Færdigretter
Vi lever i en tid af paradokser. En af de nok mest interessante omhandler vaner knyttet til ernæring: man har aldrig set så store investeringer i ekstremt dyre køkkener med sidste skrig indenfor hvidevarer, samtidig med så lidt overskud til at lave mad. ”Convenience” fødevarer, som er tilberedt og ikke kræver meget andet end at komme i ovnen, vinder stadig større indpas blandt forbrugerne, hvis fritid er sparsom og kræver, at man tænker sig godt om, hvad man vil prioritere i dagligdagen. Men vi vil heller ikke nøjes med fødevarer af dårlig kvalitet eller dyre løsninger (da vi allerede har brugt alle pengene på luksuskøkkenet?): vi kræver økologisk sushi til spotpris, på forhånd skrællet og vasket kvalitetskartofler og kød der er krydret og ordnet fra leverandøren. Nemt, rent, ser lækkert ud og klar til servering i vore fede køkkener.

På en måde kan jeg godt forstå behovet for disse ”smutveje”. Men på den anden side bliver jeg lidt forskrækket ved tanken om, at om to generationer vil alt komme indpakket, tilskåret, i dåse, frossen, og ingen vil vide længere, hvordan madvarerne ser ud oprindeligt, inden de bliver tilberedt. Hvor kartofler med skralde blot er museums genstande. ”Mormor, hvad er det for noget?”