Sov godt!
Slet ikke apropos det at have genoptaget arbejdet allerede for nogen tid siden og have lange udsigter til den næste ferie, men ok…
… jeg vidste udmærket, at der er alle mulige gode grunde til, at en god nattesøvn er afgørende for et godt helbred. Men fonylig læste jeg om endnu et godt argument, der gør søvnen vital for helbredet: flere undersøgelser i de senere år har nemlig påpeget sammenhængen mellem sparsom og/eller dårlig søvn og udvikling af fedme. Dette fordi man åbenbart begynder at føle sult, når man er i underskud af søvn. Forklaringen virker såre enkel: med søvnmanglen falder blodets indhold af leptin, og leptin dæmper appetitten og giver os en mæthedsfornemmelse. Samtidig er der mere grehlin i omløb, hvilket øger trangen til at spise.
Normalt anbefaler man ca. 8 timers søvn. Og ifølge forskerne, jo længere man er fra idealet, jo større synes risikoen for at udvikle fedme: 6 timers søvn betyder en øget risiko på 23%, 5 timers søvn en øget risiko på 50% og på 73%, hvis man sover mindre end 4 timer!
Så: slut med at blogge hele natten og kom i gang med at sove! : )

Metro lige til døren
I går åbnede den sidste strækning i Københavns Metro, som nu forbinder lufthavnen med byens centrum. Indvielsen blev fejret med fanfare, musik og royalbesøg til at klippe båndet over. Og gratis ture i Metro til sent på natten.
Med andre ord: nu har jeg en Metrostation stort set på mit dørtrin (Øresundsstationen, blot 2 minutter hjemmefra – bilerne til venstre er parkeret i vores parkeringsplads) og kan nå til lufthavnen (hvor der i sommers åbnede den første Starbucks i Danmark, hvor man serverer min yndlingskaffe, en Caramel Macchiato) eller til centrum på 5 minutter. Og som det allerede var i går, behøver vore gæster ikke længere tage bilen med.
Jeg var med til indvielsen af vores nye station, så båndet blive klippet over og tog den første metro til lufthavnen, hvor der stadig var feststemning, musik, champagne og kanapeer. Og efter aftensmaden tog vi nogen venner med og fik vores kaffe derude.
Jeg føler mig meget privilegeret ved nu at have hele verden lige ved døren.
(Foto: Thomas de Laine)

Pas på med kæledyr
Videnskaben fremkommer fra tid til anden med interessante studier og uventede resultater vedrørende temaer fra dagliglivet. Hvis I eksempelvis gerne vil finde en kæreste og troede, det ikke havde de helt store konsekvenser at have en hund, en kat eller en undulat, må I tro om: ifølge en britisk undersøgelse foretaget af Parship, Englands største netdating service, blandt 200.000 singler, fremhævede 40% af de adspurgte, at de ville tænke to gange, hvis den potentielle kæreste havde kæledyr. En ud af fire mænd ville ikke have en kæreste, der havde mere end to katte, og en tredjedel af kvinderne var ikke tilbøjelige til at finde tiltrækkende en mand, der delte hovedpude med et kæledyr.
Såfremt det var nødvendigt, ville en fjerdedel af alle adspurgte på den anden side vælge kæledyret frem for en potentiel kæreste. Fordi dyrene elsker og accepterer ejerne ubetinget? Fordi de lader sig bestemme over uden så megen protest? Eller fordi de ikke tager hele dobbeltdynen?
Den elegante løsning ville selvfølgelig være at finde en kæreste på en datinghjemmeside for dyreelskere, hvor det slet ikke er et spørgsmål.
(Foto: yufen* @flickr.com)

Badeværelses design
Hvis I tjener så mange penge, at I ikke ved, hvad I skal gøre af dem, allerede har det dyre, topavancerede køkken, og I samtidig ikke fattes humor, har jeg et moderne – om end noget plat, for mig at se – forslag. Det eksisterer toiletsæder i specielle designs til at matche enhver smag og præference: for fodboldelskeren toiletsædet med en fodbold på grønsværen; for den der kan li’ 70ernes diskomusik, et toiletsæde som en glas discokugle; og for dem, der godt kan li’ dyr er der et toiletsæde formet som en havskildpadde, som stikker hovedet ud, når man går forbi – og forhåbentlig sætter det ind igen, hvis man skulle sætte sig ned.
Mens der er fantasi - og dårlig smag, ville nogen måske tilføje - til, er der tilsyneladende ingen grænser.
Foto: ’Pressalit Art Gallery’.

Færdigretter
Vi lever i en tid af paradokser. En af de nok mest interessante omhandler vaner knyttet til ernæring: man har aldrig set så store investeringer i ekstremt dyre køkkener med sidste skrig indenfor hvidevarer, samtidig med så lidt overskud til at lave mad. ”Convenience” fødevarer, som er tilberedt og ikke kræver meget andet end at komme i ovnen, vinder stadig større indpas blandt forbrugerne, hvis fritid er sparsom og kræver, at man tænker sig godt om, hvad man vil prioritere i dagligdagen. Men vi vil heller ikke nøjes med fødevarer af dårlig kvalitet eller dyre løsninger (da vi allerede har brugt alle pengene på luksuskøkkenet?): vi kræver økologisk sushi til spotpris, på forhånd skrællet og vasket kvalitetskartofler og kød der er krydret og ordnet fra leverandøren. Nemt, rent, ser lækkert ud og klar til servering i vore fede køkkener.

