Næsten klar
Præcist 25 dage inden juleaften er jeg ved at være temmelig højspændt i forhold til, hvad vi kan se frem til, og dem, der krydser min vej hvor og når som helst, ved med det samme, at det er mig - hende der som sædvanlig går og nynner Jingle Bells uden at være klar over det :-)
Og jeg har allerede kastet mig over juleforberedelserne:
* jeg har hentet kasserne med julepynt og julekrybben og hængt julelys omkring køkkenvinduet (man plejer at hænge dem på buske og træer, men da jeg havde ingen af delene…)
* jeg har pakket 24 små gaver ind til min mands julekalender og 24 til en venindes
* jeg har fået fat i de julekort, jeg tror jeg vil skrive i år
* vi har købt de første gaver og indpakningspapiret og farverigt bånd til at pakke dem ind
* jeg har alle ingredienserne for at bage Bolo Rei, en klassisk portugisisk julekage, som jeg ikke kan købe i Danmark og derfor har fået som tradition at bage selv.
* jeg skal til at lave den første gløgg i morgen aften – nam nam, jeg elsker gløgg! :-P
* som sædvanlig har jeg allerede ondt i pengspungen, men det er kun jul én gang om året :-)
I’m dreaming of a white Christmas...
(foto: Happy June @flickr.com)

Forfængeligheden
Jeg må indrømme, at jeg ikke er og aldrig har været særlig forfængelig, trods min mors eksempel – hun har nemlig altid været glad for tøj, øreringe, tasker, sko og frisøraftaler og i mange år brugt makeup dagligt. Men jeg beundrer dem af mine veninder, som klæder sig godt og har smarte sko; jeg siger ikke hermed, at de er særlig forfængelige heller, men på en forfængelighedsskala mellem 0 og 10, ville jeg score –5 points, mens flere af dem ville score 5 eller 6.
Ikke engang mine engelske veninder er særlig pyntesyge – og slet ikke i forhold til det britiske gennemsnit, hvor der ifølge en artikel, jeg for nylig har læst, findes nogen af de mest pyntesyge kvinder i verden. Der har i hvert fald været en ny undersøgelse, som har påstået, at nogle britiske kvinder er så forfængelige og narcissistiske, at de kigger sig selv i spejlet over 70 gange om dagen. Og, af uvisse grunde, står det især slemt til i Liverpool, hvor de kigger sig selv konstant i spejlet for at tjekke, hvordan håret og makeuppen sidder.
Jeg har altid troet, at de amerikanske kvinder ville løbe med ”trofæen”, altid med opsat hår og så megen makeup på, men ak… videnskaben har talt.
(foto: hodger @flickr.com)

GPS
Den mest geniale opfindelse i nyere tid for dem, der som jeg helt og aldeles mangler orienteringssans, er uden tvivl GPS. Jeg er endnu ikke den lykkelige ejer af en af disse uundværlige systemer, men hver gang jeg bliver nødt til at køre et eller andet nyt sted, ender det altid i sved og ængstelse og katastrofetanker om, at det er denne gang, jeg ender mine dage kørende rundt og rundt i en eller anden fremmed flække. Og gang på gang sætter jeg GPS akut på min indkøbsliste.
Udover at gøre rejserne nemmere, tror jeg at GPS-systemets fleksibilitet har været med til at gøre det populært. Jeg har hørt, at de nye biler vil komme med indbygget GPS, som samtidig muliggør straks at spore bilen, skulle den blive stjålet. Man bruger et lignende system for at spore fiskestimer, hvilket letter fiskeriet. Og forleden læste jeg om, at det nu også er muligt at anvende et GPS-lignende system til kæledyr: det hedder DPS (Dog Positioning System) og blev lanceret af det franske firma Num’axes. Systemet er indbygget i dyrets halsbånd, og udover at vise dets eksakte position, kan man se, hvor langt det er fra ejeren, og en særlig vov-indikator registrerer, om hunden gør.
Det er slut med hundens eskapader.

Øget produktivitet
Vi vender tilbage til Australien, landet for den afslappede måde at leve på. Denne gang apropos en nyhed, som jeg læste, og som blev udgivet af BBC.com om australske minearbejdere. Som måske er lige afslappede nok… eller i hvert fald omhandlede nyheden et forsøg på at motivere dem til at øge produktiviteten. Men hvis I tænker på mere i lønningsposen, firmabil til rådighed og andre traditionelle tilbud af slagsen, glem det: forslaget gik ud på at tilbyde dem timer i forspil og forføringskunsten.
?...
Ja, lige præcis: at tilbyde dem timer i forspil og forføringskunsten. Ideen er ret enkel: hvis minearbejderne kan lære at forstå deres koner bedre, vil de ideelt får et mere tilfredsstillende seksuelt liv, hvilket vil gøre dem gladere og mere tilfredse og dermed mere produktive.
Forslaget er allerede blevet implementeret på minefirmaet Xstrata, og tilsyneladende er det blevet så stor en succes, at der er kommet ventelister og planer om at udvide tilbuddet til flere minefirmaer (ja, ham på billedet må stadig være på venteliste, så lidt tilfreds som han ser ud!...).
Jeg må indrømme, at jeg finder forslaget originalt, men hvis jeg var dem, ville jeg foretrække at få en bil stillet til rådighed, få ubegrænset adgang til massage og en luksuskantine frem for et så intimt og personligt incitament…

