Zoofil
Overordnet er der to slags voksne, som man finder i zoologiske have: biologilærere og forældre. (”hvad med bedsteforældre?”) Ok, og bedsteforældre. Jeg har også altid ret vild med at tage i zoologisk have og er det stadig. Men idet jeg ikke tilhører nogen af ovennævnte kategorier, ikke vil kaldes barnlig og heller ikke har lyst til at låne en nevø eller niece, hver gang jeg får lyst til an tur i zoologisk have, føler jeg, at jeg skal have et solidt alibi for ikke at falde udenfor: hvis nogen skulle spørge, ville jeg sige, jeg er en zoofil, en elsker af naturen, især dyreriget. Sandheden er imidlertid, at jeg tager gerne derhen, fordi jeg har bevaret min barnlige fascination; i forhold til zoologiske haver er jeg ret barnlig (men kun i forhold til zoologiske haver, I skulle nødigt få et forkert indtryk af mig!…)
Lissabons zoologisk have er stadig min favorit. Jeg kender den ind og ud. Den har bevaret en klassisk stil trods mange moderniseringer. Og den har flodheste!
Københavns Zoo er bestemt også besøget værd. Den er moderne, dyrene lever under temmelig humane forhold, og der er mange flotte haver. Jeg plejer at starte med gibbonaberne, som bor på en ø i et åbent skib og elsker at svinge sig på rebene, som forbinder deres ydmyge hjem med træerne, de svinger sig på. Kommer forbi pelikanerne med fulde hage, de småsovende ugle, de rejefarvede flamingoer, som efter sigende først og fremmest lever af rejer. Aber i alle afskygninger. Til venstre ser man på den ene side de evigt fornøjede sæler og søløver, som klapper i hænderne og på den anden bjørnene – isbjørnen, de brune bjørne med legesyge unger, de sorte bjørne med hvide krav. Snart kommer vi forbi elefanthuset. Pingvinerne fremstår altid parate til gallamiddag men foretrækker en dukkert i det kølige vand. Jeg elsker at komme forbi leopard og tigerburene; deres unger ynder at lege jagt med et kaninskind, de river imellem sig.
Men det, som tiltrækker mig mest er tropezooen – jeg er helst fri for de klamme dyr fra skovbunden (eksempelvis kæmpe kakerlakker, tusindben og fugleedderkopper), det samme kunne siges om slangerne. Kamæleonerne er ret nuttede men vil helst gemme sig. De flotte sommerfugle danser rundt i luften eller sætter sig på hibiscustræerne. Men hvad jeg virkelig kom for at se er de gyldne løveaber (leontopithecus rosalia) – små orangepelsede aber fra Brasiliens atlantiske skove. Jeg mistede mit hjerte til dem i Lissabon, da en strakte armen ud og tog min finger. De hopper fra gren til gren, leger med frugten og ser tilfredse ud med al den opmærksomhed. Jeg kunne blive ved dem resten af dagen, men min mand siger drillende, at der er meget mere at se: papegøjerne, myreslugerne, løverne, girafferne med hovedet i vejret, antiloperne og impalaerne, zebraerne, strudsene, kænguruerne, Galapagosskildpadderne, kattalemurerne, lamaerne, næsehornene, kamelerne (eller er det dromedarene? Jeg kan aldrig huske forskellen), de har endda æsler. Mere end 3300 dyr og 270 arter.En fantastisk dag, som fortjener at blive gentaget snart, var ved at være forbi. Og det var da jeg blev klar over, at vi endnu ikke havde set de obligatoriske flodheste. Vi gik rundt og rundt – en zoologisk have med respekt for sig selv har velsagtens flodheste? Den i København, utrolig nok, har ikke en eneste!