Museumsgenstande
For et par uger siden sad jeg på en café og overhørte en nogenlunde jævnaldrende mand udtale distræt, at en af hans yndlingssangerinde netop havde udgivet en ny LP. Der blev stille, og flere mennesker kiggede måbende på ham. Den stakkel skyndte sig at retfærdiggøre sig selv og rette sit udsagn: ” Ha ha, jeg er slet ikke så gammel, som jeg lød før! Jeg mente selvfølgelig en ny Cd”.
Det fik mig til at tænke, at flere af de ting, jeg voksede op med, flere af disse er endda yt allerede, om nogle år kommer til at være fuldstændig ukendte for det yngre publikum og kun kan komme til at ses på museer ved studiebesøg: Lp’er, pladespillere, kassettebånd, walkmans, kuglepen, skrivemaskiner, fasttelefoner, kalendere, ikke digitale kameraer, film af 36, VHS bånd, videoafspillere, modemer, disketter, skærme tykkere end 5 centimeter, nøgler og dørlås, gasblus, mønter og sedler, pengepunge, AM og FM.
Endda Cd’er.

Hvad man kan lave på stranden på en blæsevejrsdag i oktober
Som den fanatiske og uforbederlige strandgæst jeg er, og med stranden næsten ved døren, bruger jeg den året rundt. ”Men hvad kan man lave på stranden på en blæsevejrsdag i oktober?”, spørger I måske. Mulighederne er mange:
Se solopgangen klokken syv femten.
Gå en tur langs strandkanten, rigeligt med tøj på fra top til tå.
Tælle de spæde brandmænd, som er strandet og ses spredt på sandet og ligner tykke gennemsigtige glaslinser.
Flyve papirdrager.
Kitesurfe eller windsurfe.
Observere mågerne, der i desperat frygtløshed kaster sig mod bølgerne.
Sætte sig med kæresten i læ af klitterne i en omfavnelse.
Det er bare en begyndelse.
(billede: Doug Smith @pbase.com)

Imod timen
Når man har for megen tid mellem hænderne, kan man komme til at få anderledes hobbies. Det er ikke første gang, jeg udtaler mig om emnet her; og det er atter blevet aktuelt i forbindelse med at skulle stille urene en time tilbage til vintertid i natten mellem i går og i dag.
Jeg har hørt om begrebet enkelstart, det fænomen tilknyttet Tour de France, den årlige begivenhed, som er mere effektiv mod søvnløshed end enhver form for potent sovemedicin, hvor cykelrytterne kæmper mod uret. Men frem til i dag kendte jeg ikke til Landsforeningen mod Sommertids eksistens. Jeg laver ikke sjov: der er i Danmark – og åbenbart i flere andre europæiske lande - en forening, hvis eneste formål er at afskaffe sommertiden om foråret. De kræver én fælles tid. Og foreningens formand (ja, denne foreningen er så tilpas organiseret, at der er en formand og administrerende organer) påstår, at vintertiden er den eneste rigtige tid, fastsat efter 15. længdegrad. At det er et kollektiv bedrag at stille urene frem, som at have et målebånd med elastik i. At man bliver tummelumsk, som om man havde en mini jet lag, når man skal en time tidligere op om sommeren. Og at der angiveligt opstår masser af forsinkelser i transportsektoren på europæisk plan på grund af, at vi stiller urene frem. Fatter I hvordan det?
Jeg ved bare, at jeg nød at stå en time senere op i morges : )