Moderne mentalitet
At leve i 2007 er ind i mellem ret forvirrende: kollektive regler er mindre og mindre gængse, og det samme kunne siges om de værdier, som vi lever efter – det som er godt for mig, er ikke nødvendigvis godt for dig, og det, der var vigtigt i går, er ikke så relevant igen i dag.
Men det, som overrasker (og til tider opriver) mig mest er muligvis den mentalitet importeret fra USA med at ”jeg har ret til” og ”hvis du ikke gør x, så sagsøger jeg dig”. Nå, hvis ingen bliver tvunget til at begynde at ryge, og hvis alle oven i købet godt ved og i mange år har vidst, at tobak er helbredsskadelig – og man endda har lovfæstet at skrive med megastore bogstaver på cigaretpakkerne, at tobak slår ihjel, og hvis den ikke gør det, så bibringer den i al fald alskens sygdomme, hvordan er det så muligt for nogen at være så frække, at de sagsøger tobaksfirmaerne? Og – hvad det er værre – hvordan er det muligt, at det juridiske system støtter og giver ret til dem, der selv har valgt at ryge som skorsten?!…
Man har hørt om det fra USA i flere år efterhånden, men forleden læste jeg om den første sag, der kom for Højeste Ret i Italien, som gav familien af det såkaldte offer, en mand, der havde røget en pakke cigaretter dagligt siden 1950 og døde i 1991 af lungekræft, ret og stadfæstede, familien fik tilkendt en skadeserstatning på 1,5 millioner kroner fra et tobaksfirma.
Med al respekt for den pågældende families sorg, er det bare mig, der ikke forstår denne mentalitet?

Bytte og jægeren
Efter at have hidset mig op over jægere I al almindelighed og de jægere, der skød en sagesløs bjørn i Sverige forlylig – og for at bevise at der stadig er retfærdighed til i verden, vil jeg benytte anledningen til at referere en nyhed, der fik mig til at grine højlydt (måske på en ufølsom, grusom måde endda) for nogle dage siden.
Overskriften siger det hele: ”Hund skød jæger”. Det skete i Iowa i Usa. En jagthund kom ved et uheld til at trykke på aftrækkeren af ejerens riffel, som denne havde lagt på jorden (sløsethed fører konsekvenser med sig!) for at hente en fasan, han netop havde nedskudt (nemesis?…). Hunden kom til at træde på den afsikrede riffels aftrækker og skyde sin ejer på klos hold med 120 hagl på engang (sådan er det med potente våben altså!…), som ramte ham i låret. Et herreskud! Og ifølge Departementet for Naturlige Ressourcer i Iowa, er det næppe første gang, sådan noget sker: den slags uheld finder sted en til to gange om året.
Nå, men uanset hvor meget jeg anstrenger mig, formår jeg simpelthen ikke at mobilisere den mindste medfølelse overfor ofret. Jeg må være meget ondskabsfuld.

Som tiden flyver!…
Kan I huske hvordan jeg på dette tidspunkt sidste år var helt utålmodig, da vores nevø lod vente på sig med at blive født? Nå, der er faktisk gået et helt år nu, og i dag skal vi til hans første fødselsdag. Han er blevet så køn, sjov, smart og meget udviklet for sin alder: han har formået at gå i månedsvis allerede, næsten uden at vakle eller skulle støtte sig til ting, og han kan sige nogle stavelser. Og han er en bestemt herre og kan vise, hvad han vil og ikke vil: han vil eksempelvis ikke, at tanten giver ham spinat at spise, hvorimod frugtdesserterne glider ned uden problemer og på drengens opfordring ;-)Desværre er han er ikke min nevø men min mands, hvis det skal være helt rigtigt, men under alle omstændigheder hersker der ingen tvivl om, at han har slægten tanten her på :-)
Tillykke med fødselsdagen, knægt!
(fotos: vida de praia)

