Nemesis
For ikke så længe siden sad jeg bag rattet på vej til arbejdet uden at tænke på noget særligt, andet end at nyde musikken i radioen, da bilen foran mig fik mig hen til det filosofiske hjørne. Dette grundet nummerpladen, den slags specialbestilt nummer plader, som normalt består i ejerens navn – eller kærestens i en tribut til narcissismen. På denne stod imidlertid ”nemesis”.
”Nemesis”?, tænkte jeg. Det er længe siden, jeg sidst har læst filosofi, men er det ikke synonym af ”bare vent!…”; ”du skal nok få det betalt”; ”efter stilheden kommer stormen”, englændernes ‘what goes around comes around’? Og hvorfor dette tema apropos trafikken? Hvad var mon budskabet? ”Pas på mig” eller “shit happens”?
Uden den mindste lyst til at spørge chaufføren, måtte jeg senere undersøge dens oprindelige mening:
Også kaldet ”den uundgåelige”, var Nemesis (Νέμεσις) ifølge Wikipedia den græske gudinde for etik, som samtidig portrætterede den guddommelige retfærdighed. Opvokset hos forsynets gudinder, blev hun personificeringen af hævn. Der, hvor jordisk lov ikke kan ske fyldest, træder en guddommelig mekanisme således i funktion.
Det fortælles, at perserne på et tidspunkt var for selvsikre over en sejr, og som den der slår ned på mod menneskenes overtrædelse af den naturlige orden og den arrogance (Hybris), der er skyld i det, som fx menneskers overdrevne glæde eller en konges stolthed, tillod Nemesis, at de blev besejret. Det samme skete, da kong Kresus blev straffet for at glæde sig for meget over sin rigdom og magt; denne blev ført af Nemesis til at rejse sig imod Cyrus II af Persien, hvilket blev hans ruin og ulykke. Nemesis forfølger den hovmodige og den onde med ubrydelig hævn. Hybris (hovmod) straffes med nemesis (undergang).
I vore dage bruger man udtrykker nemesis til at beskrive en persons værste fjende, som normalt er nogen eller noget, som er det diametralt modsatte men også ligner vedkommende til forveksling. Eksempelvis som professor Moriaty, der ofte beskrives som Sherlock Holmes nemesis. Som hans ærkefjende annullerer han ham, men samtidig nærer han stor respekt og beundring for ham.
Jeg spørger stadig mig selv: hvilken betydning har nummerpladen mon og hvem har den mon været henvendt til?
(foto: af Nemesis, af scott_waterman @flickr.com)

At stå sent op

Kan I huske, at jeg tidligere har nævnt, at en gruppe mennesker havde organiseret sig og var ved at kæmpe for bedre vilkår for B-mennesker, som per definition fungerer bedst ved at gå sent i seng og stå sent op? Organisationen har nu 5.000 medlemmer. Og for den type mennesker vil man endelig lancere en særlig jobportal, B-alivejob.com til oktober. Denne jobportal vil muliggøre for folk, som fungerer bedre på denne måde at finde jobs, der er tilpasset deres behov for at arbejde senere på dagen. Udover at rekruttere til jobs med andre arbejdstider, mange af jobannoncerne vil lægge op til, at en person for eksempel i Europa kan udføre diverse jobs for fx amerikanske firmaer via nettet og på den måde udnytte tidsforskellen til egen og firmaets fordel.

Som deres næste projekt vil de åbne en skole for B-mennesker allerede næste år, hvor eleverne for mulighed for at møde senere end på almindelige skoler. Og hvad vil de mon kaste sig over næste gang? Børneinstitutioner? Gymnasier? Universiteter med eftermiddags- og aftenåbent? Natbiblioteker? Potentialerne er uendelige…

Jeg vil glæde mig over, hvis vores samfund fremover for alvor bliver mere fleksibel i forhold til folks forskellige evner, præferencer og den enkeltes måde at fungere på. Og det ville være meget praktisk for mig, hvis eksempelvis banker, biblioteker, postkontorer, finanskontorer og andre offentlige kontorer som Portugals Ambassade i København (sidstnævnte har åbent mellem klokken 10 og klokken 13!… guderne må vide, hvad de får tiden til at gå med ellers…) fremover holdt åbent i tidsrum, der bedre hænger sammen med folks almindelige arbejdstider.

Ode til jordbær
Jeg eeeeeeeeeeeeeeeeeelsker jordbær!
(Men det havde I vel ikke gættet?)
Solmodne
Velsmagende for ganen
Med en intens duft af sommer
Og dybrød farve
Klar til at spise
Au naturell
(foto: favspottr @flickr.com)

Fornyede venskaber
En af de gode ting ved at tilbringe ferien herhjemme er det at have mere tid og overskud end almindeligvis til at modtage besøg.
For et par dage siden fik jeg en sms fra en gammel ven fra Norge, som muligvis er den, der bærer den største andel i min tidlige fascination for og flytning til Skandinavien. Han var sammen med familien på vejen tilbage fra ferien i Centraleuropa og fik lige lyst til at komme forbi København på vejen hjem. Han spurgte, om vi var hjemme og havde tid og mulighed for at se dem, hvilket de ville finde hyggeligt.
Selvfølgelig! Og indenfor tre timer ryddede jeg lidt op, bookede et par hotelværelser for dem, da de viste at være en for stor logistisk udfordring for vores beskedne gæsteværelse og bagte boller til et hurtigt præpareret mellemmåltid.Det var så godt at gense dem alle, forny venskaberne, mindes om gamle dage og få snakket om, hvad der rører sig! Godt at de kørte denne vej forbi, og vi var hjemme til at tage dem imod.

