Romerske myter – eller udsigten til en pose penge?
Jeg har altid været fascineret af myter og sagn fra den tidligste tid i den europæiske civilisation: de fabelagtige historier om helte, kæmper, guder, mytiske figurer, kampe og det godes sejr over det onde fra antikkens Grækenland, Romerriget, Norden. Jeg ”slugte” den ene bog efter den anden, og Homer er min yndlingsforfatter indenfor genren. Men jeg har aldrig været i tvivl om, at der var tale om fiktion, allegorier, symbolske fortællinger, forsøg på at forklare naturlige men uforklarlige fænomener overnaturligt, verdens og menneskets oprindelse med det formål at berolige dem, der følte sig prisgivet i forhold til elementerne og kun havde beskeden videnskabelig viden.Hvis I husker det fra Oldtidskunskab, ifølge myten om Roms grundlæggelse anføres denne til tvillingebrødrene Romulus og Remus, der jf. sagnet blev ammet af en hunulv; og myten fejres endnu den dag i dag med statuer af ulven og tvillingerne i enhver italiensk by med respekt for sig selv. Og bemærk venligst, at jeg henviste til fortællingen som værende et sagn eller en myte, ok? Jeg fremhæver dette aspekt, fordi en gruppe italienske arkæologer for 3-4 dage siden har postuleret, at de har fundet den sagnomspundne Lupercale-grotte, hvor pågældende hunulv skulle have diet tvillingerne. Grotten er uden tvivl et arkæologisk interessant fund og blev opdaget i nærheden af Kejser Augustus palads i Palatinerhøjen, 16 meter under jorden og er prydet med muslinger og mosaikker.Da myter jo per definition er fiktive, giver det dog ingen mening at der skulle eksistere en grotte i bogstavelig forstand; og da jeg i forhold til italienerne som udgangspunkt til enhver tid er mistroisk, lugter det af en turistattraktion, som man skal betale €15 for at få et glimt af.
Hvornår kommer nogen mon rendende og påstår at have fundet Asterix’ hytte eller Obelix’ trylledriksgryde, I ved, den han fald i som spæd?
(fotos af grotten: Scanpix)