Romerske myter – eller udsigten til en pose penge?
Jeg har altid været fascineret af myter og sagn fra den tidligste tid i den europæiske civilisation: de fabelagtige historier om helte, kæmper, guder, mytiske figurer, kampe og det godes sejr over det onde fra antikkens Grækenland, Romerriget, Norden. Jeg ”slugte” den ene bog efter den anden, og Homer er min yndlingsforfatter indenfor genren. Men jeg har aldrig været i tvivl om, at der var tale om fiktion, allegorier, symbolske fortællinger, forsøg på at forklare naturlige men uforklarlige fænomener overnaturligt, verdens og menneskets oprindelse med det formål at berolige dem, der følte sig prisgivet i forhold til elementerne og kun havde beskeden videnskabelig viden.Hvis I husker det fra Oldtidskunskab, ifølge myten om Roms grundlæggelse anføres denne til tvillingebrødrene Romulus og Remus, der jf. sagnet blev ammet af en hunulv; og myten fejres endnu den dag i dag med statuer af ulven og tvillingerne i enhver italiensk by med respekt for sig selv. Og bemærk venligst, at jeg henviste til fortællingen som værende et sagn eller en myte, ok? Jeg fremhæver dette aspekt, fordi en gruppe italienske arkæologer for 3-4 dage siden har postuleret, at de har fundet den sagnomspundne Lupercale-grotte, hvor pågældende hunulv skulle have diet tvillingerne. Grotten er uden tvivl et arkæologisk interessant fund og blev opdaget i nærheden af Kejser Augustus palads i Palatinerhøjen, 16 meter under jorden og er prydet med muslinger og mosaikker.Da myter jo per definition er fiktive, giver det dog ingen mening at der skulle eksistere en grotte i bogstavelig forstand; og da jeg i forhold til italienerne som udgangspunkt til enhver tid er mistroisk, lugter det af en turistattraktion, som man skal betale €15 for at få et glimt af.
Hvornår kommer nogen mon rendende og påstår at have fundet Asterix’ hytte eller Obelix’ trylledriksgryde, I ved, den han fald i som spæd?
(fotos af grotten: Scanpix)

Speedy Gonzales
Og apropos mus… kan I huske tegnefilmen om Speedy Gonzales, den karismatiske mexicanske (tror jeg) mus med den kraftige spanske accent, som bevægede sig stort set ved lysets hastighed (”arriba arriba”)? Nå, sådan en skabning er ikke længere kun fantasi: forskere ved Case Western Reserve University i Cleveland, USA, har skabt en genetisk manipuleret ”super-mus”, en såkaldt “PEPCK-C-mus”(på billedet nedenfor),som løber hurtigere end almindelige mus (5-6 kilometer med en hastighed på 1,2 kilometer i timen), som kan løbe rundt i 6 timer uden at vise tegn på udtrætning, og som bliver ved med at formere sig i en høj alder. Men – ooops også betydelig mere aggressiv, end det er almindeligt for mus. Takket være den genetiske manipulation har disse mus 10 gange flere mitokondrier i muskelcellerne end normale mus og producerer mere fosfoenolpyruvat-karboxykinase (prøv lige at sige det ord… og nu hurtigere…), et enzym, som spiller en afgørende rolle for stofskiftet, og er derfor i stand til at producere mere energi end den gængse mus. Med andre ord: selvom de spiser det dobbelte, vejer de kun det halve.
Jeg må indrømme, at jeg blev lidt forskrækket, da jeg læste om disse hurtige, utrættelige, aggressive mus. Hvad nu hvis de af en eller anden grund flygter fra laboratoriet og formerer sig i naturen? Kunne vi ikke risikere pludseligt at stå overfor en bande af stærke, fjendtlige, ukontrollable mus?… Gisp…
Det kan være sjovt nok på tegnefilm, men i den virkelige verden… jeg griner i hvert fald ikke.

Muligvis den ultimative kur
Jeg finder slankekur ekstremt irriterende: de første uger går fantastisk godt – man er topmotiveret, spiser alle de rigtige ting og undgår alle de forkerte, drikker en masse vand, og får endda lyst til at begynde at dyrke sport og tage trapperne i stedet for elevatoren, og man taber sig det ene kilo efter det andet. Men på et eller andet tidspunkt ophører nålen på badevægten med at bevæge sig yderligere nedad, og trods anstrengelserne og den regelmæssige diæt sker der absolut ingenting. Vægttabet stagnerer. Og det dér, man begynder så småt at blive demotiveret, og efterhånden begynder ens tænkning at blive mindre og mindre nuanceret, og man får tanker a la ”hvis ikke jeg taber mig yderligere ti kilo, kan det være lige meget! Ræk mig lige den pose chips – nu!”
For dem der aktuelt er lige så frustreret som mig over den paralyserede slankekur, har jeg måske gode nyheder: jeg læste forleden, at en gruppe forskere ved Center for Biotechnology ved State University of New York ifølge New York Times muligvis har gjort en revolutionerende og ekstraordinær opdagelse: mus der tilbringer 15 minutter dagligt, 5 dage om ugen, i 15 uger på en plade, hvor de konsekvent bliver rystet igennem, har 27% mindre fedt og tilsvarende mere knoglevæv end de mus, som ikke bliver udsat for det (som den på billedet). Man ved endnu ikke med sikkerhed, hvordan dette fænomen kan forklares: om rysteturene i sig selv bevirker vægttabet. Eller om musene bliver så forkvalmet af rysteriet, at de mister appetiten. Eller om de for at kompensere for den ufrivillige rysten og af ren forskrækkelse bevæger sig mere for at undgå at falde af pladen og dermed bruger mere energi.
Uanset hvad, skaf mig lige en vibrerende plade - omgående!

