Kærligheds assistance
Efter det ultra-romantiske bryllup for nylig er jeg blevet hevet tilbage til virkeligheden, da jeg stødte på en hel anden – og for mig at se mere prosaisk – måde at finde kærligheden på: en 29-årig mand fra Californien, træt af at tilbringe timevis på datinghjemmesiden “Match.com”, besluttede sig for at outsource sit kærlighedsliv; han indrykkede en annonce på nettet, hvor han søgte personlige assistenter til den opgave at finde ham potentielle kærester, og nu har han et hold af assistenter spredt udover Indien, Filippinerne, Jamaica og USA. Udover at søge og kontakte de nævnte potentielle kærester, sørger de for udvekslingen af billeder og telefonnumre og planlægger hans dates. For at være hel ærlig er det eneste der mangler, at de går på date for ham… så vidt jeg ved…
Livet er rigtig nok kort, men så kort er det da heller ikke!…

Afrejse
Hvis det at tage afsted, at rejse til et fjernt land er en underlig oplevelse, som kræver tilvænning til nye landskaber, steder, sædvaner, klima, smage, dufte og sproglige tonaliteter, selvom jeg elsker mit hjem og savner det, når jeg ikke opholder mig dér, at vende tilbage efter en ferie kan også være temmelig krævende.
I dag bliver jeg nødt til at sige farvel til at tage mere reel og nærværende del i familiens og venners liv indtil næste gang. Tage afsked med den mere fremskredne sommer. Med friheden, som jeg kan tillade og unde mig selv, når arbejdet kan blive sat fuldkommen i parentes. Med mine yndlingsfrugter – jordbær og kirsebær – der allerede er i sæson i Sydeuropa.
I morgen skal jeg atter på arbejdet og må vente endnu en måned, før jordbærrene er ordentlig modne på mine kanter.
På gensyn, Lissabon! På gensyn, Sintra! På gensyn, folkens! Jeg nød virkelig samværet med jer.(fotos: felber @flickr.com)

Typer

Jeg elsker at kigge på mennesker, At sidde på en fortovscafe eller bænk i timevis og observere de forbipasserende. Og prøve på at gætte, hvilke typer de er udfra deres gang, tøj og umiddelbare attitude – den smukke pige, der gerne vil ses og er vant til at få opmærksomhed, hvor hun end går forbi; den kreative som syr sit eget tøj og kan li’ at skrive digte, male, væve, være sammen med vennerne og kun køber økologisk; den single forretningsmand, der har succes i alt, han giver sig i kast med og kan li’ at tage i byen og feste med vennerne i sin Porsche i weekenderne; kæresteparret fra gymnasiet, som ikke slipper hinanden et eneste øjeblik og udveksler indforståede blikke hver 5. minut og den ældre dame, som ikke synes om deres optræden; den ustyrlige unge og hans desperate mor, som ikke ved, hvad hun ellers skal gøre for at holde ham under kontrol; den distræte, generte pige, som er helt væk i musikken fra høretelefonerne, som sikkert er den bedste elev i sin klasse; teenageren med modetøj fra top til tå, inklusiv undertøjet der ses under de stramme, ekstremt lavttaljede jeans, og som spiller guitar i et band i fritiden.

Hvis der nu var typer. Men virkeligheden er mere nuanceret end som så.

(foto: evissa @flickr.com)

Efter bryllup
Jeg plejer ikke at være en stor fan af bryllupper. Lange dage, hvor man spiser meget, drikker mere og taler meget lidt sammen.
Men i går var vi, som I ved, til et bryllup. Som på alle måder overgik mine forventninger: den var enormt romantisk! Og en interessant blanding af portugisiske og danske traditioner, som alle gæster tog meget pænt imod og levede sig ind i. Og, i modsætning til andre bryllupper, hvor jeg plejer at komme til at sidde ved siden af fremmede, som man meget svært kan komme i dialogmed, sad jeg denne gang ved en gammel bekendt fra gymnasietiden, hvilket gav anledning til rigtig megen snak.
Maden varvelsmagende. Musikken – primært fra 70erne og 80erne – var ligeledes god, og jeg fik danset en hel del.

