Statement
Vi har for nylig været inde på det kæmpeproblem der er i København med forurening fra cigaretskodder, som rygerne smider rundt alle vegne i det offentlige rum. Selvfølgelig er det ikke et problem eksklusiv til København. Eksempelvis London, der har et indbygger tal næsten 10 gange større end Københavns, klager af præcist det samme. Så forleden dag gennemførte man en antiforureningskampagne, med særlig fokus på cigaretskodforureningen, den såkladte ”Keep Britain Tidy”. Som tiltrækningsplaster rejste man et gigantisk cigaretskod lige ved den berømte søjle med Lord Nelson på toppen i Trafalgar Square. Det 10 meter høje skod kan ikke undgå at tilkalde sig de forbipasserendes opmærksomhed – og fremkalde dårlig samvittighed hos dem, der vover at smide cigaretskodder på fortovet.
Hmmm… tænk hvis nu man gennemførte en lignende kampagne mod hundeefterladenskaberne alle vegne…

Igen, igen!
Det kan ikke undre nogen, for gutten er bare god, men nu gjorde han det igen: i søndags blev vores Cristiano Ronaldo igen kåret som årets bedste spiller i Champions League – for anden gang i træk af de fem år, han nu har spillet for Manchester United – ikke en ringe statistik, vel?
Og at han ikke også igen i år blev kåret som årets bedste unge spiller i League’en, nå ja; for de andre har også ret, og det ville være synd for dem.

TILLYKKE, søde!!!!!

Og næste år er der mere, he he he! Det er uundgåeligt! :-D

Kuldegysninger
Hvem husker ikke den frygtelige film kaldet Poltergeist, hvor beboerne i et hus bygget ovenpå en gammel kirkegård led meget under forfærdelige genfærds optræden? Jeg husker, at jeg så den som stor barn, alene, om aftenen, og at det helbredte mig totalt for gyserfilm.
Nå, bemærk venligst at jeg taler om film – fiktion, altså – ok?
Ja… forleden læste jeg en nyhed i avisen, der forestillede at komme fra den virkelige verden, fra Italien, og som ikke desto mindre lignede en tro kopi af denne gyserklassiker. Italieneren Gaetano Bastianelli besluttede sig for at sagsøge de tidligere ejere af det hus, hvor han for 3 år siden flyttede ind med sin familie på Santo Chiodo gade i Spoleto, i Umbrien eller i Perugien, da disse ved salget ”glemte” at oplyse, at huset havde et lille problem: det spøger (I kid you not!). Ifølge manden dukkede den første spøgelse op allerede første nat: vandhanerne på badeværelset løb som gale på uforklarlig vis, og næste dag var væggene blevet selvlysende. Få dage efter gik bilen og græsslåmaskinen i gang af sig selv. Og sådan er det hver dag åbenbart… klangen af metalkæder, lyde a la uuuuuuuuuu, knirkelyde fra trappen og den slags.
En arkæologisk undersøgelse afslørede, at huset angiveligt er bygget på en gammel kirkegård. Og jf. en amatør historiker i området i 1977 fandt en djæveluddrivelse sted i huset.
Familiens advokat siger, at de har en vindende sag, da de tidligere ejere under købeprocessen jf. lovparagraffen 1490 i den italienske lov var forpligtet til at oplyse om eventuelle problemer med huset.
Jeg tror på, at der er mere mellem Himmelen og Jorden, end hvad møder øjet. Men jeg må indrømme, at det, der forskrækkede mig mest i denne historie var, at man satte gang i en juridisk proces på baggrund netop denne slags historier, som lyder langt fra plausibel!…
Ah, og nu at vi er ved det, hvordan kan det egentlig mon være, at de såkaldte spøgelser ikke gav lyd fra sig, da den potentielle køber kiggede på huset – ej heller da han kom tilbage et par gange, inden han besluttede sig for at gennemføre købet??? Det lyder ikke kohærent i mine ører, at spøgelserne skulle være så søde og hensynsfulde at vente til efter købet var fuldbragt.
Jeg tror simpelthen, nogen har set for mange film og er ved at skabe sig nu…
Du, Gaetano, filmen er blevet lavet, man!...

Anemoner i tæppevis
I går, som vi efterhånden har for tradition, gik vi en tur i skoven - for at se anemonerne, som dækker skovens bund kun indtil træerne begynder at få blade på og tager alt lys fra dem.
Og som noget ekstra og ret uventet stødte vi på en flok alfer lige netop udtrådt af en scene i Ringenes Herre - præteenagere i alvorlig rollespilsleg, udklædt og sminket med spidse ører og fine ansigtsudsmykninger, passende middelalderlige klædninger og bevæbnet med bue og pil. Heldigvis forvekslede de os ikke med Orker…
(foto af anemonerne: vida de praia)

Tur i ballon… balloner
For nogle dage siden gik Adelir António de Carli (den lille ”tap” nederst på billedet), en 42-årig brasiliansk katolsk præst fra Paranaguá i det sydlige Brasilien over i historien efter at have haft en lidet genial ide. For at samle penge ind til at bygge et nyt kapel prøvede han d. 22. at slå en rekord: nemlig at flyve med det størst mulige antal heliumfyldte festballoner.
Det var ikke spor svært at lette - de 1.000 balloner løftede ham op med det samme - og han nåede at flyve godt og vel 90 km. Men pludselig mistede han kontrollen over ”fartøjet” og blev taget til havs.
Man har fundet ballonerne – men endnu ikke præsten. Men da han jo er en erfaren faldskærmsudspringer i fritiden og havde på sig masser af drikkevand, en satellittelefon, vandtæt tøj og en oppustelig stol, kan han måske stadig klare sig. Så jeg håber ikke, de indstiller eftersøgningen.
At troen kan flytte bjerge, er jeg slet ikke i tvivl om. Men vi må imidlertid indrømme, at enhver normal person kunne have forudsagt, at det kun kunne gå galt…

