Regn vs. Butikker: 1-30
Og mens telekommunikationerne og biavlen synes at have lidt under sommerens intense regn – tillige med iskiosker, forlystelsesparker og andre udendørs attraktioner – synes den regnfulde sommer derimod at blive fejret i detailhandlen som helhed. Ja, fordi hvordan kan man bedst bruge tiden, mens der er byger, end ved at shoppe, hvilket i sig selv potentielt udgør en kraftfuldt trøster, ikke sandt?
Ifølge mine kilder var det først og fremmest tøjbutikker og møbelbutikker, der har profiteret allermest af det skamfulde vejr, vi har haft gennem 2/3 af sommeren.
For ikke at tale om solcentrene, selvfølgelig: det kan være, solen ikke skinner udenfor, men man går under ingen omstændigheder ikke glip af at blive ”solbrun”.

Regn vs. Bier: 1-0

(og det med resultaterne kommer slet ikke apropos Benficas sejr over FCK i går aftes; jeg kommer fra Lissabon men er ikke Benfica fan. Jeg foretrækker grønne ting (min klub er Sporting, og grønt er klubbens farve) som græs, blade, firben, Pisang Ambon osv. Ok, jeg kan faktisk ikke li’ Pisang Ambon, men af en eller anden grund var det cool i 80erne, og jeg kunne ikke komme i tanke om andre grønne ting…)

Ifølge dem, der har forstand på det, så har bierne ligeledes lidt under de syndflodagtige regnmængder, vi har haft i juni og juli. Efter en mild vinter, som på alle måder var aldeles godt for deres formering og endda for produktionen af lidt forårshonning, med så megen regn er bierne trukket indenfor til bistaderne og har ikke bestøvet hvidkløverets lindetræernes blomster og mælkebøtterne.

Man regner således med, at de kommer til at producere betydelig mindre honning i år i forhold til tidligere år med mere solrige somre.

Det behøvede ikke at være enten-eller, altså!… Det med ekstremer er ikke særlig praktisk.

Regn vs. Nettet: 1-0

Jeg læste for nylig en overskrift, der vakte min opmærksomhed. Der stod: ”Regn vs. Nettet: 1-0”. Og jeg citerer videre: ”’Blame it on the rain’, sang Milli Vanilli i et hit fra slutfirserne. Det samme kan landets internetforbrugere gøre for tiden.” Dette fordi de ”syndfloder”, vi har haft i løbet af sommeren åbenbart har efterladt en hel del mennesker uden telefonforbindelse og Internet.

Ok, jeg må indrømme, at det ikke ligefrem har været lette byger, men hvordan er det muligt, at der på nuværende tidspunkt, hvor alt kan lade sig gøre, og i et så udviklet og teknologisk overlegent land som Danmark, endnu ikke er kommunikationssystemer, der kan hæve sig over vejrets luner og forhold som lynnedslag, regnskyl, oversvømmelser og lignende?

Vi fik Mennesket oppe på Månen i 1969, kan splitte atomet, gennemføre reagensglasbefrugtninger, manipulere DNA og udføre næsten alle slags transplantationer, men regner det mere end sædvanligt, og vi vender tilbage til stenalderen…

