Kan man regne med regn?
Vejret er et mærkeligt fænomen, da det virker så uforudsigeligt. I teorien forstår jeg mekanismerne bag vejrforhold og disses forandringer – høj- og lavtryk, kolde og varme luftfronter, cykloner og anticykloner (som den berømte og for os altid problematiske anticyklon over Azorerne), vand som fordamper, stiger til vejrs og kondenserer. Men i praksis er det stadig et ligeså stort mysterium for mig som en hvilken som helst anden af verdens store mysterier, som baggrunden for de kæmpe cirkler på kornmarker, eller hvad de Hængende Haver i Babylon hang på.
Denne sommer har fx været helt ekstrem her til lands. Hvis juli var rekord varm, den varmeste juli nogensinde, må august være den vådeste måned nogensinde (det føles i hvert fald sådan) med mere end 120 mm regn på et døgn i visse egne, og kun 3-4 dage uden regn og med nogenlunde stabilt vejr fra morgen til aften. Repertoiret har været varieret: styrtregn i timevis, lynhurtige byger, tykke dråber, mellemstore dråber, finregn, lodret regn, nærmest vandret, vindblæst regn. Stille regn og voldsom regn, tordenvejr.
Under normale omstændigheder finder jeg det hyggeligt at sidde i en krog herhjemme under et tæppe og se på regnen, sidde med en varm kop te og en bog og lytte til regnens stille pisken mod vinduerne. Men fordi jeg hader og er ked af tanken, at sommerlivet og strandlivet ser ud til at være uigenkaldeligt forbi for i år, og vi synes at nærme os efteråret med hastige, for tidlige skridt, har jeg bare lyst til at kigge op på skyerne og råber ud: ”nogen har glemt at slukke for bruseren igen i dag, man!”
Den eneste fordel er, at jeg nu igen har fået stranden for mig selv.
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home