Gab
Jeg finder det utroligt, at vi er i 2007, hvor teknologien er på sit højeste, og der er så mange banebrydende opdagelser og behandlingsformer, og vi endnu ikke ved med sikkerhed, hvorfor vi gaber.
Vi forbinder gab med træthed og kedsomhed, og vi ved alle, at gabe er ret smitsomme. Nogen siger, at det er måde, hvorpå vi kan blive kvikkere ved at strække ansigtsmusklerne og give hjernen en hurtig ilttilførsel, når den er i underskud. Men denne teori er aldrig blevet endegyldigt bevist.
For nylig har den amerikanske psykolog og neurolog Steve Platek fremført en anden teori, nemlig at gab mere end noget andet er et tegn på medfølelse og empati: det vil sige, jo mere man har denne evne til at være medfølende, desto mere vil man identificere sig med den, der aktuelt gaber og kommer til ufrivilligt at give et sympatigab. Derfor skulle psykopater efter sigende kun gabe yderst sjældent (hvilket man angiveligt har fået videnskabeligt bevist).
Hm… selvom jeg ind i mellem er blevet ”smittet” med en andens gab, gaber jeg oftest, når jeg er meget træt eller keder mig bravt, og jeg betragter ikke mig selv som særlig psykopatisk; derfor er jeg tilbøjelig til at holde på, at gab må være et symptom på ekstrem træthed og kedsomhed, hvor man virkelig ikke har lyst til at blive kvikkere, snarere tværtimod, til at få en ordentlig lur.
(Og afslutningsvis lige en lille test: lykkedes det for jer at læse hele teksten uden at gabe?…)
(fotos: batatinha @flickr.com, ericasn @flickr.com, fabio ferreira @flickr.com, Irena Kittenclaw @flickr.com, pòchò @flickr.com og portojunior @flickr.com)

Virtuel måltid
Takket være en ny opfindelse, er det slut med at behøve at være ensom ved måltiderne. Accenture, en global konsulentvirksomhed, har gjort det muligt at spise middag med slægtninge og venner, der bor langt væk.
Forestil jer følgende scenarium: en person sætter sig til bords med sin aftensmad (eller morgenmad, eller frokost, eller et mellemmåltid, eller lidt natmad); en gennemsigtig skærm for enden af bordet tændes automatisk, og computeren går i gang med at søge efter familie og venner registreret i systemet, og som er ledige til at spise aftensmad (eller morgenmad, osv., osv.) eller bare til at sludre lidt. Billedet af de(n) virtuelle gæst(er) kommer op på skærmen (som på billedet), og man føler ikke længere, man er alene (bortset fra, man ikke kan række den anden saltet).
Det siges, at det er ideelt for aleneboende ældre, som mangler appetit.
Men det er lidt besynderligt, er det ikke? Det har dog sine muligheder… forestil jer eksempelvis at lave middag til 15-20 mennesker næsten uden at opholde sig i køkkenet og uden nævneværdig opvask; uden røg eller ’live’ bøvl. For dem der hader familiefester, er det måske den perfekte løsning, med mulighed for at slukke for apparatet ved det mindste tegn til kontrovers.

Hvem vil købe?!
Hvad man gør for at få opmærksomhed!… For nylig læste jeg i avisen, at en australsk fyr satte sit liv til salg på eBay (klik på den forrige "eBay").
Nicael Holt (på billedet) er 24 år gammel og bor i Wollongong i New South Wales, Australien – det vil sige: boede…
… da han for nylig solgte sit liv på auktion for 7.500 australske dollars (hvis ikke I tror mig, kig lige på: http://www.myspace.com/nicaelholt, http://www.nicael.com/; og for et interview med “helten”, se lige: http://www.youtube.com/watch?v=Rg8E0oY7o7U). En anderledes måde at få en ny tilværelse på, tage ud og se verden, mens man lader en anden overtage ens tilværelse.
Vinderen af auktionen får et nyt navn (Nicael Holt, selvfølgelig), et nyt telefonnummer, et nyt bopæl, et surfbræt, en computer, en cd samling, den andens barndomsbilleder, en ny familie, 15 nære venner, nogle potentielle kærester, 150 bekendte og et 4 ugers kursus i, hvordan man bliver Nicael Holt.
Sig at I ikke finder det bizart!… En absurd tanke, og den der købte den nye identitet kan heller ikke være helt rask i ”bolden”.
Nicael påstår, at pengene går til velgørende formål – men gør mig den velgørenhed at fri mig for skøre folk, pleeeeeeeeease!...