Anden rapport
Til de navngivne og unavngivne fans, som har bakket mig op ved siden af vejen i bedste Tour de France-stil, og som har råbt ”kom nu!”, ”ha’ mod på det! Og altid ligefrem!”, ”du kan gøre det!” en kæmpe TAK!
Jeg er blevet ved med at træne mere eller mindre hver anden dag, og ved syvende træningssession på min endnu flotte cykel uden buler kan jeg nogenlunde finde balancen, kan sætte bevægelsen i gang selv, er endnu ikke faldet, har endnu ikke slået knæet eller albuen. Jeg har fået lidt mere fart på (er gået fra snegle til skildpadde, lad os sige det sådan), men alligevel blev jeg for nylig næsten overhalet af en 5-6-årig pige, åbenlyst også ved at lære at cykle med faren ved sin side, cykelhjelm og støttehjul på den lille lyserøde cykel. Jeg var næsten ved at miste modet, men jeg mistede det ikke helt, da det jo ikke er min skyld, jeg ikke fik det lært, da jeg var i hendes alder og først er ved at lære det nu.
Opbremsningerne er stadig min akilleshæl (udover det at tænke for meget over, hvad andre tænker, når de ser mig komme vaklende på cyklen): hvis jeg bliver nervøs eller ser nogen nærme sig, persevererer i samme automatiske refleks: enten glemmer jeg hvordan man bremser og hopper af, eller jeg laver en brat opbremsning og – I har gættet det – hopper af (frit valg) til min ”lærers” fortrydelse.
Det med at lære noget som ”gammel hund” er ikke så ligetil endda. Måske vil jeg en dag få det nemmere ved at cykle og komme til at ligne en af de ”indfødte” danskere, som kan cykle med øjnene lukkede, uden hænder og fødder, hvis det skulle være. Som en fyr jeg så forleden dag, der læste avis, mens han cyklede!…

Kærligheden (suk)!…
Og apropos kærligheden...
Kærligheden kender som bekendt ingen grænser. Og i dyreriget, hvor der ikke er synderlige tabuer, kender den måske endnu færre. Et levende eksempel herpå er Eclyse (på billedet), produkt af en kærlighedsaffære mellem en hingst og en zebra på en gård i det romantiske Italien sidste år. Dette væsen, en blanding af zebra og hest, en zest måske, hvid og stribbet (visse steder), lever på en tysk safaripark.
Sød eller bizar? Jeg kan ikke bestemme mig. Hvad synes I?
(foto: Reuters)

Uden at tænke
”Kærlighed er stimulans for hjertet, samtidig med at forstanden lokalbedøves”.

Sacha Guitry

Jeg er glad for, at mennesket evner at forelske sig, at elske. Især i vore dage, hvor alt planlægges rationelt og til den mindste detalje flere år i forvejen: hvilken uddannelse man skal tage, på hvilken læreanstalt, hvornår man skal giftes, købe hus, få sit første barn, købe bil, skifte job, få sit andet barn, skifte bil, flytte til et nyt hus, osv., osv.
Kærligheden, forelskelsen er måske et af de få områder i livet, som umuligt kan planlægges. At forelske sig beskrives som Amors pil, der tilfældigt rammer det hjerte, han begunstiger at ”sætte i brand”. Og sommetider forelsker man sig i den, man mindst forventede.
Det var tilfældet, da jeg begyndte at komme sammen med min mand, som jeg havde været venner med i flere år forinden. Og selv i de første år af vores ægteskab kunne vi finde på at vende os til hinanden og udbryde overrasket: ”os to – hvem ville have tænkt det?…”
Jeg ville ikke have fundet et bedre parti, hvis jeg selv havde valgt det med fornuften og velovervejede logiske refleksioner, tværtimod.
Er det aldrig sket for jer at miste forstanden?

Google Earth
Apropos Congo, som vi for nylig talte om pga. Tintin...
...er det slut med behovet for ekspeditioner til potentielt farlige steder, hvor man kan få trælse tropesygdomme ved insektbid, og hvor der er farlige dyr ved hvert gadehjørne og under hvert sten. Ifølge magasinet New Scientist vil det inden længe blive muligt ikke kun at se eksotiske steder via Google Earth-hjemmesiden men også at høre de lyde, der hører til dér. Junglelydene fra Amazonregnskoven, fra et vandfald eller fra havet, eller mindre heldige lyde af bombesprængninger i krigsområder.
Så hvis jeg en skøn dag fortæller, at jeg lige har været i Afrika (hvor jeg ikke kunne drømme om at sætte fod på grund af de ovennævnte faktorer – trælse sygdomme og farlige, giftige dyr) bliv ikke overrasket, da alt nu er muligt med den rette teknologi…

