Hvorfor binde dem ind? Hvorfor?!…
I dag vil jeg tale om en yndlingshad – selvklæbende indbindingspapir til bøger. Det er et produkt jeg aktivt boykotter siden jeg flyttede hjemmefra; det kommer simpelthen ikke ind af døren her hos mig!
Hvorfor denne afsky overfor en uskyldig papirafdelingsgenstand? Det er dér I tager fejl: jeg elsker papirafdelingsgenstande i al almindelighed, med det er INTET uskyldigt ved selvklæbende indbindingspapir. Og jeg siger det med udgangspunkt i mange års erfaring. For da jeg var barn, fra jeg startede i skole og frem til de sidste år i gymnasiet, hvor jeg kom ind i noget ungdomsoprør og simpelthen nægtede at lade skolebøgerne kompulsivt binde ind, blev det betragtet derhjemme som noget obligatorisk, og man måtte aflevere bøgerne hos det moderlige ophav og se dem blive bundet ind i det selvklæbende indbindingspapir, denne post omhandler.
Glæden ved at have splinternye bøger blev således kortvarig: så snart de blev genstand for indbinding, var der altid mindst en irriterende luftboble, der beskæmmede deres udseende, hvilket aldrig har passet ind i min perfektionistiske ånd.Og for at sige det som det er, så har jeg aldrig fattet, hvad ideen var med at binde skolebøgerne ind: pensumet ændrede sig fuldstændig fra år til år, så ingen kunne i sagens natur nå at arve dem, så i princippet var det kun meningen og nødvendigt for dem at vare et skoleår – mit!…
Jeg udviklede således dette trauma, denne aversion mod selvklæbende indbindingsplastik, som åbenbart stadig sælges selv i de mest velrenommerede boghandlere. Og den dag i dag kan jeg stadig ikke tåle synet af den. Og hvor mange gange har jeg ikke været på nippet til at lave en scene hos den lokale boghandler, når jeg i papirafdelingen støder på en mor, der i starten af skoleåret er ved at sætte flere ruller selvklæbende indbindingsplastik i indkøbskurven. Jeg har bare lyst til at spørge: ”men hvorfor? Hvorfor?!…”
Og for dem, der stadig insisterer på at binde bøgerne ind, er der sikkert ubrugelige tips til, hvordan luftbobler undgås. Dårlig nyt: de kan de ikke!… Ha!

Den grimmeste møbel i verden
Da jeg selv hader grimme ting, fatter jeg ikke dem, der har og gemmer dem. Ok, jeg ved godt at man ikke kan diskutere og bedømme smag, bla bla, bla, og at når man arver noget, kan det få en affektionsværdi, som ikke umiddelbart er til at fatte rent æstetisk, og som forhindrer os i at blive dem kvit.
Og da det ser ud til at være en mere generel onde som så, fandt nogen – mere præcist BoConcept, der endda sælger nogen fede møbler; det var der jeg købte vores sofa derhjemme – på at åbne en konkurrence for at kåre den grimmeste møbel i verden. Den forløber frem til d. 20. april, og man kan afgive sin stemme på hjemmesiden (klik her). Den absolutte vinder får en check på €5.000 til køb af møbler i BoConcept, mens de næste 15, der får flest stemmer derefter vinder €1.000 €. Og der bliver lodtrækning blandt dem, der stemmer, om gavekort på €200.
Så har du et temmelig hæsligt møbel eller tilbehør derhjemme, er det mindste du kan gøre – inden du eventuelt smider det ud – at indsende et billede af det til hjemmesiden for at konkurrere om de fantastiske præmier. Og skynd dig, for spanierne, der åbenbart har de grimmeste møbler i verden, er ved at invadere hjemmesiden med lovende deltagere.
Jeg har allerede stemt.

Men til mobilen er der altid
Jeg har altid været lidt fascineret af det fænomen fra favelaerne og de fattigste lande, hvor der til trods for den ekstreme, pinagtige armod – hvor man sulter, klæder sig i hulet tøj og ingen sko har, ikke har råd til at betale for de mest basale behov som lægehjælp, skolegang, osv. og lever i kummerlige psykosociale forhold – så er der altid et fjernsyn. Og, jf. hvad jeg har læst, er der også mindst en mobiltelefon per genstand.
Ifølge en artikel jeg læste forleden i Metroxpress, påstås der i en FN rapport, at mere end halvdelen af alle mobilbrugere (58% for at være præcis) er at finde i de såkaldte udviklingslande. Det siges, at i Uganda alene har antallet af mobiltelefoner vokset fra nul til 1.5 millioner (!) de sidste 10 år. Og når europæere kommer den vej forbi eller et hvilket som helst andet ufremkommeligt sted i verden, det folk vil have er mobiltelefoner.
I ovennævnte artikel påstod man, at det var meget billigt at ringe i disse lande, men det må da koste noget. Og det er ikke for at være fordomsfuld, for jeg ved udmærket godt, at befolkningen i de lande lider meget under nøden. Og jeg har endda forståelse for, at de kan have behov for at tale med venner og forretningsforbindelser langt væk. Men kan nogen forklare mig, hvordan det kan være, man har penge til at købe taletid for men ikke til at købe brød og mælk og tapioca?