På hjul
Britisk humor er legendarisk: de har øje for de mest skøre og absurde situationer, man kan forestille sig, og deres forestillingsevne synes ubegrænset. Åbenbart har selv myndighederne derover udsøgt humor. Eksempelvis synsmyndighederne: så længe en bil har bremser og de påkrævede lygter, er alt muligt og tilladeligt.
Hvilket en bilgal mand med et opfinder-gen har udnyttet til det fulde. Han hedder Edd China (på billederne) og skaber køretøjer med udgangspunkt i alt muligt: skriveborde, drivhuse, et badekar, en seng, en sofa, osv., osv. Med Rover-motorer på 100 hk når køretøjerne nemt op på 100 km i timen, og kan således køre på motorvejen uden problemer, hvilket allerede har vundet ham en plads i Guiness Rekordbogen i kategorien ”hurtigste møbel”.
Rattene er yderst opfindsomme, alt fra en tastatur til en pizza; og blinklysene er alt fra urtepotter til… blinklys.
Men politiet kan ikke vende sig til at se ham og køretøjerne i gadebilledet. De stopper ham flere gange om dagen.
Hvis I tror, jeg gør sjov, så kig på følgende hjemmeside: http://www.cummfybanana.com/. Måske bliver I inspireret til at få en køretur eller leje en af de anderledes køretøjer…
… eller måske ikke.

Seks måneder
Jeg elsker fejringer! Så jeg benytter lejligheden til at fejre denne blogs første seks måneder. Den startede med en udfordring fra en veninde og blev snart en daglig obsession. Jeg har haft det rigtig sjovt med at skrive om alting og ingenting, og jeres tilstedeværelse, kære læsere, har været uundværlig og givet den liv – så kom endelig tilbage : )
Denne strandkurv har været udsat for alle slags vejr: tropisk varme, styrtende regn, blæst, endda sne. Den har været inde på kvindernes komplekser og mændenes svagheder. Mine dårlige vaner og skikke (så som Cristiano Ronaldo), og mit besvær med at føle mig en del af de voksnes klub – også kvindernes klub. Hvad der irriterer mig grænseløst; og hvad der fornøjer mig enormt (såsom Cristiano Ronaldo).
Vi har haft løver, små aber, elefanter, kameler, måger, edderkopper, svaler, kænguruer, storke (!), krokodiller, drager.
Der har været strandliv og altanliv (og jeg kan ikke vente på at det starter igen), frisørbesøg, biblioteksbesøg, koncertbesøg, julebesøg; vi fandt ungdommens kilde, gik til fodbold for at se det portugisiske landshold (og, selvfølgelig, Cristiano Ronaldo). Dansede lidt, undgik cirkus. Fejrede fødselsdag, bryllupsdag og nevøfødsel, fik nye venner og fornyede venskaber. Vi har drøftet minder, sunde vaner, slankekur, ritualer, specialiteter, dumme ordbøger, kærlighed, bryllupsforberedelser, naboer, underlige hobbyer og interesser hos stjernerne men ikke udelukkende, absurde politisk korrekte tiltag, utrolige opfindelser. Jeg har vist jer min taske, min skuffe, min aldrende mobiltelefon, mit drømmehus, mine yndlingsmeningsmålinger, min mand på krykker.
Og jeg håber, at inspirationen og jeres hyppige besøg fortsætter seks måneder endnu ; )
(fotos: PinkCakeBox @flickr.com)

Livsstil
Der er intet som en stor portion ukuelig idealisme til at gøre mig i godt humør, og dem, der har den, fortjener beundring.
I har sikkert hørt før, at der er to slags mennesker. A-mennesker og B-mennesker. A-mennesker kendetegnes ved at stå tidligt op uden problemer og ved at være konkurrencepræget, produktive og ambitiøse fra morgen til aften. B-mennesker derimod har ingen problemer med at stå sent op og gå sent i seng, jeg er ikke sikker på, de er mindre produktive, men de tager i hvert fald tingene mere med ro og i en sportsånd.
For nylig har en gruppe B-mennesker oprettet en forening i protest mod det faktum, at vores samfund er indrettet således, at det passer bedst til A-menneskers døgnrytme. Foreningen af B-mennesker har til formål at stoppe den ensidige dominans og diskrimination og vil kæmpe for et B-menneske indrettet samfund.
Men hvad vil det mon sige i praksis? At åbningstiderne på diverse offentlige kontorer fremover vil ligge først sent om eftermiddagen? Eller at man vil indføre skiftehold i alle jobs?
Held og lykke med det, B’er!
(fotos: existentist @flickr.com og Dan Sumption @flickr.com)