(fotos: garthimage @flickr.com og Lemon2 @flickr.com)

Bryllup
I dag skal vi til et vennepars bryllup i Sintra (den lille by nær Lissabon, omgivet af bjerge og hvor små paladser skyder op i landskabet, som jeg skrev om i går).
Hvis forlovelsen allerede var ekstremt romantisk – på en restaurant i Rom, med særlig udvalgt baggrundsmusik, røde roser, og frieri på knæ – er mine forventninger til ceremonien i dag enorme, stedet taget i betragtning; og da der er tale om en af de mest romantiske og forelskede par, jeg kender.
To vidt forskellige temperamenter og personligheder – ham en dansk Viking, og hun en latino med stor L.
Utroligt hvad livet bringer!…
Tillykke og de bedste ønsker for brudeparret!

Tur til Sintra
I går tog vi til Sintra – en af mine favoritte steder. For at spadsere i det varme vejr, ånde dets atmosfære så fuld af historie og kønne, seværdige hjørner. Og få en kop kaffe (“bica“, der svarer til espresso) med en dejlig “travesseiro” og en “queijada” (traditionelle kager fra den by) til i konditori Piriquita. Det smagte bare skønt!
Og, tilfældigvis mødte vi det kommende brudepar dér. De var slet ikke nervøse, slet ikke stressede. De nød bare livet. Ligesom vi.

(fotos: Arnaldo (Interata) @flickr.com, javier almarza @flickr.com, passiflora @flickr.com, van nessy @flickr.com og Emmett Unlimetted @flickr.com)

De bedste gaver
Jeg elsker at give gaver og ikke mindre at modtage dem. Jeg bliver spændt over hemmelighedskræmmeriet ved begge dele og de intentioner og tanker investeret i dem.
Hvis jeg er giveren bruger jeg masser af tid på at gennemtænke, hvad den perfekte gave kunne være og det rette øjeblik til at give den i, på at skjule hvad jeg erindrede var blevet nævnt i forbifarten i et øjebliks distraktion som et brændende ønske. Og jeg begynder at forestille mig de reaktioner af den, som vil pakke den op en bestemt dag på et bestemt tidspunkt.
Hvis jeg er modtageren, føler jeg mig som et barn juleaften; jeg bliver berørt over overraskelsen, over at det blev tænkt på mig. “Er det til mig? Hvad kan det mon være? Jeg lavede ikke en ønskeliste...”
Den bedste gave, jeg kan få, er at få mulighed for at tilbringe tid med gamle venner, hvilket vi gjorde i aftes. Afslapningen, det at tale om alt muligt, det uhøjtidelige ved et dagligdags måltid mad, løftet om at ses igen inden vi rejser lang borte.
I går modtog jeg en af den slags gaver.
Og ikke kun: jeg fik også to smukke origami sommerfugle (på billederne), fulde af symbolik, lavet af min kæreste og mest kreative og kunstnerisk begavede veninde. Hun lavede dem idet hun tænkte på mig. Tusind tak! : )

(fotos: papel químico @flickr.com)