På en måde kan jeg godt forstå behovet for disse ”smutveje”. Men på den anden side bliver jeg lidt forskrækket ved tanken om, at om to generationer vil alt komme indpakket, tilskåret, i dåse, frossen, og ingen vil vide længere, hvordan madvarerne ser ud oprindeligt, inden de bliver tilberedt. Hvor kartofler med skralde blot er museums genstande. ”Mormor, hvad er det for noget?”

Videnskabens vidundere, eller tak for ingenting
En gruppe astronomer fra University of Minnesota har for nylig fundet store mængder af ingenting. I hørte rigtigt: af ingenting! En dag kiggede de i deres teleskop og opdagede enorme områder af universitet uden noget som helst: ingen stjerner, ingen galakser, ikke engang en af de berygtede sorte huller. Dette hul eller intethed eller hvad man nu kan kalde det er ifølge dem langt større, faktisk tusind gange større end de afstande, de er vant til at finde uden noget – eller med ingenting – i universet. Selv hvis man rejste med lysets hastighed (ifølge Wikipedia 299.792.458 meter per sekund, svarende til knap 30 centimeter per nanosekund), ville det tage en milliard år at krydse området. Utroligt ikke? Sensationelt! Bare de ville finde på en mere kreativ betegnelse for fænomenet...
Men de behøvede heller ikke at gå så langt: hvis de observerede min hjernes aktivitetsniveau en mandag morgen efter weekend eller ferie ville de finde lige præcis det: ingenting! : )
(foto: nasa.org)

Kedelig rekord
Det var da godt nok pokkers! I år har de igen slået rekorden: med denne uges reklamer var der allerede noget julehalløj i et af katalogerne, dette tre måneder inden højtiden, og med efteråret knapt nok skudt i gang.
Dem, der kender mig, ved godt, at jeg ELSKER julen og bliver mere spændt end børnene! Men hvis butikkerne fortsætter på denne måde fra nu af, bliver det smertefuldt – og jeg nægter at blive dødtræt af julen, længe inden vi når så langt!… : (

En dag for fulde gardiner
Denne sommer var ikke storartet: for megen regn, for ustadigt vejr, der inviterede meget lidt til mit elskede strandliv. Så da vi vågnede i går morges og opdagede, at solen skinnede, spiste vi morgenmad i en fart, klædte os for en sikkerhedsskyld godt på og tog ned til stranden. Hvor der i løbet af dagen blev varmere og varmere, så varmt, at vi begyndte at tage lag efter lag af og til sidst kun solbadede i undertøj. Og min mand, der er betydelig mere vovet end jeg, hoppede endda i vandet og fik sig en dukkert.
Uundgåeligt blev det også til en cykeltur – min 19. tur. Og hidtil den længste og mest udfordrende: vi tog hele turen rundt om Amagerstrand og Kastruphavn, ca. 7 kilometers konstant træden på pedalerne, inklusiv cykle op og ned af broer og krydse trafikerede veje. Fraset et par alternative opbremsninger gik det glimrende for sig. Dem der så mig, kan ikke have undgået at se grinet op over begge ører : ))

Sluk den dog!
Nå, det er nu, I bliver overbevist om, at jeg har noget imod mobiltelefoner, men tro mig, det er slet ikke tilfældet. Det er overfor den måde, de mere og mere bliver brugt, at jeg går op i limningen og bliver bekymret.
Vidste I for eksempel, at det ikke er godt for helbredet aldrig at slukke mobilen? Det konkluderede flere læger, der behandler patienter med stresstilstande.
I hvert fald i Danmark slukker 50% af befolkningen ikke mobilen, mens de er til møde eller er i biffen; fire ud af ti slukker den ikke, mens de er til fest; og 35% slukker den aldrig, heller ikke engang mens de sover. Og ifølge eksperterne hvis mobilen ringer midt om natten og vækker os, vil vi have mere besvær med at koncentrere os næste dag på arbejdet og træffe de rigtige beslutninger, udover at risikere at udvikle hjertekarsygdomme.
Det er bare det.