Paparazzier: ju-huuu… her!…
Hvad skal man gøre, hvis man ikke er tilstrækkelig berømt eller interessant til den kulørte presse men brændende ønsker at optræde i den og føle, man er i søgelyset? Indtil for nylig var det et svært uløseligt problem, da berømmelse jo ofte kræver et vist talent og/eller en chokerende livsstil – eller at optræde en gang på et såkaldt ”reality show” i tv. Eller et raskt kæresteforhold med nogen, der har tilstrækkelig talent og/eller en chokerende livsstil – eller har optrådt en gang på et såkaldt ”reality show” i tv.
Men for dem der har denne slags vanskelighed, eller føler sig overset af medierne, er der nu en løsning: man kan nemlig selv hyre en paparazzo til at forfølge sig. Og gæt hvor dette latterlige koncept kommer fra… I gættede det: fra USA (!), hvor der er firmaer, der har specialiseret sig i at sende ”paparazzi” efter almindelige dødelige, og som tager billeder og forestiller at genere dem med nærgående spørgsmål. For blot mellem 500 og 2.500 dollars (mellem 2.500 kr. og 12.000 kr.) kan man eksempelvis hyre en hær af ”paparazzi” gennem firmaet Celeb 4 A Day og derved skabe en illusion af at være berømt for en aften.Og hvis det endnu ikke er lykkedes mig at overbevise jer om de fantastiske fordele ved denne metode, så hør lige her om en episode fra det virkelige liv: Philip Baker, en 29-årig mand fra Chicago hyrede i anledning af sin fødselsdag et af disse ”paparazzifirmaer”, som jf. aftalen forfulgte ham og vennerne hele aften og foregav at tage billeder. Resultat: alle troede, at Philip og vennerne tilhørte jetsettet og lod dem derfor komme foran i køen til natklubberne. Og Philip elskede det! Det ligner lidt det med, at man aldrig er tilfreds med det, man har: blondinerne vil gerne være mørkhårede, og dem med krøller retter håret ud og omvendt; med andre ord: dem som konstant har paparazzierne efter sig vil helst være fri for dem (eller?…), og dem som ikke har en jordisk chance for at have dem, bestiller dem?…
Det er det, jeg siger: er alle blevet skøre eller hvad!…

Status quo
Og tror I mig ikke, kan I se for jer selv (billederne blev taget for få minutter siden ved ankomsten til arbejdet)!
(fotos: vida de praia)

Klokken... 12... – STOP!
I disse dage vil dem, der kommer forbi det hospital, hvor jeg arbejder, risikere som minimum at blive forvirrede, idet urene, der angiveligt skulle markere tiden, ikke går på samme tid. Nogle går fortsat, og andre er standset ved klokken tolv.
Nogen har forklaret mig forleden, hvad grunde er til denne kompulsive standsning af urene på det klokkeslæt: da nogle var enkelte minutter forsinkede og andre foran, fik ”geniet” (NOT!) der styrer urene på stedet, og som tilsyneladende ikke har en central knap til at få urene til at gå rigtigt på en og samme gang – og heller ikke synes at have lyst til at stille dem enkeltvis – en plan: at lade dem alle stoppe klokken tolv – en operation der mindst vil tage to, to og en halv uger – for derefter at aktivere dem alle på en gang fra det nøgle-klokkeslæt.
I Schweiz, hvor konstant præcision er alfa og omega, ville en sådan løsning være uacceptabel; ydermere: en lovovertrædelse!… :-)
(foto i toppen: Bubbels © stock.xchange)