Krammedyr
Jeg har altid elsket plysbamser. Jeg har stadig flere, og det er sjældent jeg ikke bliver fristet til at købe endnu en til samlingen, hvis jeg tilfældigvis kommer forbi en, der ser nuttet ud. Og jeg har altid troet, at plysbamser primært tjente til at trøste børnene. Jeg kan i hvert fald stadig se mig selv sutte på tommeltotten, mens jeg krammer mig til min yndlings krammedyr efter et fald eller andet ufavorabelt omgang med verden.
Men da vi lever i den såkaldte informationsalder (eller som nogen ynder at kalde den misinformationsalder, hvilket jeg ikke er helt uenig i…) er der tilsyneladende nogen, som kom i tanke om at give krammedyrene en pædagogisk dimension: denne jul kan I give jeres børn eller nevøer og niecer – eller måske især børn, I ikke kan li’ og gerne vil skræmme – nogle særlige plysdyr… det amerikanske firma Giant Microbes har for nylig lanceret et serie plys mikroorganismer. Ja, mikroorganismer, den slags ulækre væsener, der normalt er usynlige for det blotte øje og er ret skadevoldende og sygdomsfremkaldende. Der er allerede plysmodeller af ”søde” vira som Ebola, Salmonella, Den Sorte Død, Tyfus, osv., osv. Kan I ikke lige se det for jer, barnet som be’r moren om at købe Tuberkulosen, Hepatitis C eller Syfilis? Da det jo er et amerikansk firma, og det gælder om at malke forbruerne så meget som muligt, er der selvfølgelig også T-shirts, krus, hatte, nøgleringe og endda termometre i samme serie med samme motiver...
Men hvem finder på sådan noget? Det var da frygteligt!…
Og jeg har endnu ikke fattet, hvad budskabet er… ”vira er jeres venner”?
(på billederne : Borrelia, Samonella, Hepatitis C og Syfilis)

Forældrekærlighed
Som jeg tidligere har nævnt, er jeg så heldig, at jeg ikke har en eneste allergi eller intolerance (undtagen overfor kedsommelige og/eller dumme og/eller grænseoverskridende folk), hvilket tilsyneladende er sjældent i vore dage; man mener i hvert fald, at der er flere og flere børn med alvorlige allergiske problemer, hvilket må være smertefuldt for forældrene også. Men jeg har godt nyt til dem: ifølge en svensk undersøgelse foretaget af Södersjukhuset i Stockholm og publiceret for nylig, er den bedste behandling mod børnenes allergier, når de bliver kysset og krammet af forældrene. Ikke kun fordi fysisk ømhed trøster børnene men først og fremmest, fordi det ser ud til at gøre dem fysisk modstandsdygtige takket være visse vira, som forældrene via fysisk kontakt videregiver til deres børn.
Hvis man imidlertid opdager, at det også virker for voksne, vil jeg for en sikkerhedsskyld i forebyggelsesøjemed gå i gang med at kysse og kramme endnu mere.
Og i princippet er der så intet til hinder for, at lægerne begynder at skrive ”kys og kram p.n. flere gange dagligt” på deres receptblokke.
(foto: kasi.dk/maned3.htm)

Selvmodsigende udsagn
Det siges, at smag ikke kan diskuteres, men efter min mening er der visse ting, der per definition er pæne – roser, bjørn, tigre, solnedgange – mens andre er aldeles indiskutabelt grimme – hunde med fladt fjæs, marabuer, motorveje – og kameler! Derfor blev jeg overrasket, må jeg indrømme, da jeg læste, at man for nylig i Saudi Arabien, mere præcist 300 kilometer fra hovedstaden Riyadh, har afholdt en skønhedskonkurrence for kameler. For kameler eller mellem kameler? Hmmm… konkurrenterne i denne anderledes dyst kaldet Mazayen al-lbn var i hvert fald kameler.Stakkels dommere: at afgøre hvilken kamel, der var smukkest - eller mindre grim - må have været lidt af en udfordring. De må have skullet sluge en del kameler…

At investere i venskaberne

Og apropos undersøgelser, har man for nylig fået videnskabeligt bevis på den ekstreme betydning det har at investere i venskaberne. Af flere grunde, men også fordi det spiller en afgørende rolle i forhold til helbredet. Forskere har lige demonstreret, at ensomheden udgør en trussel for helbredet, især for kvinder; jf. hvad jeg har læst, er ensomme kvinder i større risiko for at udvikle alvorlige sygdomme som cancer end kvinder, der har venner eller lever sammen med nogen.

Det, der trøstede mig midt i denne snak var så, at kvinderne samtidig generelt er de bedste til at etablere og vedligeholde kontakter og venskaber og derfor bedre i stand til at beskytte sig mod ensomhed.

