Apoteker, helst ikke!...
I sidste uge var jeg nødt til at tage på apoteket. Det er den slags ting, jeg helst udsætter, indtil det ikke længere kan udsættes, da jeg ikke kan udstå apoteker. Det kliniske udseende, den kvalmende lugt af medicin, den bedrøvede, knugede blik fra de mange, som sikkert frekventerer apoteket oftere og mere akut end mig i deres søgen efter en kur til deres lidelser. Den dæmpede og for private snak med apotekeren – ”jeg har dårlig blære, jeg har denne smerte, jeg har et sår, som ikke vil heles, og min læge har udskrevet en recept på x, y og z”. De medlidende blikke fra dem, som er der for at købe håndkøbsprodukter og bagateller overfor dem, som virkelig ser syge, invalide, lidende ud. Eller de indifferente, ukomfortable blikke overfor en andens lidelse. Eller de foragtende, nedladende blikke og lidet diskrete hvisken til en bekendt: ”ham der må være narkoman!…”
Af alle disse grunde undgår jeg helst apoteker, koste hvad det vil. De ødelægger min sindsro og gør mig næsten syg.