Mellem venner
Kender I det mundheld om, hvordan tiden går hurtigt, når man har det godt eller man har det sjovt? Det er et sjældent fænomen, men det gør særdeles godt, når det endelig finder sted.
I fredags var jeg i en af disse fantastiske tidsvortexer: et vennepar inviterede til middag derhjemme. Tre nationer repræsenterede, to af disse iberiske, og mellem det fabelagtige selskab, livlige snak – der berørte ungdomsminder om eftermiddage tilbragt foran tv med programmer som Verano Azul (”Blå Sommer”, en meget populær spansk ungdomsserie), Abelha Maia (tegnefilmene om bien Maia) og Heidi – god mad, gode vine, en guddommelig chokolademousse (kun seks æg og to hundrede gram mørkchokolade) og ditto pão-de-ló, en luftig portugisisk sandkage og hjertelige grin, lige pludseligt var klokken blevet tolv.
Inden klokken ét var vi i bedste Askepot-stil på vej hjem med den dér fornemmelse af ”hvor var alle de timer dog blevet af?!”
Tak, venner, for en fantastisk middag, der må gentages snart herhjemme hos os! :-)
(foto: vida de praia)

Den ultimative sportsbil
Her er en post til ære for min bror, der godt kan li’ biler og har fødselsdag i dag.
Jeg tager tilbage, det som jeg fremførte for nogle måneder siden: det er mig som er en ignorant og ikke har kendskab til tingene, og så kommer jeg her og bringer teknologien uretmæssigt i miskredit. Der findes en amfibievogn allerede: ”sQuba” fra de schweiziske sportsvognsfirma Rinspeed bliver fremvist til offentligheden på en biludstilling i Geneve fra 6. til 16. marts. Når den er på land, kan denne hver mands drøm af en bil køre selv, da den er udstyret med autopilot. Og selvom den vejer omtrent 920 kg (altså næsten et ton!), kan ”sQuba” nemt dykke ned til 10 meters dybde, med sine 33 liter luft ombord (jeg ved ikke, hvor megen tid, det giver under vand…. er der nogen af jer, der ved? Det ville være min største frygt ved den…). Men da der er tale om en topersoners bil, glem alt om at tage hele slænget med for at prale; du bliver nødt til at nøjes med at imponere kæresten. Det vil sige, hvis du ellers er millionær, da ”sQuba” er en luksusbil med stort L.

Lada-jokes – eller “sometimes it’s better to chew than talk – 2”
For nogle år siden købte en af mine norske venner, mens han læste eller da han fik sit første job, jeg erindrer det ikke præcist, en Lada – hans første bil. Og han var rigtig stolt af sin bil. Hvilket gav anledning til stor morskab blandt vennerne. Min yndlingsjoke var den, når han begyndte at tale om sin bil, og jeg eller en anden grinbider i gruppen, som udmærket godt kendte til Ladaens eksistens, udbrød:

- ”bil? Hvornår har du fået en bil?”

Heldigvis var min ven ikke russer, da det forlyder, at russerne tager dens slags vits meget, meget nært og ilde op, idet Ladaen jo nærmest betragtes som en national skat. Jeg læste forleden, at Norge risikerer at få en diplomatisk krise med Rusland i kølvandet på en rimelig harmløs vits om Lada: en forretningsmand og medlem af Arbejderpartiet i Vadsø, en lille flæk i Nordnorge (meget tæt på russisk territorium!) kom i stærk modvind under et officielt besøg fra en delegation med 200 russiske forretningsfolk og diplomater, idet han efter at rose den russiske økonomi, lige pludseligt fandt på at blive mere uformel og fortalte følgende vits: at i hans hjemby var der sommetider konkurrencer, hvor førstepræmie var en frugtkurv og anden præmien en Lada. Der blev totalt stille. Og hvem ved, hvilke følger de vil få fra russerne (jeg ville i hvert fald ikke turde lægge mig ud med et land med så velorganiserede gangsters, men ok… vi er jo alle forskellige…).
Nå, i det mindste var den norske herre fornuftig nok til ikke at vælge en endnu større klassiker indenfor Lada-jokes: den med

- ”Hvor mange folk er ansat på Ladafabrikkerne?”
- Jeg ved ikke… 10.000?”
- Nej da, to. Én til at klippe og én til at klistre”.

Ellers ville Norge virkelig have fået ballade!…
Og i morgen skal vi tale om en rigtig bil. På gensyn ;-)
(foto: Asterion)