África minha - África nossa
Lysespots. På scenen flere instrumenter – guitarer, mandolinen, saxofonen, maracas, klarinetten, violinen, trommerne. Ovenpå et lille anretningsbord en flaske vand, et glas, et håndklæde og cigaretpakken, og ved siden af en stol.
Det afrikanske band kommer på scenen. Der klappes fra salen. Efterfølgende kommer divaen ind, barfodet og med den karisma, der har gjort hende legendarisk selv her. Hun synger på et sprog, jeg tror jeg kan forstå, men kan det alligevel kun delvis, sporadisk. Mornas, coladeiras (traditionelle sangtyper fra Kap Verde, hvor hun kommer fra), melankolske tonarter som i blues. Man danser livligt i salen til rytmen af musikken. Sangerinden, som tilsyneladende kun taler kreolsk, taler ikke ret meget med sit publikum, men alligevel har hun dem i sit hule hånd. ”África, África, África, África minha, África nossa” ”África, África, África, berço di mundo, continente fecundo. África, África, África” (”Afrika, Afrika, Afrika, mit Afrika, vores Afrika”. ”Afrika, Afrika, Afrika, verdens vugge, frugtbart kontinent”).
Midtvejs bemærker man årenes tyngde, hun bliver tydeligvis træt. Får bandet til at spille et nummer og sætter sig ved bordet, ryger en cigaret og ser ud til at fjerne sig fra alt, som foregår på scenen og i salen. Drikker en slurk vand og vender tilbage, udhvilet.
Synger videre. Tager afsked med en uprætentiøs “tchau e até amanhã” (farvel og ses i morgen). Fordi hendes publikum insisterer, kommer hun på scenen igen og giver et par ekstranummer. Og gør det klart fra starten, at der ikke bliver flere. Der klappes længe og højt.
I går var jeg på en venindes invitation (det var faktisk en tidlig fødselsdagsgave) til koncert med Cesária Évora. Jeg kendte hende kun af navn. Jeg lod mig lulle af hendes musik. Blev fascineret af hendes ydmyge udstråling på scenen – hun kom for at synge og intet andet, og det gjorde hun. Hun fyldte rummet uden brug af kunstige tilsætninger som dansere og komplekse koreografier.
Jeg kunne rigtig godt lide det.
”África, África, África, África minha, África nossa”. Musikken blev ved med at spille i flere timer efter koncerten på min indre jukebox.

Søges: Stedsans
Har I forestillet jer, hvordan det må være ikke at eje den mindste smule stedsans, ikke at kunne orientere sig overhovedet? Ikke at ane hvor man er, ej heller hvordan man kom dertil? Sådan har jeg det. Hvis ikke jeg kender ruten på forhånd, kan jeg simpelthen ikke finde vejen, uanset om den skulle være malet med rødt og signaleret med hidsigt blinkende neonlys. Jeg overdriver ikke. Og instrukser om at svinge til venstre eller til højre, eller følge den vej, der ligger parallelt med eller krydser den anden vej, forvirrer mig om muligt endnu mere. Med et kort kan jeg klare mig nogenlunde, men på tilbagevejen bliver jeg nødt til at vende kortet på hovedet, hvilket gør det umuligt at læse gadenavnene.
Derfor blev jeg temmelig stolt af mig selv, da en veninde, som var på vej til at besøge mig og ikke havde været herhjemme før, ringede og bad mig om at guide hende via mobilen. Det gjorde jeg fra hukommelsen (”Hvor er du?” – ”Ok… nu følger du den vej og ved… andet lyskryds drejer du til højre, nej, til venstre”. ”Ok, om lidt kører du forbi en kinesisk restaurant på højrehånd”, osv., osv.), og det faktisk lykkedes mig at bringe hende til døren uden uheld.
Jeg har engang læst om den videnskabelige forklaring for dette handicap eller særegen måde at fungere rumligt på, som tilsyneladende er mere typisk for kvinder end for mænd (i ”Hvorfor mænd ikke hører efter og kvinder ikke kan læse kort” af Allan & Barbara Pease, en fremragende og ret underholdende bog om forskellene mellem kønnene). Det har alt med neurobiologi og hormoner at gøre, en information, der i sig selv er en trøst, men som ikke er særlig nyttig i hverdagen.

Velkommen til Hotel Pelargonia
I har sikkert hørt om hundepensionater – en udmærket løsning, når hundeejere skal på ferie og ikke kan tage hunden med til destinationen.
Nå, nu er der også åbnet flere luksushoteller for planter. Normalt bliver de benyttet af folk med særlig eksotiske planter – palmer, citrustræer, pelargonier, oliventræer – som sagtens kan være ude på terrassen eller i haven i krukker om sommeren, men ikke kan tåle at være udendørs om vinteren og har brug for et varmere sted, hvor de kan gå i ”hi”. Der er tale om planter, som kan blive temmelig store i deres kæmpemæssige krukker, og det er langt fra alle som har plads til at have dem indenfor efterår og vinter.
For at løse pladsproblemet tilbyder flere gartnerier luksuspasning: lys, tempererede omgivelser, vanding, gødning, særbehandling, om nødvendigt en studsning, på det flere måneder varende ophold, indtil foråret kommer, og yndlingsplanten atter kan komme ud i den respektive have.
Der kræves forhåndsreservationer i lidt god tid, ligesom på en hvilken som helst luksushotel.

