Vor tids plageånder
Jeg har ikke tænkt mig at forvandle denne blog til et program a la “I ringer, vi spiller”. Men på opfordring af en veninde fik jeg lyst til at dvale lidt over et socialt og moralsk tema, som gennem længere tid er gået hende temmelig meget på nerverne – og ikke blot hende men også enhver, som ejer en ansvarsfølelse og af sig selv er solidarisk, og som ikke ynder at blive manipuleret med og/eller berøvet for den knappe tid, man har tilbage til sig selv og familien.
Det omhandler et fænomen, som kunne skrives romaner om, men som jeg vil prøve at beskrive kortfattet; et fænomen, som virker svært forenelig med de officielle statisktikker: nemlig de hjemløse – eller rettere en af deres yndlingsbeskæftigelser – salget af deres månedlige avis, ”Hus Forbi”.
Nå, efter at tale med min veninde og af egen erfaring er jeg blevet opmærksom på, at uanset hvilken dag eller tid man tager ud at handle, så finder man altid udenfor etablissementet en hjemløs person, som prøver at sælge – eller rettere prakke dig på – den pågældende avis, som ikke er særlig dyr, men efter min mening heller ikke særlig interessant for den almindelige borger, da den først og fremmest retter sig mod de hjemløses særlige problemstillinger.
Nu spørger jeg bare: i et land, hvor man, takket være et rimelig velfungerende velfærdssystem, angiveligt ikke har ret mange hjemløse – og når deres avis kun udkommer månedligt – hvordan er det så muligt at finde en hjemløs udenfor hver eneste supermarked i København hver eneste dag med avisen i hånden?
Og nu til det enerverende scenarium: man går ind i supermarkedet uden rede penge, da det er blevet så almindeligt at betale med kort; man smiler forlegent, da man ikke lige har de 20 kroner til ”Hus Forbi”. Den hjemløse siger ha' en god dag. En halv time senere kommer man ud igen og har måske et par mønter i lommen og bærer på en masse poser, som får det til at se overdådigt ud, og – som det gode menneske man er – føler man sig forpligtet til at købe avisen, eller i det mindste til at beklage endnu engang eller finde på en dårlig undskyldning a la ”jeg købte den i forrige uge” eller ” jeg købte den af din kollega udenfor Irma”. Den hjemlæse siger endnu engang ha' en god dag.
Hvordan kan det egentlig være, at man lader sig styre af 1/3 velvilje og 2/3 dårlig samvittighed og ikke føler, man er i sin ret til at sige, den ikke har interesse (og hvorfor skulle man så købe eller bruge tid på at læse noget, man ikke interesserer sig for i sin sparsomme fritid?), uden at føle sig en social paria?
Det samme spørgsmål kunne man stille om de talentløse harmonikaspillere, der stiller sig udenfor selv samme forretninger. Og om tiggerne udenfor metrostationerne, som hverken ser syge eller invalide ud og ikke engang forsøger at underholde med noget.
Befri mig for den kompulsive dårlige samvittighed og giv mig endelig mit frie valg tilbage!
Jeg er godt klar over, at det nok er et temmelig kontroversielt synspunkt i disse dage, hvor den nemme humanisme råder, og hvor man næsten ikke tør at give denne slags mening til kende – men det er også min mening og min blog, så jeg afleverer den her.