Men til mobilen er der altid
Jeg har altid været lidt fascineret af det fænomen fra favelaerne og de fattigste lande, hvor der til trods for den ekstreme, pinagtige armod – hvor man sulter, klæder sig i hulet tøj og ingen sko har, ikke har råd til at betale for de mest basale behov som lægehjælp, skolegang, osv. og lever i kummerlige psykosociale forhold – så er der altid et fjernsyn. Og, jf. hvad jeg har læst, er der også mindst en mobiltelefon per genstand.
Ifølge en artikel jeg læste forleden i Metroxpress, påstås der i en FN rapport, at mere end halvdelen af alle mobilbrugere (58% for at være præcis) er at finde i de såkaldte udviklingslande. Det siges, at i Uganda alene har antallet af mobiltelefoner vokset fra nul til 1.5 millioner (!) de sidste 10 år. Og når europæere kommer den vej forbi eller et hvilket som helst andet ufremkommeligt sted i verden, det folk vil have er mobiltelefoner.
I ovennævnte artikel påstod man, at det var meget billigt at ringe i disse lande, men det må da koste noget. Og det er ikke for at være fordomsfuld, for jeg ved udmærket godt, at befolkningen i de lande lider meget under nøden. Og jeg har endda forståelse for, at de kan have behov for at tale med venner og forretningsforbindelser langt væk. Men kan nogen forklare mig, hvordan det kan være, man har penge til at købe taletid for men ikke til at købe brød og mælk og tapioca?