Arm til salg
Jeg har hørt mange fjollede ting, men den der følger slår formentlig alle rekorder. En århusiansk fyr har fundet på at sætte armen til salg for reklamer. Jeg skynder mig at forklare – da det er akkurat så bizart som det lyder: den 25-årige kunststuderende Nils Thylander Pedersen (på billedet) har fundet på at lade sine arme tatovere med reklamer – og andre kropsdele om nødvendigt. Han henvendte sig derfor i første omgang til 100 firmaer med sit forslag og sloganet ”annoncer, der prikker til folk og går under huden”.
Han siger, at han ikke gør det for pengenes skyld, men hver kvadratcentimeter på overarmen koster mellem 300 og 500 kr., hvilket potentielt kan tjene ham 150.000 kr., skulle al reklameplads blive solgt. Og at han ikke er særlig kuldskær og oftest går i T-shirt og med bare arme – således at de eventuelle reklamer til enhver tid vil være synlige (ellers ville det være en dårlig forretning om vinteren, hvis han gik med jakke, men det er altså ikke tilfældet).
Jeg ved ikke, hvorfor ingen har bidt på hans… originale forslag endnu.
(Foto: Sonny Munk Carlsen)

I fortiden
I kan ikke forestille jer, hvor tit jeg tænker gudskelov og er taknemlig over og at leve i moderniteten (eller rettere, det siges at vi som minimum lever i den post-moderne æra), hvor alt er tilgængelig og vi kan nyde af videnskabens fremskridt på flere områder. Og ikke risikerer at kradse af af undgåelige grunde.
Jeg kom igen til at tænke på det, da jeg forleden læste en farverig nyhed om udviklingen indenfor præventionsmetoderne. Siden begyndelsen af historien har det været nødvendigt med familieplanlægning og at prøve at undgå graviditeter. Men de anvendte metoder har tilsyneladende ikke altid været de mest sikre, logiske eller videnskabeligt korrekte. Eksempelvis var det populært i oldtidens Ægypten at bruge pessar lavet af krokodillelort og honning (ærlig talt kunne jeg tænke mig at vide, hvordan nogen overhovedet kommer i tanke om en sådan opfindelse: genbrugt krokodilleekskrementer som prævention... nå, ja, jeg var lige ved at glemme honningen LOL).
Men Antikkens grækere var også med på beatet: de troede, at den bedste prævention var at drikke det vand, hvori smeden havde afkølet jern. Og hvis I tænker det er dårligt, så var det endnu værre, det de gjorde i Kina, hvor naturmedicin altid har været temmelig udviklet, for 2000 år siden: den naturlige metode var for kvinden at drikke kviksølv, en forfærdelig giftig substans (!), efter at have haft sex.
Men der har også været ligeså ineffektive om end mindre farlige metoder, eksempelvis i Canada, hvor man i 1500-tallet var overbevist om, at bævertestikler badet i alkohol var en fantastisk præventionsmetode; eller i Europa i 1700-tallet, hvor man brugte en halv citron som pessar.
Så: gudskelov at jeg lever i moderniteten... eller rettere... i den postmoderne æra!

P.S.: Denne post kommer på ingen måde i kølvandet på den fra i går, det lover jeg. Den kom bare.

De mest magtfulde babyer i verden
Jeg læste engang en nyhed, hvis indhold jeg stadig finder svært at sluge. Der var tale om den magt, som babyerne fra Hollywood allerede har, og man påstod, at ifølge den velrenommerede finansmagasin Forbes, var Shiloh Jolie-Pitt, datteren af Brad Pitt og Angelina Jolie, den mest magtfulde baby i verden, idet hun påvirker popkulturen i afgørende grad, efterfulgt af Suri Cruise, datteren af Tom Cruise og Katie Holmes, som holder en anden plads, Zahara Jolie-Pitt (tredje), Sean Preston Federline (fjerde), Pax Jolie-Pitt (på en femte plads – man, det ser ud til at Jolie-Pitt-klanen er lige ved at overtage verden!… Og der er endda et par stykker til på vej...), osv., osv., osv. og selvfølgelig Beckhams børn, Romeo og Cruz.
Påvirker hvad, om jeg må spørge? Hvilket mærke bleer er det mest populære? Eller om frugtgrød er in eller yt? Eller hvilket legetøj er aktuelt det fedeste? Indflydelse på hvad?! Forklar mig lige, hvordan nogen, der stadig går med ble og endnu ikke kan holde en ske ved egen hjælp og føre den din munden uden at spilde kan have nogen som helst magt – udover at få salg i ugebladene, selvfølgelig?