Fødevarepædagogik
Min mor har altid været en kvinde med mange ubøjelige principper, først og fremmest hvad angår madvarer og måltider [vent lige lidt: jeg kom pludseligt i tanke om, at jeg for nylig opdagede, at hun ind i mellem læser min blog, så lige en hurtig udglatningsmanøvre: Hej mor – hvis du tilfældigvis læser denne post, så kys og kram : ) Og bliv ikke for sur… He he, jeg er ligesom dem, der ikke kan se sig foran et fjernsynskamera uden kompulsivt at skulle sende hilsner til deres mor og alle dem, de kender i landsbyen… nå… men tilbage til dagens emne…].
Hun har altid gjort det til en dyd at hemmeligholde, hvad hun var i gang med at lave til aftensmaden (”moar, hvad er aftensmaden?” ”Udspørgers tunge…”). Maden skulle spises op (eller så kom den med ”du har større øjne end mave”, selvom det var den pågældende mødrene ophav, der egenrådigt satte maden på tallerkenerne). Visse blandinger var ikke tilladte, eksempelvis at få mælk efter at have spist appelsiner (eller var det før? Anyway, har jeg blandet dem på kryds og tværs adskillige gange, da jeg aldrig kan huske reglen, uden nogen som helst konsekvenser…). Mælk er for øvrigt altid blevet betegnet som ”føde for kvier, ikke for menneskebørn” (og forleden fik jeg en mail fra hende, om at det var blevet dokumenteret, og hvor var hun bare glad. Ok, så!…) Ikke noget med ”tung” mad om sommeren (bønnegryde, flæskesteg o.l.). Ingen skulle rejse sig fra bordet, før alle var færdige med at spise. Og man skulle ikke være sart og skulle derfor spise alting i hvert fald engang om året.
Og således udviklede jeg total aversion mod hestebønner (på billederne), lever, rå løg, linser, sharonfrugter, vagtler og meget andet. Jeg rører dem simpelthen ikke, om de så skulle være klædt ud som lækre jordbær.
(fotos: titanium22 @flickr.com og anzyAprico @flickr.com)

Stress, hvor tvinger du til meget
Forleden dag talte jeg om stress, om hvordan det moderne liv med forskelligartede ambitioner skaber den hos en stadig større del af den voksne befolkning. For nylig så jeg dog dokumenteret, hvad jeg i forvejen havde kendskab til (endda uden at have grund til at klage, da jeg ikke har børn, og vi herhjemme altid har delt opgaverne mellem os): at stress rammer især kvinderne, som synes at have et fremherskende gen for at påtage sig ansvar. Vi har som ambition at have en karriere for at udnytte vore potentialer og vore intellektuelle, kreative, organisatoriske m.m. evner. Samtidig har vi et stort ansvar i familien – overfor mand, børn, måske sågar en aldrende slægtning, der ind i mellem kræver lidt opmærksomhed. En husholdning og et hjem at passe, aftensmaden der skal laves, tøjet der skal vaskes og ordnes. Og vi føler endda ansvar for at holde kontakten med venner og slægtninge.
Og hvordan kan man prioritere mellem lige vigtige områder? En umulig opgave. Resultat: et liv med 130 km i time, og sommetider negligeres de mere personlige behov: for hvile, en plejende ansigtsmaske, at sidde uforstyrret med en kop te og en bog, en times træning; alt sammen gode ting, som kunne modvirke de skadelige effekter af vores moderne livs travlhed.
Og lange køer til diverse stresskurser, der efterhånden udbydes af gud og hvermand.
(foto: Micapixel @flickr.com)

Sååå…
Så vi skulle angiveligt ikke få mere vinter end hidtil? Kan nogen så forklare mig, hvad de små hvide, iskolde ting, der har faldet ned fra himlen siden i går er for noget? Eller måske hvad, der dækker for mit vindue på kontoret, dækker bilen, altanen og landskabet generelt og fået det til lige pludseligt at ændre farve og forvandle sig fra den ene dag til den anden, så det også knitrer, når man går på det? Eller endda hvorfor mon, jeg ville have haft glæde af at have taget vanterne med, da jeg gik udenfor i går morges?…
… Fordi det sner! Og det er ikke engang små fnugger men temmelig store af slagsen. Det gør kørselen mere risikabel, og man må passe på, men ellers er det alle tiders. Især hvis det kun varer et par dage.
Nå: men næste gang meteorologerne kommer med en historie fra de varme lande om milde vintre, tager jeg ud og køber polartøj. Og hvis de derimod udbreder sig om, at vi kommer til at få en istid lige om lidt, vil jeg overveje at tage på arbejde i bikini…
(foto: Eirixon @flickr.com)

Er alle skøre eller hvad? (stadig apropos trends)
Sommetider møder jeg nogle situationer, hvor jeg får lyst til at råbe: ”men er alle skøre eller hvad?!”
Efter ”Happy Slapping”-dillen, hvor til tider ret voldelige overfald mod intetanende ofre blev aftalt mellem overfaldsmændene, filmet på mobiltelefonen og lagt ud på nettet, har man nu i Frankrig fundet på en ny dille, nemlig ”Street Kiss”, hvor fremmede kommer op til dig på gaden og overrasker dig med et kys apropos ingenting (hvis I ikke tror mig, så klik lige fx dette site: http://www.youtube.com/watch?v=9P-gzB-yn9U), med samme formål nemlig at optage scenen på mobiltelefonen og lægge den ud på nettet.
Forestil jer, hvordan det må føles at blive kysset af en eller anden tilfældig fremmed, som man ikke aner hvor har været, eller hvad han fik til frokost. Bladr! : P
Det er det, jeg siger: er alle skøre eller hvad?
Hvad vil man mon finde på næste gang? ”Happy Tickling” (at filme et kildeoverfald)? Eller ”Street Poking” (at filme nogen der bliver prikket ret voldsomt til mellem ribbenene)? Og hvad med ”Happy Deli Nibbling” (at filme kærlige overraskelsesbid i nakken i supermarkeder)?
(fotos: sinderin @flickr.com og Annemarie M @flickr.com)