Indtryk
Sommetider er det de mærkeligste og tilsyneladende mest ubetydelige ting, som bliver indridset mest tydeligt i hukommelsen. Fra de første år i folkeskolen kan jeg eksempelvis tydeligvis huske altid at tegne træer med spidse kroner og med røde æbler og kirsebær i klynger på den plads, der var tilbage efter en stil; men jeg husker ikke, hvem jeg legede mest med.
Jeg erindrer ikke et tidspunkt i mit liv, hvor jeg ikke kunne læse, skrive og regne men har utallige erindringer om mislykkede tegninger og formningsopgaver – som blev for udviskede, skæve, dårligt klippet ud.
Jeg har altid elsket at gå i skole; alligevel er de gode minder få og vage, mens de dårlige nærmest står i kø.
Jeg husker ikke at have haft en yndlings dukke, bamse eller legetøj. I frikvartererne legede jeg tag-fat og hoppede i elastik med de andre. Men hvad lavede jeg mon, når de andre piger legede med dukker?
Jeg mindes tydeligt flere lejligheder, hvor min far helst ikke ville have mig nær og ikke ville blive forstyrret: når han så nyhederne eller læste avis; han plejede at sige, jeg ikke skulle gå lige under hans fødder, når vi var på tur; han kunne ikke lide, at jeg så på, mens han barberede sig. Men jeg kan ikke fremkalde ret mange billeder af de øjeblikke, hvor han sikkert rettede opmærksomheden kun mod mig. I de første år tog han mig i skole, med madkurven og termoflasken. Og hver morgen kom vi forbi bageren, og han købte den samme kage til mig til mellemmåltidet. Men sludrede vi på vejen dertil? Og kom han også og hentede mig om eftermiddagen, eller tog jeg selv hjem?
Min hukommelse virker som en kasse af gammeldags print typer, hvor der mangler tilfældige bogstaver, store som små.

”Det er slut imellem os...jer!…”
Til de konfliktsky, som undgår konfrontationer for enhver pris, har man i sommers etableret et nyt firma i Tyskland: da det aldrig er særlig sjovt at afslutte et kærlighedsforhold, har det nævnte firma specialiseret sig i at slå op for dig. For kun 375 kr. henvender slå-op konsulenten sig til din kommende ekskæreste og afslutter forholdet. Eller for det halve, hvis det finder sted over telefon: ”Hej, mit navn er hr. ditten-og-datten fra separationskontoret. Din partner har bedt mig informere dig om, at han/hun ønsker at afslutte forholdet”. Og for kun ekstra 100 kr. rydder konsulenten lejligheden for alle kundens ting.
Afhængig af kundens valg, slår slå-op konsulenten op på en ’sympatisk’ og ’venlig’ måde, eller på en mere ’direkte’ måde.
Den tyske statsborger bag firmaet med speciale i at undgå konflikter i kærlighedsforhold overvejer at udvide forretningen og tilbyde sine tjenester også til forretningsforbindelser og venskaber, der er gået i hårdknude.
Det lyder som en absurditet. har han mon mange kunder?
Triiiiiiiiiiiing! Triiiiiiiiiiiing! "Hallo... ja, det er mig..."

At gå tur med elefanten
Forleden hørte jeg i radioen på vej til arbejdet – og ret tæt ved ”gerningsstedet” – en af de forbløffende og ufattelige nyheder, som brillerer ved at være ganske utænkelige og fjollede: natten forinden havde en mand (en dyrpasser vist nok) gået en tur med en cirkuselefant i byens gader. Journalisten havde besværet sig med at ringe til politiet for at høre, hvorvidt det var ulovligt. Betjenten, som tog imod opkaldet, må have været temmelig forbavset over forespørgslen men viste det ikke. Han svarede kort og præcist, at det ikke var ulovligt at gå tur med en elefant, såfremt denne havde lygter på.
Det virker som et absurd, skørt påfund. Tænk hvis det havde været en løve eller en gepard. Eller en krokodille. Eller en pyton…
Eller en haj eller en hval på hjul, hvis det kunne lade sig gøre?…
Og er der nogen, forresten, som øjner lygter på dyret?