Jeg forsikrer dig
Og fra et ekstrem til et andet: jeg vil ikke tale om livsforsikringer men om bryllupsforsikringer, som får en stadig større marked. Ideen, som allerede anvendes i Norge og England, er at være forsikret i tilfælde af, at man bliver nødt til at aflyse brylluppet i sidste øjeblik. Det virker for godt til at være sandt, da det er forsikringsbranchen, vi taler om (!), og der altid er innovative undtagelser for at undvige at skulle give forbrugerne erstatning, men ifølge mine kilder dækker forsikringen alt fra, at brudens mor knækker en negl, til at hendes far bliver syg, til at brudgommen bliver invalid (hvordan det da?!…), til at vejrudsigten forudsiger regnskyl til selve dagen, hvor ceremonien skulle finde sted. Den dækker endda i tilfælde af, at bryllupskagen skulle forulykke.
Flere og flere brudepar tegner en sådan forsikring; det siges at det er den eneste måde, hvorpå man undgår at miste de stadig større summer penge investeret i den store dag.
Hmmm… jeg ved ikke… jeg er ikke overbevist.
(foto: fartoolittleattention @flickr.com)

R.I.P. (rest in peace)
Efter eksplosionen i dødsturismen, som jeg tidligere har refereret, skal døden til at gå i luften! Ja, i forstod det ret: I LUFTEN. Nå, I forstod det ikke? I don’t blame you. Så vil jeg straks forklare: der er allerede shoppingskanaler, sportskanaler, tegnefilmkanaler, natur- og videnskabskanaler, gør-de-selv-kanaler, filmkanaler, madlavningskanaler osv., osv. Men hvis I troede, at alle muligheder var udtømt, tog I fejl. I Tyskland åbner snart en dødskanal. Og jeg taler ikke om programmernes kvalitet eller speakernes og værternes manglende spontanitet og evner men om kanalens morbide fokus og indhold.
Den pågældende kanal, EosTV, planlægger fra efteråret at sende dokumentarfilm fra berømte kirkegårde, kirkegårdsreportager, nekrologer, diverse dokumentarfilm om døden, begravelsesritualer, hospicer, livsforsikringer, mindeord om afdøde pårørende (for 18.000 kr. kan man nemlig købe et 30 sekunder lang mindeordsindslag, der vil rulle over skærmen i alt 10 gange) – og forbrugertips om plejehjem (hvor der døs mest, eller netop hvor risikoen ikke er så udbredt?!). 24 timer i døgnet.For at fuldende denne makabre latterlighed manglede der bare, at den så dagens lys næste gang der er fredag den 13., ikke?

Chikane mod de arbejdsløse
“Ingenting at lave er det mest opslidende i verden, for man kan ikke lægge det fra sig og hvile lidt” Anonym

Ifølge de officielle statistiker er der i øjeblikket kun 3% arbejdsløshed i Danmark. Og det er kun glædeligt, da det ikke er spor sjovt at være arbejdsløs, slet ikke i et land, hvor selektiv tolerance praktiseres (det vil sige overfor nogle ting og ikke andre). Fra tid til anden kommer der et indslag i avisen om arbejdsløsheden eller den arbejdsløse. Denne mistænkeliggøres: ”det er kun dem, der ikke vil arbejde, som ikke arbejder”, siger man populært. Og der mangler ikke forslag til, hvad de burde bruge deres tid på: rengøre graffiti, rengøre gaderne, rengøre skovene, rengøre strandene. Og det seneste forslag synes at have til formål på samme tid at få dem til at føle sig fortjent til de offentlige ydelser og bekæmpe dræbersnegleplaget (disse blev indtil for nylig kaldet ”iberiske skovsnegle”, da man troede de kom fra halvøen af samme navn; indtil nogen kom i tanke om at undersøge, om de i det hele taget findes i den Iberiske Halvø, hvilket viste sig ikke at være tilfældet alligevel; nå men det var bare en lille sidebemærkning), som har angrebet de danske haver i de senere måneder: man kunne få de arbejdsløse til at fange dræbersneglene.
Jeg er ikke fuldkommen uenig i, at man bør sætte folk, der midlertidigt er ude af arbejdsmarkedet, igang med at udføre væsentlige samfundsmæssige opgaver – alle kan li’ at føle sig nødvendige - men det er denne nedladende tone, man lægger for dagen, som jeg reagerer på, som om nogle mennesker var mere værd end andre. Det er jeg nemlig ikke enig i!