Blogs på vej ud
Nogle mennesker har virkelig sans for at ødelægge det sjove; når man er ved at more sig lige så godt, insisterer de på at komme med en dårlig nyhed eller præsentere fatalistiske, katastrofale, beklagelige eller simpelthen kedelige og trælse kendsgerninger.
Dette apropos en forudsigelse fra et amerikansk analysebureau, Gartner. De forudser nemlig, at det at blogge vil snart ikke længere være på mode – at det vil miste sin popularitet fra i år.
Jeg kan ikke tro det!...
Så jeg har ikke engang leget denne leg i seks måneder (og har endnu ikke fundet ud af at bøje ordet korrekt), og blogging er allerede på vej ud?
Det vil stadig være sjovt at skrive uanset hvad, men hvad med hvis de har ret, og jeg pludseligt ikke har nogen at ”lege” med?
Heldigvis har de nye trends fra USA altid med at komme til Europa med flere års forsinkelse…
(fotos: sogrady @flickr.com og McNail @flickr.com)

I form – men med stil
En meningsmåling foretaget i de sidste dage af 2006 afslørede, at 62 % havde som nytårsforsæt for 2007 at begynde at motionere mere og 32% at tabe sig.
Og hvorfor ikke slå to fluer med et smæk og gøre træningen mere behagelig og sjov ved at bruge stilfulde tilbehør? Eksempelvis en af Nokias nye mobiler, som udover de åbenlyse funktioner måler hurtighed, afstand og brugte kalorier og herudover indeholder en funktion, som udfordrer sportsudøveren til at presse sig selv mere. Eller sportskittet fra Apple og Nike, hvor en chip og en modtager, man sætter i sin iPod nano, foreslår forskellige motionsmuligheder. Den pågældende ”gadget” fremkommer herudover med flere relevante informationer, opmuntringer og moralsk støtte. Din iPod nano transporteres selvfølgelig i den nye sportsarmbind i stærke farver, som matcher de aerodynamiske løbesko og elegante træningsdragt fra det rigtige tøjmærke.
Hm… træningen kunne endda vise sig at blive underholdende.

En tur til isørkenen
For dem der har prøvet alt, hvad ferier angår eller ønsker at holde et anderledes bryllup og ikke er kuldskær (!), er Finland det ideelle sted at besøge. I Kemi, et afsides sted ved den Botniske Bugt i Lapland, tæt på Polarcirklen, er der mellem december og april et helt særligt slot: det hedder ”Lumi Linna” og er lavet udelukkende af is: væggene, tårnene, kapellet, møblerne og dekorationerne, ja endda haverne.
Med temperaturer på max. 5 minus grader indendørs, er det afgørende at huske det uldne undertøj, tykke uldtrøjer, uldehalstørklæder, uldsokker, huer og uldvanter. Slottet tilbyder værelser med rensdyrskind og polarsoveposer, der klarer temperaturer ned til minus 30 grader.
Sneboldkampe er tilladte i gården, og de mere voksne, der kunne tænke sig at se (is)landskabet har mulighed for at tage en tur på snescooter eller hundeslæde.
Jeg har en ven, der elsker kulden, og det ville ikke undre mig, hvis han allerede var i gang med at booke et ophold på Sneslottet.
Var det noget?


(fotos: hnix @flickr.com og ScottForrest @flickr.com)

Livets skole – eller kærlighed på skoleskemaet
Hvis der er noget sandelig vanskeligt her i livet, må det være at finde den rette kæreste, den rette at gifte sig med og stifte familie sammen med. Jeg har været ufattelig heldig, hvad det angår, men der er dem, som ikke er det og som tilbringer livet i mindre end tilfredsstillende forhold og har brug for hjælp til at nå derhen.
Et amerikansk universitet i Sioux Falls i South Dakota tog ret alvorligt det faktum, at jo bedre fungerende kærlighedslivet er, desto mere stabile og produktive vil medarbejderne vise sig at være i deres professionelle liv. Det tilbyder på sit curriculum et kursus med overskriften ”Finding Dates Worth Keeping” (oversat: At Finde Partnere Værd at Holde Fast Ved”). Læreren, Laurie Chaplin, har været gift i 28 år og har derfor forstand på emnet.
Og hvorfor ikke? Man lærer så meget tilsyneladende ubrugeligt, mens man tager en universitetsuddannelse, og kærligheden er nok et af de væsentligste og mest komplicerede områder i vores liv, som vi generelt er meget dårligt udrustet til at tackle.
Hvad mon er på programmet i det pågældende fag? ”Hvordan man bliver en charmør i 10 lektioner”? Eller ”Hvad man for alt i verden aldrig skal sige på den første date”? Eller ”Blomsternes sprog fra A til Å”? Eller måske ”Kram, kys og kærtegn for begyndere”? Helt afgørende må være ”Hvordan man opdager en psykopat ved første blik” og ”Hvordan man bliver af med en psykopat, man ikke opdagede ved første blik”. Og Shakespeares sonetter og teaterstykker må være obligatorisk læsning for at lære kærlighedens konventioner og spil.
(foto nederst: jjey @flickr.com)