Jeg æææælsker skrald...
Der er visse mentaliteter, som jeg ikke begriber og heller aldrig kommer til at begribe, uanset hvor meget jeg anstrenger mig. Og andre som jeg ikke engang anstrenger mig for at forstå, da jeg ikke mener det er det værd. Et eksempel på sidstnævnte er de mennesker, som tilsyneladende uden tvivl eller fortrydelse smider skrald på jorden. Måske især for dem er der for nylig blevet opfundet en løsning, jeg finder noget desperat, men bare det virker…: talende skraldespande, som man har placeret forskellige centrale steder i København. Jeg ved ikke, om de taler konstant, eller om de bliver aktiveret ved nærheden af tilfældige forbipasserende og potentielle brugere, eller om de præsterer via særligt sensitive celler at skelne og lugte sig kun frem til dem, der kan finde på den for mig at se utilgivelige handling at smide skrald om sig. ”Hej, kom lige her du med dit skrald, ha, ha… kan du ramme spanden ?” ”Kuk, kuk, har du lidt skrald til mig?” ”Hej du, hit med skraldet, brug bøtten!” ”Juhu, har du noget til mig? Jeg æææælsker skrald.”
Jeg er stadig lidt skeptisk, om det vil have den ønskede effekt, men jeg skal nok prøve at lade være at være for pessimistisk. Ikke desto mindre forestiller jeg mig til gengæld utallige muligheder for at blive forskrækket, da jeg normalt går rundt i egne tanker og sjældent forventer, at nogen henvender sig til mig med mærkelig snak. ”Juhu, har du noget til mig? Jeg æææælsker skrald.”
Tegning: Kamilla Christiansen

Stævnemøde
For nogle dage siden inviterede min mand mig ud. Han ville tage mig til sit yndlingssted, som han ofte besøger – ”vil du med mig på biblioteket?”
Det kunne umiddelbart lyde som en lidt triviel eller endda kedelig invitation. Men vores lokale bibliotek er ret interessant. Placeret i en tidligere, ombygget, moderniseret fabrikshal, har det alt, hvad der skal til for at tilbringe en hyggelig eftermiddag. Vi fik os en forfriskning i den hyggelige lille café, og bagefter satte os og læste – jeg i et ugeblad og min mand dagens avis. I børneafdelingen kiggede vi efter vore yndlings tegneserier. Denne gang lånte vi ikke bøger. Vi havde også mulighed for at surfe frit på nettet. Og vi kunne ydermere have set en af de mange skiftende udstillinger eller have overværet et af de andre kulturarrangementer, som jævnligt finder sted dér.
Vi foretrak at låne et par dvder til at se hjemme om aften.

Hundeliv – anno 2006
Hvis I stadig er i tvivl om, at vi lever i et økonomisk privilegeret samfund fuld af kreative, begavede mennesker, må I høre: efter kostbare ombygninger af køkkener og badeværelser i stor stil, er der tilsyneladende stadig mere friværdi at gøre godt med. Og de næste, der kommer til at nyde godt af det er kæledyrene. Trofast og Fido behøver ikke længere at ligge i en tilfældig hundekurv, som ikke engang matcher designermøblerne i stuen. Menneskets bedste ven kan nu få sit eget møbel, af italiensk design, og som hedder en ”hundesofa”, lanceret af Livingoodies og inspireret i ingen ringere end Le Corbusier. Den nye sofa fås allerede i forskellige størrelser, så hunde af forskellig størrelse kan sidde komfortabelt, og i kunstlæder, ægte læder i forskellige farver og ko-, zebra- og gepardskind. Den billigste model koster fra det nette sum af ca. 2.650 kr.
Hvad siger I så?
Fremover vil det at leve et hundeliv nødvendigvis få en hel anden betydning...