(billeder: Calvin & Hobbes, af Bill Watson)

1 år
Hvilken glæde at have fundet den tabte strandkurv og kunne fejre 1 års liv i dag!
Et år med:
~ meget og godt strandliv
~ megen kærlighed, forkælelse og livskvalitet
~ fødselsdage, bryllupper, fødsler og barnedåb
~ ferie, megen ferie på italiensk og portugisisk (og ind i mellem på dansk)
~ fodbold
~ middage med venner, cocktails – og en rimelig streng slankekur – for 6-7 kilo siden (og det har været stagneret på det niveau længe…)
~ solbadning og afslapning på balkonen
~ megen musik, popmusik og nogen dans
~ megen snak om de angivelige forskelle mellem mænd og kvinder og betydningen af en bestemt image
~ bizarre opfindelser og hobbyer og påfaldende nyheder
~ meningsmålinger ad libitum
~ indkøb, frisøraftaler, biblioteksvisit, biografture
~ tips om skønhed
~ semividenskabelige overvejelser og omtanke i forhold til sundhed og miljøet
~ alle slags dyr og vejr
~ eksotiske traditioner og mentaliteter
~ meget Cristiano Ronaldo
~ enkelte forargelser
~ et nyt kamera (digital)
Og mange, mange besøg fra fede folk her i strandkurven. Kom endelig forbi en anden gang!
(foto: PinkCakeBox @flickr.com)

“Hvem, jeg?... Nej da, jeg fik det pålagt!
Og stadig med henblik på at udfordre myterne om forskellene mellem kønnene….
… læste jeg forleden, at den ide om at mænd altid kun vil have sex alligevel ikke er rigtig: ifølge en undersøgelse foretaget ved University of Florida i USA har mænd og kvinder i faste parforhold samme holdning til sex. Den påstår, at det kun er når mænd ikke har en fast partner, at de tænker mere på sex end kvinder generelt. Og at det ikke engang er selvforskyldt men skyldes samfundets forventninger til, at mænd skal dyrke sex med så mange partnere som muligt, mens man forventer præcis det modsatte af kvinderne. Dette i henhold til Paul Terrin, den mandlige forsker bag undersøgelsen.
Hmmm… jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvad en kvindelig forsker ville have fundet frem til…

Bla, bla, bla, myterne altså!…
Det er enormt nemt at overgeneralisere og få fordomsfulde ideer, og det er derfor nødvendigt at være meget forsigtig med overgeneraliseringerne og mytedannelsen, da disse ikke altid er tilstrækkelig præcise eller korrekte.
Et eksempel herpå er myten om, at kvinder taler mere end mænd. Jeg vidste godt, at det ikke passede, da det derhjemme slet ikke er sådan, snarere tværtimod: den udadvendte og ordrige er min mand, som udtrykker sig med tusind ord dér, hvor jeg ville bruge to eller tre. Men nu er denne myte også blevet videnskabeligt afkræftet. Ifølge et studie fra USA – hvor man er mere snaksaglig end alle andre steder i verden… ooops… nu generaliserer jeg vist… - for nylig publiceret i tidsskriftet Science bruger såvel mænd som kvinder omtrent 16.000 ord om dagen. Den eneste umiddelbare forskel er , at mens mænd generelt taler om teknologi, penge og arbejde, så taler kvinder om forhold og mode.

(Se om I kan gætte, hvilken er hunnen)

Jeg forestiller mig imidlertid at ikke engang sidstnævnte konklusion er særlig plausibel men endnu en overgeneralisering: jeg taler i hvert fald ALDRIG om mode, og min mand i stedet for at tale om arbejde og penge taler altid om relationer… eller er det os, der ikke er normale?…

Allergier
Mit stærke helbred, som jeg nævnte forleden, inkluderer ligeledes ikke at have allergier: hidtil har jeg tålt alt og aldrig reageret på en kedelig måde overfor en hvilken som helst substans. Men jeg kender dem, der lider en del om foråret, hvor der er meget polen i luften; andre kan ikke indtage visse fødevarer, og endnu andre er allergiske overfor den mindste tilstedeværelse af dyrehår.
Men vidste I, at dyr også kan være allergiske overfor mennesker? Det er sandt: forskere ved Edinburgh universitet har konkluderet, at 2% af alle kat er allergiske overfor mennesker, og at flere og flere katte og andre husdyr er i den triste situation, hvor de ikke kan tåle menneskers hår og hudceller, som de reagerer på ved at klø, nyse og ved vejrtrækningsproblemer som astma.
Mange mennesker, som er allergiske overfor dyr enten har dem ikke, eller må komme af med dem i en fart; men hvordan skal de stakkels dyr løse deres problem? Ved at sende ejerne på menneskepension?…