Værdien af en lussing
Apropos kærligheden, der fra tid til anden et tema for denne blog, kan jeg ikke lade være med at komme ind på en nyhed, jeg læste forleden, som refererede en interessant undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet Psychological Science om mænds efterhånden berømte manglende evne til at forstå kvinders nonverbale tegn og kropssprog. Man kunne selvfølgelig argumentere, at kvinder også kan være tilbøjelige til ikke at være særlig tydelige i deres intentioner og forventninger. Men tilsyneladende har mænd – forestiller jeg mig endda uafhængig af deres intelligensniveau – det enormt svært ved at tyde kvindernes kropssprog uafhængig af, hvor tydelige kvindernes nonverbale budskaber er.
Ifølge artiklen er mænd eksempelvis ikke i stand til at skelne, om et smil er venskabeligt ment eller tegn på flirt. Som konsekvens heraf overskrider de sommetider nogle grænser, de ikke burde. Andre gange opdager de selvfølgelig ikke kvindens flirt.
Jf. samme undersøgelse er mændene til gengæld som åbne bøger for kvinderne, som tolker deres kropsprog uden særlig megen anstrengelse, takket være kvindernes angivelig overlegenhed i forhold til evnen til at kommunikere.
Undersøgelsen konkluderede, at det ikke er umuligt for mænd at lære at tolke, hvad kvinderne siger med deres kropssprog, men det kræver hårdt arbejde; og fra kvindernes side at de viser dem så tydeligt som muligt, hvad de vil, om muligt med ord.
Jeg kan lige se det for mig:
- Hun: ”Skat, dette betyder, jeg gerne vil have, du går ud med skraldet.”
- Han: ”Vent lige lidt. Kan du ikke gentage det, denne gang langsommere, for jeg fik kun fat i starten?”Eller:
- Hun: ”Skat, når mit ansigt ser sådan her ud (beskriver ansigtsudtrykket nøje), kan du se det, så betyder det, at du har set nok sport på tv og det er tid til at slukke for det.”
- Han: ”Hvordan? Hvordan? Med rynket pande og mundvingerne nedad...”

Selvfølgelig mener jeg, at der ikke er noget så effektivt som tydeligt kropssprog, så som en velanbragt lussing for at gøre sig forståelig ;-)

Tur om øen
Hvis I husker det, lærte jeg langt om længe at cykle sidste år – en for mig ekstraordinær bedrift, da jeg fra naturens side er lidt af en bangebuks (øøø… hvis ret skal være ret, så er jeg faktisk en STOR bangebuks) og havde en illusion om, at det med at holde balancen ikke rigtig var noget for mig. Imidlertid har jeg øvet mig i de mest grundlæggende manøvrer som at bremse og cyklet småture her i nabolaget, langs stranden og lignende, hidtil aldrig længere ture end på 7-8 kilometer.
Men for at fejre den så ventede komme af foråret (ikke kalenderens men den, man kan mærke på huden og se i form af en begyndende brun farve) tog min gemal og jeg cyklerne i går og cyklede til, med lyden af min yndlings sommer ungdomsserie i hovedet og i fløjtet udgave :-) Efter nogen tid og at have trådt meget i pedalerne befandt vi os pludseligt i den sydlige del af øen, hvor vi bor, nærmere i Dragør, en lille fiskerby perfekt for ferier og udflugter – ca. 10-11 kilometer hjemmefra.Så megen motion åbnede appetitten – så det berettigede til en frokost (pasta ai frutti di mare til mig og lasagne til min bedre halvdel) på en udendørs café med udsigt til havnen.
Aaaaaaaah... det er livet! :-D
Og til min store overraskelse var det ikke så hårdt, som jeg troede at cykle de 10-11 kilometer hjemad. Hvem ville have sagt, jeg var i så god form, he he he…?
(fotos: vida de praia)

Man kan altså ikke vinde
De senere år er opmærksomheden og betænksomheden overfor skolemaden, der serveres i kantinerne i folkeskolen vokset. Forældrene, lærerne og skoleinspektørerne insisterer i højere grad på, at børnene har brug for en sund kost og er begyndt at nedlægge forbud mod fastfood, slik, kakaomælk og cola på skolerne; og politikerne bakker de gode intentioner op og tilvejebringer midler til finansiering af frugt og grønt på skolerne.
Og dem, det angår, børnene, hvordan reagerer de overfor disse helsebringende tiltag? Hvis I tror, de er taknemlige, tager I gruelig fejl. Ungerne protesterer, laver underskriftsindsamlinger mod sund kantinemad, nægter at spise den sunde mad i kantinen – frugt, groft brød, kyllingesalater, alt med kildevand til - og de henter pizza til frokost i den nærmeste kiosk. Kræver kakaomælken genindført og smugler kiks med ind på skolen.
Men skolemyndighederne giver sig ikke og påstår, at den sunde skolemad er kommet for at blive.
Surt show, kids!...
Konklusion: man kan ikke gøre alle glade. Eller faktisk ser det nærmere ud som om, man ikke kan gøre nogen glad… undtagen pizzamanden rundt om hjørnet, der tjener stort ind på skoleeleverne fra den nærmeste skole.
(foto: Colourbox)

