Levende fælder
For nylig farede jeg vild på en blomsterskole. Ikke i bogstavelig forstand. Jeg vidste udmærket hvor jeg var, og så kæmpe stor var blomsterskolen egentlig heller ikke. Men for mig er en planteskole en hel verden for sig, som fængsler min opmærksomhed, så jeg lukker helt af for resten. Der er alt fra eksotiske planter som orkideer og palmer til de mest almindelige bregne, oliventræer, fuchsiaer, hortensier, pelargonier. Og de smukkeste krukker. Og upraktiske men enormt dekorative haveredskaber.
Jeg kommer altid derfra med bagagerummet fyldt med planter. Denne gang kunne jeg simpelthen ikke lade være med at købe en lille bitte grøn kødædende plante, en dionaea (eller Venus fluefælde) med mange ”arme” som en blæksprut og en fælde med de tyndeste følsomme tråde i hver ende. Hver fælde er altid klar til at lukke i som to foldede hænder ved den mindste bevægelse fra et insekt, som ser bort fra faren og falder i den. Fælden åbner først igen efter fordøjelsen. Jeg bliver fascineret, når eksempelvis en flue kommer nærmere og klap! Den bliver fanget i fælden og forsøger desperat at slippe væk, mens fælden kun lukker endnu tættere omkring den. Og bliver skuffet, når den kun just berører fælden og formår at flygte, inden den bliver taget til fange.
Det var sådan jeg opdagede denne morbide fascination. Har jeg mon flere uden at være bevidst om det?