At føle sig fri
Ved første øjekast ser det måske ikke sådan ud, men jeg er – og har altid været – en ekstremt reserveret person. Som barn holdt jeg mig for mig selv uden at sige et kvæk eller på anden vis gøre mig bemærket overfor fremmede. Så jeg har altid beundret dem, der føler sig bedre tilpas og synes at stole på andres accept.
Som et vennepar, der besøgte os i sidste uge. Vi ses 1-2 gange om året, og det giver altid anledning til en vis tilbageholdenhed til at starte med, og som fordamper efterhånden som timerne skrider frem i samværet med hinanden.
Denne gang var det deres børn på 5 og 10 år, der først udviste tegn på øget tilpashed: de var de første til at blive færdige med maden, og da de ikke orkede at blive siddende og lytte til de voksnes snak, spurgte de, om de kunne se tegnefilm. Fint, fint: jeg satte dem foran skærmen, og før jeg endda nåede at tilberede dem nogle snacks, kom den yngste og spurgte, om ikke jeg havde noget slik til dem – det vat jo fredag, og de skulle åbenbart ikke snydes for noget godt, bare fordi de var i byen :-)
Forældrene følte sig også efterhånden hjemme, mens tiden gik. Børnenes mor gik lige ind på kontoret, hvor børnene sad og så tegnefilm for at se til dem; og hun vendte tilbage med en bog under armen: hun havde fundet på min reol en bog, hun havde hørt om, og som hun kunne tænke sig at låne. Og for at fuldende en afslappet aften, mens børnene allerede sov i sofaen og i gæstesengen, rejste faren sig pludseligt og gik hen til computeren, som han på eget initiativ tændte for at vise os et eller andet på nettet.
Jeg må indrømme, at min første reaktion var en blanding af forundring og overraskelse, men jeg ville ønske, at jeg selv en dag formåede at føle mig så afslappet ude!