Det sidder i hjernen
Nu om dage er enhver psykiater eller kandidat til ekspert i psykiatri eller neurologi tilbøjelig til at forsøge at skaffe sig troværdighed gennem enkle metoder; den mest anvendte er nok at påstå, at hvad som helst – depressionen, skizofrenien, den kunstneriske kreativitet, impulsiviteten, you name it – sidder i hjernen. Og bedre endnu, hvis man illustrerer påstanden med en slide af hjernescanninger og anvender “neuro-” som start på hvert begreb (eksempelvis “neurokognitiv”, “neuropsykiatrisk”, “neurovidenskab” osv.). Det lyder fint og videnskabeligt, men imidlertid er det en overflødig information, som ikke siger noget som helst, idet ALT, alle menneskelige reaktioner på en eller anden måde er forbundet med hjernen. Det ville have akkurat samme værdi at sige, at cellerne spiller en afgørende rolle for musikaliteten. Forstår I, hvor jeg vil hen?… Jeg taler om trivialiteter, banale ting, der trods det fine udseende ikke kan bruges til ret meget udover at profilere visse folk.
Nå, jeg var derfor skeptisk, da jeg forleden læste, at en gruppe amerikanske forskere for nylig har konkluderet, at politik sidder (I gættede det!) i hjernen. Og at det er blot et spørgsmål om kort tid, før man kan afgøre ved hjælp af en enkel hjernescanning, om folk stemmer til venstre eller til højre for midten. Den pågældende undersøgelse er allerede blevet offentliggjort i tidsskriftet NewScientist, og jeg vil ikke kede jer med detaljerne (som er virkelig kedelige!). Det er tilstrækkeligt at sige, at forsøgspersonerne fik en enkel opgave, og dem, der stemte til højre havde tendens til at løse opgaven på en mere konservativ måde, hvilket kunne følges på skærme over hjerneaktivitet. Det var det hele.
Det er meget fornemt. Men jeg spørger bare: vil man mon nogensinde finde noget tilhørende og relevant for mennesket, som ikke sidder i hjernen?
(foto: Colourbox)

Pasta-strejke
Da mit foretrukket køkken jo er den italienske, er min livret – som ikke er nogen bestemt – altid noget med pasta, spaghetti, ravioli, fetuccini, penne, suppehorn, fusilli, osv. Så at skulle ophøre med at spise pasta, selv for den korteste periode og uanset baggrund, virker fuldstændig absurd og utænkeligt. Derfor blev jeg noget forstyrret og overrasket, da jeg for nogle måneder siden læste, at italienerne som protest mod stigende hvedepriser – og dermed priser på pasta – planlagde at gå i pasta-strejke en enkel dag. Denne uforglemmelige dag var d. 13. september sidste år, hvor det ifølge troværdige kilder var meningen, at italienerne skulle lade være med at købe pasta og i stedet deltage i demonstrationer.Imidlertid ser det ud til, at de fleste italienere var rimelig fornuftige omkring det og strejkede mod strejken, idet de som sædvanlig købte og spiste pasta. Andet ville have været underligt i et land, hvor man hver især spiser 28 kilo pasta årligt. Jeg forestiller mig, at hvis nogen havde været pastaafholdende mere eller mindre frivilligt den dag, så ville Skadestuerne have fået deres sag for med en oversvømmelse af folk med abstinenssymptomer.
Men hvis nu priserne på mad bliver ved med at stige så voldsomt, hvad mon bliver den næste ”geniale” ide? En croissant- og brioche-strejke i Frankrig? En fish’n’ships-strejke i Storbritannien? En paella-strejke i Spanien? En silde-strejke i Sverige? Eller måske en bacalhau-strejke i Portugal?
Uanset hvad der sker, tag alt fra mig undtagen pastaen!...
(foto øverst: AP/Gregorio Borgia)

Vi er venner
Forleden var der nogen, der spurgte mig, om jeg var på Facebook, hvortil jeg svarede med et rungende nej. Kald mig gammeldags, men jeg er meget kræsen med sådanne moderne ting: bloggen og det efterhånden at have mødt flere søde mennesker herigennem, som jeg har kontakt med på kryds og tværs, og overfor hvem jeg af og til bliver lidt mere personlig er en ting. Eller endda Messenger, som trods alt ikke er andet end at snakke med en anden via tastaturen, og som jeg også kun bruger sammen med mine nærmeste.
Men ikke kom her med virtuelle netværk; det med ”man, en gammel skolekammerat fandt mig på Facebook og kontaktede mig helt uventet efter alle de år” går an – alle kan blive overvældet af nostalgi. Men jeg bliver forstyrret, når nogen kommer med ”ja, jeg har flere end 500 venner på Facebook”. Flere end 500 ”venner”??? Jeg spørger bare, hvilken normal person har flere end 500 venner – og jeg mener ikke bekendte eller naboer, kun sande venner? Det værste er, når nogen kommer og siger ”nå, jeg er venner med Hillary Clinton på Facebook” (”– nå, ok, og drikker I kaffe sammen ofte?” – ”Øøø, nej…” – ”Sommetider, da?” – ”Nej. Aldrig.” Og så ophører jeg som regel med sarkasmen… foreløbig). Hvem har tid til at omgås med så mange i en sådan grad, at de er at betragte som venner? Eller til at opdatere sin profil hele tiden, så enhver, kendt eller ukendt, kan følge med i personens hvert eneste skridt? Og hvad er nødvendigheden af så megen eksponering, så megen overfladiskhed?
Folk kan sige, hvad de vil – at man er udenfor det gode selskab, hvis ikke man et med i et virtuelt netværk og er faldet bagom dansen – men jeg vil æde min hat (som jeg ikke har), hvis I nogensinde fanger mig på Facebook.

