Skål for venskaber!
For nylig var vi ude at besøge en veninde fra universitetstiden. Vi havde holdt kontakten per mail (jeg er ikke så vild med at tale i telefon); men vi havde ikke set hinanden i 4 år, da vi har boet i hver sin ende af landet. Jeg må indrømme, at jeg var noget nervøs, idet jeg erindrede pinefulde besøg hos folk, som vi kom meget sammen med tidligere, men som vi mistede berøring med grundet det nu manglende daglig samvær. Den pinlige tavshed, manglen på noget at tale om, manglende interesse sågar, at tælle minutterne, det pinagtige ved selskabet, de diskrete kig på uret, lysten til at flygte derfra, lettelsen ved endelig at kunne være det bekendt at gå sin vej. Den sædvanlige ”vi tales ved”, som alle ved blot er tomme ord.
For nylig var vi ude at besøge en veninde fra universitetet, som flyttede tilbage hertil. Vi havde ikke set hende i godt 4 år, men det gik bare så fint. Snakken gled ubesværet, der var ganske få pauser, vi grinede en del, talte om vore nuværende liv og om dengang, time efter time som virkede kun som minutter. Det var dejligt at genetablere kontakten ansigt til ansigt. Da vi brød op og sagde farvel sidst på eftermiddagen, vidste vi intuitivt, at vi ville ses snart igen.
Jeg har en-to andre veninder, som jeg kun ser en gang om året i forbindelse med den årlige tur til Portugal, og hvis venskaber heller ikke påvirkes af den sporadiske og fjerne kontakt. Det er sjovt, hvordan der er nogle mennesker, man altid vil være afslappet og naturlig med trods tidens gang og det sjældne samvær, mens andre venskaber, som virkede dybe og varige, forsvinder når livet ændrer sig, og man ikke længere har mulighed for at ses så ofte.
En anden bonus ved besøget for nylig var at opdage en anden måde at stave ”pizza” på: P-I-T-Z-A! Hvis den er god (og jeg lader mig fortælle fra sikker kilde, at den er), vil jeg se bort fra stavefejlen. Det vil jeg tænke over...