Verdensrekord i idioti
Jeg ved, at jeg har påstået det tidligere, men jeg bliver nødt til at påstå det igen: hver gang man tror, man har set det mest latterlige i verden, kommer der noget nyt, som slår resten med flere kilometer.
Dette apropos hvad? At man for nylig har dannet en klub i Danmark, hvis eneste formål er at ophæve Færdselslovens konsekvenser, især hvad fartgrænser angår. De forslår, at man for 995 kroner om året, en slags forsikringspræmie, lad os sige det sådan, helt kan ignorere fartgrænserne, idet klubben tilbyder at betale max 4 fartbøder for max. 10.000 kroner i alt. Det samme tilbud gør sig gældende i forhold til parkeringsbøder. Angiveligt (fordi jeg gider ikke engang at kigge på den) opmuntrer man på klubbens hjemmeside folk til at køre ordentligt.
Hvad vil man finde på næste gang? En klub, som gerne betaler bøder for at køre i spirituspåvirket tilstand? Eller er der andre, som har geniale ideer til at begå andre slags attentater mod offentlighedens sikkerhed?…
(fotos: arkivfoto, scanpix e polfoto)

Nyt fra Knut
Kan I huske babyisbjørnen Knut? Den som blev født 5. december i Berlins zoologiske have, og som på en måde blev forældreløs, da moren afviste ham fra fødselen, og praktisk talt blev adopteret af dyrepasseren, dr. Thomas Dörflein? De var bedstevenner i flere måneder, legede hele tiden, og Knut blev forkælet og blev zooens stjerne, som det fx kan ses på denne videoklip eller Knuts egen blog.

Nå, desværre blev det for meget for dr. Dörflein med al den opmærksomhed og engagement, og han har nu besluttet sig for at trække sig lidt. Også fordi Knut ikke er så lille og harmløs længere, og deres leg kunne gå hen og blive farlig; men først og fremmest fordi som en kendis kunne han efterhånden ikke være privat og kunne ikke gå ud med kæresten uden at blive genert af folk.

Så, stakkels Knut er den, der betaler for det.Er der nogen, som gerne vil adoptere en 7 måneder gammel isbjørn?

Hurra for popmusik!
Ved I, hvad jeg lige har opdaget? Nå, det er ikke rigtig en ny opdagelse, da jeg har haft det på fornemmelse af egen erfaring, siden jeg begyndte at lytte til popmusik i teenageårene… men jeg læste for nylig, at det er blevet videnskabeligt bevist, at popmusik hjælper os til at blive forelsket. Nemlig, ja: mennesker er særdeles påvirkelige af lyde, og popmusikkens melodier og rytmer synes særdeles effektive i at få os til at udskille dopamin, et hormon, der skaber lyst og positive følelser. Popmusikken er med dens perfekte og unikke blanding af melankolske og ømme toner og temaer med til at skabe længselen efter at omfavne og kærtegne nogen.
Herhjemme lytter vi til megen pop… især i ferien ; )
(foto: cb gulto @flickr.com)

F-E-R-I-E!!!!!!!!!

The end
Der skete intet mindre end et mirakel: jeg er lige kommet forbi den førnævnte stol, og der er ikke spor efter den negligerede avis! (og hvem det så end fjernede den, benyttede også lejligheden til at flytte en stor papkasse, som har stået ved siden af i månedsvis!) Og sådan endte endnu en efterladt gratis avis’ odysse, efter 10 dages inerti.

(Og om 3 timer har jeg feeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeerie! : D)

(foto: graham2k7 @flickr.com)

1-2-3 test
Vi har talt om min forundring over den måde, hvorpå de gratisaviser efterlades alle vegne. Nu har jeg været i gang med en lille test: den samme MetroXpress har ligget på præcis den samme stol på arbejdet i 10 dage. Forladt der. Der går rigtig mange mennesker forbi den hver eneste dag, inklusiv rengøringsdamen, men ingen ser ud til at have tænkt sig at smide den ud. Men forleden dag var der nogen, der pakkede den lidt bedre på stolen.
Jeg har været på nippet til at smide den ud flere gange, men jeg modstod fristelsen bare for at se, hvad der sker.
Lad os se, om den stadig ligger der, når jeg kommer tilbage fra ferien om 3 uger. Så vil den have ligget der i 5 uger.
Væddemål accepteres… : )

Næsten på ferie
Nå, jeg er begyndt nedtællingen til sommerferien: om 2 dage starter den – 3 uger uden at lave noget særligt, sove længe, gå på stranden, hvile, snakke, læse, få et besøg i ny og næ, spise, drikke og regenerere efter et års arbejde og pligter.
Jeg tager altid strandkurven med mig. Hvis jeg er inspireret vil jeg skrive lidt engang i mellem (eller, hvis det bliver som sidst, dagligt... det er slet ikke nemt at opgive en afhængighed...).
God sommer til alle! Kram og på gensyn! (foto: Parksy @flickr.com e yuriygdv @flickr.com)

