Ikke prøv dette derhjemme!...
Efter Street Kiss har Frankrig endnu engang inspireret med et urbant fænomen, nemlig Parkour, eller Le Parkour ( normalt forkortet PK), som betyder ”rute” eller “vejstækning” (og som endda rimer på “amour”, men det er en hel anden historie...). Denne såvel fysiske som mentale disciplin, hvis essens synes at være at blive nyttig og effektiv med bevægelsen, består i at udøveren – som kaldes traceur, eller fem. traceuse – gå over forhindringer på den hurtigste og mest direkte måde kun ved brug af kroppens muligheder i form af hop, rulning og klatring.
Det siges, at Parkour er tilgængelig for alle, men jeg tvivler på, at det skulle være tilrådeligt overfor folk med slem højdeskræk (eller folk med den mindste smule fornuft, men det er min fordomfulde mening...). Forhindringerne kan findes i alle slags miljøer, men det dyrkes primært i byerne, som jo har mange brugbare offentlige flader som bygninger og mure. Det kræver total koncentration, evnen til at bedømme afstand, bedømme egne evner og bedømme risiko.
Udover udvikling af fysisk styrke, udholdenhed og motorisk koordination, opmuntrer Parkour-udøveren til at lære sine egne grænser at kende og overvinde dem ved ikke at lade sig begrænse af forhindringer men hellere udfordre af dem for således at konstant at udvikle sin viljestyrke, overbevisning og mod og derigennem at opnå velvære og livskvalitet og opdrage de unge, som tørster efter nye erfaringer. For Parkour-udøverne er det derfor ikke kun en sport men en livsstil, vejen til at ”finde sig selv”, lære at kontrollere krop og sind, og til stadighed at blive dygtigere til at møde fyskiske og mentale forhindringer. Traceur’en er derfor potentielt god til andre aktiviteter, der kræver selvkontrol, styrke og iagttagelse.
Det er ikke ualmindeligt, at udøvere laver en overdreven vurdering af egen formåen eller løber unødige ricici, som medfører mere eller mindre alvorlige ulukker. Men udøverne plejer at leve efter følgende filosofi: ”Det er latterligt at søge friheden og ende smadret i en kørestol”. Men Parkour er en sport, der kræver hård træning, brug af koncentration og fornuft, og respekt for ens egne grænser, således at ulykker kan mindskes eller helt undgås. Det vigtigste er at træne og undgå uansvarlighed, så derfor er ulykker relateret til Parkour yderst sjældne, men kan selvfølgelig være temmelig alvorlige, hvis man underkender sportens ricici, og spændingen får de unge til at lave noget, de ikke er sikre på at kunne udføre ordentligt.
(kilde: Wikipedia)
Så, hvis I pludselig en dag ser et væsen hoppe fra en bygning til en anden, skal I ikke automatisk antage, at der er tale om et egern, da det udmærket godt kunne være en frygtløs Parkour-udøver.
Hvis I vil vide mere, kan I klikke på: http://www.parkour.net/ ou http://www.urbanfreeflow.com/.

Pizza-mafia
I nogen tid overvejede vi at tilbringe den kommende ferie på Sicilien, formodentlig en smuk og charmerende ø med godt klima, som dog især er kendt for at være den knap så charmerende Mafias vugge. Og da jeg for nylig i en nyhed stiftede bekendtskab med nogle af deres formodede metoder, er jeg glad for at vi ændrede mening og tager til Toscana i stedet:
Tænk, Mafiaen er også kommet til Sverige, et almindeligvis fredeligt, velordnet og civiliseret land. Men i Karlskoga i det sydvestlige Sverige er der 28 pizzarier; alligevel koster en pizza købt i byen trods konkurrencen 50% mere end i resten af landet. Dette på grund af ”pizza-mafiaen”, som ikke accepterer, at priserne sænkes. Hvis nogen tør at sælge en pizza for under 60 svenske kroner, bliver de truet, og hvis ikke de makker ret, risikerer de at der øves hærværk mod deres restaurant og, hvem ved, måske endda at få en omgang tæsk.
Det er som taget fra manuskriptet af en af ”the Godfather”-filmene eller årets oskarvinder, ”The Departed”!...
(foto: chubbybadass @flickr.com)

