Minder fra cirkus
Et af tegnene på, at sommeren er ved at være på hæld, er når de forskellige cirkus turnerer landet rundt. Cirkus Benneweis holder for tiden til på en grund, som jeg kører forbi hver morgen på vejen til arbejdet. At se vognene, de farverige plakater med billeder af dyr eller klovne og det kæmpetelt midt på pladsen vækker minder. Siden jeg var lille har jeg altid hadet cirkus. De overdrevne superlativer og accenter: ”Miiiiine Daaamer og Heeerrer, den beeedste cirkus i veeerden præsenterer kun til jeeer de meeest fantasifulde jonglører, de meeest frygtløse trapezsvingere og linedansere, de sjoooveste klovne, de beeedst dresserede elefanter i veeerden!…” Hundene i menneskeklæder har altid irriteret mig i deres færden med at skubbe dukkevogne med forpoterne. Ligeså løverne uden vildskab, som hopper igennem brændende ringe. Og klovnene med navne hentet fra fysiologien – Snøft og Atsju – eller madkunsten – Omelet, Kartoffelbåd, Spaghetti og Løgringe – og den overdrevne makeup; den rige klovn som altid har ret og moralske budskaber, og den fattige klovn, som overspiller sin taberrolle og ender med at få en marengstærte i hovedet hver gang. Og kvinder med pailletbesatte, alt for stramme og små gevandter.
Beklageligt nok tog mine forældre mig i cirkus hvert eneste år til deres juletræsfest. Den eneste trøst efter en uudholdelig lang og pinagtig session med jonglører og klovnerier var legetøjet, som vi fik i julegave fra deres arbejde.
Jeg har ikke været i cirkus i årevis. Og i år vil jeg melde pas endnu engang.