Lidt over tre uger til jul...
* har jeg hængt de første lysekæder op (inspireret af naboerne, som har fået lysekæder på altanernes gelændere og buske)
* har jeg nydt den første gløgg (og den anden), hmmmmmm.....
* har jeg hentet de to kasser med julepynt og julekrybben
* har jeg pakket de 24 små gaver til en venindes julekalender (det er efterhånden en gammel tradition), som blev sendt med posten i går. Min mands 24 gaver er sat frem i stuen og venter på ham
* i går gik jeg i gang med at skrive de første julehilsner
* og i morgen eller i overmorgen vil jeg ud og finde lidt flere julegaver
Have yourself a merry little Christmas...
(foto: cherry blossom @flickr.com)

Social solidaritet
Sommetider bliver jeg overrasket over de kontraster, som man ser i vores postmoderne samfund, hvor man side om side for eksempel kan se ekstrem civilisering og ekstrem egoisme og ubetænksomhed. Jeg tænke på det, da jeg forleden ventede på metroen. For at underholde mig selv, mens jeg ventede, kiggede jeg på reklamerne på tv-skærmen: en reklame om den nye Agent 007-film, Casino Royale, med den nye James Bond; en opfordring til solidaritet med sulteofrene i et eller andet afrikansk land; men det var en anden reklame, der fangede mit øje: en ekstremt smilende mand, som så enormt positiv ud, med en arbejdstaske og i habit. I store bogstaver så man overskriften: ”JEG RÅBER IKKE…”, efterfulgt af teksten ”selvom toget er forsinket og jeg kommer for sent til mødet”. ”Stewarderne passer jo bare deres arbejde”. Derfra udledte jeg (jeg er så sjældent med metroen, at jeg nemlig ikke har hørt om det), at personalet må enten være blevet udsat for vold eller verbale overgreb, som må have ført til den pågældende kampagne.
Mit spørgsmål er følgende: hvordan er det muligt at være så bevidst omkring dyrenes rettigheder og behovet for at passe på miljøet og handle miljørigtigt og være solidarisk med folk på et andet fjernt kontinent, når man samtidig kan være så uforskammet og grov overfor dem, der prøver at passe deres arbejde bedst muligt, og uden engang at have synderlig indflydelse på, hvordan tingene forløber, grundet en sølle forsinkelse i de offentlige transportmidler?
P.S.: Min tanke blev tilfældigvis bekræftet i går: i en anden reklame fra samme kampagne kunne man se en smilende ung mand og læse følgende: “JEG SLÅR IKKE...” “selvom togpersonalet vil se min ’glemte’ billet“.

Til forældrene til teenagere
Der er intet mere irriterende end en konfliktsøgende og ekstremt egocentrisk teenager. Det siger mange forældre til mig, og det er præcis samme reaktion, som jeg levende erindrer, jeg fik fra mine forældre i mine teenageår, hvor den hjemlige stemning blev som minimum eksplosiv.
En ny undersøgelse fra University College London bringer ikke nødvendigvis gode nyheder men måske et lille plaster på såret til forældrene med teenagebørn: neurologer har nemlig fundet ud af, at det ikke kun drejer sig om hormoner og manglende opdragelse, men at teenageres selviskhed og ubetænksomhed især skyldes den måde, hvorpå deres hjerne fungerer. Det er blevet bevist, at folk i den alder bruger en anden del af hjernen end voksne, når de skal træffe beslutninger, hvilket resulterer i, at de tænker mindre på konsekvenserne af deres beslutninger og handlinger i forhold til såvel andre som sig selv.
Jeg plejer at bruge analogien om, at teenagere i nogle år faktisk fungerer som hjerneskadede: de kan ikke undgå at lave fejl, selvom de ville det. Så fortvivl ikke men vær tålmodige, giv dem tid, og alt vil normaliseres før eller siden.

Musik i kampen mod stress
Ifølge en rundspørge lavet af BBC er der kun ca. 20% af befolkningen, som lytter til musik på jobbet. Hvilket er lidt af en skam: udover ikke at udnytte den gode og afslappede stemning, som megen musik bibringer, bruger man heller ikke musikkens positive effekt på helbredet.
Det siger jeg med udgangspunkt i en ny undersøgelse fra Sheffield University, som viste, at humøret bedres betydeligt og stressniveauet falder, når der er musik på jobbet, mens effektiviteten stiger.
I, I, I, I'm staying alive, staying alive...