Ultimative Manolo Blahniks
Glem alt, I tidligere har lært om, hvordan man stimulerer parrets sexliv. Hvilke kærlighedsfremmende midler, hvilket pikant lingeri eller kreative forføringsteknikker? Det eneste, der dur er højhælede sko – Manolo’erne, Jimmy Choo’erne.
Vi har allerede talt om hvilken halsbrækkende effekt et godt par ben har på en mand; men det er ikke engang det, det åbenlyseste åbenlyse, jeg refererer til nu. Hvad jeg gerne vil fremhæve aktuelt er de ergonomiske effekter af et godt par højhælede sko; i hvert faldt ifølge en italiensk kvindelig læge (italiensk? Hvad for noget? Fra det per definition skoproducerende land? Hmmm… det lugter af noget mistænkeligt det her!… Især når det kommer fra Italien.)
Ok, hvis vi holder os lidt til alvoren, så har dr. Maria Cerutti, der er specialist i urologi fra universitetet i Verona, studeret musklerne vi flere kvinders underliv og derigennem opdaget høj hælens gavnlige virkninger, idet de ved at holde foden i en vinkel på ca. 15 grader tvinger kvinden til automatisk at bruge underlivsmusklerne for at holde sig oprejst og således holder dem i form. Og når disse muskler er veltonede, bedres seksuallivet betydeligt uden at skulle anstrenge sig på et fitnesscenter.
Hvis jeg nu havde problemer på dette område, ville denne løsning selvfølgelig ikke egne sig til mig, da jeg hader at gå rundt i højhælede sko.
Og desuden, er det bare min fantasi, eller bidrager højhælede sko til, at man kan få ondt i ryggen? Jeg spørger fordi ondt i ryggen fungerer nok ikke så godt som naturlig elskovsfremmende middel…

Men chokolade hjælper jo og gavner helbredet!…
Det er det, jeg siger: der er en del inkohærens i omløb! Præcis samme dag, hvor jeg læste om lovforslaget til at diskriminere de mest korpulente af Mississipi-borgerne, stod det også i avisen, at man kunne anbefale indtagelsen af 45 gram mørk chokolade dagligt. Fordi mørk chokolade ifølge eksperterne hjælper med at bekæmpe trætheden. Dr. Steve Atkin (som forhåbentlig ikke er den med den skøre proteinslankekur alle filmstjernerne var på en årgang…) fra Hull York Medical School er sikkert ikke fremkommet letsindigt - eller fordi han skulle have en fordelagtig aftale med en chokoladefabrik - med en sådan postulat. Ok, han refererede til en undersøgelse, som muligvis kun gør sig gældende for de patienter med Kronisk Træthedssyndrom (CFS) og Myalgisk Encefalomyelitis (ME), som han observerede før og efter indtagelsen af chokolade med højt kakaoindhold. Med chokolade fik de det betydelig bedre, og uden den blev deres symptomer i form af ekstrem udmattelse atter forværrede i en sådan grad, at det forhindrede dem i at føre en almindelig dagligdag.

Jeg har tidligere talt om serotonin, en neurotransmitter ansvarlig for humørreguleringen, og som spiller en central rolle eksempelvis i depression, hvor der er et underskud af denne substans i hjernen. Dr. Atkins foreslår så, at chokolade påvirker serotoninproduktionen positivt og aktiverer nervesystemet og legemet i sin helhed. Mørk chokolade har et højt indhold af polyphenoler, som stimulerer serotoninproduktionen og samtidig har positiv indvirkning overfor højt blodtryk.

Normalt er jeg ikke den store chokoladefan, men bitter mørk chokolade kan jeg faktisk godt li’ ind i mellem. Det eneste, som kunne få mig til at turde prøve at følge herrens anbefaling er dog, at han garanterer for, at ingen af hans patienter tog på af ”kuren” ;-)

Drastiske metoder
I USA har de, som det er velkendt for de fleste, tendens til at overdrive og nå til ekstremer; de skal altid have det største i verden og det mest skingrende af alt; men af absolut alt!: de største biler, der sluger mest benzin og forurener allermest, de største supermarkeder, hvor man kan købe store kvanta af ethvert produkt, de største militære operationer, der skaber allermest l… i hele verden – og det var den ene gang, jeg var derover, der gik op for mig, at jeg ikke vidste, hvad det ville sige at være tyk, da man i USA virkelig har sværvægterne, de sandelig fede, og de nøjes heller ikke med en håndfuld; de findes i store mængder.Nå, men for ekstreme tendenser, ligeledes ekstreme metoder (det er ligesom det med, at dumme spørgsmål får dumme svar, bare på en anden måde): en republikansk senator i delstaten Mississipi, der holder landets vægtrekord med 30% af befolkningen temmelig velpolstret, har nu fremkommet med et lovforslag, der skal forbyde – og ligefrem gøre strafbart – at servere mad til overvægtige mennesker på offentlige steder (restauranter, barer, kantiner, bodegaer, pølsevogne, isboder, cafeer, you name it…).
Indtryk…?
Da amerikanerne jo har hang for det ekstreme og uforudsigelige, hvis nu loven bliver vedtaget, hvor mon de sætter grænsen for, at man kan komme ind på en restaurant? Og, hvis loven kun gælder i delstaten, kan jeg lige se for mig sande pilgrimstogter til nabostaten og alenlange køer foran ethvert bespisningsetablissement… for er man sulten, finder man også ud af at løse det, ikke sandt? Som man siger, hvis man skal, så skal man.
(foto af junkfood – der også burde underlægges forbud for ikke at friste urimeligt og unødigt de svageste sjæle med så tiltrækkende farver: Scanpix)

