Rolls Royce i en time. Og har man ikke lyst til at give så mange penge eller foretrækker en tur i Porsche, skal man “kun” have sølle 700 kr. op af lommen for en time.

(foto: ocharm)

Muuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuh
Jeg har godt hørt om folk, der har en sjov filosofi i forhold til deres planter – de taler med dem, mens de vander dem i håb om, at de producerer mere klorofyl, vokser hurtigere, forbliver sunde eller hvad det er. Og der er folk måske af den mere ensomme slags, som ynder at tale med kæledyrene og sådan noget eller får dem til at lytte til klassisk musik, så de kan slappe af.
Men forleden læste jeg noget overraskende: at Graham Vallis, en landmand fra Exeter, i England tilknyttet dyrbrug, som har fundet ud af, at køerne producerer mere mælk, hvis man taler til dem på deres eget sprog. Så man er den seneste tid begyndt at høre muuuuuuh’er fra ham fra stalden inden malkningen. Og siden da har mandens køer angiveligt været så glade, at deres mælkeproduktion er seksdoblet.
Hvad siger I så?

Dumme lykønskninger
Der er tilsyneladende nogen, som ikke finder det tilstrækkelig kreativt eller kontroversielt at sende kort med lykønskninger a la: “tillykke med fødselsdagen” eller ”tillykke med babyen”. Specielt til disse personer har man lanceret hjemmesiden Someecards.com, hvorigennem man kan sende elektroniske kort, der fejrer andre mere tvivlsomme “præstationer”, eksempelvis: “tillykke for stadig at være single”, “tillykke for at have tabt dig de kilo, vi alle gik og lod som om, du ikke behøvede at tabe”, “jeg håber, at det koldere vejr ikke afholder dig fra at blive ved med at gå med det nedringede tøj, der får dig til at fremstå billig ud, på kontoret”, “det er godt, at du endelig har erkendt din ekstreme og langvarige og absurd åbenlyse alkoholmisbrug” eller “tillykke med at have netop så mange venner på Facebook, at du ser populær ud uden at virke desperat”.
…

Man plejer at sige, der er tanken, der tæller – i dette tilfælde ville det så være at vise vennerne, man tænker på dem. Men jeg har på fornemmelse, at for at modtage sådanne hilsener ville i hvert fald mine venner foretrække, at jeg helt glemte dem… ;-)

Fejringer
I dag er det en særlig søndag – det kan virke ret utroligt, men endnu et år er gået, og vi fejrer 17 års bryllupsdag. Jeg har købt en lille gave til min kære husbond (og jeg fortæller jer ikke, hvad det er, da det er en overraskelse). Jeg vil servere ham morgenmad i sengen. Vi har hele dagen til rådighed frem til lidt over klokken 5, og vi har reserveret et bord til to klokken 6 på Les Trois Cochons, en fransk restaurant med rimelige priser og som har fået gode anmeldelser fra kritikerne, og som vi har fået anbefalet for nylig.
Så farveller og ses i morgen, folkens – for kaffen og røræggen kalder… ;-)

Soundtrack 2
Og tilbage til det med musikken er der tilsyneladende ikke blot en forbindelse mellem visse sange og den type præstation, man lægger for dagen ved fysisk træning, som det også ser ud til at være en muligvis endnu tættere forbindelse mellem Beatles musik og de følelser og erfaringer, der lagres i hukommelsen.
Jeg forklarer det lige: ifølge en gruppe forskere ved universitetet i Leeds ledet af psykologiprofessoren Martin Conway og lægen Catriona Morrison er Beatles musik en sand nøgle til hukommelsen. Det var hvad de konkluderede i deres undersøgelse, som de døbte “Magical Memory Tour”, opkaldt efter Beatles albummet “Magical Mystery Tour”. Her bad de 3.000 mennesker fra 69 forskellige lande i alderen 17 til 87 år om at besvare, hvilke minder der dukkede op, mens de lyttede til Beatles, og deltagerne demonstrerede, at de lige pludselig fik adgang til utallige emotionelle minder, som de for længst havde arkiveret i hukommelsens fjerneste kroge.
…

Hvad kommer I til at huske på, når I lytter til “Let it Be”?

Tra la la
Faster!
Så er jeg blevet faster!
Tra la la!
Min niece blev født i går aftes!
Tra la la!
Og jeg er pavestolt!
(og irriterende)
Og næsten på vej til at se hende for første gang!
Portugal, her kommer jeg næste weekend!
For at se det største vidunder i umindelige tider :-D

Min Madalena-pige!

STOR TILLYKKE TIL FORÆLDRENE!

Ses om lidt!

Soundtrack 1
Hvis du vil investere den ideelle fysiske anstrengelse i din træning og plejer at bruge baggrundsmusik til at peppe tingene lidt op, er det ikke enhver tilfældig sang, der dur. Ifølge en britisk undersøgelse fra Brunel-universitetet, jeg har fået kendskab til, kan man yde op til 15% mere med den rette musik. De fandt ud af dette ved at få 30 mennesker til at løbe på løbebåndet med udvalgte sange i baggrunden. Nogle af de sange, der fik forsøgspersonerne til at yde mest var “The heat is on” af Glenn Frey, “Don’t Stop me Now” af Queen og “Dancing Queen” af Abba.
Forklaringen virker indlysende og ligetil: god musik motiverer og hjælper en til at glemme, at motion er noget ekstremt kedeligt og hårdt.

