Sik’et løveliv!
Jeg kan mindes siden jeg var barn, at der hver sommer op til sommerferien var intensive fjernsynskampagner med fokus på at forhindre mest muligt, at folk igen i år forlod deres kæledyr på gaden i ferien. Selvom jeg aldrig selv har haft kæledyr, har jeg altid fundet dette ondskabsfulde fænomen hidrørende det portugisiske samfund forvirrende, forstyrrende og chokerende: først anskaffer du dig en hund, sørger for at få den vaccineret, giver den mad, etablerer et tilhørsforhold, et bånd, bliver glad for den og den for dig. Og som et lyn fra en klar himmel kommer august, og du kommer pludselig i tanke om, at du skal på ferie og har ikke lyst til at medbringe hunden, eller at man ikke må have hund dér, hvor du skal på ferie. Hvad kan man så gøre? Hundepensionat er udelukket, da du synes det er alt for dyrt, og alle venner og naboer er på ferie i samme periode eller er allerede taget af sted uden at efterlade et telefonnummer. Den eneste mulige udvej er at smide hunden på gaden (?) og overlade den til sig selv. Hvordan kan man få sig til at lave noget så kriminelt mod et dyr, som er afhængig af en?
For nylig har jeg imidlertid læst, at forholdene i Brasilien er - om muligt - endnu værre: takket være en ny lov som forbyder at vise løver og andre vilde dyr frem i manegen, har cirkusfolkene set sig nødsaget til at slippe deres løver på gaden, for lud og koldt vand, efterladt til deres skæbne! Resultat: 68 forkomne, udsultede, afpillede løver løse på gader og stræder, da de aldrig har været vant til at jage efter bytte – det var faktisk fodgængernes held, at løverne ikke var det, ellers ville der have været et blodbad. Løver i Brasilien lever et hundeliv!
Sådan som verden jo er, hvem siger, at man i fremtiden vil nøjes med at forlade hundene på gaden for at få det meste ud af ferien og slippe for besværet? Hvad med børnene og de gamle forældre?
Det siges at mennesker er tænkende dyr, tja, det er måske rigtig nok... Sommetider er de i hvert fald hjerteløse, dyr med afskyelige vaner og uden nåde eller barmhjertighed…