Tegninger
Jeg må med det samme indrømme, at hvad børnetegninger angår, har jeg altid haft svært ved at synes om dem eller lade som om, jeg gør det. Da jeg ikke selv har børn, kommer jeg ikke tit i den situation, men der er altid nevøer og niecer eller venners børn, der fra tid til anden forærer mig en tegning, eller viser mig det kunstværk, de netop er i gang med, og så er gode råd pludselig dyre, da jeg ikke ved, hvad jeg skal sige for at lyde opmuntrende og samtidig troværdig – især hvis ikke jeg kan tyde, hvad den dér slags cirkel der mest af alt ligner en hyperbole med en masse udgående streger skal forestille (en person? En UFO? En sø? Et bord? En sol?).
Nå, jeg ender som regel med at rose farvevalget eller anstrengelsen og med at undgå at kommentere indholdet og kvaliteten (– ”det var da et flot fly!” – ”Det er ikke et fly, det er min hund. Kan du ikke se det?” – ”Nå ja, det er bare mig der har brug for briller”) for ikke at fornærme ungerne, der efter sigende investerer sig selv en hel del, når de tegner.Det er sandt: ifølge eksperterne er en tegning ikke blot en tegning: det er en adgangsnøgle til barnets sjæl, en kilde af viden om, hvad barnet er optaget af og bekymrer sig over på et givet tidspunkt i livet, et spejl der angiveligt reflekterer nøjagtigt, hvad de oplever. Jf. eksperterne er der intet, der er overladt til tilfældigheder – motivet, farverne, de forskellige elementers placering på tegningen og muligvis også, hvad der oplagt mangler har en betydning.
Hvad jeg finder et mysterium er, hvordan nogen kan kalde sig eksperter i disse ting og postulerer at være i stand til at skelne og tolke børnetegninger, når jeg, uanset hvor meget jeg anstrenger mig, sjældent kommer frem til den rigtige konklusion:
– ”Hvor sjovt – du har tegnet en kænguru med forklæde på!”
– ” Det er ikke en kænguru – det er mim mormor. Kan du ikke se det?”
– ”Nå ja, det er bare mig der har brug for briller”.
(fotos øverst: lakecountyparks.com)

16-årig mentalitet
Når man bladrer i en avis og læser en overskrift, der påstår, at 16-årige drenge tænker på andet end sex, sker der straks to ting: 1) den tiltrækker ens opmærksomhed tilpas meget til, at man bliver nødt til at læse videre og 2) der opstår et bredt vantro smil, og man siger til sig selv ”yeah, right!…”

For at vende tilbage til nyheden, så refererede den en undersøgelse, hvor man for nylig konkluderede, at selv testosteronfyldte drenge har andet at tænke på end sex – eksempelvis kærlighed og at danne par med deres drømmepige. Psykologen fra State University of New York bag den pågældende undersøgelse offentliggjort i februars udgave af ”Journal of Adolescence”, Andrew Smiler, spurgte 105 drenge i 10. klasse, hvorfor de inviterede en pige i byen; han benægter ikke, at mange af drengene var temmelig optaget af sex men postulerer, at de fleste teenagedrenge (80%) tænker mere på parforhold og det at lære den udkårne bedre at kende end på sex som så, hvilket han antog udfra udsagn som ”fordi jeg virkelig godt kan lide hende” og ”fordi jeg gerne vil lære hende bedre at kende”.

…

Det var da sødt!…

(foto af det kyssende par: AP)

At vente eller ikke at vente, det er spørgsmålet
Her er noget kuriøst til dem, der elsker matematik. Apropos noget uvist (med matematikerne kan man aldrig vide; de lader sig inspirere i de mest utrolige ting…), har matematikere ved Harvard University ifølge www.newscientist.com udviklet en formel til at udregne, hvor længe det kan betale sig at vente på bussen, inden man beslutter sig for at begynde at gå. De konkluderede, at hvis begge muligheder er lige attraktive, er det altid hurtigere at tage bussen. Det siges, at formlen ikke virker i de ekstreme tilfælde; eksempelvis kan det ikke betale sig at vente på bussen i en time for kun at køre en strækning på en kilometer eller lignende.
Ok, jeg har tidligere sagt, at matematik altså ikke er min stærke side, men er det bare mig, eller ville det slet ikke være nødvendigt at være et matematikgeni for at nå frem til den konklusion?…
(foto: Tomasz Sienicki)

Ikke forvir mig!
Altså!... Videnskabsfolk har brug for at være rigtig varsomme og fulde af visdom, så de ikke konkluderer noget i dag og noget helt andet i morgen. Men... tilsyneladende er det slet ikke sådan det fungerer indenfor det videnskabelige samfund, hvor det ser ud til, at princippet om, at venstre hånd ikke ved, hvad højre gør, er mest udbredt og almindeligt.
Kan I huske, at jeg for nylig refererede, at langbenede kvinder lever længst? Ser I, glem det alligevel, for tiden er kommet til at bringe genoprejsning til det her tidligere efterladte ry af de kortbenede kvinder som mig. For ifølge en genetisk undersøgelse af årsager til, nogle lever et langt liv, gennemført af en gruppe forskere tilknyttet Albert Einstein College of Medicine ved Yeshiva University i New York (og fakultetets navn alene indgyder respekt og total troværdighed!), er en af generne, der klart og utvetydigt kan forbindes med et langt liv (90 år eller derover) for kvinder alligevel noget med lavere kropsstatur. Derudover tog de målebåndet frem; og sammenlignede en gruppe kvinder med og en uden familietradition for at blive temmelig gamle og demonstrerede dér og da og uden spor af tvivl (håber jeg... :-S), at døtre af 100-årige kvinder var 2,5 centimeter lavere end de andre.
Jeg håber bare, de ikke analyserede grafernes data med papiret på hovedet...