God nat!
Som I ved, elsker jeg at læse de artikler, hvor man bruger meningsmålinger om de mest varierede emner, og som giver et stratificeret billede af virkeligheden. Jeg læste for eksempel for nogle dage siden, at en amerikansk undersøgelse blandt 5.700 lønmodtagere har vist, at 49% af mændene og 35% af kvinderne er faldet i søvn på deres arbejde (hvordan det muligt, ved jeg ikke, jeg ville i hvert fald ikke kunne præstere at falde i søvn siddende… mon de har lagt sig ned???!… Hvis ikke, forstår jeg det slet ikke).
Og ifølge rekrutteringsfirmaet careerbuilder.com, som bestilte undersøgelsen, at falde i søvn er den mest almindelige men langt fra den eneste adfærd, som bryder med de skrevne og uskrevne regler på arbejdspladsen. På anden plads kom ”at kysse med en kollega (39% havde gjort det), fulgt af ”at stjæle” (22%), ”at sprede rygter” (22%… kun 22%? Det tror jeg ikke på!), ”at drikke alkohol” (21%), ”at lyve om cv’et” (4%… KUN 4%? Det tror jeg i hvert fald ikke på!) og at tage æren for en andens præstation (2%… Ha!…).
De glemte vist nok nogle væsentlige punkter: hvad med at tilbringe timevis i telefonen i privatsnak? Og hvad med at surfe efter pornografisk materiale på nettet? For ikke at tale om at tage ud at shoppe i arbejdstiden under påskuddet af at ordne vigtige ærinder. Jeg har en kollega, som sågar fandt på at gå til frisøren i arbejdstiden…

Og igen!…
Jeg har allerede underholdt jer med min vrede i forhold til den overlegne holdning, som mennesker tillader sig at lægge for dagen i forhold til dyrene, og som oftest har dødbringende konsekvenser for sidstnævnte – som det var tilfældet med den bjørn, som blev skudt for nylig i Sverige for angiveligt at have dræbt en jæger (og hvem startede det, hvad??!)
Samme historie udspillede sig, dog uden nogen som helst formildende omstændigheder, sidste år i Tyskland, hvor man også praktiserer jagt på den sjældne og i mange år udryddede ulv (sommetider under påskud a la ”ooops, nogen ”kom til” at påkøre en ulv ”).
Nu var det lossens tur at lide samme skæbne: grundet stormen i forrige weekend, braste muren til lossens bosted på en lille provinszoo i Jylland sammen, og 3 losser slap fri; en af dem dræbte et rensdyr. Da den blev fanget, blev den skudt ned.
Jeg spørger bare: hvorfor i alverden skal lossen straffes for at følge sine instinkter? Og hvis skyld er det, at en mur ikke kan holde til en storm? Det er ikke fair!…

Kvinderne, altså!…
Da jeg arbejder på et hospital, hvor mindst 95% af personalet typisk jo består af kvinder, blev jeg ikke spor overrasket, da jeg læste, at en norsk undersøgelse netop har bekræftet, at det giver flere konflikter og bagtalelse, når kvinderne er i overtal i en personalegruppe. Og foreslog som en løsning ikke det modsatte, et overtal af mænd, men en mere ligelig fordeling mellem kønnene.
Jeg har tidligere udbredt mig her om mændenes genvordigheder, men det er min erfaring, at kvinderne er betydelig mere komplicerede og har mere anlæg for rivaliseringer, sladder og forræderi (det værste jeg oplevede var, da min bedste veninde på daværende tidspunkt ”stjal” min kæreste), og derfor har jeg altid haft nemmere ved at få mandlige venner end veninder. Så jeg har få men gode veninder. Og jeg benytter anledningen til at sende dem et meget stort kram :-)

Valg ... af adverbier
Efter en lynhurtig valgkamp (på mindre end 3 uger) er det valgdag til Folketinget i dag. Der er ikke på forhånd oplagte vindere eller en markant tendens, og vi må vente til engang i nat for at høre valgresultatet og se, hvem der vandt, højrefløjen (den siddende regering & Co.) eller venstrefløjen. Jeg har ikke ret megen forstand på politik, men det forekommer mig, at det på mange måder kan være ligegyldigt, da de store ideologier synes at have forsvundet fuldstændig, om ikke i teorien så i praksis. Og jeg ved ikke, om det er på baggrund af denne ideologiske vakuum, eller fordi der var så forholdsvis lidt forberedelsestid, at valgkampen først og fremmest har været karakteriseret ved en diskussion om biord: en af de centrale slogans for venstrefløjen har været ”skattenedsættelser eller velfærd”, med en prioritering af velfærd på bekostning af skattenedsættelser, selvfølgelig, mens regeringspartierne har kørt frem med ”skattenedsættelser og velfærd”.
Lad os nu se, hvad denne snak om grammatik ender med.