Øj…, det kan være at det er musikken, som kan hjælpe mig til at genoptage styrketræningen og gymnastikken, for den disciplin og gode intentioner, jeg engang har ejet er i hvert fald forduftet…

(foto af Abba: Polar Music International AB)

Med faldskærm
Jeg må konkludere, at der går mange mennesker rundt omkring, som ikke umiddelbart synes at sætte pris på livet og tilsyneladende lader sig styre af en eller anden slags stærk dødsdrift. Jeg taler selvfølgelig om dem, der kaster sig hovedkulds i radikale sportsgrene og andre skøre ting af slagsen, som griner lige op i ansigtet af livsfaren – eller dødsfaren, om I vil.
Forleden læste jeg om en af disse frygtløse eventyrere – endda en kvinde, en Holly Budge af engelsk afstamning, der ifølge nyhedsbureauet AFP ikke nøjedes med at klatre op af Mount Everest – hvilket i sig selv siges at være en temmelig farlig bedrift; næ da, det er for tøsedrenge. Hun kastede sig ud med en speciel faldskærm til højder over det højeste punkt på Mount Everest og erobrede dermed verdens højeste punkt (klik her for at se optagelserne).
Havde det været mig, der var i en sådan sårbar situation, ville jeg nok tænke på min død, eller ville se den berømte film over mit liv rulle sig ud foran mine øjne, men ikke Holly: hun benyttede lejligheden til at nyde udsigten fra 9.000 meters højde. Og som jeg har forstået det var det en af hendes drømme gennem mange år, og som tog 15 år at planlægge og kostede hende 250.000 kr.
Imidlertid udfordrede Holly ikke døden på egen hånd; hun tog med som deltager i en ekspedition på nogle og 30 mand ledet af en Nigel Gifford med baggrund som bjergbestiger i Himmalayerne. Og den ældste faldskærmsudspringer på ekspeditionen var den 72-årige Alan Walton – som må antages at være gammel nok til at være mere fornuftig.
(foto: Reuters)

Tra la la la la la…

I dag er det min føøødselsdag
Hurra hurra hurra!…

Ja, et år er gået siden jeg her udbredte mig om årets største begivenhed – min fødselsdag! ;-D I går sov jeg som sædvanlig stort set ikke af bare forventning: jeg begyndte at tænke på telefonopkaldene, kortene, sms’erne, gaverne, selvfølgelig, om nu min mand mon har en overraskelse op af ærmet, osv.

Ens fødselsdag – eller i hvert fald min, he he he – burde være en national helligdag; da det desværre ikke er tilfældet, skal jeg på arbejde. Måske tager jeg lidt tidligere fri, så jeg kan mærke, det er en særlig dag. Og her til aften kommer min svoger og svigerinde og deres snart 2-årige purk, vores nevø. Desserten vil traditionen tro være gelé, selvfølgelig; jeg eeeelsker gelé!!! :-P Hvad hovedretten angår har jeg endnu ikke besluttet mig 100% (og hvor er det en skam, at gelé ikke kan være en hovedret… det ville jeg ikke blive spor ked af :-D).
(foto: mardoqueo @flickr.com)

Pas på venskaberne
Det med Facebook-venner – og det gælder vel også for MySpace og andre lignende websider – er tilsyneladende ikke så ligetil, som man kunne antage. Ifølge sitet Cracked.com er der endda venner, man helst skal undgå for alt i verden, og de falder under følgende kategorier:

1. Mor-typen
Den som kun kan finde ud af at prale af børnene og ikke taler om andet og synes samtidig at nyde at påpege, du stadig er single og barnløs.
2. Globetrotteren
Typen som altid blærer sig med de eksotiske steder, hvor han har været og tænker, alle er interesseret i at følge med i hans rejseblog.3. Eks’en
Personen som du engang afviste, og som nu ser det som sin mission at bevise, vedkommende er kommet videre.
4. Ham, der sidder fast i gymnasietiden
Ham som sender de desperate beskeder a la: “hej folkens! Jeg vil bare minde jer om det store klassejubilæum lige om lidt. Der er stadig en del folk, som ikke har givet lyd fra sig.”
5. Den som tror, han er kommet videre
Nørden, som blev mobbet op igennem skoletiden og nu gør alt for at vise, han er kommet videre og har masser af venner og en fantastisk kone.
6. Den som altid overbringer dårlige nyheder
“Jeg er ked af at måtte meddele, at Frank har været ude for en ulykke. Jeg påtænker at skrive et kort, så hvis der er andre, der gerne vil være med…”.
7. Din bedste ven… engang
Da I gik i samme klasse havde I det rigtig sjovt og masser til fælles; i dag her I meget lidt at sige til hinanden.8. Det nedladende r..hul
Som skriver for at promovere sig selv og tager chancen til at træde på dig samtidig, a la: “jeg har lige mødt den lææækreste sild. Din kæreste er for resten skredet fra dig, ikke?”
9. Den bindegale
Den som i rubrikken “hvad laver du nu?” skriver bizarre ting a la: “min sjæl er lilla og funklende”.
10. Hvem er det?
Personen du ikke kan huske uanset hvor meget du prøver, og som meget gerne vil være din ven.

Ja, enhver af de ovennævnte typer kunne få mig til at løbe skrigende bort… jeg har altså ikke gjort nogen fortræd for at skulle udsætte mig selv for den slags! :-S