Mærkater og etiketter
En egoist er et ufint menneske, der interesserer sig mere for sig selv end for mig” Ambrose Bierce (1842-1914), amerikansk journalist og forfatter

Har I lagt mærke til, hvor nemt det er at overgeneralisere, at komme med globale, eviggyldige kommentarer? Hvor mange etiketter sætter vi på os selv, andre og visse situationer? Denne kunstner er en succes; den politiker er korrupt og den anden instruktør er en fiasko. Hvorfor er du altid så negativ? Jeg kender en offentlig ansat, som er simpelthen det mest dovne, inkompetente væsen på landjorden; hun laver aldrig noget ordentligt. Den fyr er et nul på alle niveauer. Luis Figo har de bedste ben i verden (havde det nu været Cristiano Ronaldo, ville det ikke have været en overgeneralisering :-D). Denne er byens, muligvis landets, værste restaurant. Jeg har billetter til en koncert med verdens bedste rockgruppe. Jeg er altid den, der må ofre sig. Du er en egoist og tænker kun på dig selv!
Forstår I, hvad jeg mener?

Meningsmålinger
For nogle dage siden sad jeg i metroen og grinede for mig selv. Grunden hertil var en kort, absurd nyhed i avisen, hvor det stod, at 61% af alle egyptere ikke har den fjerneste anelse om, hvad en meningsmåling er. Dette blev for nylig vist i en meningsmåling foretaget af den egyptiske regerings egne officielle meningsmålingsinstitut. Dvs. 61% af de adspurgte havde ingen ide om, hvad det var for en slags undersøgelse, de deltog i. Samtidig konstaterede man, at kun 10% af de adspurgte tidligere havde medvirket i en meningsmåling, og at 49% gerne ville deltage i en meningsmåling om deres syn på arbejdsløshed, der tilsyneladende er et stor problem i Egypten. Kan det virkelig passe, at 1) der i 2006 stadig er så mange mennesker, der ikke kender til begrebet meningsmåling, når der bliver foretaget meningsmålinger om stort set alt, og de har så stor indflydelse i forhold til meningsdannelsen og beslutningsprocesser på alle niveauer? 2) Tale vi om en civilisation, der i antikken var en af de førende og mest udviklede civilisationer i datidens verden? Og 3) hvordan er det muligt, at en hel instituts arbejde er så usynlig overfor mere end halvdelen af en befolkning?
Hvis jeg ikke havde læst den i en avis, og med Ritzaus Bureau som kilde, havde jeg troet, at det var løgn.

Tanker bag rattet
Ifølge en undersøgelse fra et britisk forsikringsselskab tænker bilister på alt muligt andet end at køre bilen, når de færdes i trafikken. Af undersøgelsen fremgår i øvrigt, at 20% af bilisterne tænker på kørslen mindre end 75% af den tid, de kører bil. Resten af tiden tænker de på arbejde, familien og sex.
Hvad med indkøbslisten, og hvad man kan finde på til aftensmaden? Og hvad med alt det, der skal nås efter aftensmaden (rydde op i køkkenet, tøjvask osv.)? Og at prøve at genkalde sig, hvordan sidste uges episode af yndlings tv-serien endte? Og om det er i denne uge eller den næste veninden vender tilbage fra den lange udlandsferie? Jeg må se at huske at komme forbi biblioteket inden det lukker, og er det mon i dag, eller var det i går det havde sent åbent? Jeg må få en aftale hos frisøren snart. Og ringe til el-selskabet, som lave en fejl i regningen, de sendte ud.
Og at jeg må huske at skrive om alt det i bloggen.

