Moderne pædagogik, altså!…
Har I lagt mærke til, at mange børn i dag er blevet ret uudholdelige, og at det stort set kun er deres forældre, der kan holde dem ud og endda knapt nok?
Hver gang jeg hører en forælder eller bedsteforælder beklage sig over deres børn eller børnebørn, føler jeg mig forpligtet til at minde dem om, at problemet ikke ligger hos børnene men hos forældrene som opdrager (eller burde opdrage) dem! Indtil for nylig var det kun min mest ærlige mening som lægmand, det som fornuften sagde til mig, da jeg hverken har børn eller ved ret meget om børnepsykologi, da jeg har specialiseret mig i voksenpsykologi.
Men jeg læste for nogle dage siden en artikel, som fremkom med akkurat dette postulat: at mange af nutidens blide forældre kan være tilbøjelige til for enhver pris at ville undgå at sige ”nej” til deres børn for ikke at gøre dem sure eller kede af det, hvilket bidrager til, at de bliver forkælede, usikre, nemt utilfredse og aggressive, da de så ikke er i stand til at håndtere frustrationer, nederlag, skuffelser og kedsomhed.
Jeg går ikke ind for den mangel på pædagogik der kendetegnede den tid, hvor forældrenes ord var lov, og intet var op til diskussion – det har ikke ligefrem gjort mig særlig sikker på mig selv – men det irriterer mig ligeså meget at høre den slags udvekslinger, man tit bliver vidne til alle steder:
- ”Kom her, lille Oliver!”
- ”Nej.”
- ”Kom nu, kom her søde skat!”
- ”Nej! Glem det!…”
- ”Nå, det er også lige meget, lille Oliver”.