Er det mon nok men en pille?
De senere år er antallet af krisepsykologer eksploderet til trods for, at der gang på gang udkommer artikler, som sætter spørgsmålstegn ved effekten af psykoterapi på denne slags problemer.
Jeg må indrømme, at jeg er temmelig ambivalent i forhold til dette emne: hvis mit fag, min erfaring og viden på den ene side dikterer, at det kan være afgørende at bearbejde visse typer traumer for at overvinde angst, selvværdsproblemer osv., tænker jeg på den anden side sommetider, at vi i vores nutidige samfund mangler en vis iboende robusthed som forbereder os til at stå imod de tumulter og knubs livet giver os – og har altid givet. Ingen burde lide og leve psykisk forkrøblet som i gamle dage, ligesom min far og mange andre mænd, der kom tilbage fra en krig mærket og forstyrret, men mon der skal mindre til at forkrøble os i dag?
Uanset hvad påstår medicinindustrien, at den for nylig har fundet en løsning for alle livets traumer: en ny form for medicin udviklet i samarbejde mellem McGill University i Montreal og Harvard University i Boston. Ifølge en artikel publiceret i Journal of Psychiatric Research kan denne nye pille, der indeholder propanolol, et stof der hæmmer de fysiske symptomer af angst og stress, ”slette” smerten forbundet med pinefulde erindringer.
Endnu engang ved jeg ikke, hvad jeg skal mene: mens visse erindringer på den ene side er så destruktive, at de kan ødelægge et liv til trods for megen psykoterapi, er jeg på den anden side ikke tilhænger af nemme løsninger. Og jeg forestiller mig, at det må være underligt, måske endda lidt skræmmende, pludseligt at føle sig følelsesmæssigt bedøvet.
(foto: Colourbox.com)

Arvestrid
Heldigvis har jeg aldrig været i en position, hvor jeg skulle arve noget. Der er intet så potentielt dræbende for en familie som spørgsmål knyttet til arv, som kan afsløre destruktive familiedynamikker og skabe alvorlige klammerier og intriger mellem slægtninge.
Som for nylig i en familie i Memphis, USA: arvingerne efter en mand havde ingen besvær med at dele ejendommen af en værdi på 2 mio. dollars mellem sig. Nej, balladen kom, da det skulle afgøres, hvem fik den afdødes hund, Alex, en 13-årig Golden Retriever: skulle det være den afdødes ekskæreste, hans eksforlovede eller hans forældre.
Da det fandt sted i USA, fik hunden også en advokat til at repræsentere hans interesser i retten.
Den afdødes skilte forældre endte med at få myndigheden over vovsen.
Hmmm... jeg kan kun se to muligheder: enten er hunden meget sød, og alle holder af den, eller så må den være dens vægt værd i guld og diamanter... et eller andet sted...
... og stakkels Alex fremover at skulle fordele ferierne og weekenderne mellem den ene og den anden ”forældre”, som så mange børn i vores tid!...
(foto: rianklong @flickr.com)

P-zoner
Hver gang Københavns Kommune fattes penge (og det er ikke sjældent – hvilket ikke i sig selv er en underlig kendsgerning, når visse borgmestre, ”folkets repræsentanter”, bruger millioner af offentlige penge på makeup, renseriregninger, kort, blomster, middage på luksusrestauranter o.l.!… ”Jamen, der er ingen korruption i Danmark! ” Nå, nej...), er løsningen altid den samme: nemlig at grave dybere ned i bilisternes lommer.
Snakken om roadpricing og at betale for at køre ind til midtbyen er (endnu) ikke blevet til noget. Men deres seneste påfund, som trådte i kraft først på måneden, var de såkaldte ”p-zoner”, som går helt fra Københavns centrum til Amager, som ikke ligefrem ligger i centrum!… For at parkere i de zoner betaler man dag, aften – og nu også nat! Påskuddene, det vil sige… forklaringerne varierer heller aldrig: ”det er for at skåne miljøet” og ”det er for at lette beboernes parkering”. Sidstnævnte må nu imidlertid også betale 24 timer for at parkere udenfor døren, hvilket jeg tvivler på de betragter som en lettelse…

Sudoku
Kender I Sudoku? Det er den der japanske fritidsdille a la kryds og tværs bare med tal, som er blevet den største plage siden Rubiks terning. Siger jeg som ikke bliver i det mindste fascineret af matematik og logik. Der sælges bøger og blade kun med Sudoku, og enhver avis med respekt for sig selv har en sektion med den pågældende fritidsbeskæftigelse. Man kan således sige, at Sudoku er allestedsnærværende, da der nu også er kommet Sudoku-toiletpapir, som ”kun” koster 99 kr på Bimbambanana.dk.
Hvad mig angår, kan jeg kun lide ordet: Sudoku, Sudoku, Sudoku… : )
(foto: Rajesh Photos @flickr.com)