@
Dem som har børn i en vis alder, kender til børnenes hyppige semantiske nysgerrighed apropos intet bestemt. ”Hvorfor hedder en giraf, giraf?” eller ”hvorfor siger man a eller b eller c men ikke d?” Selvom jeg er blevet voksen (det kan diskuteres, jeg er enig, men modsig mig ikke!…), har jeg ikke mistet denne nysgerrighed overfor, hvorfor ord hedder det, de hedder, og hvorfor de hedder noget andet på andre sprog.
Et eksempel er det grafiske tegn @, som bruges i e-mailadresser til at adskille brugerens navn fra adressen som så – eksempelvis hr.ditten.og.datten@google.com - som betyder bruger hr.ditten.og.datten i domæne google.com; eller en.eller.anden@hotmail.com – i betydning af bruger en.eller.anden i domæne hotmail.com. På portugisisk kom tegnet til at hedde arroba, som egentlig er et gammelt måleenhed svarende til ca. 15 kg, og hvorfor egentlig det?
I andre lande hedder det lille symbol 117 forskellige navne, mange af disse mere kreative og ofte inspireret af dyreverden. Eksempelvis på dansk og på svensk hedder det som bekendt snabel-a. På finsk hedder det kissanhäntä, ("kattehale") eller miukumauku ("mijavtegnet"). Og på græsk hedder det to pap’aki’ ("den lille and"). Vil I høre flere? På afrikaans er det aapstert ("abehale") – og næsten det samme på hollandsk, apenstaartje ("lille abehale"). På tysk er det Klammeraffe ("edderkoppeabe"). Polakkerne lod sig også inspirere af primaterne, i hvert fald i dagligtale hedder det małpa ("abe") eller małpka ("lille abe"). På tjekkisk er det zavináč, som er betegnelsen for en slags sammenrullet spegesild. På koreansk siger man golbaeng-i, en dialektal variation af daseulgi, som er navnet på en lille ferskvandssnegl uden tentakler. Franskmændene har selvfølgelig holdt sig til det med snegle og kalder det escargot, italienerne ligeså, chiocciola. På mandarin hedder det xiao laoshu (”lille mus”) eller laoshu hao ("musetegn"). På russisk sobaka (собака) (”hund”). Og på ungarsk: kukac ("orm" eller "maddike").
(kilde: Wikipedia)
Sjovt, ikke?

Magi!
Med så mange, og flere og flere, der møder hinanden på chatsider på nettet, denne virtuelle verden med ukendte, uforpligtende brugere, forestiller jeg mig, at der ofte må komme overraskelser og ind i mellem nogle skuffelser.
Tænk eksempelvis, hvis ham den ”høje, muskuløse, sexede mand i topform, romantisk, med fantastisk humoristisk sans, løn og stilling over gennemsnittet, egen bolig og smart bil, interesse for sport, god mad og god vine og rejser til udlandet” ved første stævnemøde viser sig at være en spinkel, klejn fyr med urealiserede atletiske drømme, fan af Júlio Iglésias og Finn (Nørbygård) & Jacob (Haugaard), lastbilchauffør, med et lejet værelse, en forkærlighed for at tilbringe weekenderne foran fjern’eren med Eurosport, især med en stor tallerken spaghetti med kødsovs og et glas papvin og for sommerferier i Torremolinos?
Eller hvis hende ”blondinen, eks-model med god smag og interesse for intellektuelle udfordringer og moderne litteratur” virkelig viser sig at være langbenet og iøjnefaldende med sit afblegede hår, kunstige negle og en passion for billige kærlighedsromaner og ”Se og Hør”?
Hvis alt i forvejen er relativt, må det være endnu sværere at bevare en eller grad af objektivitet og troskab mod sandheden i en så blind og fleksibel verden så modtagelig for projektioner som nettet.

Ikke vent til i morgen med noget, du lige så godt kunne lave i dag
Jeg ved ikke, om I lagt mærke til, hvor nemt man kan udsætte mindre behagelige eller mindre interessante ting, indtil de ikke længere kan udsættes. For nogle er det tandlægebesøget. For andre at kigge detaljeret på privatbudgettet for at vurdere, om den hænger sammen og økonomien er rimelig sund. Eller slankekuren, man har talt om i månedsvis.
For mig hører der til kategorien af udsættelige ting aktiviteter som at sy, fx sy knapper (jeg hader det), bage kager og/eller brød (som jeg faktisk rigtig godt kan lide og derfor ikke kan forstå i det mindste, hvorfor de bliver udsat), at støvsuge bilen (det er kedeligt) og foretage diverse opkald (hvilket jeg om muligt hader endnu mere end at sy knapper).
Jeg er åben for forslag til at ændre denne meget urimelige, irrationelle og lidet produktive adfærd.