Haaaaaya!
En af mine mest dyrebare og uundværlige ejendele er en DVD med de bedste øjeblikke af ”The Muppet Show”. Mine jævnaldrende husker med garanti ”The Muppet Show” – den grønneste Kermit, som evigt forsøger det umulige, det at få showet til at hænge sammen på en fornuftig måde, og som konstant får tæsk af den temperamentsfulde og melodramatiske Miss Piggy, som er vildt forelsket i ham (haaaaaya! Smæk!) Den ulykkesfugl til Gonzo med alle hans mislykkede cirkusnumre, og hans lige indenfor stand-up komedie, Fozzie Bear, hvis vittigheder lader meget tilbage at ønske,. Den uforlignelige Svenske Kok (“birdie, durdie bub barababub bock bock bock...”) med sine flyvende ingrendienser og ditto gryder. Rolf, pianisthunden og den usofistikerede brutale Animal ved trommerne. Videnskabsmanden med alt for megen fantasi og halv farlige opfindelser og hans patetiske men forståeligt nok bange assistent (og forsøgskanin). De to gamle, som forholder sig konsekvent kritisk og klagende, men som jeg altid har mistænkt for inderst inde at nyde showet. Og de uforglemmelige melodier som Mana Mana.
En sand perle indenfor børneunderholdning, i hvert fald for dem, som voksede op med disse uhøjtidelige karakterer. Husker I dem ikke?
It’s time to play the music
It’s time to light the light
It’s time to make the Muppets
On the Muppet Show tonight
It’s time to put on make up
It’s time to dress up right
It’s time to get things started…
Min lille Kermit kigger over fra reolen mellem bøgerne og gør store øjne.

Newsflash!
Jeg er blevet tante! Så snart telefonen ringede vidste jeg det godt.
Vores nevø lod os alle vente på sig i mere end en uge, men da han endelig bestemte sig til at komme til verden og vise sig, gik det ellers stærkt: i løbet af en time fra at være kommet på fødeafdelingen, fødte min svigerinde, uden bedøvelse eller komplikationer; sådan skal det gøres!
Det eneste trælse lige nu er, at vi må vente yderligere på besøgstiden, som først er engang i aften, for at se purken. Nu skal der forkæles i stor stil!
Tillykke til de stolte forældre fra den utålmodige og forventningsfulde tante : )

Copenhagen by night (Friday/Saturday night)
Måske fordi jeg ikke fik mange lejligheder til at gå ud om aften, da jeg var teenager, elsker jeg at gå ud om aften. Men inviter mig ikke til gå i byen fredag (eller lørdag), da jeg hader at blive konfronteret med den dekadens, man ufrivilligt bliver vidne til.
I går kunne det dog ikke undgås, da jeg havde en julefrokost med arbejdet. Jeg morede mig, talte med flere kollegaer, og stemningen var rigtig god. Og som sædvanlig var jeg en af de sidste til at forlade selskabet (jeg kom først hjem kl. 3 i nat).
Jeg tog ikke bilen, da:
1) det ikke er til at parkere;
2) hvis man finder en p-plads, koster det en formue, og jeg ærlig talt er for nærig til at betale for parkering (ditto taxaer);
3) jeg ikke kører, bare jeg har drukket en dråbe alkohol, og jeg i går havde lyst til lidt rødvin.
Derfor tog jeg hjem med Metroen. Der skete mig ikke noget, og ingen generede mig som så. Men det irriterede mig at bevidne:
- x antal mennesker, der enten var stenede eller døddrukne, og som talte højt og for meget uden at sige noget fornuftigt og /eller drak og røg på stationerne, hvilket ikke er tilladt, og som provokerende og ufortrødent fortsatte med at gøre det trods advarsler fra togpersonalet;
- en fyr der knapt nok kunne stå oprejst og drak whisky direkte fra flasken;
- folk (som sikkert var fredelige nok) med et truende udseende, med piercinger de mærkeligste steder og ultramoderne frisurer, og som spyttede på jorden og fyldte hele fortovet – jeg overhalede ved at gå på vejen, da jeg ikke turde at komme imellem dem og overhale dem på fortovet;
- knuste flasker og bræk lige udenfor rulletrappen.
Da jeg som sagt undgår at tage i byen på weekendaftener og ikke havde gjort det længe, glemmer jeg hvilket beskyttet og ubekymret liv, jeg lever, og som jeg er ekstremt taknemlig for.
(foto: Erik Kirstensen @Flickr.com)

En måned til jul!!!
Præcist en måned inden juleaften har jeg opdaget, at jeg ved at komme i julestemning, i det magiske, uforlignelige humør, og jeg har taget hul på forberedelserne:
* jeg har købt julekortene
* jeg har pakket de første gaver ind
* jeg har fundet nogle af de kandiserede frugter, jeg skal bruge til den portugisiske julekage, jeg plejer at lave hvert år
* jeg har lavet min mands julekalender (24 pakker)
* jeg har fået ingredienserne til gløggen i hus
* min pengepung har det ikke så godt allerede
* og, først og fremmest, er jeg begyndt at nynne julesange uden at lægge mærke til det.
Det bliver en fed måned!…
(foto: Terri Steele @pbase.com)

Opdagelser (?) vedrørende fastfood
Denne må være måneden for overflødige undersøgelser. Det forlyder, at en gruppe forskere endelig har konkluderet, hvad alle andre vidste: nemlig at det at spise regelmæssigt på McDonald’s ikke er særlig sundt og øger risikoen for overvægt. (er det rigtigt??!…) I en undersøgelse for nylig blev det konkluderet, at fastfood indeholder alt for megen energi, alt for meget fedt og alt for meget salt.
I ”fastfood’s-own-country”, USA, hvor man altid er et skridt foran – og to skridt tilbage – i forhold til resten af verden, i stedet for at tale om bedre kost og sundere madvaner, fokuserer man p.t. i stedet på at finde måder til at gøre fastfood mindre sundhedsskadelig. Metoderne er forskellige: at gøre portionerne mindre, at sammensætte menuerne så de indeholder frugt og grønt og at fastsætte priserne, så man opmuntres til at købe mindre portioner og mad med færre kalorier.
Uanset hvad man gør ved det, bliver det at tale om sundere fastfood til stadighed ved med at være selvmodsigende i sin natur.!…
(foto øverst: Archiastian Musamma @pbase.com)