Utidig indblanding
Jeg ved ikke, om I har lagt mærke til, at der er nogle mennesker, som fra naturens side ville blive fremragende politibetjente eller skoleinspektører, som gør det til deres fornemste opgave at pege finger af andre, at understrege hvad de opfatter som fejl, at rette på de øvrige og at komme med moralske prædikener, og som ofte blander sig i sager, der sjældent angår dem.
I går krydsede en af disse pestilenser min vej. Klokken var 16:30. Jeg var i godt humør, lyttede til musik i bilen på vej til at hente min mand på arbejde, idet han stadig er ”invalid” og derfor afhængig af kørelejligheden. Parkeringspladsen til den bygning, han arbejder i var fuld af biler tilhørende stræbende medarbejdere, der sjældent forlader arbejdspladsen inden klokken 17:30-18. Da der ikke var plads til at parkere ordentligt, parkerede jeg bilen foran en anden for at blive væk ca. det halvandet minut, det tager at hente husbonden. Pludseligt gik det op for mig, at en midaldrende mand på cykel (!)stod og gloede på mig. ”Har du tænkt dig at lade bilen stå sådan dér?!”, spurgte han i en anklagende tone. ”Det varer kun et øjeblik”, sagde jeg til mit forsvar, og som sædvanlig intimideret af en eller anden, der påtog sig en autoritetsrolle. ”Du kan ikke lade bilen stå sådan dér. Hvad med hvis en anden bil vil køre ud?”Jeg svovlede mellem tænder men gik ind i bilen igen. Tændte for den. Og han stod dér og gloede stadig. Jeg gav ham tegn til at smutte, da han var ved at gøre mig nervøs, og manøvren i sig selv var vanskelig grundet pladssituationen. Han gav mig tegn til at køre. Og han lød mig først være og cyklede sin vej, da han så, at bilen bevægede sig.
Hvad der irriterede mig mest var ikke at være i stand til at ignorere ham eller skælde ham ud straks på en rap, sofistikeret måde…
… som sædvanlig… grrr!
Den perfekte replik kom først til mig (mange, mange) minutter senere: ”Hvad med at blande dig udenom?” Eller: ”Du må have et meget kedeligt, uinteressant og trist liv, siden du ikke har noget bedre at lave end at være en plage”. Eller sågar: ”Hør nu her: måske har du ikke haft evnen til at tage kørekort, men faktisk er det tilladt at holde i anden position, hvis det er kortvarigt, din spade!”
(foto: scottmon @flickr.com)

Revolution på bleområdet
Da jeg ikke selv har børn, er det kendskab jeg har til børns udvikling temmelig basisk og teoretisk: det jeg fanger fra mine veninders snak, dem af disse, som er mødre, og det jeg lærte på universitetet omkring udviklingspsykologi. Der er dog en ting, jeg tog for givet: jeg troede nemlig, at det nærmest var obligatorisk for babyer at gå med ble fra første dag og flere år frem.
Men for nylig læste jeg, at i det land, der på nogle punkter er flere skridt fremme end de øvrige (jeg mener selvfølgelig USA), for at spare på bleerne er den nyeste trend at pottetræne spædbørn bare nogle uger gamle og i hvert fald under de 6 måneder. Metoden er især blevet populær i New York.
Meget praktisk, ja da, men jeg troede, at for at sidde oppe måtte man kunne holde såvel overkroppen som hovedet oprejst, og at denne evne først udviklede sig langt senere…
… amerikanerne er altså utrolige: ikke engang naturen kan forhindre dem i at leve et så modernt og nemt liv som muligt.
(foto: cranky mama @flickr.com)

Man må starte som lille
Jeg læste forleden noget foruroligende og nyt (i hvert fald for mig): at i kriminalitetens verden må man starte karrieren så tidlig som muligt; i hvert fald i Florida, hvor politiet i øjeblikket søger efter en 7-årig pige, der (tilsyneladende utilfreds med julegaverne?…) begik et bevæbnet røveri og stjal to kasser Lego fra en supermarked. Ifølge kilder i etablissementet, da ekspedienten forsøgte at stoppe hende, blev han angiveligt truet med en stor kniv. Pigen forlod åstedet på sin cykel.
Kun i USA!…
- … hvor man i øvrigt for nylig lancerede en strømpistol til selvforsvar. Denne er ligeså stor som en mobiltelefon (og kan derfor opbevares i håndtasken uden problemer), sender 50.000 volt gennem en eventuel overfaldsmand og fås i mange forskellige farver og design. Drømmevåbnet til enhver stylist og modebevidst person med respekt for sig selv? Og kommer Lego til at lave en udgave til børn på 3 år og opefter?
(foto: peteradriangregory @flickr.com)

