torsdag, august 17, 2006

Hvor er det irriterende, man!...
Jeg må indrømme, at tålmodighed aldrig har været blandt mine få dyder. Men på det seneste er jeg blevet klar over, at der er flere og flere slags mennesker, som irriterer mig kolossalt:

  • Dem som fredag eftermiddag til trods for den lange kø foran pengeautomaten insisterer på at trække en saldo og hæve penge. Indsætte kort – taste pinkode – trykke ”se saldo” – tage kort – tage kvitteringen. Indsætte kort – taste pinkode – taste ”hæve” – taste ønsket beløb – tage kort – tage penge – ”ønsker en kvittering?” ”ja” – tage kvittering – tælle penge. Og så er flere dyrebare minutter af ens liv forbi!
  • Dem som gemmer al usikkerhed og ambivalens til bageren: ”God morgen. Jeg vil have seks rundstykker… nej, hellere et trekornsbrød”. ”Skulle det være andet?” ”Nej tak…jo, nu at jeg er her: to tebirkes og en scone”. ”Med eller uden chokolade?” ”Med… uden, ja uden”. Og for at gøre situationen endnu bedre insisterer vedkommende på at betale med lige penge: ”Hvor meget bliver det?” ”tre og tredive fem og halvfjers øre” ”Fem, ti, tyve, tredive, en og tredive, to og tredive, tre og tredive, og en halv, tre og tredive fem og halvfjers, du kan selv tælle efter”, hvilket selvfølgelig udløser, at ekspeditricen tæller efter: ”Tyve, tredive, to og tredive, tre og tredive, tre og tredive fem og halvfjers, det stemmer”.
  • Dem som ikke tager sandalerne af ved indgangen til stranden og bombarderer dem, som tørrer sig liggende på håndklæderne med det sand, der bliver hvirvlet op, når de går forbi.
  • De uanstændige bilister: dem som kører for hurtigt og overhaler hasarderet. Dem som kører for langsomt lige foran mig og for at genere sætter farten op, lige når jeg skal til at overhale dem. Dem som taler livligt i mobiltelefon. Og dem som kører klistret tæt op ad mig for at presse mig til at køre over fartgrænsen. Overhal dog man!
  • Dem som uden skam smider skrald overalt – hundeejere, rygere og hundeejende rygere er i toppen af listen.
  • Dem som hoster uden at sætte hånden foran munden. Dem som spytter på fortovet. Dem som skynder sig ind i Metroen inden de andre passagerer træder ud. Dem, som er ubehøvlede over for kunderne og tydeligvis ikke synes, kunden altid har ret. Dem som uden varsel pludseligt standser på fortovet. Og dem som irriterer sig over de mindste bagateller.