Nå, ikke?…
Hvem sagde, at penge ikke kan købe lykken? He he… jeg har faktisk tilfældigvis nævnt det her med udgangspunkt i flere undersøgelser, det tilsyneladende demonstrerede netop det. Jeg siger tilsyneladende, da en veninde, der ved jeg er umættelig når det kommer til undersøgelser, forleden gjorde mig opmærksom på, at en undersøgelse, der pegede på det modsatte lige var blevet publiceret: at penge godt kan bringe lykke.
Det er rigtigt: jf. hvad jeg læste, kan det at bruge penge bibringe uendelig og dyb lykke. Men… ikke noget med at skynde jer ud af døren med kreditkortet, inden I læser denne post til ende; der er nemlig en lille bitte klausul: at lykken fremmes, når man bruger penge på andre mennesker! Det er i hvert fald, hvad man fremførte i en artikel med udgangspunkt i en undersøgelse foretaget af prof. Elizabeth Dunn ved University of British Columbia i Vancouver, Canada og publiceret i udgaven fra 21. marts af magasinet Science. At man bliver temmelig mere glad ved at spendere i ting til andre end til sig selv. Eksperterne kalder dette effekt ”pro-sociale spenderen”.
Hmmm… nu blev jeg i tvivl om, hvad jeg skal tro på… og for at teste de forskellige hypoteser fremlagt af videnskaben på dette område, er det bedste jeg kan gøre at tage pengepungen og tage ud og shoppe, med en særlig opmærksomhed på også at købe gaver ;-)
Jamen, farveller!…

Temperamentsfulde indkøb
Jeg har sagt det før og siger det igen: videnskaben overrasker mig gang på gang. Nu har en gruppe forskere ved universiteterne i Singapore og Hong Kong fundet ud af, at hvad vi køber afhænger næsten udelukkende af det humør, man er i. Ja, ifølge ScienceDaily.com ser det ud til, at hvis vi er i godt humør, har vi tendens til at købe det første, vi får øje på - især hvis ikke der er nævneværdig forskel mellem de produkter, vi kan vælge imellem. Og når vi er i dårligt humør bliver vi mere kritiske i vores valg.
Nu kan jeg ikke lige overskue, om det er godt eller skidt... hvis man tager kæresten eller husbonden med på indkøbstur, må det være fordelagtigt for ham ikke at skulle vente i timevis, mens man skifter tøj tusind gange, indtil man finder den perfekte kjole, så han må foretrække man er i rigtig godt humør. Men hvis man virkelig vil finde den perfekte kjole og de perfekte sko til at matche den, er det nok bedst, man er på randen til et nervesammenbrud... eller?... ;-)
Historiens morale: man kan ikke få alt.

Det er kun godt for helbredet
Hvis nogen derude har teenagebørn eller, som jeg, en doven kollega, der tilbringer det meste af tiden på Internettet i stedet for at arbejde, og man ind i mellem ikke kan undgå at eksplodere af selv samme grund, behøver man måske ikke at fortvivle: vi reagerer sådan ren og skær på grund af uvidenhed. Eller vidste I godt, at det at surfe på nettet som intet andet modvirker stress? Jeg fandt først ud af det forleden, da jeg tilfældigvis stødte på en reference til en undersøgelse foretaget af Mind Lab International for HP. Deri påstås, at det at surfe på nettet angiveligt øger produktiviteten, styrker hjernekapaciteten og modvirker stress - udover det oplagte, nemlig, at det potentielt gør vores horisonter bredere. Derfor anbefalede man arbejdsgiverne at opmuntre deres medarbejdere til dagligt at bruge 10 minutter til privat internetsurfing i arbejdstiden.Kun tre korte bemærkninger:
1) Er det mon virkelig det at surfe på nettet, der er sundt, eller ville man kunne opnå samme gavnlig effekt af 10 minutter i telefonen med en veninde eller 10 minutter, hvor man sidder og ordner negle?
2) Selv det som er godt for helbredet i moderate mængder kan blive skadeligt, hvis man overdriver indtagelsen - mon der er den slags øvre grænse i forhold til Internettet?
3) Og hvad skal man stille op med sådan en som min kollega, der af eget initiativ i forvejen overskrider de 10 minutter betydeligt? Det må trods alt være nødvendigt at bruge nogen tid på rent faktisk at arbejde (!) for at kunne udnytte effekten, der knytter sig til den øgede produktivitet...