Pandekagedagen
Hvordan kan det egentlig være, at jeg har boet på denne planet så længe (ooops, det lød som et spørgsmål fra en marsboer, men anyway…) og i et katolsk land i så mange år oven i købet, og først nu har opdaget Pandekagedagen, tilsyneladende en kristen tradition på over 1000 år?
Pandekagedagen er en årlig tilbagevendende begivenhed tirsdagen efter Fastelavnssøndag, det vil sige: det var i tirsdags. Ifølge traditionen fejrer det indgangen til Fasten, en periode på 40 dage før Påsken, hvor de kristne ikke måtte indtage søde sager, æg, hvidt mel eller mælk fra Askeonsdag og frem til Palmesøndag. Derfor var det med at skynde sig at spise så meget af de ovennævnte råvarer som muligt inden fasten. Og derfra kommer opskriften på pandekager, forestiller jeg mig.
I den engelske by Olney fejrer man Pandekagedagen på en ganske særlig måde. Udover den obligatoriske pandekagespisning, har man siden 1445 haft et pandekageløb, hvor de lokale kvinder løber gennem gaderne, mens de vender pandekager oppe i luften.
Jeg er lidt sent på den, men bedre sent end aldrig, så her er en hurtig pandekageopskrift:
(ca. 20-25 stk.)
1 l mælk
6 æg
500 g mel
1 tsk. vanillesukker
3 spsk. sukker
1 nip salt
Smør til stegning
Rør æggene ud i mælken, og sigt melet i lidt ad gangen. Rør godt rundt, så der ikke er klumper i dejen. Tilsæt salt, sukker og vanillesukker.
Lad smørret skumme op på panden, inden du hælder dej på til den første pandekage.
Spis dine pandekager med syltetøj, sukker, florsukker, sirup eller is. Velbekomme!

Florentia (43° 47' N 11° 15' Ø)
Og apropos planlægning af ferie...
… iupiii!!! - der er kun en uge tilbage, til vi skal på ferie – små to uger, som vi har valgt at tilbringe i skønne Toscana, som ingen af os kender, men som vi begge har fantaseret om i flere år.
Vi har lejet et værelse på en villa fra det XVIII århundrede, på en gård nær Firenze. Denne skulle være omgivet af bakker, vinmarker og land og have en kælder, hvor jeg forestiller mig, vi vil kunne købe alskens traditionelle toskanske produkter som Chianti, olivenolie og honning og smage den lækre lokale køkkenkunst.
I de seneste uger har vi været begravet i bøger og turistguides og ladet os inspirere om seværdighederne i et område så rig på kultur og natur.
Oprindelig en bosættelse af etruskerne, mener nogen, men i virkeligheden var det en romersk bosættelse, en castrum, badet af Arnofloden, og ifølge nogle en af de smukkeste byer i verden, Firenze (på latinsk Florentia, ”den blomstrende”) blev berømt som renæssancens vugge eller arnested og hjembyen for flere celebre personer som Dante Aligheri, forfatteren af ”Den Guddommelige Komedie” og diverse paver, hvilket ikke kunne undgå at efterlade sig spor i form af fantastiske kirker og katedraler. Firenze er ligeledes scenariet for utallige kunstværker fra kunstnere som Michelangelo, Giotto, Leonardo da Vinci, Donatello, Machiavelli, Brunelleschi, Ghiberti, Masaccio. Og kulissen for en opera af Puccini, Gianni Schicchi, romanen ”Værelse med Udsigt” af E.M. Forster og et mindre kendt værk af H.C.Andersen. Firenzes historiske centrum har været på UNESCO's Verdensarvsliste siden 1982, og der er nogen, som betegner den som kunsthistoriens absolutte hovedstad, som den dag i dag stadig inspirerer digtere og skulptører verden over, så den må være det værd.
Bare navnene er ret fascinerende: Piazza della Signoria, Cattedrale di Santa Maria del Fiore, Via Strozzi, Ponte Vecchio, Piazza del Duomo, La Loggia del Bigallo, Via dei Calzaiuoli, Giardino di Boboli.
Jeg kan ikke vente!
Og hvis I fik lidt blod på tanden, her er et par links til inspiration.http://www.italy.dk/turisme/toscana/firenze.htm
http://www.italyguides.it/us/florence/florence_italy.htm

Ciao : )