Find 5 fejl
Jeg har tidligere nævnt, at denne blog ikke er tiltænkt som en slags ”I ringer, vi spiller”. Men endnu en gang er jeg af en veninde blevet gjort opmærksom på et ekstremt irriterende fænomen. Og da jeg genkender det fra dagligdagen, synes jeg at det ville være i en god sags tjeneste at nedfælde nogle linier om det og tog gerne imod tippet.
Sagen omhandler den almindelige – men ikke af den grund mere rimelige – måde, hvorpå køerne i supermarkedet fungerer.
Det er fredag eftermiddag, klokken er over 5, og supermarkedet bevidner en sand oversvømmelse af kunder. På et eller andet tidspunkt stiller de sig i kø overfor kasserne for at betale de produkter, de mere eller mindre forsigtigt har hentet ned fra hylderne og sat i indkøbsvognen eller -kurven. Selvfølgelig bevirker den kendsgerning, at så mange mennesker stiller sig i kø ikke automatisk, at der bliver åbnet flere kasser, da den person, som koordinerer den slags åbenbart sjældent opdager, hvor mange mennesker, der er gået ind i etablissementet og som nødvendigvis må betale for deres varer for at kunne komme ud igen derfra. De to køer til de to åbne kasser vokser og vokser. Og på et eller andet tidspunkt vil typisk den, der lige er ankommet og netop stillet sig i kø (og bemærk, at det er altid den sidst ankomne!), enten fordi vedkommende er mere utålmodig end de øvrige, mindre hæmmet eller tror, vedkommende i hvert fald er vigtigere og derfor har mindre tid at spilde end de dødelige foran sig, råbe med rimelig høj røst: ”kan I ikke åbne flere kasser?!”
I sig selv et udmærket initiativ, som normalt bevirker, at der bliver åbnet mindst en kasse til.
Men nu kommer det endnu mere underlige: den nævnte sidste mand i køen går akut hen imod den nyåbnede kasse og går således foran alle de andre der har stået der – ledsaget af en lille følge på 2 eller 3 personer, der ikke engang gad at stå i kø men satsede på at luske sig frem til den kasse, de troede ville åbne om lidt, da de hørte den anden råbe op, og bare blev hængende dér i venteposition og lod som om, de kiggede på ugebladene (se igen på billedet).
På dette tidspunkt begynder dem, der stod i den oprindelige kø at ”koge” indeni, en eller anden vil måske kommentere det hændte og frækheden af dem, der springer køen over, med den foran, som er i samme situation; men fordi de fleste civiliserede mennesker er ganske velopdragne og føler de sig hæmmet i at udvise utilfredshed åbent og direkte i en sådan situation, er det yderst sjældent nogen gør de nævnte opportunister uden nogen som helst retfærdighedssans og solidaritet opmærksomme på det uacceptable i deres adfærd, eller minder dem om den mest basale regel der regulerer køers funktionsmåde: nemlig at man venter på sin tur og ikke sniger sig foran!… Eller så nøjes man med at skrive om det i en blog... ;-)
Ikke sandt?!…
Det er fredag og indkøbsdag...
(foto: Steve Crane @flickr.com)

Virtuel handel
Jeg ved ikke, om I husker sidste gang I var ude for at købe tøj. Man leder efter det, man bedst kan lide blandt det tøj, som hænger i rækkerne på sirlige bøjler. Farven plejer at klæde en og matcher resten af garderoben. Størrelsen ser rigtig ud. Og bag gardinet virker blusen eller kjolen til at passe en perfekt. Indtil man ser sig i spejlet og opdager, at tøjet slet ikke ser ud til at gavne ens figur… og man ender med at gå derfra tomhændet.
Det sker for mig stort set hver eneste gang, og jeg mister modet i løbet af 3 sekunder, hvilket får mig til at hade de ringe spejle og den frygtelige belysning, de ofte har i prøverummene.
Men for dem, der ligesom jeg har dette ”traume”, har jeg gode nyheder: lige om lidt behøver I ikke længere at opleve den frustration og ydmygelse, der kommer af at komme til at ligne en sæk kartofler foran et ubarmhjertigt spejl; nethandlen er fremtiden. I dag kan man allerede nemt købe bøger, Cd’er, film, husholdningsartikler og lignende på nettet. Det er straks sværere med beklædning, da man ikke kan prøve det på forinden og mange gange ender med at skulle returnere tøjet bestilt via nettet med spild af tid og penge til følge.
Men i en meget nær fremtid bliver det muligt at danne en næsten tro 3D kopi af en selv: med den rigtige hårfarve, højde, vægt og mål. Denne ”dobbeltgænger” kan så ”prøve” tøjet på online, og man får et klart indtryk af, hvorvidt man kan lide at se sig selv i det tøj, inden man bestiller. Jeg glæder mig!
Hvis I gerne vil kigge på forløberen for denne fantastiske opfindelse, kan I se hjemmesiden for My Virtual Model. Den anvendes allerede på forsøgsbasis af Hennes & Mauritz.

Dufte
Alt har en duft. Nogle dufte er behagelige, lette: jordbær, roser, havvand, citroner, kanel, læder, neglelak, tøj tørret udendørs, friskmalet kaffe, nybagt brød, sæbe; andre er ulækre (skrald, bleer med ”indhold”, sur mælk, amber, mug, rygende cigarer, rådne æbler, sved på alle døgnets timer), og andre endda skræmmende som lugten af tandlægekontor. Men alt har jo en duft. Og der er ingen sans, der som lugten kan aktivere hjernen så effektivt og ucensureret og efterlade så dybe hukommelsesspor eller genkalde disse fra dybderne. På få sekunder kan aktiviteten genereret af en eneste duftpartikel fra et hvilket som helst stof påvirke det limbiske system, som er vores mest oprindelige emotionelle center, i flere minutter.
Uundgåeligt har man udnyttet det i den industri, der forsyner os med alle typer produkter: jordbæryoghurt indeholder måske ikke ret megen frugt, men aromaen er perfekt; syntetiske gummisåler dufter af naturgummi; i juletiden dufter shoppingscentre af gran og krydderier, og så videre.
Imidlertid har den teknologiske udvikling muliggjort alt, endda at udnytte duftene endnu mere, personalisere dem, individualisere dem, skabe unikke og målrettede oplevelser. Flere hoteller og restauranter har fået deres egne dufte, og det er muligt at tage med sig et levende minde af en særlig middag, en romantisk weekend, en speciel fest, bryllupsdagen, osv.: ikke kun som minder og billeder, men også i en lille flaske med parfumen fra det pågældende sted den pågældende dag.