Det er det, som kommer af at se for megen tv…
Ifølge avisen Daily Mail, har en rundspørge for nylig foretaget blandt 3.000 britiske teenagere for Tv-stationen UKTV Gold afsløret meget skræmmende resultater: nemlig at rigtig mange ikke er i stand til at skelne mellem fantasi og virkelighed. Tænk, at 25% af de adspurgte troede, at Charles Dickens, Winston Churchill og Mahatma Ghandi var fiktive personer, mens mere end halvdelen var overbeviste om, at Robinson Crusoe, Kong Arthur, Robin Hood og Sherlock Holmes var historiske personligheder.
Det er det, der kommer af at sidde så meget foran fjernsynet og aldrig åbne en bog…
Og nu at vi er i gang lige et trickspørgsmål: hvad med Anders And, er han en historisk person eller en fiktiv figur?… I modsætning til, hvad man er vant til fra Anders And bladene, vil I ikke finde det rigtige svar i mikroskopiske bogstaver på hovedet i den nederste kant af siden. Ikke tale om.

Ned med bureaukraterne
Forestil jer at vågne en dag for pludseligt at opdage, I var døde!… Altså, ikke døde i bogstavelig forstand, da jeg ikke tror, det er noget man selv opdager, men døde i alle juridiske og offentlige henseender. Bizart? Skræmmende? Ironisk måske?
Det var lige præcis det, en polsk borger, den 38-årige Piotr Kucy oplevede for nylig til trods for at være spillevende: en dag i august sidste år blev han erklæret for død på alle offentlige registre; apropos jeg ved ikke hvad… den berømte menneskelige fejl måske, blev han identificeret som værende en mand, man fandt druknet.
Selvom han flere gange har forsøgt at henvende sig til myndighederne for officielt at blive ”opvakt fra de døde”, har bureaukratiet forhindret dette, og officielt er den herre fortsat mere død end levende, hvilket må være svært træls og besværligt i dagligdagen. Så, her 6 måneder senere, kan hr. Piotr Kucy fortsat hvile i fred (RIP). Og hvis ikke han bliver berømt for andet, kan han i det mindste blive berømt for at være en af de få, der er vendt tilbage fra hinsides, endda ved godt helbred.... engang...
Der er bare nogen, der kan komme af sted med og overlever hvad som helst, altså... undtagen bureaukratiet!….

Hjerte kvababbelser

Med EM 2008 lige rundt om hjørnet (og hvor glæder jeg mig! Det bliver en kanonsommer!!!), blev jeg opmærksom på en meget alvorlig sag: jf. en ny tysk undersøgelse offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift New England Journal of Medicine, bliver mænds risiko for at få et hjerteanfald tre gange større fra dommeren fløjter en vigtig fodboldkamp i gang og indtil han fløjter den af – 90 minutters højspænding. Så pas nu på de herrer!…

Men da jeg jo er kvinde og tilsyneladende kan hidse mig op uden større helbredsrisiko, vil jeg straks gå i gang med at øve mig til EM: ”Dommeren er DUM! Dommeren er en TYVEKNÆGT! Vi bliver bestjålet! Portu-gal! Portu-gal! Cris-ti-ano! Kom nu, min dreng, og gør noget smukt, kom nu! Cris-ti-ano! Cris-ti-ano! Cris-ti-ano!... Tiago, man, gå så efter bolden… ja, dén runde tingest, der ruller rundt på græsset… derover, man! DÉROVER!”