Dagligdagens små glæder
(og jeg lover ikke at nævne Cristiano Ronaldo udover i denne parentes)
~ Kys, indforståede blikke og små opmærksomheder og overraskelser fra min mand
~ En gåtur langs stranden
~ At begynde på en bog, man ikke kan lægge fra sig
~ At få en mail eller et brev fra en gammel veninde
~ At danse med min nevø på 3 måneder og se ham grine over hele ansigtet
~ At gense en af yndlingsfilmene, som man kender udenad
~ En middag med venner
~ At spille kort eller Matador på en regnfuld eftermiddag
~ En massage
~ At mærke solen varme mig op
~ En kompliment fra en kollega eller en overordnet, når man har udført et godt stykke arbejde
~ At spise et stykke varmt italiensk brød med sprød skorpe med ricotta ost og frisk basilikum
~ Fredagsaftener, med eller uden planer
~ At lægge sig og slukke lyset efter en lang dag og opleve øjnene og musklerne slapper af
~ Et knus når det er mest tiltrængt
~ At bage scones til morgenmaden om søndagen
~ Ikke at sætte gardinerne for på en fuldmåneaften og lade det blålige lys fylde og oplyse hele huset
~ Desserter
~ At gå på nyfalden sne
~ At planlægge en ferierejse og bladre i rejsebøger med drømmebilleder fra drømmestedet.
(foto fra Amagerstrand: antigavin @flickr.com)

Videnskabelig tankelæsning
En af alle mænds drømme til alle tider er ved at komme i opfyldelse. Det er slut med forvirringen, det at skulle gætte eller tolke kærestens subtile hints og kropssprog og den totale uvidenhed omkring hendes motiver og reaktioner. Om ikke så længe vil det nemlig blive muligt at læse tanker.
Nej, det er ikke science fiction men videnskab: en gruppe af europæiske neurologer med afsæt i London har udviklet en teknik, der muliggør at lave scanninger dybt inde i hjernen og derigennem aflæse og forudsige en persons hensigter, endda før personen selv handler på sine tanker og intentioner.
Indtil nu er teknikken kun blevet anvendt i forhold til at forudsige forholdsvis simple beslutninger som at skulle vælge mellem at gange og dividere, og der er meget endnu, der trænger til at blive undersøgt. Men med en andel oppe på 70% af korrekte ”læsninger”, virker det mere lovende end, hvad man ellers har held med i virkeligheden og uden hjælp, især i interaktionen mellem kønnene.
(foto: Patrick Denker @ flickr.com)

Gud fri mig for brokhoveder
Der er intet som dårligt humør og negative vibrationer til at ødelægge en stemning og skabe endnu mere dårligt humør.
Jeg erindrer, at jeg for nogle år siden havde en kollega, som af en eller anden for os ukendt grund gennem måneder virkede sur, mut og bitter. Han sagde meget lidt men behøvede ikke engang at åbne munden for at sprede sit dårlige humør, der næsten dagligt talte højt sit tydelige sprog og gjorde frokostpauserne til et sandt mareridt. Selvfølgelig fandt jeg ind i mellem på undskyldninger for at blive væk og ikke spise frokost på samme tidspunkt, da det efterhånden blev ret uudholdeligt at leve med hans pludselige surmuleri.
Han skiftede imidlertid arbejde, og problemet løste sig. Men jeg fik aldrig selv taget mod til mig til at konfrontere ham med hans ubehagelige, uacceptable adfærd; og jeg ville ønske, at nogen havde gjort det, da det ville have sparet alle for utallige timer af dyb, pinagtig stilhed.
Hvorfor mon vi undgår konflikter for enhver pris, selvom det kommer til at koste så meget? Af frygt? Skam? God opdragelse? Usikkerhed? Eller i et naivt håb om, at den anden på en eller anden måde bliver klar over sig selv og ændrer sin opførsel og holdning?
(foto: robotgirl @ flickr.com e St. Nicholas Garden)

På en forårsdag
Denne vinter har ikke været særlig streng, så engang i mellem glemmer jeg, det der er en hel måned til forår, og begynder at drømme om, hvad jeg kunne tænke mig at gøre i weekenden:
~ en picnic
~ en tur i luftballon
~ en tur langs stranden i bare fødder og kortærmet bluse
~ at sidde på altanen og få sol i ansigtet
~ en tur i skoven for at se de sommerfugle og første blade på træerne
~ hænge vasketøjet udendørs
~ at drikke noget køligt på en fortovscafe
~ at gå ud uden frakke eller halstørklæde
Ikke endnu, men om en måned… : )
... og intet som forudsigelsen af en natlig snestorm til at gøre det klart, at det stadig er vinter...
(foto: Dave Carter @ Pbase.com)