At lege tyve og betjente
Udover meningsmålinger og markedsundersøgelser, hvad der morer mig mest er den slags fuldstændig absurde nyheder. Jeg læste sådan en for nylig. Allerede overskriften var temmelig ekspressionistisk: ”Tyv måtte selv tilkalde politiet”. Ja, det hænder: denne uheldige polske tyv så sig nødsaget til at kontakte politiet, da han blev overrasket af vagten, mens han brød ind i et hus. Vagten jagtede tyven med en økse og forsøgte at ramme ham i hovedet med den på bedste gyser-manér.
Da politiet ankom, blev begge anholdt.
Det må være i sådanne øjeblikke, at de lovløse borgere fortryder den karriere, de har valgt, skulle man tro.

9 råd til at leve længere
I kender jo min forkærlighed for statistikker og meningsmålinger. Lige for nylig læste jeg en temmelig interessant af slagsen. Og gør jer klar, for jeg vil nu afsløre overfor jer hemmeligheden til at leve længere – hverken mere eller mindre:
1) Sov ikke for meget: ifølge et studie publiceret i februar 2002 i den anerkendte tidsskrift Archives of General Psychiatry, kan det at sove for meget mindske levetiden. Forskerne fandt ud af, at dem der sover mere end otte timer per nat havde en signifikant højere dødelighed. Men det betyder ikke, at dem der konsekvent kommer hjem i de små timer fra at feste har noget at grine af: undersøgelser har nemlig vist, at dem der sove mindre end fire timer per nat løber samme risiko. Dem der sover mellem seks og syv timer per nat havde den højeste levetid.
2) Vær optimistisk: i en artikel publiceret i august 2002 i Mayo Clinic Proceedings konkluderede en gruppe forskere, at optimister løber 50% mindre risiko af at dø for tidligt i forhold til pessimister. Forklaringen herpå er sandsynligvis, at hvis man forholder sig positivt til livet, bliver man mindre påvirket af stress, er bedre i stand til at håndtere modgang og derfor sundere. Derudover er optimisterne tilbøjelige til at have et lavere blodtryk, hvilket muligvis også kommer af den måde, hvorpå dem, der tænker positivt, reagerer overfor stress.
3) Dyrk mere sex: det er mere end bevist, at regelmæssig sex holder os sunde og derfor forlænger levetiden. Men jf. forskerne på området, er det ikke den biologiske reaktion på sex, der holder os i livet i flere år men det, at hvis man har tid til at opretholde et intimt forhold, er man mindre stresset, lykkeligere og mere afslappet, og at disse faktorer mindsker blodtrykket og beskytter mod hjertekarsygdomme.
4) Få et kæledyr: det er blevet demonstreret, at folk der har kæledyr, især hunde, er mindre stresset, har lavere blodtryk og går mindre til læge end dem, der ikke har. Hvilket måske kan forklares udfra, at de ikke er så ensomme og depressive, har flere oplagte muligheder for at grine og give omsorg og for at dyrke motion dagligt.
5) Tag en kolesterol test (en såkaldt VAP): en effektiv måde at opdage hjertekar-problemer og med udgangspunkt deri ændre spisevaner og livsstil, og begynde at tage relevant medicin på et så tidligt tidspunkt som muligt.
6) Bliv rig: jo bedre betalt, jo bedre adgang man har til fornuftig kost og en god levestandard, gode nabolag og lægebehandling. Og muligheden for at have et stabilt, interessant liv.
7) Kvit smøgerne: (det vidste man da godt!...) I en ny undersøgelse publiceret i Archives of Gerontology and Geriatrics konkluderede man, at rygning var inkompatibel med et højt levehåb og en alderdom præget af sundhed og livskvalitet.
8) Slap af: i en undersøgelse foretaget af John Hopkins University School of Medicine i 2002 blev man opmærksom på, at mænd med en høj grad af aggressivitet som reaktion på stress løb en tre gange større risiko for at udvikle hjertekarsygdomme end dem, hvis reaktioner var mindre aggressive. Dette grundet en forbindelse mellem aggressivitet og højt blodtryk.
9) Spis antioxidanter: kom så i gang med at spise kanel, artiskokker, bønner, blåbær og andre bær, som bekæmper de skadelige effekter af de såkaldte fri radikaler, som er partikler med ustabil kemisk natur, som bidrager til at accelerere ældningens effekt på vore celler(kilde: forbes.com).
I vil takke mig om 100 år : )
(fotos: Nkhare @pbase.com, Tara Shriner @pbase.com)