Der mangler ikke kreativitet, men…
Jeg har for nogen tid siden nævnt her, at et britisk forsikringsselskab har forsøgt at få folk til at spise mere frugt og grønt ved at koble indtag af disse med policepriserne.
Men alt, der omhandler forsikringsselskaber, appellerer til de ældre og mere etablerede dele af befolkningen (altså de voksne). Så spørgsmålet er, hvordan man kan nå de yngre uden forpligtelser, og som derfor endnu ikke har forsikringer og den slags ting at tænke på, og derfor heller ikke er påvirkelige i forhold til forsikringsselskabernes salgsmetoder.I et forsøg på at svare på ovennævnte spørgsmål har man for nylig foreslået at lave reklamekampagner dér, hvor de unge færdes – kafeer og diskoteker. Men hvis I forestiller jer de gængse plakater og reklamespots mellem sangene, glem det: forslaget er meget mere anderledes og originalt: at skabe reklamer med varmefølere til toiletterne, og som først bliver synlige i kontakt med urin.

Vi må indrømme, at ideen er så sandelig original. Men jeg er ikke sikker på, at det vil have den ønskede effekt at begynde at forbinde broccoli med latrinære aktiviteter…

Pas på alkoholen
I har sikkert været i den situation, hvor I skulle høre på eller overvære nogen, som har fået lidt for rigeligt at drikke. Det sker tit, de gentager sig selv og praler af det mest utrolige. Og nogle bliver ubehagelige og sågar voldelige, når de bliver fulde.
Nå, men for nylig læste jeg, at det heller ikke er en god idé at lade en – eller seks – elefanter drikke sig plakatfulde: 40 vilde elefanter i jagt på føde invaderede landsbyen Chandan Nukat i staten Meghalaya´, i det nordøstlige Indien. Udover maden, gik en lille gruppe også til risvinen for at slukke tørsten. Og berusede endte de med at dø af elektrisk stød, da de væltede en elmast.
I området bor ca. 7.000 vilde elefanter, og det er ikke første gang de går amok sådan her.

Historiens morale: hvis man går på alle fire, bør man ikke drikke!

Rubik-terningen
Kan I huske 80ernes værste landplage, Rubik-terningen (opkaldt efter dens sadistiske ungarske opfinder)? Nogen fortalte mig, at eksperterne endda brugte en matematisk formel for at nå frem til løsningen. Men da jeg aldrig ligefrem har været en ørn til matematik, er det således aldrig lykkedes mig at finde frem til løsningen: seks sider med hver sin farve… det vil sige: ikke uden at snyde; da det irriterede mig at bruge timevis med forgæves at prøve at skrue terningen korrekt og kun nå frem til to eller tre sider, endte jeg altid med at tage nogle af brikkerne af og indsætte dem dér, hvor de burde have været for at fuldende de øvrige sider.
Nå ja… men 80erne sluttede, og fra den ene dag til den anden blev vi fri for Rubik-dillen – som blev afløst af Yoyo-dillen (som jeg heller aldrig fik helt styr på, og heller aldrig lærte de ”smarte” tricks med at ”gå tur med hunden” eller alle de andre populære tricks… nå, jeg må være ”indlæringsudfordret” eller noget!… Heldigvis gik yoyoen også i glemmebogen og frem kom Hulahop-ringen, som jeg heller aldrig… vi må hellere stoppe…)
Det vil sige, jeg troede, vi var blevet fri for Rubik-terningen: men tilsyneladende afholdes der stadig turneringer. Ifølge hvad jeg læste i avisen forleden dag, har finske Anssi Vanhala for nylig vundet en af guldmedaljerne i Rubik-verdensmesterskaberne i Budapest. På 49,33 sekunder havde finnen ordnet alle seks sider med fødderne (!). Japaneren Yu Nakajima var den absolutte vinder og blev verdensmester ved at skrue terningen korrekt sammen på 12,46 sekunder, foran hundrede af deltagere fra 32 lande. Muligvis uden at snyde…
(mesterkabets billeder: Bela Szandelszky/AP)

Bryllupsdag
I dag fejrer vi 16 års bryllupsdag. Og det var uundgåeligt, at jeg skulle forberede en lille overraskelse: i aften tager jeg min mand ud at spise på en lille italiensk restaurant, Il Gambero Rosso. Vi har ikke prøvet den før, men den fik rigtig gode anmeldelser for nylig, og hver gang vi tilfældigvis kommer forbi (da vores yndlingsbager, også italiensk, er lige dør om dør med den), må vi lige lave et ophold, så han kan kigge ind og tjekke menuen; og så siger han hver hver gang: ”vi må kommer og spise her en af dagene”.
I dag er det så ”en af dagene”. Men ikke sig noget, da han endnu ikke ved det…Sidste år tog jeg ham med på en fornem fransk restaurant, og han blev rigtig tilfreds. Forhåbentlig bliver han også glad for denne; han har i hvert fald reklameret for den længe :-)