At tygge sig tynd
Det er ikke første gang, jeg underholder jer med min slankekur, som har haft gode resultater men samtidig været møjsommelig og krævet selvdisciplin. Og de sidste måneder har jeg tit tænkt på, at det ville være betydelig nemmere, hvis der var andre, mere effektive midler, der en og på samme gang var mindre krævende: piller, drikke, en lille bitte plastiskkirurgi, jeg ved ikke…
Nu er der det: en tyggegummi indeholdende et hormon, som dæmper appetitten ganske dramatisk.Ideen er ret genial: Hvis man nu har lidt overvægt, er det næsten sikkert, at man holder af at tygge, så det kommer nemt at tygge tyggegummi.
Men det virker på en eller anden måde for nemt. Og lidt for risikabelt. Og, som sædvanligt, tør jeg ikke…

Orakler
Jeg tror, at mennesket til enhver tid har haft brug for at kunne se ind i fremtiden. Med baggrund i nysgerrighed, frygt eller måske for at skabe en illusion om, at livet ikke er så uforudsigelig som det umiddelbart tager sig ud.
Eksempelvis i Oldtidens Grækenland var det på mode at forsøge at spå om fremtiden. Man henvendte sig et særligt sted og konsulterede med et såkaldt ”orakel”, som den berømte Orakel i Delphi (på billedet), nord for Korinth Golfen i Parnassosbjergene. Efter konsultationen med en eller anden guds profet, ind i mellem en ret bekostelig affære med dyre offergaver, gik man derfra med viden om sin egen fremtid. Hvis der var gode nyheder, forestiller jeg mig, at man gik derfra fuld af håb og tro på livet. Men hvis oraklet derimod tilkendegav noget om en mindre tillokkende fremtid, må man have fået det værre, mere modløs, end da man kom og måske ønsket, at man var forblevet uvidende. Og jeg forestiller mig, at oraklets spådom sommetider ramte plet og sommetider ramte ved siden af, og at forudsigelserne var tilpas generaliserede og tvetydige, så de kunne passe på enhver, ligesom horoskoperne.
Oldtiden er forbi, oraklerne ligeså. Men i 2007 er der stadig nogen, som udfylder den rolle og kommer med mere eller mindre ubegrundede udtalelser om fremtiden: økonomiske vismænd, såkaldte eksperter i diverse sociale trends, fremtidsforskere – og terapeuter.
Jeg læste for eksempel for nogen tid siden, at en anerkendt terapeut mente, at i 2007 (hverken før eller efter) ville parforhold ændre sig således, at de blev mere kompromisløse. At der ville være mere plads til at opfylde individuelle behov og ønsker. Eksempelvis man ville skiftes til at tage på drømmerejsen, mens partneren blev hjemme og passede børnene. At ægtefællerne får hver deres eget soveværelse, indrettet som de selv vil have det. Og hvad ved jeg.
Tror I på det? Det gør jeg ikke…
(foto: Bradgy @flickr.com)

Intuition
Jeg sagde det jo: der er en eller anden antifeministisk sammensværgelse i gang!…
Hvis der er noget, som man altid har attribueret til kvinderne, har det i hvert fald være den legendariske skarpe, overlegne intuition. Ikke sandt?
De gode nyheder er, at det for nylig er blevet videnskabeligt bevist, at i en situation, hvor man skal træffe hurtige, korrekte og afgørende valg, virker intuitionen endnu skarpere og praktisk talt ufejlbarlig. Med andre ord: under pres er vores ubevidste, intuitive del af hjernen mere effektiv end vores logiske, rationelle side.
De dårlige nyheder er, at man åbenbart også har fået påvist, at mænd har bedre intuition end kvinder. Ikke at ideen om, at kvinder har en god intuition skulle være en myte, men tilsyneladende er mænd i de senere år kommet mere i kontakt med deres ubeviste, hvilket har bevirket, at de har forbedret deres intuition betydeligt.
Mon den tiltagende lighed mellem kønnene kommer til at betyde, at den per definition kvindelige intuition kommer til at udvikle sig i modsat retning hos kvinderne? Hvis det i det mindste bibragte fordelene ved at begynde at kunne orientere mig med eller uden kort, parallelparkere ved første forsøg, regne i hovedet og få den mindste økonomisksans og -overblik, ville jeg ikke engang blive så ked af det…
(foto: A30_Tsitika @flickr.com)

