mandag, august 14, 2006


Stjernenykker
Madonna har som bekendt indledt sin verdensturné, ”Confessions”. Hun giver også koncert i Danmark, i Horsens, og jeg kender nogen som har skaffet billetter. Alle ved på forhånd, at stjerner har nykker og urimelige krav i forbindelse med koncerter: frisk frugt i omklædningsrummet til alle tider, køligt men ikke iskoldt vand på flaske, bordfodbold, champagne og jordbær i november, sikret bagdør og privatfly for at undgå påtrængende fans. Men Madonna er efterhånden blevet kendt for sine sunde vaner, store åndelighed og god, raffineret smag; ikke som i 80erne, hvor hun rendte rundt i undertøj og sang ”like a virgin”. Derfor overraskede det mig alligevel, hvad hun krævede på denne turné: et nyt, forseglet toiletsæde hver aften. Toiletsædet skal ydermere inspiceres af hendes teknikere inden monteringen. Og hvem vil kunne forklare det til japanerne, der i forvejen er så optaget af klinisk renhed? Medierne har også været forundret over et så alternativt ønske. Madonnas talskvinde har overfor en journalist angivelig udtalt: ”Og hvem ville ikke ønske et nyt toiletsæde hvor end man befinder sig?”
Hmmm… tja… jeg er ikke ligefrem fan af offentlige toiletter, men faktisk havde jeg aldrig tænkt på det.
Har det mon været en forglemmelse, at det ikke blev foreslået tilføjet Menneskerettighedserklæringen?