Passion, dig slipper jeg ikke
“Til døden os skiller” er en gensidig forpligtelse, som nogle tager seriøst, mens andre tager lettere på, den dag, de bliver gift. Og for mig, der har været gift i årevis, altid forelsket i den samme, har det altid forekommer underligt, hvorfor nogle kan opretholde denne forpligtelse og forbliver forelskede, mens passionen hos andre slukkes efter en tid, og de ender med at gå hver til sit.
Og i dag fik jeg den endelige forklaring for fænomenet passion. Ja: det er alt sammen oxitocinens skyld! Oxitocin er et hormon, der jf. en undersøgelse foretaget i samarbejde mellem psykologiinstitutterne ved de skotske universiteter i Saint Andrews e Edinburgh skaber seksuel tilfredsstillelse sammen med kun en person, hvorved det bliver muligt at forblive forelsket og forlænge kærlighedsforholdet, sommetider på ubestemt tid. Det siges, at man i denne undersøgelse har vist, at folk, som producerer lavere niveauer af oxitocin kan have tendens til kortere forelskelser.
Så, ifølge forskere ved universitetet i Pisa, i Italien, er det takket være høje doser neurotofiner, man i det hele taget forelsker sig, og den kemiske del af processen varer i snit to år. Imidlertid er man blevet forelsket, så daler neurotofin-niveauet efterhånden, og, hvis alt går vel, begynder oxitocinen – der kunne ligeså godt kaldes ”monogami-hormonet” – at overtage.

Det er lidt for meget med det kemiske perspektiv, men jeg må have megen oxitocin, og det må min husbond også!… ;-)