Grøntsager af en anden verden
Har I nogensinde spekuleret på, hvad der får planterne til at holde op med at vokse? Og hvad mon grænsen er for, hvad man kan svare på spørgsmålet om, hvad man vil være, når man bliver stor? Og hvad har det ene mon med det andet at gøre?
Jeg har aldrig decideret følt mig opmuntret til at være særlig nysgerrig. Og jeg opholder mig sjældent i den mere filosofiske hjørne, men jeg har dage…
Alt det apropos astronauter…
Forvirrede?… Jeg forklarer det lige: en rejse til fremmede galakser er stadig temmelig tidskrævende og kræver så en enorm mængde provianter og et kæmpe forrådskammer, da astronauterne der er på farten jo skal have noget at spise. Derfor har en gruppe norske forskere (helt sikkert mere nysgerrige end mig) for nylig fået den brillante ide at prøve at dyrke linser (og I ved jo, hvad mit standpunkt er om lige netop linser; men lad gå, jeg vil ikke engang lave for meget vrøvl i forhold til det, da jeg finder ideen i sig selv aldeles glimrende og værd ros for projektets kreativitet og originalitet). De har besluttet sig for at finde ud af, hvordan planterne vil reagere i omgivelser med meget lidt tyngdekraft.
Og det var sådan jeg opdagede, hvad jeg ikke vidste, nemlig at tyngdekraften spiller en rolle i forhold til planternes vækst (jeg forestiller mig, at de øvrige præmisser må vel være et spørgsmål om genetik, jordbundsforhold og mængden af lys og vand tilgængelige). Og at man nu kan blive ”rumgartner”.

Gudernes hævn (eller hævn af nogen der ikke har noget bedre at lave)
Ingen kan li’ at afslutte et parforhold på en dårlig måde, og sommetider er det vanskeligt at komme videre, især når der er blevet sat spørgsmålstegn ved ens selvtillid og selvværd.
Men der er nogen som har det ekstremt vanskeligt ved at komme videre og slippe fornærmelsen, som denne type oplevelser bevirker hos dem. De bliver ved med at ”drøvtygge” gennem måneder og år, nærer hævnønsker og fantasier om at være den, der kommer ud af det ovenpå i en parallel univers og virkelighed. Og for hvem Valentins dag, som vi netop har fejret, frem for alt virker som en styg provokation.
Og åbenbart er der nogen, som er endnu mere ekstreme end andre. Hvilket for mig bliver bevist ved en hjemmeside for hævntørstige folk (http://www.thepayback.com), hvor man eksempelvis anonymt kan bestille alt fra forholdsvis uskyldige ’practical jokes’ som visne roser og smeltede chokolader til mere perfide ting som rådne fisk, anonyme breve og e-mails, falske bøder, falske skudhuller, osv. til levering hos ekskæresten (eller hos veninden som stak dig en ”kniv” i ryggen, eller hos den irriterende chef, hvis man er vendt til den side) af det firma bag hjemmesiden.
På samme hjemmeside har - for mig at se - triste og hævngerrige mennesker også mulighed for at fortælle og genfortælle om deres vellykkede hævnaktioner.
Venner: den, der kommer ud ovenpå, går ikke i ”små sko” og hævner sig ikke. Han eller hun foragter eller, endnu bedre, udøver kølig indifference ; )
(foto: Jibba Jabba @flickr.com)

Originale skuffer
Hvem siger at møbler overhovedet behøver at have lige kanter?
En gruppe hollandske designere, som kalder sig ”Droog” (som oversat betyder ”tørt”, underforstået ”tørt humor”) har revolutioneret møbelverdenen ved at skabe geniale og sjove løsninger, der ved første øjekast dog virker noget… nå… skøre altså.
De har eksempelvis lavet en barnestol med så tilpas lange ben, at barnet fra starten kommer op på samme niveau som de voksne og kan se dem i øjnene. Formålet er at bevare denne nærhed og symmetri ved at skære noget af stolebenene af i takt med, at barnet vokser, hvilket samtidig kommer til at symbolisere barnets tiltagende autonomi.
Ulempe: stolen kan ikke gå i arv og bruges til den næste baby, eller det er i hvert fald ikke muligt at anvende samme filosofi overfor den næste, da man har skåret benene tilpas meget til, at stolen kommer til at ligne en almindelig barnestol.
Og hvad med en dørklokke, der består af to glas, som klinger i en ”skål”, når man ringer på? Eller et brusebad a la et vandfald? Eller måske et dørhåndtag med blindskrift?
Eller hvad med en kommode med vidt forskellige skuffer fra forskellige tidsaldre?
I en anti-funktionalistisk ånd, hvor ordsproget ”at grine er den bedste medicin” lever efter bedste velgående.