Balance over den første uge på to hjul
Som I ved, besluttede jeg mig for at lære at cykle – en bedrift, jeg ikke fik mulighed for at opnå som barn, men som jeg har taget tilløb til i lang, lang tid. Købet af en kanonflot cykel forseglede min beslutning.
Indtil videre har jeg haft 4 træningssessioner, 2 var ret intensive her i weekenden, og alle var med min mands uundværlige hjælp og støtte; han er en erfaren cyklist. Jeg finder den største udfordring af alle at opnå og opretholde en fornemmelse af balance, men jeg er meget tæt på at få den og klare det. Jeg kan dreje nogenlunde i stedet for at stoppe, holde cyklen og vende den manuelt for at ændre retning.
De næste udfordringer bliver at finde balancepunktet uden nogen som helst støtte, få mere fart på og samtidig bevare oplevelsen af kontrol over situationen samt lære at bremse mere galant, frem for at gøre det brat og hoppe af cyklen for livet, hvilket hidtil har været mit ”speciale”.
Indtil nu:

- fald: 0
- behandlingskrævende sår: 0
- blå mærker: 0
- arrige tårer: nogle
- ømme muskler: flere
- stolte smil: enkelte
- sved: i spandevis.

To be continued…
Jeg er topmotiveret og fuld af mod på det. Ønsk mig held og lykke - igen, de føles jo så godt : )

Til de mødre af børn med teknisk ekspertise
Og for ikke at de mødre af disse teknologiske genier kommer til at føle sig ret meget ved siden af, når de hører deres børn tale om deres fantastiske oplevelser på Playstation 3 eller på computeren, har AOL og All You Magazine i New York begyndt at udbyde kurser i computerspil for mødre. En måde hvorpå, de kan blive bedre til at forstå og komme på bølgelængde med deres børn.
Eksamenen består i en spillekonkurrence mellem de forskellige deltagende mødre. Vinderen får en Nintendo DS, og man forstiller sig, at vedkommende er klar til at tage hjem og udfordre afkommet i en runde computerspil.
Men hvem har mon tid til at melde sig til et sådant kursus, når man ikke engang gør det derhjemme, mens man har kapaciteterne indenfor området (børnene) gratis til rådighed og samtidig kunne drage nytte af lidt kvalitetstid ved fællesspil og leg?

Eksperter

Da en veninde for nylig købte en ny fancy mobiltelefon og så sig i problemer med de nye funktioner, sagde jeg til hende, at hun kunne give den over til teenagedatteren, som sikkert ville kunne finde ud af det i løbet af nul komma nul. Det gjorde hun, og det skete præcist som forventet.

Ifølge en undersøgelse lavet af Telia og refereret af Ritzau er der tale om en generaliseret tendens. Mens mange voksne (for eksempel jeg) fortaber sig i og bliver forvirret af manualer, ser de lidt yngre et nyt apparat som noget legetøj, som de opdager efterhånden, som de prøver det af. Af de 1000 adspurgte havde to ud af fem lært at bruge mp3’eren af deres børn, en ud af frem havde lært om internetsikkerhed fra selv samme kilde, og en ud af ti var blevet lært af børnene, hvordan de kunne downloade musik og nye mobiltoner.

De afgørende forskelle mellem voksne og børn, hvad nye teknologier angår, er måske, at sidstnævnte ikke tager tingene så alvorligt og ikke er bange for eller flove over at spørge, hvis de er i tvivl, mens de voksne tænker alt for meget over prestigetab og den slags.

