Tegninger
Jeg må med det samme indrømme, at hvad børnetegninger angår, har jeg altid haft svært ved at synes om dem eller lade som om, jeg gør det. Da jeg ikke selv har børn, kommer jeg ikke tit i den situation, men der er altid nevøer og niecer eller venners børn, der fra tid til anden forærer mig en tegning, eller viser mig det kunstværk, de netop er i gang med, og så er gode råd pludselig dyre, da jeg ikke ved, hvad jeg skal sige for at lyde opmuntrende og samtidig troværdig – især hvis ikke jeg kan tyde, hvad den dér slags cirkel der mest af alt ligner en hyperbole med en masse udgående streger skal forestille (en person? En UFO? En sø? Et bord? En sol?).
Nå, jeg ender som regel med at rose farvevalget eller anstrengelsen og med at undgå at kommentere indholdet og kvaliteten (– ”det var da et flot fly!” – ”Det er ikke et fly, det er min hund. Kan du ikke se det?” – ”Nå ja, det er bare mig der har brug for briller”) for ikke at fornærme ungerne, der efter sigende investerer sig selv en hel del, når de tegner.Det er sandt: ifølge eksperterne er en tegning ikke blot en tegning: det er en adgangsnøgle til barnets sjæl, en kilde af viden om, hvad barnet er optaget af og bekymrer sig over på et givet tidspunkt i livet, et spejl der angiveligt reflekterer nøjagtigt, hvad de oplever. Jf. eksperterne er der intet, der er overladt til tilfældigheder – motivet, farverne, de forskellige elementers placering på tegningen og muligvis også, hvad der oplagt mangler har en betydning.
Hvad jeg finder et mysterium er, hvordan nogen kan kalde sig eksperter i disse ting og postulerer at være i stand til at skelne og tolke børnetegninger, når jeg, uanset hvor meget jeg anstrenger mig, sjældent kommer frem til den rigtige konklusion:
– ”Hvor sjovt – du har tegnet en kænguru med forklæde på!”
– ” Det er ikke en kænguru – det er mim mormor. Kan du ikke se det?”
– ”Nå ja, det er bare mig der har brug for briller”.
(fotos øverst: lakecountyparks.com)