S. Valentins bagvaskelse
Der er to muligheder: enten er der en eller anden kampagne i gang med det formål at nedgøre kvinderne, give dem et dårligt ry, eller så er sidstnævnte blevet ekstremt og tiltagende materialistiske. Eller så må I forklare mig, hvad der foregår:
For nogle dage siden skrev jeg om en undersøgelse, der antydede, at kvinderne foretrak mobilen over sex (i hvert fald hypotetisk). Og for nogen tid siden kom det frem, hvor ufattelig mange timer kvinder bruget på at shoppe og gå tur med kreditkortet.
Og for et par dage siden blev jeg opmærksom på en amerikansk undersøgelse, som konkluderede, at de fleste kvinder foretrak et klædeskab fyldt med tøj frem for sex i 15 måneder. Er det mon fordi tøj tenderer til at holde længere end mange parforhold eller hvad?...
Glædelig Valentins dag!
(foto: fivestrongs @flickr.com)

Triiiiing
Som jeg tidligere har refereret, er det postmoderne menneske i et konstant ræs for at opnå det perfekte liv og den perfekte identitet: de rigtige mærker, økologiske produkter, det ideelle antal børn, den rigtige adresse, et upåklageligt udseende uden rynker eller overflødige kilo, osv., osv., osv.
For nylig blev jeg dog klar over, at ikke engang ringetonen på mobilen bliver overladt til tilfældigheder men definerer præcist, hvem du er. Og at vi får et billede af andre mennesker med udgangspunkt i den ringetone, de har valgt til deres mobiltelefon: kulturelskeren vælger klassisk musik; den moderne friskfyr et hit fra den aktuelle top 10; den ironisk distancerede, der betragter sig selv som overlegen i forhold til alt det moderne en ringetone som den fra de gammeldags telefoner; pigen der ånder for diskoteket lørdag aften ”Stayin’ Alive”; den irriterende teenager en eller anden høj, skinger tone, der bliver højere for hver gang den ringer; romantikeren ”My heart will go on” fra Titanic eller musikken fra ”Fire bryllupper og en begravelse”.
Jeg har melodien fra The Muppet Show på min mobiltelefon – hvad mon det siger om mig?…
(foto: thirdspacephoto @flickr.com)

Luksuriøs forkælelse
Da jeg nåede til om eftermiddagen i fredags var jeg fuldstændig udmattet efter en hård arbejdsuge, der udover de almindelige opgaver indebar at byde vores nye praktikant velkommen. Jeg delte ansvaret med hensyn til at introducere ham til hospitalet og de udfordringer, der venter ham. Det trætter altså at være til rådighed!…
Det faldt sammen med min kvartalsfrisøraftale. Og jeg var så træt, at jeg ikke engang gik i selvsving, som jeg plejer, over hvilken frisure, jeg skulle vælge, osv., osv. Jeg ankom til salonen, satte mig i den stol jeg fik anvist og lod mig forkæle: med farvningen, teen, sladderbladene, min frisørs snak, baggrundsmusikken fra TV2-radio, den obligatoriske hovedbundsmassage, den langsomme vask, føntørring og udglatning.
Jeg hyggede mig med at lægge mærke til de andre frisørers vovede, skøre frisurer. De forskellige flasker med diverse produkter, som stod på hylderne efter farver. At tømme hovedet fra en hel uge.
Og som altid gik jeg derfra og lignede en million og virkede meget lettere, som en filmstjerne på vej til at optage en reklame for L’Oreal.
Udmattelse... ja, jeg tror jeg har fundet løsningen på min evige frisørambivalens...

