Vi er venner
Forleden var der nogen, der spurgte mig, om jeg var på Facebook, hvortil jeg svarede med et rungende nej. Kald mig gammeldags, men jeg er meget kræsen med sådanne moderne ting: bloggen og det efterhånden at have mødt flere søde mennesker herigennem, som jeg har kontakt med på kryds og tværs, og overfor hvem jeg af og til bliver lidt mere personlig er en ting. Eller endda Messenger, som trods alt ikke er andet end at snakke med en anden via tastaturen, og som jeg også kun bruger sammen med mine nærmeste.
Men ikke kom her med virtuelle netværk; det med ”man, en gammel skolekammerat fandt mig på Facebook og kontaktede mig helt uventet efter alle de år” går an – alle kan blive overvældet af nostalgi. Men jeg bliver forstyrret, når nogen kommer med ”ja, jeg har flere end 500 venner på Facebook”. Flere end 500 ”venner”??? Jeg spørger bare, hvilken normal person har flere end 500 venner – og jeg mener ikke bekendte eller naboer, kun sande venner? Det værste er, når nogen kommer og siger ”nå, jeg er venner med Hillary Clinton på Facebook” (”– nå, ok, og drikker I kaffe sammen ofte?” – ”Øøø, nej…” – ”Sommetider, da?” – ”Nej. Aldrig.” Og så ophører jeg som regel med sarkasmen… foreløbig). Hvem har tid til at omgås med så mange i en sådan grad, at de er at betragte som venner? Eller til at opdatere sin profil hele tiden, så enhver, kendt eller ukendt, kan følge med i personens hvert eneste skridt? Og hvad er nødvendigheden af så megen eksponering, så megen overfladiskhed?
Folk kan sige, hvad de vil – at man er udenfor det gode selskab, hvis ikke man et med i et virtuelt netværk og er faldet bagom dansen – men jeg vil æde min hat (som jeg ikke har), hvis I nogensinde fanger mig på Facebook.