Er der postafgang eller hvad?
Man tror, at i Tyskland er alt “Ordnung muss sein” (overs..: ”der må være orden”), og engang imellem bliver man overrasket over det fravær af orden, der gør sig gældende netop dér.
Jeg læste for nylig om en begivenhed, der for mig , der elsker at modtage post, er at betragte som et sandt mareridt. Hvis der er postbudestrejke, accepterer man nødtvungent, at posten ankommer med et par dags forsinkelse. Men hvad nu hvis postbuddet boykottede udleveringen? Det var præcist det, der skete i den bayerske by Straubing. En 21-årig frøken postbud var for dovn til at uddele posten, og for at undgå det tog hun det med hjem. I alt 10.000 breve forsvandt, og 150 var på samme vej, da hun tilfældigvis blev taget så at sige med bukserne nede af politiet, da hun var ved at lægge dem i bilen efter en ”arbejdsdag”.
Jeg håber ikke mit postbud får nogen ideer!… Hørte De det?!…
(foto: postkasser på Fanøy, Norge)

Jeg kan ikke li’...
Hvis jeg spurgte jer, hvad I bedst kan li’ ved en partner, ville I sikkert fremhæve forskellige træk. Og hvis jeg spurgte jer om, hvad I bliver mindst tiltrukket af, eller hvad I mindst kan li’ eller måske ligefrem finder mest ulækkert hos en potentiel partner, ville I sikkert påpege nogle af de egenskaber, som blev nævnt i en ny dansk undersøgelse foretaget af netportalen Parship.dk. Her fik en anden religion en første plads – 22,6% svarede, det var udelukket at få en kæreste af anden religiøs overbevisning. Andre yndlingsaversioner er angiveligt manglende humor, nærighed, dårlige tænder og dårlig ånde, stor overvægt, i mændenes tilfælde duller, de på engelsk såkaldte ”bimbos” (det er altså løgn!…) og i kvindernes tilfælde mænd med hår på ryggen og skørtejægerne. He, he, det siges, at selv snorken er nemmere at acceptere.

God Valentinsdag!
(fotos: frkhimmelblaa)

Kærestesorger
Og vi vender tilbage til det fascinerende japanske samfund for at tale om et emne, alle kender til, nemlig kærestesorger. Hvem ved ikke, hvor ondt det gør, når en kæreste pludseligt slår op bare uden videre? Verden stopper bogstaveligt op, og man mister koncentrationsevnen. Og føler sig syg. Men dagligdagen kræver vores opmærksomhed, som om intet var hændt, og man kan ikke undgå at skulle fortsætte med de sædvanlige opgaver, stå op for at gå på arbejde, osv., osv.
Men ikke i Japan! Eller i hvert fald ikke i kosmetikfirmaet Hime & Company, hvor den administrerende direktør (en kvinde, måske?) er forstående og udmærket godt ved, at ulykkelige medarbejdere ikke yder deres bedste eller finder på undskyldninger for at blive hjemme. Derfor introducerede man i firmaet et system a la en sygemelding for dem, der har et knust hjerte efter et endt forhold: medarbejderne under 25 år har ret til en “sygedag”, dem mellem 25-30 har to dage, og dem over 30 har 3 dage, hvor de kan “slikke sårene”. Ideen med at opdele det i forskellige aldersgrupper er såre enkel (og det gør ondt!): de 20-årige har nemmest ved at finde kærester, så antagelig lider de ikke nær så meget som de 30-årige, der har vanskeligere ved at finde en ny kæreste.
Som et andet revolutionerende initiativ for at forebygge pjækkedage har man skabt 2 fri formiddage om året, lige ved udsalgsstart (I kid you not!).
Nå, men jeg kunne godt tænke mig at kunne tage en fridag, når vejret er godt, eller når jeg pludseligt har lyst til at lave noget helt andet, og det at gå på arbejde ikke lige virker ligefrem fristende.

Du er alt for grådig!…

Et af de mundheld, der tit blev sagt derhjemme, da jeg var barn, var noget i retning ”du har større øjne end mave”, i den forstand, at man havde været for grådig og taget mere på tallerkenen, fordi det så velsmagende ud, end man egentlig var sulten nok til at fortære.

Imidlertid var det først for nylig, jeg forstod baggrunden for det hån, en sådan handling medførte hos de voksne – og i modsætning til, hvad jeg troede, handler det ikke om den moralske myte om ”du burde skamme dig: her smider vi mad ud, mens så mange mennesker sulter” men om de endnu alvorligere konsekvenser, det kan få at levne på tallerkenen.

Det var i hvert fald hvad en serietyv i Tyskland måtte sande, da han langt om længe blev taget i byen Darmstadt, fordi han havde efterladt en halvspist pølse i et kontor, hvorfra han havde taget nogle penge.Det var den pølse, han ikke fik spist færdig og i al sjuskethed efterlod sig, der gav politiet de afgørende dna beviser – bare lidt spyt er mere end tilstrækkeligt nu om dage - til at forbinde ham med flere indbrud i den seneste tid.

Det betaler sig ikke at være kriminel – og åbenbart heller ikke at være grådig med maden.

