Kvinderne er fra Venus, mændene fra Mars – og hvor mon er jeg fra?
Jeg har lagt mærke til, at jeg på mange punkter ikke er som de andre kvinder. Jeg hader at gå ud og shoppe, har ikke en uendelig samling af tasker og sko, ditto tøj. Jeg kan ikke tale i telefon i timevis (faktisk undgår jeg i det hele taget at tale i telefon, som jeg tidligere har nævnt). Jeg er ikke vild med chokolade. Jeg har ikke behov for eller oplever nydelse ved at tale med mine veninder om de for mig for intime ting, som ikke bare kan nævnes på overfladisk vis.
Sommetider ville det være en fordel at kunne være mere prototypisk kvinde – hvis jeg eksempelvis kunne knevre løs, ville jeg nok generelt være bedre informeret end det er tilfældet – normalt er jeg den sidste til at få ting at vide. Og hvis jeg blev fascineret af at gå butikkerne tyndt, ville jeg ikke nu stå og mangle vintertøj og sko. For nylig blev jeg foreslået at tage en dag, hvor jeg tog ud og shoppe med en veninde; et rigtig godt forslag, som måske ville gøre shoppeturen mindre pinefuld, måske endda ligefrem sjov. Men skæbnen vil, at de fleste af mine veninder heller ikke ligefrem er fans af den slags aktivitet, og jeg ville måtte være temmelig overbevisende for at kunne få en af dem med.