onsdag, februar 13, 2008


Kærestesorger
Og vi vender tilbage til det fascinerende japanske samfund for at tale om et emne, alle kender til, nemlig kærestesorger. Hvem ved ikke, hvor ondt det gør, når en kæreste pludseligt slår op bare uden videre? Verden stopper bogstaveligt op, og man mister koncentrationsevnen. Og føler sig syg. Men dagligdagen kræver vores opmærksomhed, som om intet var hændt, og man kan ikke undgå at skulle fortsætte med de sædvanlige opgaver, stå op for at gå på arbejde, osv., osv.
Men ikke i Japan! Eller i hvert fald ikke i kosmetikfirmaet Hime & Company, hvor den administrerende direktør (en kvinde, måske?) er forstående og udmærket godt ved, at ulykkelige medarbejdere ikke yder deres bedste eller finder på undskyldninger for at blive hjemme. Derfor introducerede man i firmaet et system a la en sygemelding for dem, der har et knust hjerte efter et endt forhold: medarbejderne under 25 år har ret til en “sygedag”, dem mellem 25-30 har to dage, og dem over 30 har 3 dage, hvor de kan “slikke sårene”. Ideen med at opdele det i forskellige aldersgrupper er såre enkel (og det gør ondt!): de 20-årige har nemmest ved at finde kærester, så antagelig lider de ikke nær så meget som de 30-årige, der har vanskeligere ved at finde en ny kæreste.
Som et andet revolutionerende initiativ for at forebygge pjækkedage har man skabt 2 fri formiddage om året, lige ved udsalgsstart (I kid you not!).
Nå, men jeg kunne godt tænke mig at kunne tage en fridag, når vejret er godt, eller når jeg pludseligt har lyst til at lave noget helt andet, og det at gå på arbejde ikke lige virker ligefrem fristende.