Mobilvaner - 3
Hvis mobiltelefonerne har mange fordele, er deres største ulempe for mig at se, at der er kommet en ufattelig mangel på blufærdighed vedrørende de samtaler, man breder ud for fuld offentlighed. Det er eksempelvis ikke sjældent, man hører en samtale mellem fremmede, hvor nogen skælder ud eller fremkommer med ret slibrige og intime detaljer om kærlighedslivet, hvor som helst man befinder sig. Personligt finder jeg det ret ubehageligt, det er som at blive taget som gidsel, blive ufrivillig vidne til en tilfældig andens privatliv.
Jeg kom igen i tanke om det, da jeg for nylig sad på min balkon på anden sal og slikkede sol og pludseligt hørte en polifonisk tone fra fortovet lige nedenunder. Efterfulgt af en kvindestemme i en meget vred og anklagende tone, som skældte en, jeg gættede var faren til hendes søn, der lå i barnevogn, sønder og sammen for ikke at interessere sig nok for sønnen. Og for at farmoren heller ikke interesserede sig spor for barnebarnet bla bla bla osv. Og ”jeg er dødtræt af det her bla bla bla”.
Jeg overvejede at rejse mig, gå frem på balkonen for at gøre hende tydeligt, at det måske var en bedre ide, hvis hun førte samtalen andetsteds uden et publikum. Men hun virkede så vred, at jeg ikke engang turde, sæt hun fandt på at slynge en sten efter mig eller noget.
Med så mange steder derude, hvorfor skulle hun absolut stå og føre en samtale af det kaliber lige dér nedenunder min balkon?!…
(foto: edEx @flickr.com)

Mobilvaner - 2
Og stadig meget apropos emnet for gårsdagens post læste jeg for nylig i en undersøgelse, at det at tale sammen og kommunikere udvikler hjernen; og at den kendsgerning, at vi – med mobiltelefoner, mail og messenger – i tiltagende grad bruger mere tid på at tale i telefon og skrive beskeder, har bidraget til den store vækst i de senere år af de hjernecentre, der knytter sig til sproget.
”Men bliver det ikke for meget?”, spørger nogle, ”Har man ikke brug for nogen tid, hvor man ikke er i gang med at kommunikere med nogen?”. Ifølge forskerne: åbenbart ikke, så længe vi ikke bruger de forskellige kommunikationsmidler samtidig og således overbelaster vores hjernekapacitet.
Faktisk tværtimod: tendensen til at kommunikere så meget bibringer den fordel, at man etablerer forskellige netværker, hvilket forebygger den isolation og social fremmedgørelse, som man potentielt kunne risikere i vores stressede tid.

Mobilvaner
Da mobiltelefonerne først blev populære midt i halvfemserne, kan jeg huske, at vi havde min søster på ferie hos os og at hun, der altid har været eminent til at tegne, lavede et par karikaturtegninger af forestillede situationer, der involverede mobiltelefoner: en mand, der sidder på en bænk mellem to telefonbokse og er lige ved at få en dueklat i hovedet, mens han taler i mobiltelefon; og i den anden en mand, som står bag en busk og tisser, mens han taler i mobiltelefon.
Åbenbart har karikaturtegningerne fået liv – i hvert fald i Norge, hvor ifølge en undersøgelse lavet for nylig af et teleselskab tre ud af ti normænd ikke tøver med at tage telefonen, mens de sidder på toilettet; seks ud af ti taler i mobilen, mens de er sammen med familie og venner og fem ud af ti mens de er på café eller restaurant.
Mangel på gode manerer? Tegn på stress og tidsknaphed? Eller på en ide om, at man skal være uunværlig fire og tyve timer i døgnet? Hvad synes I?
(foto: - Ooops – af: jeremy.plemon @flickr.com)

Sardiner
I går udnyttede vi det gode vejr og det at have god tid og grillede sardiner.
Der er intet mere portugisisk eller mere sommerligt end en god portion grillede sardiner på brød med sprød skorpe, spist udendørs blandt venner og ledsaget af salat med grillede peberfrugter og god vin. Og til dessert modne jordbær, der smager af sol. Jeg har ikke brug for andet til at smage et øjebliks uendelig lykke og nostalgi.
Hvis ikke de var spist, ville jeg invitere jer til bords…
(foto fra: estradasperdidas.blogspot.com/2006_06_01_arch...)

