Diplomati og mangel på samme
Man kan give sin mening til kende på mange forskellige måder: diplomatisk, ironisk, humoristisk, eller lige hårdt og på. Jeg betragter mig selv som en rimelig diplomatisk person, jeg bryder mig ikke om at skulle såre folk med mine meninger. Jeg kan ind i mellem gøre brug af humor men prøver at gøre det så skånsomt som muligt. Og jeg trives blandt folk, der giver deres meninger til kende på samme måde. Som forleden dag da jeg kom kørende bag ret en beskidt hvid varevogn. Hvem har ikke stødt på den slags upassende håndskrevne kommentar på en bil i den forfatning a la ”vask mig, svin!”? Den, der denne gang skrev kommentaren, er en person lige efter mit hjerte, hvad diplomati angår; vedkommende skrev blot ”kan fås i hvid”.
Denne aversion mod total, bundløs og uforskammet ærlighed må være et produkt af at være min mors datter. Dem, der kender hende ved, at hendes diplomati ske evner kan være et meget lille sted, og at hun synes, hun har ret til at fremkomme med sin uforbeholdne mening til enhver tid, ufiltreret. Sidste år fik hun nogle øreringe af min lillesøsters kæreste, som hun ikke kunne li’. Frem for at takke ham for hans opmærksomhed, eller allerhøjest tilføje, at farven ikke plejer at klæde hende, eller at hun ikke har tøj der matcher eller noget lignende, brusede hun spontant ud overfor ham med: ”nej, de er godt nok hæslige!”
Man kan have forskellig smag. Det er ikke altid nemt at være diplomatisk eller komme med konstruktiv kritik, men det er forsøget værd.
Næste gang jeg skal give kritik, vil jeg prøve at huske den offwhite varevogn fra forleden.