Hvis det ikke var for kvinderne…
Jeg læste for nylig i avisen om en amerikansk undersøgelse, som viste, at kvinder i højere grad end mænd lider af søvnløshed. I to tusind, led to tredjedele af søvnløshed og havde problemer med at sove enten en nat eller flere nætter i træk på en uge; og mange lå søvnløse og lukkede ikke et øje hele natten. I sammenligning hertil var det kun halvdelen af de adspurgte mænd, som klagede over søvnløshed.
Konklusionerne vedrørende årsagerne til dette problem var imidlertid uklare, men forskerne foreslog flere hypoteser i et forsøg på at forklare dette fænomen: menstruationskomplikationer, graviditet, overgangsalderen og den moderne kvinders stressede liv.
Imidlertid angav de ikke, om det var en generel tendens, som påvirkede både gifte og ugifte. Og jeg har ikke noget at klage over selv. Men efter at have læst en anden nyhed i avisen for nogle dage siden, forestiller jeg mig, at det påvirker mest de første: allerede i overskriften stod, at ægteskabet gør mænd dovne! Jeg synes, det var sjovt, at man i artiklen sammenlignede netop Danmark og Portugal, og den kvindelige journalist skrev, at de danske mænd ”opførte” sig meget bedre end de portugisiske, da kvinderne i Danmark kun står for 69% af de huslige pligter, mens de i Portugal står for hele 84%. Det undrer ikke, at den moderne kvinde føler sig stresset, vel?!…
Som sagt har jeg intet at klage over, da vi som det mest naturlige i verden herhjemme altid har delt de huslige pligter mellem os, men ifølge en international undersøgelse med 17.000 deltagere fra 28 lande, laver gifte mænd betydelig mindre derhjemme end dem, der bare er samboende uden at være gift. Muligvis fordi de føler sig mere sikre end sidstnævnte på, at der er tale om et permanent forhold og så holder op med at anstrenge sig. Hvilket er mærkeligt i vore dage, hvor kvinderne er blevet mere selvstændige og nemmere bryder ud af parforhold igen, hvis ikke de får den nødvendige og fortjente opmærksomhed.
Så mænd: det er altså ikke nok med blomster, parfumer og chokolade. Få lige fat i moppen og støvsugeren og kom i sving!

Læring
For nogle dage siden var jeg midt i de huslige pligter, da min mand kom nærmere og advarede, jeg skulle passe på med støvkosten. Jeg svarede ”det ved jeg godt, jeg har jo gjort det tusind gange”. Hvilket fik os til at komme i tanke om og til at tale om alt det, jeg lærte gennem årene, og hvor meget han beundrer mig for det.
Da jeg kom til Danmark som attenårig, kendte jeg ikke sproget, kendte ikke skikkerne, kunne ikke lave mad eller noget andet af det huslige, havde ikke kørekort ej heller en videregående eller professionsuddannelse. Jeg lærte lidt efter lidt at klare mig, fik en uddannelse, tog kørekortet, er ved at lære at cykle, og i dag kan jeg ikke engang huske, hvordan det var ikke at have den viden og færdigheder. Og heller ikke hvordan jeg følte mig dengang, jeg må have været usikker og følt mig helt og aldeles uforberedt på livet.
Jeg var heldig at have en forstående og kærlig partner, som støttede mig hele vejen og gav mig plads, og som hjalp mig til at vokse på bedst mulig vis.

Lykken er…
Et af de mest klassiske og dybdegående spørgsmål, som stilles i det filosofiske hjørne er, hvad der egentlig gør os lykkelige. Svarene herpå har gennem århundrederne sikkert været mange og tvetydige samt ekstremt individuelle.
Personligt kan jeg sige, jeg er lykkelig. Jeg er fuldstændig tilfreds med det gode, behagelige og sikre liv, jeg har, først og fremmest fordi jeg lever med mit livs største kærlighed. Og jeg har gode venner og også et stabilt, tilfredsstillende job.
Andre ville måske prioritere rigdom, vennerne eller et godt job højst som nøglen til lykken.
For nylig har de forskere, der beskæftiger sig med spørgsmålet nået til bunds i det (tror de…). De konkluderede engang for alle i en global undersøgelse publiceret af Erasmus universitet i Holland, at til top 10 i, hvad der bringer lykke hører faktorer som sex, andet selskabelig aktivitet, afslapning, religiøse aktiviteter, at spise, dyrke motion og tale i telefon (i den rækkefølge), efterfulgt af at tage sig af sine børn, brug af Internet, udførelse af husligt arbejde og arbejde. Ifølge dem er vi lykkelige, hvis vi er i et godt parforhold (jeg er enig), har et godt socialt liv (jeg er også enig), et interessant arbejde (ibid), en ide om end fejlagtig om at have et stærkt helbred (ja…) og det at leve i et stabilt samfund (ja…). Til gengæld bringer flere penge angiveligt ikke mere lykke.
Slet ikke?...
(foto: tlmccain @flickr.com)

