søndag, august 20, 2006

Svaler
I går eftermiddags var vi på en af vore yndlingsstrande. Den ligger i Dragør, syd for hvor vi bor, og er en naturstrand som får besøg af trækfugle, især svaler. I går var der utallige. Når jeg ser svalerne, misunder jeg deres dristighed, deres hurtige, uforudsigelige drejninger, deres selvsikre, lette bevægelser, den måde hvorpå de svæver højt oppe i himmelen og næsten berører skyerne og pludseligt dykker og flyver ved vandets overflade, eller tæt op ad tage og husmure, flyver ind og ud og ind igen, leger kispus med tiden, udfordrer hinanden i luftkapløb. Det er i deres natur at bygge reder under halvtage, hvor de vil, uden grænser, uden matrikler. De flyver over strande og sletter. Spiser i luften, og lander først for at hvile de trætte vinger og sørge for de unger, som er afhængige af dem. Ungerne opfostres, og svalerne tager af sted igen, tager ud og se verden, varmere lande. De følger efter solen, flytter sig med årstiderne, udnytter trækvindene langs kysterne. Køber ikke billet eller viser pas. Det må være livet!
Hvis ikke det var for at skulle leve af ulækre insekter, som gylpes op igen ville jeg godt ønske, jeg var en svale.

4 Comments:

Anonymous Anonym said...

Svalen flyver som et jagerfly. Flot skaberværk!!

21 august, 2006 17:19  
Blogger Vida de Praia said...

Velkommen til strandkurven, skovgæst. Tager du en skovkurv med, når du gæster skoven? : ) Det var da en præcis sammenligning: svaler ligner virkelig jagerfly, når de pludselig dykker og skifter retning. Det ser sejt ud! Har du ikke prøvet det, når de flyver i din retning og flyver op, lige når de er kun få centimeter fra dit hoved?

21 august, 2006 18:44  
Anonymous Anonym said...

De kan godt sommetider være lidt nærgående!

23 august, 2006 10:49  
Blogger Vida de Praia said...

Heldigvis kan man regne med deres fantastiske præcision!

23 august, 2006 12:03  

Send en kommentar

<< Home