Sidste kald...
Jeg er noget neurotisk, når jeg skal rejse: jeg kan godt li’ at ankomme til lufthavnen i vældig god tid, checker ind med det samme, holder mig orienteret på skærmene om, hvilken gate jeg skal tage hen til og tager dertil så snart gaten åbner, for at undgår stress og forvirring.
Så sidder man dér og læser og kigger ind i mellem på uret, og på et tidspunkt starter boarding. Og boardingen slutter. Og underligt nok er der altid en passager, der mangler, før vi kan lette til rette tid og endelig bliver denne (eller disse) person(er), som må have forvildet sig i duty free kosmetik eller sprutafdelingen, kaldet over højtaleren: “mr. Fujimura, flight bla bla bla to bla bla bla, please go to the gate”… “last call for mr. Fujimura, flight bla bla bla to bla bla bla”.
Ifølge kilder i Københavns Lufthavn (på billederne) sker dette (sid nu godt fast, så I ikke falder ned) ca. 340 gange om dagen!
Men – heldigvis for dem som mig, der hader at vente på de mere distræte – er det nu snart slut: om lidt vil den meget avancerede Københavns Lufthavn introducere microchips – eller RFID-tags, som disse vidundere hedder på teknisk sprog – i boardingkortene, for at undgå, at passagerene render forvildede rundt. Chippen muliggør at lokalisere passagerene automatisk, og hvis man opdager, de stadig render rundt tæt på boardingtidspunktet, vil de modtage en advarende sms eller telefonopkald.
Genialt! Det er simpelthen genialt!

Sometimes it’s better to chew than talk
Kan I huske den Stimorolreklame, der gik I fjernsynet og i biograffen for nogle år siden, hvor en fyr kommer med en eller anden dum bemærkning til en anden om den andens skjorte og først bliver klar over sin bommert efterfølgende? Da jeg jo går ind for at tænke sig godt om, før man taler, bliver jeg altid overrasket, når nogen siger et eller andet utilgiveligt vrøvl.
Som det var tilfældet for hr. Lenny Kravitz, der for nylig er blevet en ”nonne” og kom til pressen med udtalelser om, at han fremover vil blive mere krævende, da han er kommet til et tidspunkt i sit liv, hvor kvinderne skal byde på mere hjerne og personlighed og ikke kun et godt udseende. Og han har besluttet sig for at leve i cølibat foreløbigt de kommende 3 år – eller indtil denne drømmekvinde med en IQ på 150 dukker op og gifter sig med ham?…
Nå, lad mig lige se, hvem hr. Kravitz har været kæreste med i årenes løb: Madonna, Lisa Bonet, Natalie Imbruglia, Penelope Cruz… hmmm… helt bestemt kun krop. Eller?… :-)Det ville nok være bedre, hvis han havde holdt sin mund… eller koncentrerede sig om at lave det, han er bedst til, nemlig at synge.

I sneglefart
Her er så en udfordring til dem af læserne, der er gode til matematik, hvilket jeg med det samme må indrømme ikke ligefrem er min stærkeste side.
Jeg læste forleden, at en snegl sommetider kan være hurtigere end postbuddet. Dette apropos en sag fra Polen, hvor en it-fyr begyndte at regne på det, da han fik et anbefalet brev dateret fra 20. december først 3. januar. Ved at regne antal timerne brevet var undervejs (294) og afstanden (11,1 km mellem afsender og modtager), kom han frem til, at at brevet blev transporteret med en hastighed på 0,03755 km i timen. En ganske almindelig snegl bevæger sig til gengæld jf. samme fyr gennemsnitligt 0,048 km i timen.
Men har han mon regnet rigtigt? Som sagt er det praktisk talt umuligt for mig at tjekke det resultat efter. Men hvis det er korrekt, må det være rigtig skidt reklame for Postvæsenet.