Første indtryk
På det seneste har jeg været ret fascineret af det fænomen, vi kalder første indtryk; den måde hvorpå vi på få sekunder danner en bedømmelse af en person, vi aldrig før har set, med udgangspunkt i fordomme, tidligere erfaringer og små detaljer som kropssprog, stemmen eller en idiosynkratisk måde at udtale visse ord på, som instinktivt og automatisk minder om nogen, man kender – en sød, sjov veninde, den sadistiske forfølger fra skoletiden, en kollega man ikke bryder sig om eller en figur fra en film eller tegnefilm. Øjeblikkelige, praktisk talt ubegrundede sympatier og antipatier, tillid, mistillid og ligegyldighed.
De seneste fire dage har jeg været på kursus med Dr. P. Erdberg, PhD, en perfekt Donald Sutherland i den veloplagt, morsomme rolle, han havde i M*A*S*H.

Jingle bells, jingle bells…
For mig er julen et magisk, fantastisk tidspunkt på året. Jeg elsker dekorationerne, lysene, gaverne, de varme drikke i godt selskab, julekagen. Men hvert år ender jeg med at blive træt af den tiltagende kommercielle tilgang til julen. Mere end to måneder inden juleaften kan man allerede høre en julereklame i ny og næ, og inden længe eksploderer det med reklamer, og det vil blive svært at finde et sted i bybilledet uden rensdyr og julemænd i alle mulige afskygninger (nå, men jeg skulle måske ikke engang klage, taget i betragtning af, at hvis jeg boede i England, ville jeg have hidset mig op meget tidligere, da de første kataloger, jf. nogle venner derover, kom med posten allerede i augustmåned!…)
Det er bare en skam, at denne fest efterhånden er kommet til at handle mindre og mindre om familien, samvær og traditionerne og mere og mere om kroner og øre, som man investerer i ofte unødvendige, overflødige, ekstravagante ting, og hvor glæden erstattes af stress, store forventninger og endnu større skuffelser. En verden på hovedet.

Godt naboskab
Vi er så heldige at have gode naboer i opgangen: søde, venlige, hjælpsomme, gæstfri, interesserede uden at være indblandende. Der har allerede været flere hyggelige nabosammenkomster hos den ene og den anden. I ferien er der altid nogen, der vil vande blomsterne, tage posten med op og kigge til lejligheden ind i mellem. Der spilles sjældent høj musik, og når der holdes fest, hvor der potentielt kan komme larm, bliver man i forvejen adviseret.
Der er mindre heldige nabolag, hvor der opstår ubehagelige, opslidende konflikter, eller man nærmest virker ligeglad og indifferent, og i forhold til disse har man for nylig skabt et vigtigt internetbaseret hjælpeværktøj. På en hjemside kan man finde konkrete forslag til at forbedre naboforhold, med udgangspunkt i en simpel test. Nogle af de berørte spørgsmål er følgende: ”hvor mange af dine naboer ville du låne 500 kroner?” ”Synes du, at dine naboer alt i alt er hjælpsomme?” ”Hvor godt eller dårligt synes du, man i dit boligområde er til at vise åbenhed overfor tilflyttere?” ”Hvor ofte indenfor det seneste år har du hjulpet dine naboer ved at lytte til deres personlige problemer?” ”Vil du hos en af dine naboer kunne låne for eksempel kaffefiltre eller sukker?” ”Hvis du gennem nogen tid ikke har set en ældre aleneboende nabo, vil du så undersøge, om der er sket ham eller hende noget?”
Efter at have gennemgået testen fastholder jeg min indledende påstand: vi er heldige at have gode naboer. Det er en velsignelse, en gave, man ikke nødvendigvis kan regne med.

Strejker, demonstrationer og blokader
Sommetider bliver jeg temmelig overrasket over, hvad meningsmålinger kommer frem til og kan ikke lade være med at føle mig en smule ikke repræsentativ, da 1) man aldrig spørger til min mening og 2) jeg normalt har en hel anden mening end den, som bliver præsenteret som den stærkeste tendens i diverse meningsmålinger.
I sidste uge var der ballade i forbindelse med en udbredt strejke blandt pædagoger – de protesterede imod de elendige vilkår, dette i det land i verden, som investerer flest penge netop på børnepasningsområdet (det læste jeg for resten i en meningsmåling…). Flere børnehaver lukkede ned i protest, meget til flere arbejdende forældres frustration, da de ikke havde andre pasningsmuligheder med så kort varsel. Nogle institutioner lukkede ned en enkel dag, andre i flere dage takket være hjælpen fra nogle forældre, som ”besatte” institutionerne og blokerede for adgangen til de nævnte institutioner (og nu en lille privat mening: hvis man har tid til at blokere børnenes institution i flere dage har vel også tid til at passe disse børn hjemme uden at skulle ligge de offentlige finanser til last, eller?…)
Et par dage senere udkom en meningsmåling, som påstod, at 75% af befolkningen var villig til at betale endnu mere i skat – i det land i verden, hvor man i forvejen betaler allermest i skat – for at undgå besparelser på området og løse situationen.
Det mærkværdige er, at endnu engang blev jeg ikke spurgt, og tilfældigvis blev heller ingen jeg kender spurgt. At jeg ikke bliver det, lad gå, men kender jeg virkelig ikke nogen, der kan siges at være repræsentativ?