Et sommereventyr
Hvem siger, at der kun er dårlige nyheder i avisen? Jeg læste for nylig en nyhed, der bragte et smil på læben og fik mig til at tænke på sommeren: om en myriade af badeænder, som blæste overbord fra et containerskib under en storm i Stillehavet i 1992. Siden da har de drevet rundt med strømmene. På et tidspunkt deltes de på grund af de samme, og 19.000 drev sydpå og skyllede op på australske indonesiske og sydamerikanske strande; mens 10.000 drev nordpå og kom frem til Alaska og Sibirien. Man havde en formodning om, at de ville fryse ned ved de Polaregne og drive over til og tø op i Nordamerika, hvilket også skete som forventet. Men en lille skare drev med Golfstrømmen, som bragte dem til Nordatlanten.
Hvem ved, om ikke der vil dukke nogle stykker op i Danmark? Eller i Portugal? Det er nok værd at spejde en ekstra gang, næste gang I tager til stranden.
Jeg kan kun sige en ting med sikkerhed: for at vare i så mange år i al slags vejr, må de have været af god kvalitet.
God sommer!
(foto øverst: theram4cj @flickr.com)

Grrrrr!…
Det gentog sig igen – den type situation, hvor jeg reagerer i bedste bankboks med forsinket åbnings-stil overfor en andens uforskammethed og, først alene, giver vreden frit spil.
Denne gang fandt det sted i supermarkedet i går: kassepigen blev noget forvirret i forhold at ekspedere kunden bag mig, da kunden foran mig var langsom til at pakke sine varer, så hun begyndte at køre hendes varer på min side af båndet, selvom jeg stadig manglede at pakke et par ting. Hende bag mig vendte sig til mig og klagede på uforskammet vis, at hun ikke kunne nå sine varer, idet jeg var i vejen og rådede mig til at pakke varerne ved pakkebordet på den anden side af kasserne. Jeg reagerede ikke fuldstændig som jeg plejer med at retfærdiggøre mig selv. Jeg svarede endda igen med en vis sarkasme og spurgte, om hun forestillede sig, jeg skulle tage varerne i lommerne over til pakkebordet. Hvilket hun frækt benægtede og tilføjede, jeg kunne hente en indkøbskurv, ligesom hun havde gjort.
Jeg tiede stille, kiggede ligegyldigt på hende, pakkede færdigt og gik. Og fortrød, jeg ikke havde sagt noget i retning af: ”Slap dog af – ligesom jeg har gjort”, eller ”hvad med at blande dig udenom?” eller sågar ”var det dig, der fandt på den metode? Og så påstår man, at blondiner er dumme… det forstår jeg ikke!…”
(foto: nataqua @flickr.com)

God aften
Igår aftes var vi ude at spise hos et jævnaldrende vennepar. Og selvfølgelig havde vi en fantastisk aften!: udover det glimrende selskab og den gode mad, endte vi uundgåeligt med at gense og vibrere med Duran Durans videoer fra 80erne, som jeg ikke har set siden dengang.
Vi må gentage succesen snart, venner (til trods fra datidens frisurer og de frygtelige koreografier og kostumer…)!

You saw me standing by the wall corner of a main street

And the lights are flashing on your window sill
All alone ain’t much fun…

Robot-betjent

I må tænke, at jeg planlagde at skrive denne tekst for at illustrere rekorden i tåbelighed og naivitet, men det er slet ikke tilfældet. Jeg læste om det i avisen og fandt det pudsigt. Og ligesom alle de andre ting, jeg støder på og finder mærkelige, endte det i strandkurven, selvfølgelig.

Der er visse lande, der overrasker ved deres påfund gang på gang. Rusland er bestemt et af dem. Nu har de fundet på at introducere robot-betjente i politistyrken. Disse 4-hjulede forstærkninger ruller med 5 quilometer i timen og styres via en fjernbetjening af rigtige betjente. De kan tage billeder og tale med borgerne i et forsøg på at få dem til at adlyde loven.

Med den fart og grad af teknologisk udvikling, kan jeg kun ønske held og lykke med det forsøg i kriminalitetsbekæmpelse!…

Rekord

Stadig apropos rekorder...

Næsten hver gang man hører om en rekort til Guinness Rekordbogen er der tale om overdrevne og/ eller dumme præstationer, hvor farer negligeres ekstremt. Og jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor meget folk informerer sig, inden de udsætter sig for radikale sports og aktiviteter for at blive indlemmet i denne register over opnåede ting. Jeg læste eksempelvis for nylig, at Dileepan Raj, en 15-årig indisk dreng for at blive verdens yngste kirurg angiveligt udførte et kejsersnit under forældrenes supervision på deres private klinik i Manaparai i delstaten Tamil Nadu. Disse, der begge to er læger, risikerer at miste deres lægecertifikat, hvis det viser sig at være sandt.

Imidlertid læste jeg under min research om emnet om, at den antagelig yngste kirurg i verden, også en inder i øvrigt, skulle være den unge Akrit Jaswal (på billederne) på 13 år og med en IQ på 146, idet han udførte en veloverstået operation allerede som 7-årig, efter gennem et år at have observeret autoriserede kirurger og have læst en del om anatomi, osv. Ifølge Oprah Winfrey, efter denne succes blev han opsøgt af naboer og fremmede, som han har givet lægelige råd. Og som 11-årig kom han ind på Punjab Universitetet, hvor han arbejder på at få en bachelorgrad i kemi, botanik og zoologi, mens han i fritiden prøver på at udvikle en kur mod kræft.Surt show for Dileepan, som nok alligevel ikke kommer ind i Guinness denne gang… men hvordan kan det være muligt og acceptabelt at give en mindreårig så meget ansvar, uanset hvor intelligent han er?