De smukke får alting forærende
Fordi jeg simpelthen elsker meningsmålinger, her får i en til, selvom denne er ret skadelig for mine chancer: de smukke, velsoignerede mennesker har større chancer for at få de bedste jobs. For overvægtige mennesker bliver opfattet som lidet intelligente og dovne. Håret i uorden og krøllet tøj bliver associeret med sløsethed, også professionelt, mens det at gøre sig umage med udseendet til et jobinterview bliver tolket som, at man vil give sit bedste fagligt. Det virker ikke særlig logisk for mig, da perfekte negle og make-up får mig til at tænke i konstant at stå og ordne negle ved skrivebordet og valfarte på badeværelset for at checke make-uppen ser ordentligt ud, hvilket jeg ikke forbinder med høj produktivitet. Og der er min erfaring, at smukke mennesker ofte kan være uforskammede. Men det er sådan et flertal af de adspurgte tænkte om emnet.
Imidlertid viste det sig også i meningsmålingen, at der også kan ligge en ulempe i at være for smuk som kvinde. For smukke ansøgere opfattes ikke som troværdige for firmaet (blondiner og dumme-myten?).
Jeg har og får bestemt heller ikke sidstnævnte problem. Men jeg består heller ikke skønhedstesten generelt – i modsætning til de fleste af mine veninder, som er fantastisk smukke! – så hvis det ikke var for, at jeg allerede har et godt job, ville jeg sandsynligvis ”være på den”.
(fotos: Peter Kwok @pbase.com, Kien Tuan Huynh @pbase.com)

Fem underlige vaner
Jeg blev af en med-blogger udfordret til at deltage i en leg, som består i at beskrive fem af mine underlige vaner her i bloggen. Først tænkte jeg, at det havde jeg gjort fyldestgørende i August, da jeg skrev om mine laster og uvaner (mange af dem relateret til Cristiano Ronaldo). Men så begyndte jeg at fundere over det og kom til den konklusion, at min liste over underlige vaner er så lang, at den pågældende tekst var langt fra udtømmende. Så her får I fem til:
1) At begynde belærende sætninger med ordene ”det er netop derfor, at jeg…”.
2) AT have Cd’erne organiseret efter principper, som kun er logiske for mig selv (sommetider efter årtier og kunstnere, andre gange efter stil, eller fra de for tiden mest til de mindst spillede). Jeg går helt agurk, hvis husbonden sætter en Cd på plads men i den forkerte rækkefølge.
3) At samle sten op på stranden. Jeg kan simpelthen ikke lade være, og min samling er, som I kan forestille jer, ved at være temmelig omfattende.
4) Når jeg tager på indkøb, kan jeg ikke bare tage den artikel forrest på hylden; jeg må se alle de har af samme slags, før jeg vælger en ud.
5) At nynne af ingen grund. Når jeg bliver klar over det – eller når andre bliver klar over det, hvilket er det mest almindelige, har jeg nynnet mig igennem samtlige hits fra 80’erne, 90’erne og i dag.
Tilfreds nu? Jeg kunne sagtens fortsætte, men da jeg kun blev bedt om fem underlige vaner…

Storkens forsinkelse
I øjeblikket bliver jeg helt opkørt, når telefonen ringer; hvert øjeblik der skal være, skal jeg være tante. Min svigerinde og svoger venter deres første søn – eller datter (de valgte ikke at få oplyst barnets køn på forhånd, så det bliver en overraskelse for alle), og babyen har valgt at lade vente på sig et stykke tid. Imidlertid hver gang telefonen ringer, løber jeg hen – eller har den allerhelst ved siden af mig, og jeg tager den med det samme med nysgerrighed og entusiasme i stemmen.
Intet nyt hidtil. To gange var det forkert nummer. En anden gang var det vores tandlæge. Forleden var jeg på vej til at mødes med min svigerinde. I det ringede det på mobilen. Jeg var overbevist om, at det ville være hende for at sige, at jeg ikke skulle til mødestedet alligevel, da hun var på vej til fødeafdelingen; så jeg blev temmelig forvirret, da jeg så en venindens nummer på skærmen. Og så var det ikke engang min veninde, jeg fik i røret men en ukendt person, som ikke svarede på tiltalen, ”hallo, hallo”. Det kunne kun være hendes datter, som legede med mobilen. Jeg afbrød opkaldet. Jeg mødtes med min svigerinde som aftalt, og der var intet nyt.
Jeg er ved at blive lidt af et nervevrag… kommer storken eller ej?!…

Av, av, av!...
Hvad enhver kvinde bosat under samme tag som en mand allerede vidste, er nu endelig blevet videnskabeligt bevidst: en gruppe forskere har demonstreret, at når mænd er syge, så bruger de mere energi på deres sygdom end folk af det såkaldte ”svage køn”. Mænd beklager sig mere, har flere sygedage og er længere om at restituere sig end kvinder.
Denne må have været verdens nemmeste undersøgelse…
… og jeg ville endda tilføje den mest overflødige. Hvem havde endnu ikke evidens for, at det er tilstrækkeligt med et mikroskopisk virus til at slå selv den stærkeste mand ned i gulvet?