Kunstner
Engang imellem hører man om kunstrøverier: en eller anden trænger ind i et galleri og stjæler et berømt og uvurderligt maleri; sommetider gang på gang, som det var tilfældet med ”Skrik” (”Skriget”, på billedet) af den norske ekspressionistiske maler Edvard Munch, fra 1893, som fra tid til anden forsvinder, på uforklarlig vis dukker op for igen at forsvinde sporløst, osv.
Men hvad med et omvendt kup?...
?
Ja, at sætte er maleri på et galleri? Det var hvad Jeffrey Cools, en 23-årig hollandsk ukendt maler fra Eindhoven fandt på for nylig: det lykkedes ham at smugle et af sine malerier ind på Van Abbemuseum, som han hængte op på væggen blandt anerkendte kunstneres mesterværker. Og der hængte det et døgn, indtil en af vagterne opdagede det intrusive værk og fjernede det.
Juridisk spørgsmål: at fjerne et maleri fra et galleri eller museum er en forbrydelse, som man kan straffes for. Men hvad med at introducere en kunstgenstand på eget initiativ?

E-servitrice
Hvis der er noget, jeg virkelig finder irriterende, når jeg spiser ude er det at skulle gøre enorme anstrengelser for at etablere øjenkontakt med servitricen. De er så store eksperter i at undgå éns blik, at jeg er ved at tro, det må være en absolut uundværlig kvalifikation i faget - for ikke engang ved hjælp af malabarismer, piruetter og flik flakker lykkes det mig de fleste gange at tiltrække deres opmærksomhed. Det vil sige, faktisk kommer de systematisk lige så snart, man har sat sig og ikke engang har haft chancen til at kigge på menukortet; det må være en manøvre, så man ikke kan komme og klage over ikke at få opmærksomhed. Selvfølgelig er man slet ikke klar til at bestille på det tidspunkt og be’r om et par minutter... som i værste fald imidlertid bliver til kvarterer og halve timer. Og man gestikulerer helt vildt og prøver på at komme med sigende blikke, indtil man langt om længe bliver heldig. Så bestiller man det, man gerne vil spise og drikke, nyder måltidet og glemmer næsten den initiale irritation - indtil man skal be’ om regningen og starter forfra.Ifølge International Herald Tribune er det heldigvis snart slut med behovet for at slå saltomortaler, stå på hovedet eller gøre vindmøller for at kunne bestille et måltid mad - og med at skulle udsættes for næsvise og distræte servitricer, som bringer Fanta i stedet for Sprite eller en råstegt bøf, når man udtrykkeligt har bestilt den gennemstegt. I flere restauranter i fremmelige byer som Tel Aviv og Tokyo er man i gang med at eksperimentere med de nye teknologier indenfor restaurationsbranchen - navnlig med e-servitricen (jeg vidste ikke, hvordan jeg ellers skulle oversætte begrebet „e-waiter“; sorry): man sætter sig og har til rådighed ved bordet en touch screen med billeder af delikatesserne på menukortet og med direkte forbindelse til køkkenet og kan der og da nemt og uden mellemmænd bestille, hvad man gerne vil spise og drikke.
Nemt, enkelt og fantastisk for nerverne.
(foto, nederst: Gil Cohen Magen/ Reuters)

Ned med forureningen!
Jeg hader alle slags forurening: luftforurening, støjforurening, visuel forurening; det forstyrrer mig og det er almen viden, at det hverken er sundt for legemet eller sindet at indånde uren, ildelugtende luft, leve i konstant larm eller blandt ekstremt grimme og farverige ting, der nærmest gør ondt i øjnene og er et angreb mod den æstetiske følsomhed. Og som om det ikke var nok med disse argumenter, har jeg nu fået hjælp fra videnskaben, der for nylig har demonstreret, at forureningen også gør os dumme.
Det er nemlig lykkedes en gruppe forskere ved Harvard School of Public Health i Boston at påvise ud fra en undersøgelse, at børn der bor i områder med svær luftforurening har en lavere intelligenskvotient end børn, der indånder friskere, renere luft.
Måske er der forældre, der ikke har ret mange valg, men det skulle være tankevækkende i hvert fald når man påtænker at bygge skoler, legepladser o.l. at sørge for kun at placere dem i de allerreneste områder.
(foto af børnene: Prashant Panjiar/ Livewire for Time)

Sig det med blomster
Man kan sige meget om italienerne, men ingen kan tage fra dem, at de formentlig er de mest romantiske folk i verden. Selv de kriminelle er ekstremt romantiske, man! Og hvis ikke I tror mig, så hør lige her: politiet i Genova har for nylig fanget en 48-årig røver, som altid sendte en buket roser til sine røveriofre efterfølgende. Sidst han gjorde det var det på et posthus – han tog kassebeholdningen og efterlod ekspeditricen en buket roser.
Da han blev taget, var han tilsyneladende ved at planlægge den eller de næste røverier, da han jo var i besiddelse af to buketter roser…
Vov så at sige, det ikke er romantisk!… Ekspeditricerne bliver traumatiseret for resten af livet, men i det mindste går de derfra med en buket blomster som den perfekte undskyldning.

Intergalaktiske rejser
For dem der har prøvet alt og været alle steder, holder det at rejse nok ikke den samme charme længere, da det eneste, som er anderledes fra gang til gang er destinationen og hotellet, og har man set en lufthavn har man jo set dem alle.
Hvad nu hvis rejsen ikke var ombord et regulært fly ej heller til en tilgængelig destination? I så fald ville det måske blive mere interessant, ikke sandt? Ja, den britiske excentriker og mangemillionær Richard Branson har et uimodståeligt forslag: hans firma Virgin Galactic skal til at begynde at foretage prøveflyvninger i deres 6-sæders civile rumfærger, SpaceShipOne og SpaceShipTwo. En rejse op til 110 kilometers højde (tilstrækkeligt til at kunne se Jorden fra rummet) kommer til at koste 200.000 dollars.
Ifølge millionæren er der allerede 200 personer på ventelisten og yderligere 85.000 har udtrykt deres interesse, så skynd jer!… Før rumrejserne bliver gængse og banale.
For at få en ide om sensationen i dette, klik lige her.
…
Vent lige lidt: han sagde prøveflyvninger, ikke?… Ah, så de efterlyser forsøgskaniner… nej tak. Måske vil jeg om 10-15 år, når alt er gennemtestet, føle mig fristet til at prøve det. Men det mest sandsynlige er nok, at jeg ikke bliver det.

