lørdag, august 05, 2006

Der er altaner og der er aflukkede altaner
Jeg elsker min altan! Den er ikke så stor men tilpas stor til os, og i øjeblikket er den mit yndlings afslapningssted i hele lejligheden. Det er her jeg sidder og skriver, læser, tænker over livet, tager en lur, ser solnedgangen. Ind i mellem spiser vi morgenmaden herude om søndagen. Fra april til oktober er det her, jeg tager sol, hviler, drikker ice tea, forsøger at skræmme larmende måger, der skriger ved solopgangen. Herude har jeg kun to rosenbuske, en krukke med krydderurter og en med margeritter. Og to uundværlige strandstole. Om sommeren tørrer vasketøjet her, og om vinteren kan man kigge på den bunke sne, som fra tid til anden når at samle sig, og som dækker krukkerne fuldstændigt.
I Danmark er det ikke så almindeligt at have altaner, og dem der har dem nyder dem til fulde: grillen kommer på overarbejde, der spises frokost, aftensmad, man drikker øl, kølig rosévin, sidder udenfor, hygger sig og taler til sent ud på aftenen, også med naboerne på deres altaner, også de sidder ude og spiser og taler.
Da jeg var barn havde vi også en altan. Jeg elskede at lege der, at lave kunstfærdige telte med tæpper, og i mine frækkeste øjeblikke at smide vand på de forbipasserende uden at blive set. Så kom firserne, og det blev moderne at aflukke altanerne med glas over det hele, en konstruktion, man dernede kalder for ”marquise”. Mine forældre fulgte trenden, og den daværende altan nu aflukket blev efterhånden fyldt op med ting og møbler og et kæmpe fuglebur med undulater og forvandlede sig til et ekstra opbevaringsrum med meget lidt plads til leg.
Fordi jeg elsker min altan som jeg gør i dag, er de mig umuligt at begribe, hvad grunden er til den portugisiske "marquise". Til at lukke af for solen? En parasol ville formentlig være nok. Til at få et ekstra rum til den store familie i en tid, hvor familieplanlægning var så sjælden som ulve i Danmark? Eller måske for ikke at være anderledes end naboen, som den dag i dag stadig ikke kan fatte, hvorfor han lukkede sin altan af? Det eneste jeg ved er, at trenden kom for at blive, så mange nye lejligheder i Portugal i dag kommer allerede med disse hæslige aflukkede altaner.