Alt kan bruges til at blive mobbet med (og man starter fra barnsben)
I skolefrikvarteret har der altid udspillet sig små og store dramaer, dér er der blevet etableret ubarmhjertige hierarkier, mobning og mishandling, som skulle være blevet opdaget af de voksne men forblev usynlig og ubemærket ved det blotte øje, har fundet sted. Ofrene er altid dem, der skiller sig ud, fordi de er anderledes: den tynde pige, den rødhårede dreng med fregner, ham med briller, den overvægtige, den der klarer sig dårligt fagligt, eller den bedste i klassen. Den højeste pige, den laveste i klassen. Den der ikke lige har det populære legetøj eller tøjet med de rigtige mærker.
Jeg ved det af egen erfaring: jeg har aldrig haft udseendet med mig eller det rigtige tøj, var genert og stille, fik gode karakterer og lærte aldrig at forsvare mig – en dårlig kombination, hvis man gerne vil være populær eller blive accepteret, eller i det mindste ikke vil lægges mærke til.
Men det ser ud til, at ikke engang underbukserne kan forblive anonyme længere. Dem, der ikke dukker op i omklædningsrummet med undertøjet af det rigtige mærke, risikerer at blive mobbet, stigmatiseret , at tilbringe resten af skoleåret på sidelinjen – sommetider endda resten af livet i en uforbederlig eksil.
Hvad er det kommet til i vores overflodssamfund, hvor dem der ikke indordner sig fra top til tå lider under vores snæversyn udviklet fra vuggen?
Mine helte har altid været de individer, som ikke lader sig underordne ej heller tvinger dette menneskefjendske syn over nogen, som ikke lader sig diktere af moder, hvis selvværd er ukueligt. Jeg har altid ønsket at være en af dem…