Hvis jeg en dag skal opereres, vil jeg under alle omstændigheder udover at kræve at se bevis på kirurgens kvalifikationer, anmode om at se hans pas, bare for en sikkerheds skyld…

Metereologiske jokes
Siden jeg var barn har jeg altid hørt, at det er nødvendigt at spare på vandet, idet drikkevandet er en sjælden gode og derfor dyrebar. Hver sommer var der udbredte kampagner: ikke noget med at lade vanhanerne løbe eller dryppe, ikke noget med vanding af græsplæne og haver, ikke noget med at tage bad flere gange om dagen – og slet ikke karbade, ikke noget med at vaske bilen i tide og utide. ”En dråbe sparet i dag er en dråbe, du kan bruge i morgen”, osv., osv.
Imidlertid har det regnet så meget i Danmark de senere år – med nedbørrekorden på 124 milliliter sidste måned – at grundvandsdepoterne er ved at flyde over, og man allerede taler om nye sumpområder. Og visse steder er gummistøvler endda blevet udsolgt! Det er rigtigt.
Det ville være morsomt, hvis mand i stedet for kampagner for at spare på vand fremover gik i gang med at opmuntre at ødsle med det: ”Glem ikke at lade vandhanen løbe lidt i 5 minutter” eller sådan noget…
(foto: Liselotte @flickr.com)

Og apropos brude…
… da næsten alle mine veninder enten er gift eller skal giftes og med de bryllupper, vi lige har været til, er jeg udmærket godt klar over, hvor stort et arbejde det er at organisere et bryllup. Det er ikke en leg at finde og booke den rigtige dato det perfekte sted, sende invitationer ud, beslutte sig for menuen, finde musikere, fremfinde drømmekjolen, osv., osv., osv. Det kræver inspiration, vedholdenhed, penge – og tid.
Og tid er åbenbart, hvad der mangler sommetider: ifølge en undersøgelse foretaget af hjemmesiden bryllup.dk blandt 7500 brude, hver anden pjækker fra arbejdet for at give sig til bryllupsplanlægningen. ”Jeg er syg… jeg er sygemeldt de næste par dage” er den mest brugte undskyldning.
Og hvis de i det mindste knoklede, mens de er på arbejdet… men heller ikke det: den første prioritet gennem længere tid inden brylluppet er altså ikke arbejdet men forberedelserne til den store dag, som fylder tankerne og svækker koncentrationen og motivationen i forhold til jobbet.
Ligesom der er barselsorlov, bør man måske også indføre en ”orlov til bryllupsforberedelser”… så ville alle nemlig vide sort på hvidt, hvad de kan regne med.
(foto: Amelia PS @flickr.com)

Den 07.07.07

I dag er en meget mærkelig dag på grund af den mærkelige dato: 07.07.07. Selvfølgelig ville den ikke være nær så mærkelig, hvis man skrev 7. juli 2007, men for at gøre dagen uforglemmelig skriver man det på den anden måde :)

Og den kommer til at være uforglemmelig! Af flere grunde:

Der er dem, som opfatter tallet 7 som et magisk, lykkebringende tal; og med så mange syvtaller kan den kun blive en fabelagtig dag at føle sig særdeles heldig i.

Det kommer til at være en dag, hvor kirker og rådhuse verden vil få det ekstremt travlt, da hundreder af par har valgt at giftes på denne anderledes dato – en forholdsregel, som bruddene måske har fundet på for at forebygge, at deres gomme glemmer bryllupsdagen år efter år? Selvfølgelig er der altid nogen, der kommer ud på overdrev hvad tåbeligheden angår, og jeg læste for nylig, at der var flere, der prøvede på at overbevise giftermålsautoriteterne om at vie dem klokken 07.07 om morgen, men de fik et rungende ”nej”.

Og kommer til at vær dagen for den berømte ”Live Earth”-koncert (der er som ”Live Aid”, og endda lyder næsten ens, men i stedet for at redde menneskeliv, redder man nu miljøet) i Wimbledon i London. Og muligvis også i Hamburg, Sydney, Tokyo, Shangai, Johannesburg, Rio de Janeiro og New York. Man regner med deltagelsen af flere popstjerner som Madonna, Red Hot Chili Peppers, Duran Duran, Bon Jovi, Lenny Kravitz, og de for nylig genforenene Genesis og The Police blandt andre. For mere information: http://liveearth.msn.com/.

God d. 7.!

