At klippes eller ikke at klippes, det er spørgsmålet
I overmorgen skal jeg til frisør. Jeg har haft den aftale i ugevis, men som sædvanlig har jeg endnu ikke besluttet mig for, hvad jeg vil lave med mit uregerlige hår, som krøller selektivt over ørene og generelt er glat og fladt som en våd klud uafhængigt af tørremetoden. For mig er der ingen større udfordring, det er altid det samme dilemma at vælge frisure: kort? Næ, aldrig i livet! Langt? Hmmm… over eller under skulderen, eller lige til skulderen? Lige eller i etager? Glat? Med krøller? Med sideskilling eller midterskilling? Vedrørende pandehåret har beslutningen givet sig selv for længst: det går ikke med mit runde ansigt. Og permanentet blev opgivet efter firserne, da det fik mig til at ligne en vandhund. Striber? Med så forholdsvis mange grå hår som tre og trediveårig kunne en farvning forsvares. Plejende hårmaske?
Problemet er at jeg hverken har fantasi eller tør det helt vilde og ender altid med at vælge den samme frisure. Jeg bladrer godt nok hektisk i ugeblad efter ugeblad for at få ideer. Det kunne være sjovt, men… hvis jeg nu fortrød? Som om håret ikke voksede ud igen, og der var tale om noget så uigenkaldeligt som plastiskkirurgi. Eller et valg som involverer liv eller død.
Engang var jeg hos en meget skarp frisør: jeg var forberedt og gav ham tydelige instrukser om hvad jeg ville. Han svarede: ”nå, du vil bare have akkurat det samme men fem centimeter kortere, ikke?”
Så i overmorgen vil det være den samme pine: jeg vil kigge hektisk i de samme blade, spørge til frisørens kvalificerede bud, og vil sikkert gå derfra præcist som da jeg kom, blot fem centimeter kortere.
Heldigvis er der to dage til...