Velsmagende hobby
Som den elsker jeg er af næsten alle slags ost (med en fed understregning under “næsten alle”, da jeg ikke bryder mig om oste med grønne ting I som Roquefort og Stilton, ej heller oste med kommen og andre underlige ting I), kunne jeg ikke lade være med at få mundvand, da jeg læste om endnu en af de der anderledes, utænkelige hobbyer: vidste I, at man i New Zealand hvert år har en osterulleri-konkurrence? Den hedder Whitestone Cheese Rolling Competition (til ære for osten af same navn), har som formal at samle penge ind til flere velgørende formål, fx et familieterapicenter, og i år fandt den sted d. 6. februar i Waikaka.
Prøven er ganske enkel: en ost bliver smidt ned ad en bakke, og folk løber efter den og prøver at få fat i den. Den som fanger den løbske ost, får lov til at beholde den.
Det siges, at denne ”sport” stammer fra England. Men det, der virkelig gør mig nysgerrig er: hvem har mon fundet på noget så løjerligt og under hvilke omstændigheder?

Genforeninger
Underholdningsbranchen er en verden, der præges af moder. En filminstruktør laver en genindspilning af en gammel film, og de øvrige følger trop. En stjerne adopterer et barn fra et udviklingsland, og fra den ene dag til den anden er alle de andre i kø for at adoptere.
I øjeblikket er det ligeledes populært at gendanne bands, som har været hver for til sit i årevis: Take That er kommet sammen igen om end uden Robbie Williams. Genesis er kommet sammen igen og skal på verdensturné i år. Eagles, som svor aldrig nogensinde at komme sammen igen, er kommet sammen igen og har udgivet en plade. Og nostalgien synes at brede sig til alle kanter. Van Halen er ved at komme sammen igen efter 22 år hver for sig og The Police ditto. Og der er rygter om, at Wham planlægger at udgive en ny plade engang til sommer.
Selvfølgelig vil publikumet, ligeledes nostalgisk, komme til koncerter, købe plader osv., så I kan forestille jer den guldmine, det vil blive: nok til at inspirere de øvrige.
Nu at vi er i gang, ville jeg ikke være ked af at se de oprindelige fem i Duran Duran genforenet (jeg blev aldrig for glad for de nye medlemmer), eller Spandau Ballet; og hvem ved, om ikke det er nu, vi kommer til at se the Beatles genforenet på scenen?
(foto: julieD2u @flickr.com)

Forebyggelse er bedre end behandling – eller…?
Menneskers adfærd er sommetider pudsig og mange gange tilsyneladende irrationel.
Man har altid hørt, at forebyggelseskampagner eksempelvis overfor rygning og brug af narkotiske stoffer var altafgørende for at undgå, at de unge får dårlige vaner og afhængigheder.
Imidlertid læste jeg for nylig, at flere undersøgelser faktisk peger i retning af, at for megen opmærksomhed på forebyggelse kan få modsatte effekt: at det at høre for meget om rygning, stoffer, osv. kan skabe en fejlagtig forventning om, at dets brug er mere udbredt end det faktisk er tilfældet; hvilket i sig selv kan give en lyst til eller nysgerrighed efter at prøve produktet selv. Dette fordi vores ideer om andres opførsel påvirker vores egen opførsel (altså: mennesker efteraber hinanden).
Det vil sige, at der er information, misinformation, uvidenhed og for megen information – og, som alt her i livet, er det vigtige, at det sker med måde.
(foto: go shine @flickr.com og rebezina @flickr.com)

Valg og prioriteter

Kan I huske de leg, man legede som teenager, hvis primære mål var at blive intim med venner ved at stille dem hypotetiske dilemmaer? ”Hvis du skulle vælge mellem dit og dat, hvad ville du foretrække?”

For nylig har teleselskabet Dial-a-Phone spurgt en gruppe forbrugere om deres vaner vedrørende mobiltelefoner, og de brugte netop denne slags hypotetiske situationer. Til spørgsmålet ”hvis du skulle vælge mellem 30 dage uden mobil eller uden sex, hvad ville du vælge?”, svarede 25% af kvinderne tilsyneladende, at de ikke ville undvære mobilen. Ingen af mændene foretrak mobiltelefonen derimod (hvilket i sig selv ikke er særlig overraskende!…) Men i en anden undersøgelse foretaget af britiske GfK NOP fandt man frem til, at en ud af otte mænd ville være parat til at droppe kæresten for at få et nyt elektronisk ”legetøj”.

Andre konklusioner fra førstnævnte undersøgelse påpeger, at fire ud af fem vælger at svare deres mobiltelefon, hvis den ringer på en første date, hvilket synes mig lidet romantisk; og 11% af folk under 34 år har prøvet at blive droppet via sms. Kedelig tendens, ikke?

