Social solidaritet
Sommetider bliver jeg overrasket over de kontraster, som man ser i vores postmoderne samfund, hvor man side om side for eksempel kan se ekstrem civilisering og ekstrem egoisme og ubetænksomhed. Jeg tænke på det, da jeg forleden ventede på metroen. For at underholde mig selv, mens jeg ventede, kiggede jeg på reklamerne på tv-skærmen: en reklame om den nye Agent 007-film, Casino Royale, med den nye James Bond; en opfordring til solidaritet med sulteofrene i et eller andet afrikansk land; men det var en anden reklame, der fangede mit øje: en ekstremt smilende mand, som så enormt positiv ud, med en arbejdstaske og i habit. I store bogstaver så man overskriften: ”JEG RÅBER IKKE…”, efterfulgt af teksten ”selvom toget er forsinket og jeg kommer for sent til mødet”. ”Stewarderne passer jo bare deres arbejde”. Derfra udledte jeg (jeg er så sjældent med metroen, at jeg nemlig ikke har hørt om det), at personalet må enten være blevet udsat for vold eller verbale overgreb, som må have ført til den pågældende kampagne.
Mit spørgsmål er følgende: hvordan er det muligt at være så bevidst omkring dyrenes rettigheder og behovet for at passe på miljøet og handle miljørigtigt og være solidarisk med folk på et andet fjernt kontinent, når man samtidig kan være så uforskammet og grov overfor dem, der prøver at passe deres arbejde bedst muligt, og uden engang at have synderlig indflydelse på, hvordan tingene forløber, grundet en sølle forsinkelse i de offentlige transportmidler?
P.S.: Min tanke blev tilfældigvis bekræftet i går: i en anden reklame fra samme kampagne kunne man se en smilende ung mand og læse følgende: “JEG SLÅR IKKE...” “selvom togpersonalet vil se min ’glemte’ billet“.