Moderne pædagogik, altså!…
Har I lagt mærke til, at mange børn i dag er blevet ret uudholdelige, og at det stort set kun er deres forældre, der kan holde dem ud og endda knapt nok?
Hver gang jeg hører en forælder eller bedsteforælder beklage sig over deres børn eller børnebørn, føler jeg mig forpligtet til at minde dem om, at problemet ikke ligger hos børnene men hos forældrene som opdrager (eller burde opdrage) dem! Indtil for nylig var det kun min mest ærlige mening som lægmand, det som fornuften sagde til mig, da jeg hverken har børn eller ved ret meget om børnepsykologi, da jeg har specialiseret mig i voksenpsykologi.
Men jeg læste for nogle dage siden en artikel, som fremkom med akkurat dette postulat: at mange af nutidens blide forældre kan være tilbøjelige til for enhver pris at ville undgå at sige ”nej” til deres børn for ikke at gøre dem sure eller kede af det, hvilket bidrager til, at de bliver forkælede, usikre, nemt utilfredse og aggressive, da de så ikke er i stand til at håndtere frustrationer, nederlag, skuffelser og kedsomhed.
Jeg går ikke ind for den mangel på pædagogik der kendetegnede den tid, hvor forældrenes ord var lov, og intet var op til diskussion – det har ikke ligefrem gjort mig særlig sikker på mig selv – men det irriterer mig ligeså meget at høre den slags udvekslinger, man tit bliver vidne til alle steder:
- ”Kom her, lille Oliver!”
- ”Nej.”
- ”Kom nu, kom her søde skat!”
- ”Nej! Glem det!…”
- ”Nå, det er også lige meget, lille Oliver”.

Udfordringer i hobevis
Når jeg bliver bedt om at udtrykke mig om noget specifikt, blokerer jeg og kommer ikke i tanke om noget , jeg ved ikke hvorfor. En intrakraniel analyse ville sikkert vise en af de berygtede ”sorte huller”.
I de seneste ugers tid har en medblogger, sendt mig flere udfordringer, og der skete netop det: jeg vidste ikke engang, hvo jeg skulle begynde, så svære virkede opgaverne. Jeg besluttede mig derfor for at løse dem med en Medley. Du må meget undskylde, ven, at jeg omgås reglerne alternativt (hvilket jo er typisk for mig…).

1. Mest triste dag i mit liv: da jeg blev bekendt med min fars dødsfald.
2. Lykkeligste dag i mit liv: alle dage undtagen den tilbragt sammen med min mand gennem de sidste 16 år.
3. Manier: aldrig at tage den emballage der er lige for, når jeg køber ind; at vaske hænder efter hvert håndtryk.
4. Yndlingsfilm: da jeg elsker romantiske komedier, er det svært at vælge… den første film om Bridget Jones dagbog – eller Notting Hill.
5. Yndlingsforfatter: min veninde papel químico, som altid overrasker mig med de meget smukke ting, hun skriver.
6. Yndlingsmad: alt italiensk, der involverer pasta.
7. Jeg er meget: stædig.
8. Drømmerejse: til Caribien! Eller atter til Norge.
9. Jeg kan li’: at danse.

Hvad “venskabskæden” må jeg hellere springe over – en af de ting, der gør mig særlig stædig, ikke fordi jeg ikke sætter pris på venskaber, men snarere fordi jeg generelt og principielt ikke bryder mig om kæder, især dem a la “send dette til ti personer, og du vil erfare lykke og godt helbred resten af livet, osv., osv.”. Jeg kan simpelthen ikke! Det er stærkere end mig…
Så jeg foretrækker at prøve lykken med den nostalgiske udfordring : at lave en liste over de gode ting i min barndom... eller ej! Så her er det:

7 Legetøj jeg aldrig har haft:
* 70’ernes mest populære dukke, Tuxa
* Stadig indenfor dukkegenren en babydukke
* En cykel
* En vandpistol
* En bog, hvis navn jeg ikke husker men som alle de andre havde og som svarede på hvordan og hvorfor ved alting
* Jeg havde heller ikke en oppustelig bassin
*Ej heller en papirsdrage

7 Gode minder:
* At fange ildfluer på sommeraftener tilbragt på landet
* At spise frokost hos min veninde papel químico i 5. og 6. klasse om onsdagen
* Når min forhadte gule uldtrøje var til vask
* At se “De Fem” lørdag morgen
* I første klasse købte min far hver dag en kage til mig hos bageren på vejen til skole
* At cykle på min trehjulede cykel
* At kunne tænde sterinlys, når lysene gik

7 Pindefulde minder:
* At blive irettesat for fuld offentlighed af mine foreældre
* Når det blev min tur til at tage rytmepindene i musiktimerne, og jeg meget hellere ville have xylofonen
* Sommerferierne tilbragt på landet, hvor der udover at fange ildfluer bodstavelig talt ikke var noget at lave
* Da jeg faldt på knæerne, mens jeg hoppede i elastik, som var i højden lige under armene
* At gå med min forhadte gule uldtrøje
* At der aldrig blev fejret jul derhjemme
* En hvilken som helst oplevelse med selvbruner

Og nu er tiden kommet til at give ordet videre til dem, der føler sig inspireret og har lyst til at vise lidt af dem selv, hvilket jeg vil lade være op til dem, der kigger forbi og finder udfordringen sjov.