Vor tids plageånder
Jeg har ikke tænkt mig at forvandle denne blog til et program a la “I ringer, vi spiller”. Men på opfordring af en veninde fik jeg lyst til at dvale lidt over et socialt og moralsk tema, som gennem længere tid er gået hende temmelig meget på nerverne – og ikke blot hende men også enhver, som ejer en ansvarsfølelse og af sig selv er solidarisk, og som ikke ynder at blive manipuleret med og/eller berøvet for den knappe tid, man har tilbage til sig selv og familien.
Det omhandler et fænomen, som kunne skrives romaner om, men som jeg vil prøve at beskrive kortfattet; et fænomen, som virker svært forenelig med de officielle statisktikker: nemlig de hjemløse – eller rettere en af deres yndlingsbeskæftigelser – salget af deres månedlige avis, ”Hus Forbi”.
Nå, efter at tale med min veninde og af egen erfaring er jeg blevet opmærksom på, at uanset hvilken dag eller tid man tager ud at handle, så finder man altid udenfor etablissementet en hjemløs person, som prøver at sælge – eller rettere prakke dig på – den pågældende avis, som ikke er særlig dyr, men efter min mening heller ikke særlig interessant for den almindelige borger, da den først og fremmest retter sig mod de hjemløses særlige problemstillinger.
Nu spørger jeg bare: i et land, hvor man, takket være et rimelig velfungerende velfærdssystem, angiveligt ikke har ret mange hjemløse – og når deres avis kun udkommer månedligt – hvordan er det så muligt at finde en hjemløs udenfor hver eneste supermarked i København hver eneste dag med avisen i hånden?
Og nu til det enerverende scenarium: man går ind i supermarkedet uden rede penge, da det er blevet så almindeligt at betale med kort; man smiler forlegent, da man ikke lige har de 20 kroner til ”Hus Forbi”. Den hjemløse siger ha' en god dag. En halv time senere kommer man ud igen og har måske et par mønter i lommen og bærer på en masse poser, som får det til at se overdådigt ud, og – som det gode menneske man er – føler man sig forpligtet til at købe avisen, eller i det mindste til at beklage endnu engang eller finde på en dårlig undskyldning a la ”jeg købte den i forrige uge” eller ” jeg købte den af din kollega udenfor Irma”. Den hjemlæse siger endnu engang ha' en god dag.
Hvordan kan det egentlig være, at man lader sig styre af 1/3 velvilje og 2/3 dårlig samvittighed og ikke føler, man er i sin ret til at sige, den ikke har interesse (og hvorfor skulle man så købe eller bruge tid på at læse noget, man ikke interesserer sig for i sin sparsomme fritid?), uden at føle sig en social paria?
Det samme spørgsmål kunne man stille om de talentløse harmonikaspillere, der stiller sig udenfor selv samme forretninger. Og om tiggerne udenfor metrostationerne, som hverken ser syge eller invalide ud og ikke engang forsøger at underholde med noget.
Befri mig for den kompulsive dårlige samvittighed og giv mig endelig mit frie valg tilbage!
Jeg er godt klar over, at det nok er et temmelig kontroversielt synspunkt i disse dage, hvor den nemme humanisme råder, og hvor man næsten ikke tør at give denne slags mening til kende – men det er også min mening og min blog, så jeg afleverer den her.

Der er alle slags skøre folk
Da jeg troede, at jeg var nået til bunds i de mærkelige hobbyer, opdagede jeg tilfældigvis en til, muligvis kongen over alle idiotiske, sanseløse hobbyer. I den lille sydengelske by Ottery St. Mary holder de en 400 år gammel tradition i live hvert år d. 5. november (Guy Fawkes nat, som fejrer en af de første terrorrister og bombemænd i verdens historie, ham som prøvede at springe Houses of Parliament i luften i 1605 med krudttønder): en dyst om at løbe længst gennem byen med en 10 til 30 kg tung tønde fyldt med brændende tjær på hovedet (I kid you not!), inden varmen bliver for meget, eller tønden falder fra hinanden. En brændende og noget middelalderlig måde at samle penge ind til velgørende formål.
Indrømmet: det virker knapt så kedeligt som så meget andet, man kunne give sig til. Men hvem er mon de skøre folk, som risikerer at brænde skalpen? Jf. Wikipedia er det forbeholdt indfødte og lokale ”skøre kugler”, som har boet i byen gennem det meste af deres liv.

Så er det tid!...
Efter festlighederne i de første uger af november, som jeg løbende har underholdt jer med i denne blog, er jeg løbet tør for gode undskyldninger for at udsætte det uundgåelige: juleforberedelserne, nu hvor der er lidt over fem uger til juleaften – en kendsgerning som bliver sværere og sværere at se bort fra, om ikke andet med det antal kataloger og reklamer, vi får ind af døren næsten dagligt. Der er ingen reklamer uden julemænd, nisser, engle, stjerner, farverige glaskugler, legetøj i alle farver og udformninger til alle aldersgrupper, ideer til de perfekte gaver og til de flotteste dekorationer – ditto forretningerne. Dette kun forstærket af at have familiemedlemmer, der ynder at prale af, at de på nuværende tidspunkt kun mangler at købe et par gaver for at blive færdige, hvilket har skabt en mild form for panik hos mig. Hvornår får jeg nogensinde tid til at tage på gaveindkøb?!!
I går besluttede jeg mig for at komme i gang; til at begynde med har jeg købt julekortene.
Hvad siger I så?