“Der findes intet bestandigt, undtagen forandring” (græsk ordsprog)
Livet vender og drejer – intet bliver som det var og sjældent som man havde forestillet sig. Eksemplerne er talrige.
Da jeg startede i folkeskolen, var jeg meget glad for min lærer og drømte derfor at blive lærer ligesom hende. Godt jeg voksede fra den ide. Hvis jeg i dag skulle stå foran en klasse af larmende, uopdragne børn, ville jeg sikkert løbe skrigende bort. Jeg har altid været glad for at gå i skole, og de første fire år var jeg vant til at have timer såvel om formiddagen som om eftermiddagen med kun en frokostpause, hvilket til min indledningsvise fortrydelse endte i femte klasse (jeg kan huske jeg udtalte mig om det i min første stil). Med årene blev det måske mindre sjovt eller mere hårdt at gå i skole; jeg ændrede i hvert fald holdning, og i gymnasiet var der intet mere kærkomment end en fri time grundet lærerens fravær. Fra meget ung blev min interesse vakt for moderne fremmede sprog, især engelsk som fra første dag kom nemt til mig. Interessen blev ikke mindre, men ad krogede, uventede veje endte jeg med at læse psykologi, som blev min rette hylde, et fag hvor jeg føler mig som en fisk i vandet.
Indtil jeg var sytten levede jeg det afgrænsede liv bestemt af mine forældre, jeg var sjældent ude med mine venner. Det år jeg blev atten og var færdig med gymnasiet, flyttede jeg til Norge alene og klarede mig fint. Året efter flyttede jeg videre til Danmark, hvor jeg blev og dannede rødder, selvom det bestemt ikke var min plan fra starten.
Hvilke overraskelser og pludselige drejninger har livet mon til mig endnu ?

Rigtige sportsfolk
Rigtige sportsfolk laver fantastiske opvisninger og scorer to flotte mål per kamp, som det var tilfældet for Cristiano i går aftes i kvalifikationskampen mod Aserbajdsjan :-)
Det portugisiske landshold spillede med den sædvanlige "4-3-3" opstilling, med Miguel, Ricardo Carvalho, Ricardo Rocha og Nuno Valente foran Ricardo, midtbanen med Costinha, Maniche og Deco og to vinge, Cristiano Ronaldo og Simão, som støttede Nuno Gomes. Portugal dominerede kampen og vandt 3-0.
Hurra for Cristiano Ronaldo! Kom nu Portugal – et skridt nærmere EM 2008!

Videnskabeligt bevist
Det er altid sjovt, når noget, man havde stærkt på fornemmelse, bliver bevist ad videnskabelig vej. Hvem har for eksempel ikke lagt mærke til, at mænd, som træner og løfter vægte intenst og overdrevent og ligner He-man eller Arnold Schwarznegger, ikke synes at være særlig intelligente? Dette er ikke engang en ubegrundet fordom længere, da et hold danske forskere for nylig har bevist netop det. Sportsfolk (lad os kalde dem det i fredens navn) som tager steroider, ser hjernecellerne skrumpe ind og dø, mens musklerne svulmer op og tager til i volumen. Kort sagt: man bliver dummere af at tage steroider. Dette fordi steroiderne stimulerer produktionen af testosteron, som i høje mængder dræber mange hjerneceller, samtidig med, at de fremmer aggressiviteten hos brugeren, i hvert fald i et laboratorium.
Her har vi en god forklaring på, hvorfor der er så langt imellem Nobelprisvindere med imponerende fysik!…