Parentes slut
: D

Farvel - og på gensyn!
fter en hel dag med ekstrem ambivalens har jeg besluttet mig for at vende tilbage til at bruge min oprindelige strandkurv – hvorfor skifte, når den har givet mig så megen fornøjelse? Jeg er så glad for den! Og desuden blev jeg aldrig 100% tilfreds med den nye strandkurvs layout.
Så, beklager ulejligheden, men fra i morgen ses vi igen ved min strandkurv. Hvad denne angår, vil jeg sætte den i kælderen. Og jeg håber ikke, jeg har brug for den igen.
På gensyn, folkens.
(foto: caitiebear912 @flickr.com)

Gode nyheder!
Efter dagligt at have belemret Blogger Supportteamet med mails siden sidst i maj, hvor jeg beklagede min nød over strandkurvens pludselige og katastrofale forsvinden, har de endelig kunnet hjælpe mig: den blev fundet i forholdsvis godt behold i går aftes efter næsten halvanden måned i ukendt bopæl. Den er vendt tilbage til http://strandkurv.blogspot.com/.
Iupiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiii!!!!
Af en eller anden grund mangler der dog illustrationerne for de seneste måneder, som jeg bliver nødt til at finde igen. Det vil kræve intensive ”udgravninger” og minutiøs søgen, men det gør ikke noget.
Straks melder et dilemma sig: jeg er i syvsind, om jeg skal skulle bygge videre på den, som om intet var hændt, og lade erstatningsstrandkurven blive en midlertidig løsning, en pause, eller om jeg skulle fortsætte med den nye strandkurv.
Hvad synes I?
(foto: fantartsy @flickr.com)

Frisk frugt (juli 05, 2007)
Jeg elsker frisk frugt, især sommerfrugt som jordbær, ferskener og kirsebær. Dog undsiger jeg mig heller ikke et godt æble eller en appelsin i ny og næ. Men for fremtiden vil jeg være mere forsigtig med den frugt jeg køber og vil se godt efter produktinformationen: for amerikanerne har nu udviklet en konserveringsmetode, som holder frugten frisk i op til 12 måneder. Metoden hedder ”Smartfresh” og forhindrer frugten i at blive rynket og se gammel ud. Jeg tvivler på, at det er sundt, og jeg betvivler endnu mere, at det kan bevare frugtens friske smag… eller vitaminerne.

Afslutning (der er alligevel retfærdighed til) (juli 04, 2007)
Kan I huske, at jeg for nogen tid siden refererede en sag, som sårede min retfærdighedssans ret betragteligt om en urmager, som kom til at skyde og såre nogle røvere i selvforsvar under et bevæbnet røveri (det syvende til hans butik), og som risikerede at blive dømt for drabsforsøg samt betale en ikke ubetydelig erstatning til røverne for ”tort og svig og tabt arbejdsfortjeneste” under røveriet? Nå, jeg kunne ikke lade være med at bringe og fejre afslutningen her. Der er alligevel retfærdighed til, og retten var ikke så blind og lam, som man havde averteret: urmageren fik seks måneders ubetinget fængsel for ulovlig våbenbesiddelse, men domsmændene vurderede, at han handlede i nødværge. Og da han allerede har siddet i fængsel i syv uger, kommer han maks. til at sidde inde i 2 måneder. Og røverne, to serbere på 25 og 26 år, fik to års fængsel og udvisning i 10 år; så nu må de nøjes med at begå bevæbnede røverier i hjemlandet, så de kan se, hvordan de bliver behandlet dér!… Ofret, urmageren (på billederne), erklærede sig tilfreds med dommen.Anklageren derimod blev mindre tilfreds med denne afslutning og har forudset, at med denne dom vil Danmark – hvor stort set ingen har våben – få tilstande som i den amerikanske Vilde Vest.
Hvor pessimistisk og overdrevet!… ; )
Jeg må indrømme, at jeg ville blive mere forskrækket over den mere realistiske perspektiv, nemlig at de kriminelle på en eller anden måde næsten slap fri og ville stå tilbage med et grin i ansigtet.

“4 real” (juli 03, 2007)
Jeg skrev for nylig om forældrenes ambitioner på børnenes vegne. Sommetider viser denne tendens sig også ved de navne, de giver deres børn: ”Katja Veronika” lyder prangende. ”Brian” lyder af mangel derpå.
Og sommetider siger det her med navne mere om forældrene end om børnene, og det kan virke som om de ikke overvejer konsekvenserne for børnene af at have et underligt navn. Sidste år for eksempel ville et par døbe deres datter ”Metallica” til ære for deres yndlingsband, hvilket de af åbenlyse grunde ikke fik lov til. Og jeg læste for nylig i avisen, at et par fra New Zealand ville kalde deres nyfødte søn ”4 real” (”fo(u)r real”, som oversat betyder ”virkelig”). Simpelthen fordi de, da de så det første ultralyd billede af mors mave, pludseligt blev klar over, at nu var deres søn virkelig. Heldigvis fik de heller ikke lov til at døbe sønnen med det navn, idet et navn indtil videre ikke kan begynde med et ciffer.
Tænk nu, hvis de i stedet havde tænkt ”det var da forfærdeligt, den ser da mikroskopisk ud”, eller ”jeg kan kun se et arm” eller ”nå, jeg får lige lyst til kylling og pommefritter”…