Genbrug
Heldigvis har jeg et godt helbred, som gør, at jeg kun yderst sjældent går til lægen. Men for nogle dage siden var jeg nødt til at kigge forbi for at få lavet en urinstiks. Jeg tog en prøve med i et lukket bæger og så ikke engang min læge, da det åbenbart sorterer under sekretærens opgaver at undersøge urinprøver.
Mens vi ventede på resultatet, opdagede jeg tilfældigvis endnu én af menneskers mærkværdigheder. Dette fordi hun pludseligt vendte sig til mig og spurgte:
- hun: ”vil du tage emballagen med hjem?”
- jeg: ”nej, helst ikke, tak.”
Stilhed.
Og mens jeg funderede på det bizarre ved spørgsmålet, hun havde stillet, tilføjede sekretæren:
- hun: ”ved du, nogen insisterer på at tage emballagen med hjem.”
- jeg: ”er det rigtigt? Med hvilket formål?”
- hun: ”jeg ved ikke rigtigt, de vasker den og steriliserer den til senere brug.”
- jeg: ”?!…”
Et tilfælde hvor genbrug helt tager overhånd, mon?…
(foto: Doug One shot @flickr.com)

Videnskabeligt øl
Jeg har aldrig været den store fan af øl, men ind i mellem, under ideelle forhold (en meget varm dag i selskab af gode venner i begyndelsen af weekenden), kan selv jeg nyde en kølig øl.
Som ikke fan kan jeg ikke prale af at vide så meget om øl: hvad forskellen er mellem forskellige mærker, forskellige typer eller forskellige bryggemetoder. Men jeg må indrømme, at jeg blev overrasket, da jeg for nylig læste, at ølboblerne følger en bestemt matematisk formel, og at det er muligt at forudsige, hvordan skummet vil udvikle sig i øllet ved at anvende den famøse formel, som netop er blevet opdaget af to amerikanske videnskabsfolk. De påstår, at formlen har flere andre anvendelsesmuligheder end at skænke en perfekt fadøl.

Imidlertid spørger jeg bare:
1) Hvilke andre anvendelsesmuligheder?
2) Hvordan fandt de mon på at forske i øl skum? Og
3) Hvor mange øl havde de mon allerede fået indenbords, da de fik ”inspirationen”? : )
God weekend!
(foto: bitzi @flickr.com)

Afrejse
Vi har pakket kufferterne og taget hensyn til de nye og ret frygtelige europæiske antiterroristiske regler om emballager med væsker. Som sædvanlig før en stor rejse har jeg næsten ikke lukket et øje i nat af bare spænding.
Om blot nogle timer vil vi gå ombord på en TAP (det portugisiske luftfartsselskab) afgang til Lissabon. Det er mange år siden, vi sidst rejste med TAP, som almindeligvis har de dyreste priser på markedet, men i øjeblikket er det det eneste luftfartsselskab, der flyver direkte mellem København og Lissabon. Så på den måde er jeg ikke spor ked af at skulle rejse med TAP: jeg ved ikke, om I ved, at det er muligvis det europæiske luftfartsselskab med den bedste service ombord. Ikke tale om SAS, British Airways, Sterling eller Alitalia: jeg finder de portugisiske stewardesser de mest venlige og imødekommende, og måltiderne ombord minder virkelig om miniature-måltider i forhold til den... forplejning, de andre serverer.

Vi skal til det bryllup, jeg tidligere har nævnt, senere på måneden og tog lejligheden til at tage nogle dage for at se familie og venner i Portugal.

Jeg medbringer strandkurven, men jeg lover ikke at skrive hver dag; så vi må se… ellers på gensyn, når vi kommer hjem igen.

