GPS
Den mest geniale opfindelse i nyere tid for dem, der som jeg helt og aldeles mangler orienteringssans, er uden tvivl GPS. Jeg er endnu ikke den lykkelige ejer af en af disse uundværlige systemer, men hver gang jeg bliver nødt til at køre et eller andet nyt sted, ender det altid i sved og ængstelse og katastrofetanker om, at det er denne gang, jeg ender mine dage kørende rundt og rundt i en eller anden fremmed flække. Og gang på gang sætter jeg GPS akut på min indkøbsliste.
Udover at gøre rejserne nemmere, tror jeg at GPS-systemets fleksibilitet har været med til at gøre det populært. Jeg har hørt, at de nye biler vil komme med indbygget GPS, som samtidig muliggør straks at spore bilen, skulle den blive stjålet. Man bruger et lignende system for at spore fiskestimer, hvilket letter fiskeriet. Og forleden læste jeg om, at det nu også er muligt at anvende et GPS-lignende system til kæledyr: det hedder DPS (Dog Positioning System) og blev lanceret af det franske firma Num’axes. Systemet er indbygget i dyrets halsbånd, og udover at vise dets eksakte position, kan man se, hvor langt det er fra ejeren, og en særlig vov-indikator registrerer, om hunden gør.
Det er slut med hundens eskapader.