Valg og prioriteter
I forgårs efter arbejde var vi ude at drikke en øl med nogle kollegaer (aktuelt mine kollegaer men tidligere også min mands). Oprindeligt var planen at tage hjem derefter, da det jo var en ugedag, og jeg havde temmelig meget at lave hjemme – bl.a. en kæmpeopvask (”tag at skaffe dig en opvaskemaskine!”, siger I måske; det har flere gange været på tale, men jeg kan faktisk godt lide at vaske op, forstå det hvem vil…). Men vi havde det så hyggeligt, og snakken gik time efter time. På et tidspunkt begyndte vi at blive sultne, og det var ikke svært at træffe et valg: at blive i byen og få noget at spise sammen men prøve at finde et roligere sted. Rimelig tæt på fandt vi en lille italiensk restaurant, Da Claudio. Der slog vi os ned i nogle timer i godt, livligt selskab og drøftede mangt og meget fra arbejdsvilkår til verdenssituationen, som enhver af os tilstede sikkert ville kunne løse meget bedre, hvis vi fik chancen, og ikke at forglemme en omstrukturering af de fire årstider i dette land og andre alternative forslag, i lyset af, at efteråret nærmer sig med hastige skridt og vil være klar til at give stafetten videre til den lange vinter før vi ved det. Maden var velsmagende og delikat – en forret med figner og lufttørret skinke på ristet brød, kalvefilet med grøntsager i gorgonzolasovs og Tiramitsu til dessert – og Ripassoen var et godt valg, som blev leveret med en kort forklaring om vinens oprindelse og baggrunden for navnet af tjeneren fra Firenze, som så ud til at være i særdeles godt humør og ind imellem kom syngende til og fra bordet.
Det er ikke nødvendigt at nævne, at jeg ikke havde spor lyst til at rydde op i køkkenet, da vi kom hjem – det blev udsat til i går. Men det var det værd.
Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det at være voksen indebærer en lang række valg, som ikke er givet på forhånd – voksne som mine forældre ville nok have valgt de praktiske opgaver derhjemme, mens jeg, til trods for at gå meget op i at mit hjem skal være rent og pænt, nemmere vil være tilbøjelig til at lade mig føre af øjeblikkets lyst og stemning og vende prioriteterne på hovedet. Det er kun engang, og man lever kun engang…