Mændene, altså!…
Har I nogensinde lagt mærke til, om der er noget tilfælles mellem de mænd, I bliver tiltrukket af? Er det dem med finere, mere feminine og sårbare træk, eller er det dem med mere maskuline træk?
Jeg har altid foretrukket de førstnævnte.
Og i den slags ting ser det nemlig ud til, at man skal passe gevaldigt på, eller så er man på den. Forskerne stikker deres næser i alt, og nu tilfaldt det dette tema; de konkluderede nemlig, at mænd med mere maskulin, muskuløs udseende er sjove i uforpligtende forhold, men de skulle generelt ikke være til at stole på, når det kommer til faste forhold og det at stifte familie. Angiveligt kan de være tilbøjelige til at være mere dominerende, mindre trofaste, dårligere fædre og mindre varme end de mindre muskuløse mænd med fyldige læber og smalle øjenbryn.
Hvorfor denne forskel? Forklaringen synes at være ligetil og åbenlys: de maskuline mænd er tilsyneladende de mest attraktive og eftertragtede og har derfor meget at vælge imellem.

Brugbar spild af tid (en selvmodsigelse)
Hvis der er noget, jeg altid har hadet, var de situationer, hvor fremmede ufortrødent er begyndt at tale til mig, apropos intet andet, end at vi befinder os dér – ved busstoppestedet, i køen i supermarkedet, ja, i alle de situationer, hvor jeg helst vil være i fred og ikke prikket til min naturlige generthed og reserverthed.
Imidlertid, om end jeg vil det eller ej, i hvert fald hvis jeg ønsker at fordre kreativiteten, bliver jeg nødt til at ændre strategi. Forskere har nemlig demonstreret for nylig, at denne slags uformelle, uforpligtende snakke med fremmede slet ikke er tidsfordriv, snarere derimod: de stimulerer kreativiteten og dynamikken, fordi hjernen er afslappet og derfor mere modtagelig overfor at se på nye nuancer og muligheder.
Hvem ville have sagt det?
Det er lidt som levertran: det smager ad Pommern til, men det er så sundt…
Men hvis det ikke virker, vender jeg tilbage til det gamle!…
(foto: Liselotte, http://www.slagtenhelligko.dk/?p=7188)

Månedens nyhed
Hvis jeg havde vidst, at det var så nemt at lære at cykle, ville jeg have lært det meget tidligere!...
Efter en lille måneds øvelse (i alt 14 træningssessioner) behøver jeg selvfølgelig fortsat at arbejde især med opbremsningerne, og jeg kaster mig endnu ikke i trafikken. Men jeg kan cykle uden nogen som helst supervision, jeg kan dreje såvel højre som venstre om (men jeg laver ikke ottetaller, det er stadig kompliceret); og at opretholde balancen virker som det mest naturlige i verden og kræver næsten ingen anstrengelser, ikke engang i blæsevejr.
(Og kan I forestille jer, at vi igår allerede tog på vores første lille cykeltur sammen, side om side på hver sin cykel, her i nabolaget, he he he? Hvem ville have sagt for en måned siden, at det ville være muligt??!...)
Hidtil har jeg ikke faldet, og jeg er sikker på at jeg heller ikke kommer til det.
Jeg vil benytte lejligheden til at takke min instruktør for den tålmodighed, han har udvist, samt mit heppekor ved siden af vejen for al den støtte og det gode humør – hvis jeg lærte det så hurtigt er det takket være alle dem, der skubbede mig bagpå og kom med forfriskninger hele vejen igennem. Tak skal I have!
{Hey, nu må I altså komme igang med at lære det også, david og doistigres – og hvis I har brug for det, giver jeg jer gerne og glædeligt nogle tips : ) }

Sunde vaner
Ind i mellem skifter anbefalingerne for, hvad er sundt og usundt, men generelt er der enighed i, at det at dyrke sport og spise varieret og regelmæssigt er sundt, mens at leve et stillesiddende liv og spise dårlig mad ikke anbefales. Og vi ved jo godt, at det ligeledes er godt for helbredet at sove nok.
Noget som jeg aldrig havde overvejet og som jeg fandt ud af for nylig er, at det er blevet dokumenteret, at det antageligt er usundt for børn at spise foran fjernsynet; det ikke nødvendigvis fordi de bare sluger maden uden at tygge den ordentligt, men angiveligt fordi reklamer for spiselige ting som desserter, slik, Choco Pops og andre mindre sunde ting skulle fordoble, hvad barnet føler sig tilskyndet til at spise, og det så risikerer at udvikle fedme.
Og mens børnene synes at udvikle tiltagende usunde vaner, ser det ud til, at teenagerne i Danmark bliver sundere og sundere: de drikker stadig mere alkohol end det europæiske gennemsnit, men tendensen er nedadgående, og de ryger mindre og dyrker mere sport end blot for 3 eller 4 år siden.
Åbenbart er det måske en god ide at lade teenagerne være i fred og vende fokus mod børnene, der, når alt kommer til alt, jo er fremtidens teenagere og ikke ser ud til at opføre sig ordentligt.
(foto: davekellam @flickr.com)