Forårsagtig vinter
Efter en semitropisk sommer i det ganske land, hvis I husker godt, begyndte det lige pludseligt at sne i november, og jeg så for mig et gyseligt scenarium: en ekstremt kold og lang vinter. Men sådan har det ikke været: sneen forsvandt så pludseligt, som den var kommet og blev afløst af den mildeste vinter i mands minde. Hvis man ikke vidste bedre, ville man faktisk tro, det allerede var forår:
- termometrene går ikke under de 9-10 plusgrader om dagen og 7-8 grader om natten, så man behøver ikke det tunge vinterovertøj eller at opvarme husene særlig meget
- det regner uhæmmet hver dag
- fuglene synes ret forvirrede, stakler, de synger om morgen, ligesom de plejer at gøre i marts-april – og jeg har en mistanke om, at flere er begyndt at bygge rede
- man siger, at det milde vejr også er gunstigt for frøernes og paddernes reproduktion, da de stadig har en masse insekter, de kan spise
- man finder tulipaner hos blomsterhandlerne allerede – i går købte jeg en stor buket
- græsset vokser og må klippes, akkurat som om sommeren
- buskene er i knop
- jeg har en rosenbusk i blomst på altanen, og margeritterne holdt ikke op med at blomstre
Med noget held – det vil sige ifølge meteorologerne : ) – får vi ikke mere vinter end det her. Lad os håbe…
(fotos: lesbos.2005 @flickr.com og publicmind @flickr.com)

Januar – kærlighedens måned
Hvis december kan kåres som måneden for den gode vilje og familiefesterne, må januar de senere år være blevet, udover udsalgets måned, kærlighedens måned. Med nytårsforsætterne ser det ud til, at mange mennesker vælger det at finde mage, den udkårne, en kæreste til årets første prioritet.
Netdating-portalerne har folk i kø i årets første måned, og barerne er fyldes af singler, der søger efter en potentiel partner.
En anden mulig grund til dette fænomen er nok, at januar er en ekstremt kedelig, kold og mørk måned, som alt andet lige er hyggeligere, når man er to, med en varm drik, under et tykt tæppe…
Hmm…
Folkens, det er det hele for nu: jeg henter lige tæppet og sætter vandet over til varm kakao : )
(fotos: james at middleage @flickr.com og Alexander Marc Eckert @flickr.com )

Jagten efter det perfekte liv
Stress: kroppens reaktion på fysisk og psykisk overbelastning (og ifølge WHO den mest udbredte lidelse i 2020).

I en tid som den postmoderne, vi lever i, med fragmenterede og modsatrettede virkeligheder, er det blevet stadig vigtigere for den enkeltes velbefindende at kræve og gå efter det perfekte liv, at skabe en perfekt og tilfredsstillende hverdag og virkelighed: drømmejobbet med de spændende udfordringer og den gode løn, en harmonisk familie, velopdragne, intelligente børn med sunde interesser, en stor smart bil, et hus som kunne være taget ud af Bo Bedre og eksklusive fritidsinteresser og rejsemål.
Jeg finder intet forkert i de ambitioner og drømme, som også lever i bedste velgående hos mig. Men på et eller andet tidspunkt er man så presset, at man begynder at lide af stress, hvilket er meget lidt sundt, men desværre også en attråværdig og prestigefyldt situation eller tilstand, som efterhånden rammer mellem 50 og 70 procent af befolkningen i alderen 24 til 44 år. Er det ikke rigtigt, at det sommetider bliver velanset at kunne sige ”øj, jeg er så stresset”? Og man tænker ikke, at man risikerer at få alvorlige helbredsproblemer fysisk såvel som psykisk på sigt.
På det hospital, hvor jeg arbejder, ser jeg talrige depressioner og nervøse lidelser udløst af normal livets stress. Derfor er jeg meget bevidst om de skadelige følger af stress. Det mærkelige er, at det ikke får mig til at leve et mere enkelt liv eller stille mere rimelige krav og idealer. Hvordan kan det egentlig være? Indlæringen har vanskelige kår…
(foto: kendila @flickr.com)

Lovlig graffiti
Sommetider virker det som om politikerne har glemt hjernen derhjemme, når de tager af sted på arbejde. Det ser eksempelvis ud til at råde et implicit og generaliseret konsensus om, at den bedste måde at bremse op for en eller anden praksis er at gøre den lovlig, da den så angiveligt vil miste sin interesse og/eller afbryde et rentabelt (ulovligt) marked (man kunne dog fristes til at bemærke, at det ikke var ligefrem det, der skete, da man i forrige århundrede frigav tobak og alkohol, men hvem er jeg til at lære vore folkevalgte politikere noget?!…).
Efter forslag om at frigive hash og skabe særlige rygerum, hvor man kunne benytte den frit (hvilket til al held endnu ikke er blevet vedtaget af et politisk flertal), er der nogen, der foreslår at sætte særlige byområder til rådighed for lovlig graffiti, så graffiti ”kunstnerne” kan udtrykke sig frit, ud fra et perspektiv om, at der skal være plads nok til alle og mangfoldigheden.
Der er også dem, der udtrykker sig ved at lave andet slags hærværk ved fx at ødelægge andres ejendom – og det ville ikke undre mig, hvis nogen på et tidspunkt fandt på at foreslå etableringen af særlige områder, hvor man lovligt kunne sparke til hegne, knuse gadelamper med slangebøsser og sætte ild til parkerede biler. Det er hvad der mangler for, at ”der er plads nok til alle”.
(fotos: Alexa Jones @flickr.com og Skore TRC)

