Du må være farveblind, man!
Farveblindhed (også kaldet daltonisme): forstyrrelse i den visuelle perception karakteriseret ved en manglende evne til at skelne mellem alle eller nogle farver, nedsat farvesyn for visse grundfarver som grøn og rød, som har konsekvenser for perceptionen af de øvrige farver i spektret. Nogle farveblinde er såkaldt rødblinde, mens andre er såkaldt grønblinde. En del har blot nedsat farvesyn, hvorfor betegnelsen farveblindhed er misvisende, farvesvag er en bedre betegnelse. Mindre udbredt er blå/gulblinde og fuldstændigt farveblinde er ekstremt sjældne. Farveblindhed og nedsat farvesyn skyldes oftest genetiske, arvelige forhold, manglende eller defekte fotopigmenter i nethindens tapceller. Erhvervede former for farveblindhed kan være på grund af sygdomme i de gule plet (macula lutea) som især se ved AMD (aldersrelateret maculadegeneration). Farveblindhed på grund af sygdomme i hjernen er meget sjælden. 8% af mænd og 0.3% af kvinder er farveblinde. Denne skævhed skyldes at det defekte gen der medfører farveblindhed sidder på X-kromosomet (X-bunden arv) og er recessivt (vigende); med andre ord kan kvinder kun blive farveblinde, hvis begge X kromosomer bærer det defekte gen.
Man kan sagtens leve et helt normalt liv som farveblind. Nogle får aldrig konstateret det, men lever i uvidenhed et helt liv. Farveblinde kan dog ikke blive ansat i trafikerhverv som pilot og skibsfører, men kan bestride de fleste andre erhverv.
(Wikipedia)

På mit kontor har jeg en test til at vurdere farveblindhed. Jeg har aldrig haft mulighed for at anvende den, da der er tale om en forholdsvis sjælden tilstand, og dens undersøgelse egentlig hører til i et speciale indenfor psykologien, som falder lidt ved siden af min kliniske hverdag. Ikke desto mindre finder jeg farveblindhed en af de mest fascinerende neuropsykologiske forstyrrelser. Det er svært at forestille sig, hvordan noget som grundlæggende som grundfarverne kan opfattes helt anderledes af et mindretal primært bestående af mænd. Det må næsten være som ikke at kunne se visse geometriske former, eller ikke at kunne skelne mellem kuber og trekanter.
Der er flere videnskabelige forklaringer: fx fravær af et visuelt pigment, eller en forstyrrelse i opponent processen for farveregistrering (gul/blå og/eller grøn/rød). Det mest almindelige er ikke at kunne skelne mellem grøn og rød, men i visse tilfælde kan man slet ikke skelne mellem nogen farver.
Jeg kendte intet til den sande betydning eller følgerne af farveblindhed, før en ven engang sendte mig en lyseblå teddybjørn med en kort hilsen, hvor han skrev: ”jeg håber, du kan lide bjørnen, jeg tænkte, du ville være glad for det lyserøde”. Siden dengang er jeg blevet opmærksom på veninders fortællinger. En hvis mand tog ud for at hente deres nye bil og uden at lægge mærke til forskellen kom hjem med en blå i stedet for den grønne, de havde bestilt. En anden hvis kæreste hvade malet lejligheden i de mest anderledes, tvivlsomme farver, som han tænkte var andre farver.
Blandt de løjerlige ting, som findes, må farveblindheden alligevel være en af de løjerligste.