Hva’ for en service?!...
Som I nok har lagt mærke til, så har jeg en ekstremt positiv holdning til Danmark, hvor jeg efterhånden har boet i en del år, hvor livet og samfundet er ret gode, og hvor jeg altid har følt mig velmodtaget og tilpas. Men der er et emne, jeg bliver nødt til at beklage mig over: nemlig serviceniveauet, eller rettere, den manglende servicementalitet i dette land, som bryster sig af ”ikke længere at være et industrisamfund men et servicesamfund”.
Imidlertid må det være en joke!… Jo da, der er servicefunktioner, men nogen må have glemt at opdrage sektoren til at udvikle de absolut nødvendige egenskaber som venlighed, hjælpsomhed, tjenestevillighed og hjertelighed i forhold til kunderne. Med andre ord ser mundheldet ”kunden har altid ret” ud til at være bortrejst (hvis det nogensinde har ”landet” her).
Så megen vrede inspireret af en oplevelse, jeg var ude for forleden (og som ingenlunde er unik heromkring): vi har en pensionsopsparing i et rimelig velrenommeret pengeinstitut, og for nogle dage siden ringede jeg dem op med henblik på at få lavet fordelingen mellem forskellige pensionsordninger om. Jeg havde i forvejen sendt dem et brev om det samme for mere end halvanden måned siden (regler er nu engang regler, og den slags må ikke ordnes per mail eller telefon, da de kræver underskrifter; fint nok.), og jeg vil endda glemme den uanselige detalje, at de slet ikke havde reageret på brevet, så jeg nu måtte henvende mig til de herrer igen, denne gang telefonisk. Men jeg var så uheldig, at jeg fik den mest uforskammede konsulent i røret, der kun manglede at kalde mig idiot grundet min valgte prioritering: hun bad om forklaringer, var diskussionslysten, og fremhævede gentagne gange, at ”det virkede fjollet” (citat, altså!). Jeg prøvede at bevare roen længst muligt og svare i en forretningsmæssig, nøgtern tone, men til sidst blev jeg nødt til at blive mere bydende og bede hende om at gøre, som jeg havde anmodet om.
Men var dette altså overhovedet nødvendigt? Rådgivning er helt i orden og kan være nødvendig, og jeg har meget lidt økonomisk sans. Men hun er til for at assistere kunderne, som trods alt betaler hendes nok ikke så beskedne løn. Og man holder næppe på dem ved hjælp af grovhed.
…
Hun var nok en af dem, der ikke kender – og hvis hun kender, praktiserer hun det i hvert fald ikke – mundheldet om at ”kunden har altid ret”.