Jeg vil have et nyt ansigt
Et af de karakteristika, som synes iboende hos kvinderne – i hvert fald hos mig – er en skarp kritisk sans vedrørende udseendet; den gennemgående utilfredshed med de ekstra kilo (apropos posten i går), den altid ubelejligt ”delle”, dobbelthagen, den ikke helt symmetriske næse, de første rynker hist og her, de for små/ for store/ for hængende bryster, maven der buller lidt ud, ikke-drømmebagdelen, osv., osv.
Takket være de mange tekniske fremskridt indenfor kosmetisk plastkirurgi, er der efterhånden løsninger på alle disse uperfektheder, og de seneste år har vidnet om en eksplosiv vækst i antallet af plastiskoperationer, fedtsugninger, periodevise Botox-indsprøjtninger, tandaffarvninger og andre kunstige og radikale skønhedsmetoder – og ikke kun blandt stjernerne.
Bangebuks som jeg er, ville jeg trods den globale utilfredshed med mit udseende aldrig nogensinde underkaste mig den slags, kun i fantasien (for tænk hvis det gik galt…). Så jeg har svært ved at forstå dem, der tør og udsætter sig for at ”gå under kniven”, lade sig sprøjte ind med toksiner og jeg ved ikke hvad for at blive smukkere.
Især nu, hvor det tilmed er blevet muligt og i nogle europæiske lande tilladt at lave hele ansigtstransplantationer. Bare tanken er angstprovokerende, som i den film hvor skurken får en ny identitet ved at udskifte ansigtet. Og forestil jer, hvordan det må være at vågne op om morgen og se et fremmed ansigt i spejlet – og jeg mener ikke det sædvanlige trætte, søvnige ansigt! : ) Og hvad med hvis man fortrød det og ville have sit eget ansigt tilbage? ”Det var synd. Men intet at gøre ved det. Vi har allerede transplanteret det til en anden, som blev ret tilfreds”.
(fotos: mikeburch @flickr.com og ajiseco @flickr.com)

Ikke forvir mig unødigt, mens jeg er på kur!
Videnskaben er utrolig. I dag beviser man, at noget er ekstremt sundt, og i morgen viser det sig alligevel at være det mest sundhedsskadelige på landjorden. I går læste jeg om en af de studier, der vender alt på hovedet, og som måske kommer til at få konsekvenser for min slankekur (eller måske ikke): som mange andre, der prøver på at tabe sig, har jeg valgt at drikke skummetmælk, da den, som navnet antyder, indeholder meget lidt fedt. Men jeg læste som sagt for nylig i en artikel, at man i en amerikansk undersøgelse netop har konkluderet, at det er nemmere at forblive slank og holde vægten stabil, hvis man spiser et stykke fuldfed ost eller drikker et glas sødmælk hver dag. Det forklares ved, at kalken hjælper kroppen til at regulere fedtet.
Hvad jeg ikke forstår er, hvor man alligevel ikke anbefaler skummetmælk, der jo indeholder samme kalkprocent, færre kalorier og mindre fedt. Et mysterium, altså.
Man lærer noget nyt hver dag, men dette lyder en anelse absurd.
Var det noget med et glas mælk?… Det bliver altså ikke sødmælk, for jeg kan ikke li’ den. Og fordi jeg har på fornemmelsen, at man en af dagene kommer og siger, at det alligevel ikke var så sundt som først antaget…
(foto: rundani @flickr.com)

Nostalgien, altså!...
Hollywood er en virksomhed med visioner, som appellerer til sit publikums nostalgiske sans (og derigennem til deres pung). Hvis ikke de er i gang med en eller anden genindspilning af de mest populære film, som den nyeste Superman og Agent 007, laver de en efterfølger. Hver gang man tror, der ikke kan presses mere ud af en person, fremkommer de med endnu en historie.
Nu blev det Rocky Balboas tur, spillet af den nu tresårige Sylvester Stallone, 30 år efter den første film om bokseren og 16 år efter den forrige.
Og jeg har hørt, at man allerede er i gang med at optage endnu en Indiana Jones med den oprindelige skuespiller, Harrison Ford, selvfølgelig.
Ja, Lassie er død og borte, det er synd. Men hvis de skynder sig, kan de i hvert fald stadig nå at lave 4 eller 5 ”Alene Hjemme”, inden Macaulay Culkin fylder 30, og nogle stykker Rambo, inden Stallone beslutter sig for at gå på pension.
Jeg ved, jeg er kynisk nu, men er det ikke sådan?