Forår
Jeg ved, at det er forår, fordi jeg, til trods for at vækkeuret er stillet til klokken 6:05, hver morgen vækkes omkring klokken 4 om natten på grund af fuglenes højlydte kvidren, idet de ved det første spæde tegn på sol tilsyneladende er fuldstændig vågne og klar til at begynde dagen tidligere end alle andre.
Jeg ved ikke, hvordan de formår det, da jeg på det tidspunkt finder det umuligt at mobilisere ret megen energi.
Selvfølgelig, hvis nogen vækkede dem med højlydt fløjten, før deres biologiske ur gik i gang, ville de nok ikke udvise så megen energi, som der er tilfældet…
(foto: tidseline @flickr.com)

Blind flyvning
Kan I huske, at jeg på et tidspunkt refererede en sær nyhed om en blind mand, som havde kørt bil gennem en lille by ved hjælp af de uundværlige instrukser fra en seende ven? Et dristigt projekt, ikke sandt?
Hvad ville I så sige, hvis jeg fortalte, at en blind mand, Miles Hilton-Barber, for nylig styrede et fly på en 21.000 kilometer lang rejse fra London til Sydney med en seende co-pilot ved sin side? Det er sandt ifølge Ritzau, og det siges, at det var hans drømme flyvetur.Men hvad mon co-piloten (ham med solbrillerne på billedet) siger om oplevelsen? Frygtindgydende måske? Et øjebliks sindssyge, som han fortryder? Eller en ægte udfordring på liv og død, som han ikke ville have undværet og ville gentage hvis muligt eller om nødvendigt?
Og mon denne af sin art ”jomfruelige” flyvning åbner præcedens for blinde indenfor flyvning i fremtiden?
Jeg ved bare én ting med sikkerhed: jeg ville aldrig være gået ombord det fly!

Kineserier
Og apropos turister...
... med de 2008 Olympiske Lege rundt om hjørnet, er værtslandet, Kina, begyndt på forberedelserne til den store begivenhed. Jeg forestiller mig, det involverer at bygge infrastruktur og megen, megen logistik. Men en af de største udfordringer, med det formål at give et godt indtryk af landet overfor de udenlandske besøgende af OL, har tilsyneladende været at opdrage de nationale turister, som stadig udgør flertallet af turisterne i Kina.
En undersøgelse lavet af en komité udpeget af den kinesiske regering sidste år har nemlig afsløret, at mange kinesere ikke respekterer de mest grundlæggende regler for acceptabel social adfærd: de respekterer ikke deres plads i køer og springer foran i køen, smider affald på gaden, spytter på gaden og laver ret højlydte og klamme harkelyde. Og alt det ser ikke særlig godt ud.
Og da det ikke nødvendigvis er en politiopgave, er det turistbureauerne og turistguiderne, der har fået ansvaret for at opdrage de kinesiske turister og er pludseligt blevet upopulære hos dem, de allerede har belært om gode manerer.
Man kan sige meget om Kina, men jeg finder, dette er udmærket godt initiativ, som gerne måtte inspirere de øvrige…

Morbide hobbyer
For dem der nyder at rejse og sætter pris på at følge det nyeste nye indenfor populære rejsemål, er det store hit lige nu at besøge de kendtes grave og ”seværdigheder” forbundet med store katastrofer. Som den for nylig afdøde Anna Nicole Smiths grav, der på få måneder har haft flere besøgende end mange museer og monumenter på år. Eller prinsesse Dianas gravsted. Eller ”Ground Zero” (på billedet) i New York, hvor der tidligere var placeret World Trade Center, nu monument for den tragiske død af tusinder af amerikanere i forbindelse med terroristangrebet 11. september 2001.
Det siges, at det virker terapeutisk, at man dermed bearbejder sine følelser, men på mig virker det mere som om, man går efter sensationalismen i det.
Da skotterne er gode til at tjene penge, udbyder Glasgow Universitet allerede ”dødsturisme”, som denne morbide form for turisme er blevet døbt, som et fag på pensum på rejseuddannelserne.
Er det ikke bare mærkeligt?
For ikke at tale om, at de stakkels kendisser ikke engang kan få fred i døden…