At føle sig fri
Ved første øjekast ser det måske ikke sådan ud, men jeg er – og har altid været – en ekstremt reserveret person. Som barn holdt jeg mig for mig selv uden at sige et kvæk eller på anden vis gøre mig bemærket overfor fremmede. Så jeg har altid beundret dem, der føler sig bedre tilpas og synes at stole på andres accept.
Som et vennepar, der besøgte os i sidste uge. Vi ses 1-2 gange om året, og det giver altid anledning til en vis tilbageholdenhed til at starte med, og som fordamper efterhånden som timerne skrider frem i samværet med hinanden.
Denne gang var det deres børn på 5 og 10 år, der først udviste tegn på øget tilpashed: de var de første til at blive færdige med maden, og da de ikke orkede at blive siddende og lytte til de voksnes snak, spurgte de, om de kunne se tegnefilm. Fint, fint: jeg satte dem foran skærmen, og før jeg endda nåede at tilberede dem nogle snacks, kom den yngste og spurgte, om ikke jeg havde noget slik til dem – det vat jo fredag, og de skulle åbenbart ikke snydes for noget godt, bare fordi de var i byen :-)
Forældrene følte sig også efterhånden hjemme, mens tiden gik. Børnenes mor gik lige ind på kontoret, hvor børnene sad og så tegnefilm for at se til dem; og hun vendte tilbage med en bog under armen: hun havde fundet på min reol en bog, hun havde hørt om, og som hun kunne tænke sig at låne. Og for at fuldende en afslappet aften, mens børnene allerede sov i sofaen og i gæstesengen, rejste faren sig pludseligt og gik hen til computeren, som han på eget initiativ tændte for at vise os et eller andet på nettet.
Jeg må indrømme, at min første reaktion var en blanding af forundring og overraskelse, men jeg ville ønske, at jeg selv en dag formåede at føle mig så afslappet ude!

Naturens vidundere
Jeg opdagede for nylig en fantastisk anatomisk kendsgerning… eller rettere… opdagelsen var ikke ligefrem min men en gruppe forskers – jeg læste kun en artikel om den. De målte kranier på 3.000 forsøgspersoner og konkluderede i en artikel offentliggjort i bladet Inderscience International Journal of Vehicle Safety, at kvindens hjerneskal i gennemsnittet er tykkere end mandens, nemlig 7,1 mm overfor mandens 6,5 mm.
Hvorfor mon? Har I nogle forslag? For jeg kan kun komme i tanke om lidet konstruktive hypoteser som at være forberedt på det værste som at skulle overleve hustruvold…
(foto: Thomas Borberg)

Hva’ for en service?!...
Som I nok har lagt mærke til, så har jeg en ekstremt positiv holdning til Danmark, hvor jeg efterhånden har boet i en del år, hvor livet og samfundet er ret gode, og hvor jeg altid har følt mig velmodtaget og tilpas. Men der er et emne, jeg bliver nødt til at beklage mig over: nemlig serviceniveauet, eller rettere, den manglende servicementalitet i dette land, som bryster sig af ”ikke længere at være et industrisamfund men et servicesamfund”.
Imidlertid må det være en joke!… Jo da, der er servicefunktioner, men nogen må have glemt at opdrage sektoren til at udvikle de absolut nødvendige egenskaber som venlighed, hjælpsomhed, tjenestevillighed og hjertelighed i forhold til kunderne. Med andre ord ser mundheldet ”kunden har altid ret” ud til at være bortrejst (hvis det nogensinde har ”landet” her).
Så megen vrede inspireret af en oplevelse, jeg var ude for forleden (og som ingenlunde er unik heromkring): vi har en pensionsopsparing i et rimelig velrenommeret pengeinstitut, og for nogle dage siden ringede jeg dem op med henblik på at få lavet fordelingen mellem forskellige pensionsordninger om. Jeg havde i forvejen sendt dem et brev om det samme for mere end halvanden måned siden (regler er nu engang regler, og den slags må ikke ordnes per mail eller telefon, da de kræver underskrifter; fint nok.), og jeg vil endda glemme den uanselige detalje, at de slet ikke havde reageret på brevet, så jeg nu måtte henvende mig til de herrer igen, denne gang telefonisk. Men jeg var så uheldig, at jeg fik den mest uforskammede konsulent i røret, der kun manglede at kalde mig idiot grundet min valgte prioritering: hun bad om forklaringer, var diskussionslysten, og fremhævede gentagne gange, at ”det virkede fjollet” (citat, altså!). Jeg prøvede at bevare roen længst muligt og svare i en forretningsmæssig, nøgtern tone, men til sidst blev jeg nødt til at blive mere bydende og bede hende om at gøre, som jeg havde anmodet om.
Men var dette altså overhovedet nødvendigt? Rådgivning er helt i orden og kan være nødvendig, og jeg har meget lidt økonomisk sans. Men hun er til for at assistere kunderne, som trods alt betaler hendes nok ikke så beskedne løn. Og man holder næppe på dem ved hjælp af grovhed.
…
Hun var nok en af dem, der ikke kender – og hvis hun kender, praktiserer hun det i hvert fald ikke – mundheldet om at ”kunden har altid ret”.

Tra la la la la la
Tra la la la la la, tra la la la la la

Tra la la la la la laaaa

Tra la la la la la

(I gættede det: vidunderdrengen har fødselsdag i dag, hvilket altid bliver fejret her med pomp og pragt!)

TILLYKKE MED FØDSELSDAGEN, ‘BETTE’ CRISTIANO!