Svaler
I går eftermiddags var vi på en af vore yndlingsstrande. Den ligger i Dragør, syd for hvor vi bor, og er en naturstrand som får besøg af trækfugle, især svaler. I går var der utallige. Når jeg ser svalerne, misunder jeg deres dristighed, deres hurtige, uforudsigelige drejninger, deres selvsikre, lette bevægelser, den måde hvorpå de svæver højt oppe i himmelen og næsten berører skyerne og pludseligt dykker og flyver ved vandets overflade, eller tæt op ad tage og husmure, flyver ind og ud og ind igen, leger kispus med tiden, udfordrer hinanden i luftkapløb. Det er i deres natur at bygge reder under halvtage, hvor de vil, uden grænser, uden matrikler. De flyver over strande og sletter. Spiser i luften, og lander først for at hvile de trætte vinger og sørge for de unger, som er afhængige af dem. Ungerne opfostres, og svalerne tager af sted igen, tager ud og se verden, varmere lande. De følger efter solen, flytter sig med årstiderne, udnytter trækvindene langs kysterne. Køber ikke billet eller viser pas. Det må være livet!
Hvis ikke det var for at skulle leve af ulækre insekter, som gylpes op igen ville jeg godt ønske, jeg var en svale.