Det sagde min mor
Hvor mange af os har ikke svoret højt og helligt, at hvis vi engang blev gift eller fik børn, så ville vi aldrig nogensinde blive som vore forældre eller ikke ville gentage deres neurotiske, latterlige ævl? Og da tiden endelig kom, hvor mange gange kunne vi have slugt de tomme ord, klicheerne og stereotype udtalelser samt den tunge, som udtalte dem?
“Når du engang får børn, skal du se” eller “når du engang får børn, bare vent, så vil jeg minde dig om dét der!”
”Gulerødder er gode for øjnene. Har du nogensinde set en kanin med briller?”
”Du fortryder det ikke, du fortryder kun at være blevet taget på fersk gerning!”
”Ikke kom og sig bagefter, at jeg ikke advarede dig”.
”Hvor meget/ hvad vil du have?!… Tror du jeg stjæler/ at pengene vokser på træerne?”
”Da jeg var din alder bla, bla, bla (moralsk prædiken om betydningen af nøjsomhed, tålmodighed, dyd eller andre udgåede værdier)”.
”Det gør mere ondt på mig end på dig”.
”Ikke tal med mad i munden”.
”Luk døren. Tror du vi prøver på at varme hele gaden op?” eller “hvis du har det koldt, tag en ekstra trøje på” (som om det løste problemet med forfrysningerne i ansigtet).
”Når jeg siger klokken otte, så mener jeg klokken otte, ikke halv elleve”.
”Hvis du tror, du skal ud i den mundering, glem det!…”
AAAAAAAAAH!...

Krus til de mere dovne
Efter alle slags hvidevarer, der potentielt gør livet lettere og lettere, er turen kommet til servicen og bestikket. For teelskerne fandt jeg noget nyt og revolutionerende. Navnlig dem, der ikke gider at stå med besværet ved at røre sukret eller honningen rundt, behøver ikke længere at gøre det: engelske opfindere har nemlig for nylig lanceret et krus, som ved hjælp af en lille propel i bunden sørger for at røre rundt i teen. Alt, der behøves er at trykke på en knap på siden. Og kruset kan sågar også vaske sig selv op, hvilket blot kræver, at man gider fylde varmt vand og opvaskemiddel i det.
Og nu at vi er så godt i gang – og for at dyrke dovenskaben til det fuldendte – hvorfor opfinder man ikke en robot, som kan trykke på knappen, blæse på teen for at køle den ned og drikke teen for dig?
Kruset, som det hele handler om, sælges på nettet (http://www.boysstuff.co.uk/product.asp?id=13161), og jeg forestiller mig, at det bliver den perfekte julegave for enhver dovendyr og drivert med respekt for sig selv - og som kan lide at drikke noget varmt.

The reflex (na na na na)
The reflex (na na na na)
The refle-fle-fle-fle-fle-fle-fle-flex...
Sæt en lille gruppe mennesker jævnaldrende med mig i et rum med en bunke pop og rock plader fra 80erne, og hvad sker der? Der opstår et diskoteket der og da! Det var netop det, der skete herhjemme i går aftes. Et par veninder kom til middag. Mens musikken stadig var forholdsvis stille og nutidig, formåede vi at sidde og spise civiliseret omkring bordet og skåle til dit og dat. Men så satte vi den første vinylplade til at spinde rundt på pladespillerens karrusel, og før vi vidste af det var vi alle på det improviserede dansegulv og dansede som skøre og var ikke til at stoppe. Og vi blev ved til de små timer.
Jeg glemte at fortælle, at jeg elsker at danse, og at der aldrig er for mange lejligheder til det, især hvor jeg samtidig kan være diskjockey!
Tak for dansen, piger. Jeg morede mig meget. I er altid velkomne, og jeg skal nok have 80er pladerne klar.
(foto: Tyler Merkel @pbase.com)