Svigermødre
Efter vitserne om dumme blondiner, de mest populære er nok dem om svigermødre. Og mere end en myte eller fordom ser det ud til, at det ikke er uden grund: jeg læste nemlig i avisen for nylig, at svigermødre er særlig gode til at ødelægge parforhold. Jeg taler ikke af egen erfaring, da min svigermor er alle tiders, hvad det angår. Men jf. en undersøgelse for nylig foretaget af Analyse Danmark med 1305 deltagere i alderen 18 til 70 år, har hver 20. dansker fået knust kærligheden, direkte fordi der fulgte en svigermor med.
Ifølge parterapeuten Ingrid Ann Watson lider kvinderne mere under det, selvom de fleste vitser omhandler mænd: ”kvinder er magtmennesker i familien. De vil bestemme, og det skaber problemer. Især hvis manden begår den fejl at holde med sin mor”. Jeg har en veninde netop i den situation: hun har en forfærdelig svigermor, indblandende, dominerende og rigtig dygtig til at skabe ballade og intriger mellem min veninde og dennes mand. Og denne, svag og den ”mors dreng”, han er, tager konsekvent morens parti. Det er et mareridt hver gang damen beslutter sig til at komme på besøg og blive boende derhjemme i en periode. For man kan ikke sige nej til det, vel?
Hver sjette oplever, at svigermoren af og til eller ofte er skyld i ægteskabelige skænderier, 7,9 procent betegner deres nuværende svigermor som ”dominerende”, 17 procent som ”anstrengende” og 2,2 procent som en regulær ”heks”. De vil styre alt, brokker sig og kommer med “stikpiller”.
Hvad løsninger angår, synes der kun at være to mulige: enten tager man magten og etablerer fra starten, hvem der bestemmer, eller så skal man se at slippe væk i en vis fart.

Brev i kode (hva’ for no’et?…)
Min mand modtog et helt og aldeles utydeligt brev til jul. Skriften var ikke utydelig, den var letlæselig nok. Det var indholdet, der ikke kunne tydes og gjorde os forvirrede til trods for flere gennemlæsninger. Jeg forestiller mig, at forfatteren generelt ville ønske ham god bedring, men hvem ved meningen med detaljerne?
Her får I et udsnit:
”Så jeg håber, det værste er overstået, men mens det stadig ikke er helt godt endnu, må du begynde at lege med små glaskugler. Man leger også med glaskugler i Danmark, ikke osse? Hvis du ikke kender til dem, vil jeg straks forklare: der er tale om små glaskugler, som man forsøger at få ned i nogle huller, man har lavet på jorden. Nej, det er ikke golf. Det er noget andet, som man spiller på store græsarealer, og boldene er større og ikke af glas […] Ah, men for at vende tilbage til glaskuglerne (og hvordan nåede du derhen til at begynde med, du brevforfatter?): så er der en større kugle, som kan ”fange” de andres glaskugler. – Ligesom i fodbold (hvordan kommer fodbold nu også ind i billedet?) bliver man sommetider sur på hinanden og begynder at slås. Men det en en anden snak (ja, mon ikke?!) og er ikke en del af spillereglerne.
Nå min dreng, jeg ønsker dig god bedring og sender et knus”.
Fik nogen fat i noget fra den ovennævnte monolog, eller i hvert fald i meningen med at blande de små glaskugler i det hele?
Jeg må indrømme, at jeg ikke kan få mig til at spørge forfatteren, hvad vedkommende præcist ville sige med det. Det var pokkers!
(fotos: ask-I Beka @flickr.com og Cheezit Addict @flickr.com)

Kur og remedier
Man godt blive temmelig nysgerrig vedrørende oprindelsen af diverse hjemmelavede kur og remedier til alle slags onder. Hvem har mon fundet på, at hikke kan kureres ved hjælp af en forskrækkelse? Eller en hurtig slurk vand taget fra den modsatte side af glasset?
I forhold til tømmermænd pga. for stor indtagelse af alkohol er forslagene mangeartede, og hver er mere fascinerende end den anden. I Tyskland består helbredelsen i at spise en stor bøf, bananer og sild med sennep til morgenmad, og i Tyrkiet yoghurt og hvidløg. For at forbygge tømmermænd er der nogen der anbefaler, man drikker mælk eller 1-2 skeer olivenolie. Romerne spiste kålblade, og de gamle egyptere drak kålvand. Og den dag i dag spiser russerne agurkeskiver. I det vilde vest i USA helbredte cowboys deres whiskytømmermænd med te lavet af tørret kaninafføring. I Haiti løser man som sædvanlig den slags (og alle slags) med voodoo, denne gang mod proppen på den flaske, der forårsagede ondet (bogstavelig talt til stikker 13 nål på ”synderproppen”). Og i Puerto Rico gnubber man citron under “drikkearmen”.
Mit spørgsmål er følgende: mon nogen af disse hjemmelavede opskrifter virker? Eller er man bedre tjent med Panodiler? Eller endda med tømmermændene?
God weekend!
(foto: GloomyCorp @flickr.com)