Hvorfor binde dem ind? Hvorfor?!…
I dag vil jeg tale om en yndlingshad – selvklæbende indbindingspapir til bøger. Det er et produkt jeg aktivt boykotter siden jeg flyttede hjemmefra; det kommer simpelthen ikke ind af døren her hos mig!
Hvorfor denne afsky overfor en uskyldig papirafdelingsgenstand? Det er dér I tager fejl: jeg elsker papirafdelingsgenstande i al almindelighed, med det er INTET uskyldigt ved selvklæbende indbindingspapir. Og jeg siger det med udgangspunkt i mange års erfaring. For da jeg var barn, fra jeg startede i skole og frem til de sidste år i gymnasiet, hvor jeg kom ind i noget ungdomsoprør og simpelthen nægtede at lade skolebøgerne kompulsivt binde ind, blev det betragtet derhjemme som noget obligatorisk, og man måtte aflevere bøgerne hos det moderlige ophav og se dem blive bundet ind i det selvklæbende indbindingspapir, denne post omhandler.
Glæden ved at have splinternye bøger blev således kortvarig: så snart de blev genstand for indbinding, var der altid mindst en irriterende luftboble, der beskæmmede deres udseende, hvilket aldrig har passet ind i min perfektionistiske ånd.Og for at sige det som det er, så har jeg aldrig fattet, hvad ideen var med at binde skolebøgerne ind: pensumet ændrede sig fuldstændig fra år til år, så ingen kunne i sagens natur nå at arve dem, så i princippet var det kun meningen og nødvendigt for dem at vare et skoleår – mit!…
Jeg udviklede således dette trauma, denne aversion mod selvklæbende indbindingsplastik, som åbenbart stadig sælges selv i de mest velrenommerede boghandlere. Og den dag i dag kan jeg stadig ikke tåle synet af den. Og hvor mange gange har jeg ikke været på nippet til at lave en scene hos den lokale boghandler, når jeg i papirafdelingen støder på en mor, der i starten af skoleåret er ved at sætte flere ruller selvklæbende indbindingsplastik i indkøbskurven. Jeg har bare lyst til at spørge: ”men hvorfor? Hvorfor?!…”
Og for dem, der stadig insisterer på at binde bøgerne ind, er der sikkert ubrugelige tips til, hvordan luftbobler undgås. Dårlig nyt: de kan de ikke!… Ha!