Romantiske og uforglemmelige øjeblikke, også kulinarisk
I går var så den store fest dag. Femten år er ikke bare et par dage og kræver at blive fejret på en ordentlig måde. Efter træningen, klagede husbonden, stadig intetanende om undertegnedes hemmelige, luskede planer, over at han var ved at være sulten.
- ”Det er ikke noget problem, skat. Skift lige tøj, tag for eksempel din flotte habit på, og så spiser vi klokken otte.”
- ”?”
Jeg tog ham på en restaurant med alle stjernerne og et fantastisk renomme og finesse, en som han gennem årene flygtigt havde nævnt og virkede fascineret af. En hvor den kendte kok tager sig tid til opmærksomt at komme og fortælle detaljeret, hvad man skal til at smage, hver gang man får serveret en himmelsk, velanrettet ret, og hvor man ydmygt nikker og takker, selvom man kun fattede et ord hist og her af forklaringen. Kan I se det første lille bord lige bagved det lange bord, lige ved vinduet? Det var dér, vi sad.
Min husbond regnede ikke med at blive så forkælet. På den anden side blev han heller ikke så overrasket som jeg havde troet. Jeg har aldrig været en særlig god partner til kortspil, da jeg ikke ligefrem er god til at skjule stærke følelser. Og tilsyneladende var mit uskyldsansigt de forrige dage ikke tilstrækkelig overbevisende, så min husbond må have anet, der var noget i gære.
Alligevel havde vi en forrygende, meget romantisk aften, hvor vi kiggede tilbage på femten år sammen i tykt og tynd, til døden os skiller; med superb mad og drikke og den kvalitets betjening, der bør sig på sådan en fornem restaurant og sådan en anledning. Og nu at vi er i gang, så I kan få lidt mundvand og måske inspiration til weekendens madlavning, her er så aftenens menu: vi startede med et glas champagne. Som hors d’oeuvres (vi var jo på en fransk restaurant) en bisque (suppe) på snow crab med citrongræs, hertil sprød krabbe og de fineste skiver af beder på spyd. Som hovedret valgte vi stegt fasan (i stedet for agerhøne) serveret med persillerødderkrebinet af lår, græskar og anissauce. Og til dessert tiramisu, mascarpone, kiks og kaffe og en delikat chokoladedessert.
Og alt serveret på kongelig porcelæn og ”overrislet” med en god rødvin ad libitum. Bon apetit! : )

Du må være farveblind, man!
Farveblindhed (også kaldet daltonisme): forstyrrelse i den visuelle perception karakteriseret ved en manglende evne til at skelne mellem alle eller nogle farver, nedsat farvesyn for visse grundfarver som grøn og rød, som har konsekvenser for perceptionen af de øvrige farver i spektret. Nogle farveblinde er såkaldt rødblinde, mens andre er såkaldt grønblinde. En del har blot nedsat farvesyn, hvorfor betegnelsen farveblindhed er misvisende, farvesvag er en bedre betegnelse. Mindre udbredt er blå/gulblinde og fuldstændigt farveblinde er ekstremt sjældne. Farveblindhed og nedsat farvesyn skyldes oftest genetiske, arvelige forhold, manglende eller defekte fotopigmenter i nethindens tapceller. Erhvervede former for farveblindhed kan være på grund af sygdomme i de gule plet (macula lutea) som især se ved AMD (aldersrelateret maculadegeneration). Farveblindhed på grund af sygdomme i hjernen er meget sjælden. 8% af mænd og 0.3% af kvinder er farveblinde. Denne skævhed skyldes at det defekte gen der medfører farveblindhed sidder på X-kromosomet (X-bunden arv) og er recessivt (vigende); med andre ord kan kvinder kun blive farveblinde, hvis begge X kromosomer bærer det defekte gen.
Man kan sagtens leve et helt normalt liv som farveblind. Nogle får aldrig konstateret det, men lever i uvidenhed et helt liv. Farveblinde kan dog ikke blive ansat i trafikerhverv som pilot og skibsfører, men kan bestride de fleste andre erhverv.
(Wikipedia)

På mit kontor har jeg en test til at vurdere farveblindhed. Jeg har aldrig haft mulighed for at anvende den, da der er tale om en forholdsvis sjælden tilstand, og dens undersøgelse egentlig hører til i et speciale indenfor psykologien, som falder lidt ved siden af min kliniske hverdag. Ikke desto mindre finder jeg farveblindhed en af de mest fascinerende neuropsykologiske forstyrrelser. Det er svært at forestille sig, hvordan noget som grundlæggende som grundfarverne kan opfattes helt anderledes af et mindretal primært bestående af mænd. Det må næsten være som ikke at kunne se visse geometriske former, eller ikke at kunne skelne mellem kuber og trekanter.
Der er flere videnskabelige forklaringer: fx fravær af et visuelt pigment, eller en forstyrrelse i opponent processen for farveregistrering (gul/blå og/eller grøn/rød). Det mest almindelige er ikke at kunne skelne mellem grøn og rød, men i visse tilfælde kan man slet ikke skelne mellem nogen farver.
Jeg kendte intet til den sande betydning eller følgerne af farveblindhed, før en ven engang sendte mig en lyseblå teddybjørn med en kort hilsen, hvor han skrev: ”jeg håber, du kan lide bjørnen, jeg tænkte, du ville være glad for det lyserøde”. Siden dengang er jeg blevet opmærksom på veninders fortællinger. En hvis mand tog ud for at hente deres nye bil og uden at lægge mærke til forskellen kom hjem med en blå i stedet for den grønne, de havde bestilt. En anden hvis kæreste hvade malet lejligheden i de mest anderledes, tvivlsomme farver, som han tænkte var andre farver.
Blandt de løjerlige ting, som findes, må farveblindheden alligevel være en af de løjerligste.