Se bare på denne maskine!
Kan I huske de frygtelige foldesakse, som angiveligt var meget praktiske og blev en plage i 80erne?
For dem, der elsker sjove, originale opfindelser, her er måske noget: en hollandske designer Lennart Visser har skabt en konvertibel foldecykel. Ja, I hørte mig godt nok: en KONVERTIBEL FOLDECYKEL: når man folder den, kan den konverteres til en barnevogn (som på billedet). Feetz T-biken, som designvidunderet hedder, er så fleksibel, at den udover sidstnævnte evne også kan foldes helt, således at den kan transporteres på togturen eller når man går ind i supermarkedet. Lige bortset fra, at den vejer 28 kilo, hvilket må vanskeliggøre at have en under armen. På den anden side kunne den måske være et alternativ, hvis man ellers ikke havde temperament eller tid til at styrketræne ;-)

„Stooop!”
Vi er kommet dertil, hvor bekymringen for sundheden, vigtig nok som den jo er, ind i mellem kommer ud på overdrev og hysteri. Vi har tidligere talt om den diskrimination, som overvægtige mennesker bliver udsat for, hvor de eksempelvis har sværere ved at få job, da de bliver opfattet negativt som følge af deres udseende. Og der er endda dem, der advarer imod en kommende „fedmeepidemi”, som skal bekæmpes for enhver pris. Og i et forsøg på at føre en forebyggelsesplan ud i livet, ser det ud til at alle metoder er få, og man bliver mere og mere kreativ: ved eksempelvis at foreslå at lade flybilletpriserne afhænge af kundens kropsvægt. Eller som jeg læste for nylig at introducere „sladderhanke” indkøbsvogne i supermarkederne: hver gang man „formaster” sig til at lægge en pakke chips eller lignende ned i vognen, er det meningen at vognen råber op – bipper eller advarer højt om produktets kalorieantal, fedt-, sukker- eller saltindhold. Ideen er at appellere til forbrugerens samvittighed – eller måske med andre ord at få ham eller hende til at rødme og skamme sig, hver gang man tager på indkøb og lige får lyst til noget mindre sundt. Skam er selvfølgelig en negativ følelse, og negative følelser giver endnu mere lyst til at spise dumme ting som trøst; så I kan sikkert se den onde cirkel, der potentielt kan udvikle sig her, ikke sandt?

Den absolutte dumhedsrekord

I år er det 6 år siden, jeg tog kørekortet. En af de helt store præstationer, langt større end at tage en universitetsgrad, og kun jeg ved, hvor meget det kostede mig – det er eneste gang, jeg skulle opleve ydmygelsen af at dumpe i en eksamen, og ikke kun engang med flere gange i træk; og jeg vil ikke engang regne på, hvor meget der kom ud af lommen. Så I må kunne forstå, hvorfor jeg fra første da med kørekortet i hånden har været topmotiveret for at beholde det: jeg prøver at respektere færdselsloven mest muligt og praktiserer en nulalkoholpolitik, når jeg kører. Jeg tør simpelthen ikke at risikere noget, der var så svært at opnå.

Derfor blev jeg overrasket, da jeg læste om en 18-årig fyr, som mistede kørekortet samme dag, som han bestod køreprøven og fik kørekort. Måske for at fejre den beståede prøve, drak han sig fuld, satte sig herefter bag rattet og legede biljagt, idet han kørte op til 140 km i timen og kørte flere gange overfor rødt uden at sætte farten ned. Og med de forringede reflekser grundet alkohol endte han selvfølgelig med at køre galt i en kurve. Han mistede kørekortet på stedet. Vidner fortæller, de så ham køre med høj fart med en anden mand på taget tidligere på aftenen.

Jeg spørger mig selv, hvordan nogen kan være så uansvarlig?

Rede sig hvem der kan!
I vore dage, hvor levestandarden for manges vedkommende er temmelig høj og tillader en vis luksus, og med det humanistiske perspektiv, der florerer i forhold til vore kæledyr, er det vore venner med fire poter, der får en gevinst. Hvis de aldrig har manglet noget tidligere, har de i hvert fald nu ret til eksklusiv forkælelse som designermøbler og andre ”uundværlige” gadgets. Som det er tilfældet for den nye redningsvest (på billederne), som for nylig blev præsenteret på en udstilling for sikkerheds- og redningsudstyr i Japan. Designet til hunde og katte, indeholder vesten, der koster det nette sum mellem 1.200 og 2.300 kr., lommer til nødhjælpsudstyr og dyrefoder, så alt er beredt i tilfælde af en katastrofe.
Men selvfølgelig hvis jeg nu var en hund, ville den største katastrofe for mig være at skulle rende rundt i den mundering fra rummet og se sådan dér ud… men sådan er jeg, så forfængelig.