Melodi Grand Prix
I aften skal vi, traditionen tro, se Melodi Grand Prix sammen med min svoger og svigerinde. Musikken lader meget at ønske efter, afstemningen er ikke spor objektiv, og de østeuropæiske kvinders klæder bliver mere og mere flovt usynlige.
Men alligevel kan jeg ikke lade være med at nyde den internationale atmosfære, som skabes ved sådant et arrangement, og som samler Europa og europæerne meget mere end europæisk politik.
Jeg kan godt li’ at se de korte videoindslag forud for sangene, hvor man ser forskellige facetter fra værtslandet (i år Finland, som vandt sidste år med et band bestående af heavy metal ”syngende” monstre – det siger alt om kvaliteten, men anyway…); at følge pointgivningen og år efter år konstatere, at de største points går til nabolandene – fraset Spanien, som altid giver Portugal points men i den lave ende af skalaen (mange ”tak”, ”hermanos”…); at høre dommerne (”Nicosia calling…”) og værtsparret forsøge sig med nogle gloser på fransk og engelsk: “la Suède huit points, Sweden eight points. Le Royame-Uni...”. Der er intet mere tilfredsstillende på tv-programmet hele året - ok, undtagen Cristiano Ronaldos fodboldkampe... ; )
Jeg håber ikke, at vinderen, som det har været tendens de senere år, bliver en eller anden østeuropæisk dame, som har glemt halvdelen af nederdelen derhjemme...
(fotos: Glen Webb e Alain Duit @eurovision.tv)

Forkælelse og luksus
Om to uger skal vi til et vennepars bryllup. En anledning som kræver, at jeg viser mig fra min bedste side og stadser mig op bedst muligt, hvilket udover tøjet inkluderer en tur til frisøren i eftermiddag. Jeg har tidligere underholdt om mine evindelige dilemmaer og ambivalens overfor netop denne særlige situation. Men i dag er jeg tilfældigvis rolig og afslappet, og jeg ser endda frem til at lade mig forkæle af min snaksaglige frisør. Jeg ved, at hun vil bringe te, frugt og dameblade, vil spørge til den seneste ferie og den kommende ferie og vil tage sig god tid til at vaske, klippe, farve, give hårkur, massere, udglatte, føntørre, mens jeg fortaber mig, lader mig lulle ind af ord og baggrundsmusik - Justin Timberlake, Dixie Chics, Robbie Williams eller hvad der ellers spiller på top 10 i øjeblikket - og kun tænker på trivialiteter som frisurer, hvilke produkter jeg skal have med hjem til håret og planerne for weekenden.
Denne gang, da der er tale om en særlig lejlighed, får jeg måske også en manicure.

Moderne diagnose
Mange diagnoser er præget af moder: på Freuds tid var hysteriet almindeligt især blandt kvinder, mens man stort set ikke ser det længere i den vestlige verden. Frem til 80erne var flere seksuelle perversioner, nu generelt accepteret af flertallet, psykiatriske diagnoser, som krævede intensiv behandling. Aktuelt taler man mest om personlighedsforstyrrelser og spiseforstyrrelser som anoreksi og bulimi.
Og den teknologiske udvikling har også bidraget med en interessant diagnose i ny og næ, som det er tilfældet med ”mailoholisme”, en lidelse som rammer dem, som ikke kan lade være med at tjekke arbejdsrelaterede mails i fritiden.
Da en diagnose i sig selv ikke er særlig interessant, hvis ikke man samtidig har en effektiv behandling – som psykoanalysen for hysterikerne på Freuds tid og kognitiv terapi overfor depression og angstlidelser – har den amerikanske psykolog Marsha Egan også udviklet en afvænningsbehandling for at hjælpe de mest uforbederlige ”mailaholikere”.
Om den har vist gode resultater ved jeg ikke. Man I må have mig undskyldt for at runde af nu – jeg har lige modtaget en sms...
(foto: Scott Ableman @flickr.com)