Hemmeligheder
Kan I holde på en hemmelighed? Det kan jeg godt, men sommetider bliver jeg virkelig nødt til at styre mig og sprælle en del for ikke at komme med subtile antydninger overfor den rette vedkommende.
I morgen har vi bryllupsdag. Det kommer til at være en ganske almindelig arbejdsdag. Og bagefter tager vi ind og træner, som vi ellers gør hver torsdag. Og først derefter kommer hemmeligheden ind i billedet: shhhhhhhhhhhhhh… jeg har bestilt bord på en romantisk fransk gourmet restaurant uden at sige det til min mand (og jeg håber ikke, at han vælger at læse min blog netop i dag!…) Jeg får bare lyst til at fortælle ham om det, eller i det mindste komme med små antydninger om, at vi kommer til at fejre dagen på en speciel måde. Jeg må bide mig i læben for at tie stille, for ikke at begynde at fnise og lade ordet falde; for ikke at bryde ud i ”o sole mio” eller foreslå, at vi ser ”Lady og Vagabonden” (selvom den romantiske middag dér finder sted på en italiensk restaurant, men alligevel…)
I siger det ikke videre, vel? Shhhhhhhhhhhhhh...

Flere meningsmålinger
Jamen, meningsmålinger og undersøgelser, ik’?!... Den sidste jeg læste om var næsten ved at få mig til at falde ned af stolen: vidste I, at det Nordiske Ministerråd for nylig har konkluderet i en undersøgelse, at skandinaviske unge mellem 12 og 16 år er ’særdeles kompetente’, når det kommer til at modstå det massive pres, de udsættes for fra kommercielle reklamer døgnet rundt?
Er det mon grundet ekstrem kompetence og bevidst postmoderne ironi, at enhver teenager insisterer på kun at eje de nyeste mobiltelefoner, mærketøj, det sidste skrig indenfor computere og/eller Playstation og/eller iPod og/eller mp4-afspiller og adgang til lynhurtigt bredbånd inden han eller hun bliver 13? Hvis det er tilfældet, er det virkelig en subtil og intelligent måde at opnår det bedste fra begge verdener ; )
(Foto t.h.: Les @pbase.com)

Kvinderne er fra Venus, mændene fra Mars – og hvor mon er jeg fra?
Jeg har lagt mærke til, at jeg på mange punkter ikke er som de andre kvinder. Jeg hader at gå ud og shoppe, har ikke en uendelig samling af tasker og sko, ditto tøj. Jeg kan ikke tale i telefon i timevis (faktisk undgår jeg i det hele taget at tale i telefon, som jeg tidligere har nævnt). Jeg er ikke vild med chokolade. Jeg har ikke behov for eller oplever nydelse ved at tale med mine veninder om de for mig for intime ting, som ikke bare kan nævnes på overfladisk vis.
Sommetider ville det være en fordel at kunne være mere prototypisk kvinde – hvis jeg eksempelvis kunne knevre løs, ville jeg nok generelt være bedre informeret end det er tilfældet – normalt er jeg den sidste til at få ting at vide. Og hvis jeg blev fascineret af at gå butikkerne tyndt, ville jeg ikke nu stå og mangle vintertøj og sko. For nylig blev jeg foreslået at tage en dag, hvor jeg tog ud og shoppe med en veninde; et rigtig godt forslag, som måske ville gøre shoppeturen mindre pinefuld, måske endda ligefrem sjov. Men skæbnen vil, at de fleste af mine veninder heller ikke ligefrem er fans af den slags aktivitet, og jeg ville måtte være temmelig overbevisende for at kunne få en af dem med.

Rigtig voksen
For nylig hørte jeg en underholdende udsendelse, hvor man livligt diskuterede, hvad det egentlig vil sige at være voksen; hvornår man for alvor kan siges at være voksen. Studieværterne havde forskellige meninger, og flere lyttere ringede ind for at give deres besyv med. ”Man er voksen, når man er økonomisk uafhængig af sine forældre”. ”Man er voksen, når man holder op med at bebrejde de andre og samfundet for de problemer, man har, og begynder at løse dem i stedet”. ”Jeg følte mig voksen, da jeg måtte håndtere at have håndværkere og selv skulle vælge nye fliser til badeværelset”.
Forslagene var mange og meget forskelligartede, men ingen af dem nærmede sig min forståelse af, hvad det vil sige at være en voksen. For mig er man nemlig voksen, når:
Man parkerer bilen i en parkeringskælder på en stormagasin (hvilket jeg helst undgår, da jeg er bange for, at bilen går i stå og triller tilbage, netop når jeg er på vejen opad på en rampe mellem etagerne).
Man har et avisabonnement (på en rigtig avis, ikke de letlæselige gratisaviser, jeg går og læser).
Man ved hvad BNP er.
Man kender betydning af ordene ”tautologisk” eller ”pragmatisk”(gæt om jeg gør…).
Man slet ikke kan undvære en politisk debat.
Man går til forældremøder.
Man har tagebagage på, når man skal på bilferie.
Mit sygesikringskort siger, at jeg har været voksen i flere år, og jeg har endda stemmeret (en borgerpligt jeg benytter mig af), men hvor ofte føler jeg mig ikke som en efterligner, når jeg er sammen med andre voksne!…
(Fotos: Jeanne Newmann @pbase.com, Gordon L Wolford @pbase.com, fotabug@pbase.com)