Choko-turisme
Vi har tidligere talt om specialiseret, målrettet turisme – eksempelvis den såkaldte dødsturisme, hvor man så at sige går fra kapel til kapel – besøger afdøde berømtheders gravsteder eller katastrofesteder, terroristmål, osv.
Der er imidlertid dem, der for mig at se har sundere interesser og rejser efter vinsmagninger eller kulinariske specialiteter. Og gode nyheder for chokoladeelskerne: nu har Ghana, et af de største kakaoproducerende og -eksporterende lande, logisk besluttet sig for at satse på chokoladeturismen.De startede sidste år med at tilegne chokoladen en særlig dag – Chokoladedagen – hvor de valgte at kombinere den med de obligatoriske fejringer omkring Valentinsdag, d. 14. februar, som muligvis er den dag på året, hvor der foræres flest chokoladeæsker. Og i år tog den ghanesiske Turistministerium affære og organiserede en chokoladesmagning, der blev afhold på Nationalteatret i Accra og brillerede ved flere kokkes og deres fabelagtige chokoladekreationers tilstedeværelse.
Budskabet er såre enkelt: chokoladen er sund grundet dens rigdom i antioxidanter, og den er vores men kan blive jeres, I slikmunde :-P

God weekend :-)

Haute couture
Jeg har mange gange talt om det absurde i at behandle kæledyr som om de var små mennesker og det luksus, de i stigende grad har ret til: parfumer, designermøbler, osv., osv.
Og nu også skræddersyet beklædning!… Det var Ulrike Schubert, en tilsyneladende totalt kreativ dame, der etablerede sig med den første butik for skræddersyet tøj til hunde. Hundene kommer og bliver taget mål af til jakker, regntøj, badekåber, ja, alt det, der er nødvendigt i garderoben hos menneskets bedste ven i hendes butik, ”Dogs an der Kö” i Könneritzstrasse 24 i Leipzig.
...
?
??
???
Jeg giver op!…

A fight a day keeps the doctor away

Jeg elsker en rask diskussion, en hurtig og fyrig meningsudveksling, men jeg hader skænderier og mundhuggerier, især den slags altid om det samme og som ender med aldrig at føre til andet end dårlig stemning og fortrydelse over et eller andet dumt og utilgiveligt, man fik sagt i kampens hede. Jeg må indrømme, at det hænder, jeg har dem med husbonden – der fornægter det sydlandske temperament sig ikke – men heldig vis sker det kun sjældent.

Efter at have læst en artikel om emnet forleden, har jeg dog måttet overveje, om jeg mon burde blive mildere stemt overfor skænderier i parforholdet. For jf. eksperterne, ser det ud til, at de er sunde for helbredet. Det var i hvert fald, hvad man konkluderede i en undersøgelse gennemført ved University of Michigan, hvor man fulgte 192 par igennem 17 år: det viste sig nemlig, at ægtefæller, som bider vreden i dig og ruger over den og således ikke når frem til løsninger på deres problemer, tilsyneladende har dobbelt så stor risiko for at udvikle alvorlige helbredsproblemer og for at komme til at dø tidligt som ægtefæller, der giver vreden luft i et skænderi og derfra når frem til problemløsning.

…

Nå, jeg ved så ikke, om det der er sundhedsfremmende, er det at skændes eller det at løse konflikter, hvis de findes. Men hvis det er sundt… du, husbond, kom lige her!…

Kanon, man!…
Ikke tro, at jeg vil være mindre seriøs i dag og finder på en eller anden sandsynlighedsudfordret historie, bare fordi det er 1. april. Ikke tale om: i denne blog taler vi kun om alvorlige ting og virkelige nyheder.
Som det er tilfældet med en, jeg læste for nylig om en 70-årig mand, som åbenbart hellere er på den sikre side og lever efter mottoet: ”vær altid beredt”. Joe Weston-Webb ejer et firma i den lille engelske by Ratcliffe-on-Soars. Ifølge BBC har han bagved døren installeret en kæmpekatapult (I kid you not!), så hvis en indbrudstyv formaster sig at komme indenfor uden at blive inviteret, risikerer han at få en katapultfuld hønseefterladenskaber i hovedet. Udover dette sikkerhedsudstyr, har han en kanon fra sin tid som omrejsende gøgler (I ved godt, de der kanonen, hvorfra man skyder en person tværs over luften) og en eksploderende kiste, som eksploderer, hvis nogen træder ind i den.
Kan I ikke se overskrifterne allerede? “Uheldig tyv”: får en spand fjerkrælort i hovedet, snubler grundet den ligeså uventede impakt fra en kanonkugle, som får ham til at falde i en kiste og blive udsat for en eksplosion. Tyven udtaler: ‘det er bare ikke min dag idag.’”