Tillykke til… mig!
Tra la la… som sædvanlig fik jeg stort set ikke sovet i aftes af bare spænding og forventning; og i dag er jeg praktisk talt sub-manisk, næsten som når jeg drikker alt, alt for meget kaffe og kommer til at ligne kaninen fra Duracell-reklamerne, fuld af energi – og lettere tremulerende ;-D
I dag får vi gæster. Mine svigerforældre og svigerinde kommer langvejs fra, og min svoger, svigerinde og 11 måneder gammel nevø, som bor tæt ved. Jeg har planlagt menuen i ugevis: jeg vil vælge ovnstegt culotte med frisk rosmarin, min specialitet, serveret med frisk båndpasta og en fyldig salat til. Og til dessert den obligatoriske gelé.
Normalt bryder jeg mig ikke om at være i centrum, men en gang om året – i dag – laver jeg glædeligt en undtagelse ;-)
(foto: loopy lou p @flickr.com)

Venner med gifteknivtilbøjeligheder
I går talte vi om de mænd med underudviklet talent for romantik. Heldigvis for dem, med mindre de er alt for smarte (hvad jeg under andre omstændigheder – eller disse – ville kalde ”karlesmarte”), har de i det mindste nogle venner. Heldigvis fordi tilsyneladende er det oftest vennerne, som introducerer os for potentielle kærester. Uafgjort på en anden plads kommer arbejdspladsen og uddannelsessteder som oplagte steder, hvor der scores og parforhold smedes. Til sammenligning kommer Internettet på en af de sidste pladser, selvom det er blevet moderne at prøve at finde kærester på specifikke datingsider.
”Hvad sagde du om venner…?”
Jo, en undersøgelse foretaget for nylig (ja, ja, mig og mine undersøgelser, det ved jeg godt!…) viste, at 27% af de adspurgte havde mødt deres kæreste eller ægtefælle gennem venner, 21% på arbejdspladsen eller uddannelsesstedet og 18% i byen på barer, kafeer, koncerter o.l. Kun 8% havde mødt deres udkårne på nettet.
Vennernes overlegenhed i forhold til kærlighedsspørgsmål er meget logisk: vi stoler på vore venner, som samtidig kender os og vore præferencer og temperamenter, så dem, som de introducerer os for scorer points på forhånd.
Med andre ord behøver I med de beskedne ”scoreevner” ikke engang at blive desperate: hvis I har nogle venner, vil I alligevel kunne klare jer på kærlighedsscenen.

”Kender jeg dig ikke et eller andet sted fra?”
I kender sikkert scenariet: I er på en kaffe, har det eventuelt sjovt med veninderne, og lige pludselig kommer der en fyr, som ser ud til at ville noget. Hvis han ikke glor op og ned af dig og formår at være diskret, er det intet mindre end et mirakel, men til gengæld kommer han med den ældste scorereplik ”i bogen”: ”undskyld mig, men kender jeg dig ikke et eller andet sted fra?” Eller værre endnu: ”tror du på kærlighed ved første blik, eller skal jeg gå forbi et par gange?” eller en eller anden tåbelig replik. Hvordan kan man reagere andet end at ryste på hovedet og spørge, om ikke han har lyst til at gå udenfor og se, om det regner?
Kan der virkelig stadig være mænd, som ikke har bemærket, at det ikke er sådan, man vækker en kvindes interesse? Og at de fleste kvinder føler sig tiltrukket af mere galante og romantiske tilgange? Hvis der er, burde de orientere sig i litteraturen om emnet – udover at åbne øjnene, selvfølgelig – da man for nylig i Storbritannien har publiceret en undersøgelse foretaget blandt 1000 kvinder, som konkluderer engang for alle, at for kvinderne (eller rettere to tredjedele af de adspurgte) er gode manerer det, der sættes højest hos ”drømmeprinsen” og herefter intelligens (for en tredjedels vedkommende), mens kun 20% prioriterede udseendet. Dårlige manerer og overfladisk charme vandt til gengæld ikke points.
Hvis I ikke vidste det, så ved I det altså nu.

Hit lige med chilien – del 2
I skal ikke gå hen og få en antagelse om, at jeg har en eller anden fordelagtig aftale med en chiliproducent, som sælger dem til mig med klækkelige rabat, hvis jeg nu reklamerer for chili her i strandkurven. Det er slet ikke tilfældet. For det første er jeg glad for chili, som giver en dejlig pikant smag til retter inspireret i det mexicanske køkken. Og for det andet kan jeg simpelthen ikke tie stille med nyheder og gode budskaber. Og det jeg har at fortælle sorterer under begge kategorier: jeg læste nemlig, at chili er fantastisk til at øge metabolismen, og jo hurtigere metabolismen er, desto mere fedt man forbrænder, med andre ord: man taber sig!
Men så I heller ikke tænker, jeg er enøjet og partisk i forhold til chili, nævnte den undersøgelse, jeg refererede lige før, andre ingredienser, som er gode til samme formål: mælk, kaffe og fed fisk. Og der er i øvrigt dem, der mener, at det at drikke meget vand har samme effekt.
Så her er min indkøbsliste… ;-)
(foto: www.photo-gallery.dk)