Stempel
Disse billeder blev taget af en veninde. De viser hver en boks med et antik stempel og typer (korriger mig, hvis jeg tager fejl), som hun fik foræret som gave. Genstandene i sig selv inspirerede mig så meget på grund af deres skønhed og enkelthed, at det at skrive denne post mest af alt er en undskyldning til at udstille dem her (jeg håber, det er ok…).
De fik mig også til at tænke på de mennesker, som gennem årene har efterladt deres mærke i mit liv: dem jeg voksede op hos, dem der gjorde livet surt for mig, dem der knyttede sig til mig, dem der lærte mig det, jeg ved, dem der elskede mig til trods for mig. Nogle mærkede mig ganske let, andre dybere. Ind i mellem med så stor kraft, at papiret gik i stykker. Uden dem ville jeg ikke være den, jeg er, jeg ville være en anden med det samme ansigt. Jeg prøver at slette nogle, forstærke andre, manipulere med kendsgerningerne. Jeg prøver at forestille mig, hvordan jeg så ville have været… og hver gang jeg prøver, kommer jeg til en blindgyde; fantasien er sparsom, begrænset af det jeg kender til, erindrer og føler.
Alt det apropos en antik boks med stempel og typer, sikkert overleveret fra generation til generation, fra forældre til børn, fra børnene til deres venner. Så mange mærker, så mange stempler, så mange venner…
(fotos: papel químico @flickr.com)

Søskendeforhold
Som I nok har bemærket, så elsker jeg at læse om videnskabelige kuriositeter, der overrasker mig. Denne gang læste jeg om en undersøgelse publiceret i American Journal of Psychiatry som konkluderede, at, hvis man har søskende, så er forholdet til ens søskende mere afgørende for selvværdet end forholdet til forældrene. Og at mænd med dårlige søskendeforhold er i større risiko for at udvikle depressioner end mænd med gode søskendeforhold.
I den pågældende undersøgelse deltog 229 raske mænd, som blev fulgt gennem 30 år. Ti procent af disse udviklede svær depression senere i livet. Af disse havde 26% dårlige forhold til deres søskende, 10% havde normale forhold og 6% havde gode søskendeforhold. I sammenligning havde 15% dårlige forhold til deres mødre.
For enebørnene gælder det selvfølgelig, at forholdet til forældrene er afgørende for udviklingen af selvværd og livsmod.
Jeg tror, jeg vil ringe til min lillesøster i dag… og til min bror.
Fotocollage: Bardur Eklund

Hvor skamfuldt!…
Jeg ved ikke, om I nogensinde har prøvet den frygtelige følelse af skam, som kommer af ens forældres valg om at skælde en ud i fuld offentlighed foran gæster eller endda fremmede. Jeg siger jer, at der ikke er en straf, som er mere pinlig og klart udtænkt til at få jer til at føle jer skyldige.
Det var muligvis denne slags ”pædagogik”, som den thailandske regering lod sig inspirere i for nylig for at revse dem i politistyrken karakteriseret ved den største forsømmelse: fra nu af vil dem, der bliver væk fra arbejdet uden at melde sig syge, dem der er med i slåskampe, dem der parkerer ulovligt og modtager klager fra borgerne blive tvunget til at gå med et lyserødt armbånd med hjerter og den japanske tegneseriefigur Hello Kitty.
Jeg læste dette i en nyhed i avisen for nogle dage siden. På en måde synes jeg, at det er i orden, at politisløshed bliver straffet; men jeg fandt det dog underligt, at man eksempelvis ikke nævne med et ord sådan noget som at modtage bestikkelse, at mistænkeliggøre kvindelige voldtægtsofre, eller den åbenlyse politivold, som stadig ikke er sjælden på de egne i vore dage.
Foto: AP Photo/Yomiuri Shimbun, Norimasa Tahara

Falsk alarm
I slutningen af juli blev der set to store hvidhajer (af arten Carcharodon carcharias), dem som kan blive op til 7 meter, og som var stjerner i flere af Spielbergs gyserfilm i 80erne, hvor de på enestående vis angreb de intetanende stakler, der uden at mistænke det mindste gik ud og fik sig en dukkert (ja, dem!…) udenfor Cornwalls kyst i det sydvestlige England.
De hører ikke til i de farvande men så vidt jeg ved mere i det Indiske Ocean og Stillehavet; men jeg går udfra, at den globale opvarmning har været med til at trække dem til endnu længere væk, næsten til vore atlantiske breddegrader.
Man talte allerede om muligheden for, at de kom så langt som de danske kyster, hvilket kun havzoologerne fandt fascinerende (typisk! For eksperterne jo mere eksotisk og jo farligere, desto bedre...).
Heldigvis har det (indtil videre) været falsk alarm.