Moderne ting – 2
De første gange jeg overværede forelæsninger i PowerPoint blev jeg fascineret af lysbilledernes kvalitet i forhold til andre indtil da gængse formidlingsmidler. Siden da er den første entusiasme blevet afløst af et mere realistisk syn på sagerne, efter utallige gange at være vidne til forskelligartede tekniske problemer og flere højtuddannede personers desperation over maskinens manglende vilje til at samarbejde.
Ovenikøbet har en gruppe forskere fra South Wales University for nylig dokumenteret (sikkert på PowerPoint endda), at undervisning understøttet af PowerPoint er mere distraherende end fremmende for indlæring. Dette fordi den åbenbart bliver ret kedelig, og der er en generel tendens til at sige præcis det samme, som står på sliden, hvilket overbelaster koncentrationen og hukommelsen.
Hvis det forholder sig sådan, har jeg nok ikke lært ret meget nyt de sidste 2-3 år… hmmm… hverken jeg eller nogen på et vist akademisk niveau… Foruroligende, ikke?

Moderne ting – 1
Som om det ikke var tilstrækkeligt med planerne om at erstatte sundhedspersonale og bartendere med robotter i en nær fremtid, er der nogen der taler for at sende dommerne samme vej og få computere til at afløse dem og udfylde deres rolle. Loven er trods alt loven, A fører til B, og tidligere juridiske beslutninger kan nemt generaliseres på en automatisk og mekanisk måde.
Dette system anvendes allerede i Kina (hvis retssystem efter mening er… jeg har ikke engang ord til at beskrive det…), og dets forsvarere mener, at det er en effektiv måde at udrydde den menneskelige sympati og medfølelse fra retten.
Må Gud forbarme sig, hvis det bliver sådan!…
(cartoon: Mark Parisi @off the mark.com)

Til trods for at jeg tidvist sprang flere centimeter op i vejret af bare skræk, synes jeg faktisk, at det var en super-fed film med spændende special effects. Anbefalelsesværdig - for voksne med stærkt hjerte : )

Spiderman
I aften skal vi i biffen. Vi har fået foræret billetter til den tredje film i Spiderman-trilogien, som havde premiere for nogle dage siden (hvis man imod alle forventninger laver en fjerde, bliver det nok bøvlet… hvad kalder man fire film om det samme tema? Kvadrilogi?). Jeg har læst, at vores superhelt i denne møder og må konfrontere sin skyggeside og, som altid, kæmpe imod diverse superskurke.
For Spiderman fans og fiktionselskere er det måske interessant, at en gruppe italienske forskere fra Torinos universitet er ved at lægge sidste hånd på en ægte Spiderman dragt, som muliggør at klatre op ad lodrette vægge ved hjælp af nanoteknologiske gribehår lignende gekkoens og skyde med superstærke usynlige spind. Projektet er så alvorligt, at det er blevet offentliggjort i det anerkendte videnskabelige tidsskrift ”New Scientist” for nylig. Forskerne planlægger at anvende deres revolutionerende opfindelse til astronauterne eller militæret.
Det ville ellers være sjovt, hvis almindelige mennesker fik adgang til den nye Spiderman dragt. Det ville være perfekt, når man vil fjerne spindelvæv, der til tider hænger fra de mest upraktiske og utilgængelige steder.

Johans ark
Hvem har ikke hørt om Noahs Ark, bygget af den selv samme til at overleve den bibelske syndflod? Når man hører det nævnt, kommer de fleste måske i tanke om et billede af dyr, der parvis går opad en rampe og ombord arken.
Da der næppe er grænser for de særprægede hobbyer, har en hollænder, Johan Huibers, for nylig og efter to års intensivt arbejde blevet færdig med at bygge en tro kopi, om end fem gange mindre, af den legendariske ark. Den holder til i Schagen. Den er næsten lige så stor som en fodboldbane, har tre etager og til ære for den oprindelige ark har den modeller i virkelig størrelse af giraffer, elefanter osv., osv. Derudover har den en biografsal med plads til 50 mennesker og – meget apropos – er det planlagt at anlægge en zoologisk have ombord.
I en tid, hvor det siges at vejret er under opvarmning, og i et så fladt land som Holland omkredset af havet, er en sådan konstruktion nok ikke en dårlig ide – en kæmperedningsbåd.