De førstefødte (juli 02, 2007)
Det som jeg altid har vidst af egen erfaring blev for nylig videnskabeligt bevist: de ældste søskende er generelt de mest intelligente [beklager, kære søskende, det er ikke min skyld; det siger videnskaben : )]. 64.000 brødrepar blev intelligenstestet til en undersøgelse foretaget i Norge. Forskerne har endnu ikke en sikker forklaring for dette fænomen, men de spekulerer på, om ikke denne tilsyneladende intellektuel overlegenhed skyldes, at de ældste søskende mange gange bliver en slags lærere i forhold til de yngre søskende.
Det minder mig om dengang, hvor jeg fik tysk i gymnasiet og omkring juletid lærte den meget berømte julesang ”O Tannenbaum”. Så snart jeg kom hjem, opfattede jeg det som min fornemste og mest naturlige pligt at lære mine yngre søskende den, selvom de ikke kunne tysk – en lille detalje, jeg overså fuldstændig. Hvis jeg husker det ret, øvede vi i timevis, og jeg forestiller mig, at de blev ret trætte af mig, de stakler. Bare fordi man er den mest intelligente, er man ikke nødvendigvis følsom overfor sine søskendes ønsker eller begrænsninger…
Jeg ved ikke, om de kan huske teksten dagen i dag; jeg har i hvert fald aldrig glemt den:

O Tannenbaum, o Tannenbaum,
wie treu sind deine Blätter!
Du grünst nicht nur zur Sommerzeit,
nein, auch im Winter, wenn es schneit.
O Tannenbaum, o Tannenbaum,
wie treu sind deine Blätter!

Tillykke med de 40!!! (juli 01, 2007)
I dag er det min mands fødselsdag. Jeg ville ikke give min smukke fyr mere end 30 år hverken af fysisk eller af sind og ånd, da han er den sjoveste og samtidig den mest nysgerrige person, jeg kender. Altid klar til leg, til at prøve nyt, og jeg har aldrig set som ham nogen, som i den grad ikke kan stå for at gå hen og tjekke, når han går forbi en tilsyneladende lukket dør eller port, som fanger hans opmærksomhed, bare for at sikre sig, om den virkelig er låst og utilgængelig.
Jeg har i ugevis forberedt en hemmelig middag, og dertil har jeg inviteret den nærmeste familie – han ved det ikke, men han har prøvet på at gætte. Så derfor: shhhhhhh…. I må ikke sige noget : )

STORT TILLYKKE!
(fotos: Sue Trevor @PBase.com, Milimy @flickr.com og Zpitzen @flickr.com)

Siesta for hjernen (juni 30, 2007)
Stadig apropos posten fra forleden dag – og hvis I stadig er I tvivl om, hvorvidt det er absolut nødvendigt at sove en middagslur, med eller uden en smart divan – må I lige høre, hvad anerkendte videnskabsfolk siger om emnet. Ifølge Camilla Kring, PhD i balancen mellem arbejdslivet og familielivet, er vores hjerne slet ikke indrettet til 7-8 timers uafbrudt, koncentreret arbejde, da den har brug for en times ”siesta” om dagen. Én time! En times pause uden krav, ringende telefoner eller indkomne mails for at fordre de ideelle betingelser for hjernens regeneration og forebygge stress. Man behøver ikke nødvendigvis at sove en time, man kan ligeså godt gå en tur, eller sludre over en kop kaffe, eller bare sidde og “stene” uden at lave noget – eller tænke på noget, ikke noget som helst.
Måske lyder det nemt, men jeg tror, at for mig ville det være en umådelig stor udfordring at lade hjernen stå på stand by, i hvilemode, uden straks at begynde at tænke på, hvad jeg skal lave til aftensmaden i morgen; nå ja, og jeg må huske at ringe til min veninde; og at lave den tandlægeaftale. Mon jeg stadig kan nå at få tøjet ind, inden det begynder at regne? Jeg skylder stadig vore venner brev. Osv. Osv. Osv.
(foto: Magical Princess Weasel @flickr.com)

De ting man mister (juni 29, 2007)
På visse områder er jeg en af de neurotiske typer, som aldrig lægger tingene fra sig et øjeblik på fremmede steder.
Fordel: jeg har aldrig mistet noget (undtagen en blog, men det var ikke fordi jeg lod af synet…).
Ulempe: en vis dosis nervøsitet, indtil jeg kommer hjem med alt fuldforvaret.
Alt imens andre virker afslappede omkring det og ikke synes at tage det så tungt, når de engang i mellem mister endnu et paraply, endnu en sportstaske, endnu en pose med det seneste indkøb, månedskortet osv. Det er den slags mennesker, som af folk som jeg bliver beskrevet som, at de stadig har hovedet, blot fordi det hænger sammen med kroppen. Men de virker rolige og glade, til min store forundring og misundelse.
Nogle genstande er almindelige at miste – og at finde af andre: pengepunge, jakker, mobiltelefoner, de ovennævnte paraplyer – og hvis man finder dem, er det rigtige at gøre at aflevere dem på hittegodskontoret eller politistationen; og så er der genstande, som kan virke meget mærkelige. Som forleden dag, da en mand kom ind på hittegodskontoret i Horsens med en papkasse, hvis indhold var temmelig bizart: en halv meters krokodille. Han påstod, at han fandt den på sin trailer.Jeg håber aldrig, det overgår mig…(foto: nicky @flickr.com e spacedoutkat @flickr.com)