Billedet
På utallige opfordringer – ok, på kun to opfordringer, lad os ikke overdrive… - og til trods for ikke at finde mig selv spor fotogen, her er så billedet af jeres veninde vida de praia lige efter hun kom ud af frisørsalonen, smuk som bare pokker, på et af de fire dage om året, hvor hendes frisure fremstår perfekt (den ene hårtot, der rejser sig lidt bagtil skyldes vinden, for man skulle også komme hjem).
I modsætning til hovedrolleindehaveren, ved frisøren nemlig, hvordan man håndterer shampo, farver, en saks, føntørreren og glattejernet. Med andre ord: min frisør er en sand kunstner, mens jeg klarer mig lige akkurat hvad det angår.

Tredje uge
Triiiing! Triiiing! Som følge af force majeure (min mand var ude at rejse og jeg mistede således mit opsyn, og uden opsyn duer det endnu ikke for mig…) havde jeg ikke ret mange lejligheder til at komme ud og øve mig i at cykle i sidste uge. Hvilket synes at have været mere godt end skidt: det var som om, jeg i denne ufrivillige pause fuldstændig fik glemt og aflært de ”narrestreger”, jeg havde tilegnet mig – de mest bratte opbremsninger og farlige hop fra cyklen til jorden.
Med 3 træningssessioner til (jeg er nået til den tiende) formår jeg nu at holde mig på cyklen i længere strækninger, jeg vakler mindre og bremser lidt mere galante op.
Min cykel er stadig intakt, og det er jeg også.
Der er stadig en fremtid for mig i det her : )

Manerer
Jeg har 5 eller 6 yndlingsblogs, som jeg læser regelmæssigt og kommer kun forbi YouTube for at se Cristiano Ronaldos videoer og Gato Fedorento (portugisiske komikere). Så jeg er fremmed overfor, hvad der ellers sker på nettet. Men jeg husker, at jeg engang kiggede forbi en ukendt blog, som var fuld af ubehøvlede kommentarer fra anonyme. Jeg blev noget ilde berørt og tænkte med mig selv, om der virkelig var behov for den slags dårlig sprog og tone.
Og jævnfør hvad jeg læste for nylig, lyder det til at den dårlige tone og mangel på pli er et generaliseret problem såvel i blogosfæren som på Internettet som helhed. Og jeg vil ikke engang citere de eksempler, de gav i den artikel, da der er tale om bemærkninger, jeg finder usmagelige. Men den refererede hadske kommentarer, ondsindet sladder og ret og slet uhøfligheder.
For at prøve på at råde bod på dette problem har nogle af pionererne indenfor Internettet, som fx Jimmy Wales, manden bag Wikipedia, foreslået, at der blev lavet færdselsregler for internetbrugere, i et forsøg på at mildne tonen og promovere gode manerer på nettet.
Og de inviterede til debat på hjemmesiden Blogging.wikia.com. Nogen har protesteret og følt deres ytringsfrihed truet, hvilket jeg ikke forstår: vi taler om etiket og almindelig høflighed, ikke om censur.
Jeg er så heldig, at jeg kun har haft høflige gæster med positivt sind her i strandkurven. Tak for jeres kommentarer!

Frisør
Kan I se det? Jeg har gjort så tilpas mange fremskridt, at I ikke engang bemærkede, jeg havde været til frisør i forgårs om eftermiddagen. Fordi jeg ikke så mig nødsaget til at belemre jer med al min ambivalens, som jeg plejer. Der var faktisk ingen ambivalens: jeg ankom, bad om at blive klippet og farvet, og det gik bare som en leg. Jeg nød forkælelsen i fulde drag og kom til at se kanongodt ud, næsten som en filmstjerne.
God søndag!

Originalt bryllup (og pokkers være med bureaukratiet!)
Og fra regnen til isen...
Det er efterhånden ikke ligefrem originalt, når par fejrer deres bryllup på Snehotellet. Men hvad nu, hvis jeg fortalte jer, at et svensk par valgte at være endnu mere radikalt og lade sig vie på Antarktis? Yep, de blev gift på en isbryder og blev viet af skibskaptajnen med de øvrige passagerer som vidner. Og hvilke mere passende brudegevandter end pingvinkostumer?
Imidlertid da de kom hjem til Sverige, der, ligesom Portugal, nok ikke er helt bureaukratisfrit, nægtede man at anerkende deres ægteskab, idet de ikke blev registreret hos de lokale myndigheder i Antarktis.
Hvad for noget? Det er det rene vrøvl! Var det virkelig nødvendigt at få underskrifterne fra sælerne, pingvinerne og hvalerne i området? For der er næppe andre indbyggere!…
Der var intet at stille op. Bureaukrati er nu engang bureaukrati, og papirer og stempler er yderst vigtige, livsnødvendige endda. De endte med at måtte gentage ceremonien på rådhuset - denne gang uden pingvinkostumer, lader jeg mig fortælle.