Hvem er bange for den stygge ulv?
Mennesket har et meget simplificeret og polariseret billede af de vilde dyrs temperamenter, personligheder og karakteristika: der er de gode og de ondskabsfulde, de søde og de ulækre, de harmløse og de farlige. Den hvide due er et fredssymbol, løven er majestætisk, hyænen er dum og ond, ræven er snedig, og ulven, den stakkels, symboliserer alt det onde, gemene, enigmatiske og lidet tillidsvækkende.
Måske af den grund har den været udryddet i mange europæiske lande i årtier. I Danmark blev den sidste vilde ulv skud i 1813, og sådan som den bliver anset – som faretruende for dyr og mennesker, selvom der ikke er beviser for, at den nogensinde har angrebet mennesker – tvivler jeg på, at den vender tilbage; og skulle den forvilde sig hertil (da der jo er ulve i de øvrige skandinaviske lande, Tyskland og Polen), tvivler jeg på, at man lader den formere sig. Det er mest sandsynligt, at den kommer ud for en ”ulykke”, selvom der er tale om en truet art.
Det er en skam: de er så smukke!…

Toiletpapir med måde
I vor tid er der ingen, som ikke bekymrer sig for miljøet på den ene eller den anden måde (ok, der er der, men de er ikke omtanken værd, så: der er der ikke!…), og den enkelte prøver at forbedre det, som man bedst kan: nogen går eller cykler for at undgå at tage bilen så ofte; andre prøver på at spare på vandet, bruge mere miljørigtigt vaskepulver, genbruge emballager, købe økologisk, osv.
Og sangeren Sheryl Crow er begyndt en indædt kamp for at forbyde overforbruget af toiletpapir: hun foreslår, at det er mere end nok med et stykke papir ”bortset fra ved væmmelige situationer, hvor der måske er brug for to eller tre stykker papir”. Hun startede på denne kampagne på flere universiteter og påtænker ikke at blive kun ved dem.
Hun er også blevet modstander af bruget af papirlommetørklæder, og som alternativ har hun designet en serie af tøj med aftagelige ærmer til formålet (men hvis det er om vinteren, dér hvor de fleste forkølelser finder sted og kræver konstant at skulle pudse næse, er det nok træls at skulle gå rundt uden ærmer… men sangerinden selv erklærer, at hun ikke har gennemtænkt alt. Javel…). Disse og flere andre initiativer kan man læse om på hendes hjemmeside.
(foto: theram4jc @flickr.com)

Nyt hemmeligt våben
Da jeg var, barn talte man meget om Den Kolde Krig, Warszawa-pagten og landene bag Jerntæppet. Mange film var befolket af spioner og kontraspioner, det var Agent 007’s højtid.
Efter Berlin Murens fald i 1989 taler man efterhånden mindre om spionage, selvom den sikker stadig findes såvel på militært eller politisk som industriel niveau. Og engang i mellem dukker en historie op. Som da der var de store oversvømmelser i New Orleans for år tilbage, og det kom frem, at en flok dræberdelfiner trænet af CIA var svømmet ud af deres bassiner.
Da fantasien jo er alt i disse sager, ser det ud til, at russerne som sædvanlig ikke vil stå tilbage for nogen: ifølge Ritzau og Reuters arbejder russiske marinebiologer i øjeblikket på et tophemmeligt projekt (hvis det er så hemmeligt som det siges, kan jeg ikke begribe, hvordan nyhedsbureauerne har fået nys om det… journalistisk spionage, monstro?…) til det russiske søværn: sæler trænet til at advare imod fjendtlig tilstedeværelse i de arktiske farvande.
Stakkels sæler, ufrivilligt indblandet i international politik på højt niveau!…