Dem der kender mig ved, at jeg godt kan li’ sms’er men at jeg hader at tale i telefon. Derfor er det et mysterium for mig, hvorfor man generelt er så desperat efter konstant at være i kontakt, at være til rådighed døgnet rundt.
(foto: Pål Berge @flickr.com)

Retssystemet er blind – døv, stum og lammet

Heldigvis har jeg aldrig været nødsaget til at omgås retssystemet: jeg har aldrig sagsøgt nogen, er aldrig selv blevet sagsøgt ej heller anklaget for noget kriminelt. Jeg ved derfor kun meget lidt om, hvordan retssystemet fungerer – og næsten udelukkende fra tv-serier og film om advokater. Men forleden dag blev jeg lidt klogere på, hvorfor man plejer at portrættere retten som en figur med bind for øjnene, blind; det apropos en sag, der p.t. verserer i København: urmager-sagen.

En urmager, som flere gange tidligere havde været udsat for bevæbnede røverier, blev atter offer for et røveri d. 16. januar: tre gerningsmænd med (attrap) pistoler gik ind i hans forretning. De slog ham ned og i nødværge trak den stakkels handlende en automatpistol (som han godt nok ikke havde våbentilladelse til, indrømmet) og skød to af røverne i henholdsvis arm og skulder.

Urmageren, offeret altså, blev anholdt og sigtes for ulovlig våbenbesiddelse og drabsforsøg. Og selvom han skulle blive frikendt, risikerer han at skulle blive sagsøgt og betale en kæmpeerstatning til de beskudte røvere for ”svie og smerte, tabt arbejdsfortjeneste og tab af erhvervsevne”. Dem der har arbejdsevne - og har tænkt sig at arbejde - går ikke ind og begår et røveri! Og hvem oplever mon mest smerte i det her?!, spørger jeg bare...

Kald det ”retten”, hvis I vil, men jeg finder det absurd, idiotisk og uretfærdigt!

Sommetider ville jeg ønske, at retssystemet brugte briller, endda med tilstrækkelig styrke…

(foto: Cam B. @flickr.com)

Robotter

Jeg har flere gange givet udtryk for min fascination for de teknologiske landevindinger, der gør dagligdagen mere effektiv – og sommetider også enklere.

Jeg har også fortalt her, at jeg i ny og næ giver blod.

Og jeg forestiller mig, at inden længe vil man kunne slå to fluer med et smæk og anvende de nye teknologier også til dette medicinske speciale. Teknologien som gør det muligt er i hvert fald tilgængelig. Projektet blev udviklet i samarbejde mellem et universitet, et sygehus og et teknologisk institut i Danmark og hedder Roblood: en robot kan tage blod og analysere blodprøverne og ved præcist, hvorfra man nemmest kan tappe blodet.

En dag vil der være robotter til alt på hospitalerne – fra at operere blindtarme til at slå på knæerne med reflekshammeren til at sige: ”ræk tungen ud og sig aaah!”.

Jeg ved bare ikke om det lyder så behageligt – ideen virker faktisk lidt angstprovokerende, især efter at have set alt for mange science fiction film…

HJERTELIG TILLYKKE MED FØDSELSDAGEN!

(et billede siger mere end tusind ord)

- ah: og held og lykke i ”venskabskampen” mod Brasilien i morgen!... Scor endelig nogle mål..., bare for at fejre! ;-)

Med to pinde
Den japanske kultur har fascinerende facetter (mærkværdige men fascinerende). For nogen tid siden skrev om det syndrom, som rammer japanske kvinder i traditionelle ægteskaber, når deres mænd går på pension.
Der er også en del traditionalisme i det japanske uddannelsessystem. Måske tror I mig ikke, men der er sandheden, at på gymnasiet Hisatagakuen, i Nagasaki, består adgangsprøven i at bevise den potentielle elevs dygtighed med hensyn til at manøvrere pinde (hashi, som spisepinde hedder på japansk). Der er tale om en simulationsprøve (det vil sige ikke et rigtigt måltid), hvor man skal flytte marmorkugler, perler og bønner fra en tallerken til en anden kun ved hjælp af spisepinde.
Dem som ikke består prøven, bliver ikke optaget på skolen.
Et imponerende eksempel på, hvordan de små ting sommetider er det, der virkelig tæller og ikke Pytagoras ligningen.
(fotos: dslrninja @flickr.com og VERYCOOLWINTER @flickr.com)