Et sommereventyr – 2
Har I tilfældigvis set den franske film om en forvirret ung damme, Amèlie de Monmartre, som for at udfordre fantasien hos sin lidet vovehals af en far sendte hans havenisse på en rejse rundt om i verden med en stewardesseveninde, og hvor faren i flere måneder ikke har en forklaring på de postkort og billeder af havenissen sendt fra eksotiske steder? (Hvis I ikke har set den, kan jeg kun anbefale den; jeg elskede den!)
Tilsyneladende har nogen ladet sig inspirere af det uforklarlige, forbløffende element og har således fået den sjove idé for nogle dage siden at efterlade en kæmpe Lego-mand på 2,5 meter på en hollandsk strand. Fraset undertitlen ” No Real Than You Are” på dens bryst (som vel afslører alvorlige problemer med gramatikken?…), er der endnu ikke andre spor vedrørende dens herkomst.
Et research på Google påpeger en hjemmeside (som man i øjeblikket nægtes adgang til; det ved jeg, for jeg var inde at kigge), som siges at vise den kæmpemæssige dukke, som angiveligt hedder Ego Leonard, skulle være en rejsende. Og den mangler næppe invitationer til at besøge andre steder i verden.
(fotos: Scanpix)

Fest au naturell
Hvem har ikke hørt om de ”fraternities” knyttet til universiteterne, de verdener udenfor verden, hvor de studerende lever for fest og farver? Om deres togafester, hvor alkohol rinder i linde strømme?
Ifølge New York Times, i øjeblikket er det ekstremt populært blandt universitetsstuderende ved de mest respekterede amerikanske universiteter at holde nøgenfester, hvor gæsterne tropper om, akkurat som de kom til verden – eller rettere, kun med sko på. Der drikkes og ryges og tales uden hæmninger om den åbenlyse nøgenhed og angiveligt om mere sofistikerede temaer, end man normalt gør til fest (selvom min fantasi slet ikke rækker til at forestille mig folk tale om betalingsbalancen eller Statens underskud i den mundering…). Man danser også, om end med en vis fysisk afstand. Og hvis nogen opfører sig usømmeligt (mere usømmeligt end at dukke op sådan dér?!…), bliver man inviteret til at forlade festen omgående.
Konceptet prøver på at gå imod det i vores kultur, som fremmer blufærdigheden og skammen overfor vore kroppe. Men også imod betydningen af udseendet og tøjet ved andre slags fester.
Heldigvis lod jeg universitetslivet bag mig allerede for nogle år siden, før denne trend kom til herover også!…
(foto fra togafest på Yale)

Hvilken stædighed!...
Det er helt utroligt, hvordan visse mennesker ikke ”vågner op” og opgiver de – for mig at se - åbenlyst idiotiske missioner, de har sat sig for!
Kan I huske det newzealandske par, som for nylig ville lade sønnen døbe ”4 real”? Dengang gav myndighederne dem ikke lov til det, da navnet startede med et tal.
Nå, ikke tilfredse med udfaldet, vil de nu give ham navnet ”Superman”. Og de ville spille smarte, da de overfor avisen The Herald allerede har sagt, at Superman kun er det officielle navn, da de holder på deres: under alle omstændigheder vil de kalde barnet ”4 real” derhjemme.
Har de ikke et øjeblik overvejet, at det er så nemt som ingenting at opnå at blive mobbet i skolen, og at sønnen altså ikke har brug for flere af den slags uheldige bidrag?!…

Pas på postsommerdepressionen
Hvad siger I så? Som om det ikke var nok med den uundgåelige stress, lige når man begynder på arbejdet efter sommerferien, læste jeg på første side i en avis i forgårs, at en anden overhængende trussel, når man vender tilbage fra flere ugers afslapning er, ifølge spanske forskere, postsommerdepressionen, som angiveligt rammer hver tredje med symptomer som manglende motivation, pessimisme, ulyst i forhold til arbejdet, træthed, mave- og hovedpine, muskelsmerter og isolationstendens. Dette tilsyneladende af de samme grunde som skaber postsommerstresset, som jeg talte om i forgårs: kroppen og sindet har brug for at komme op i omdrejninger, hvilket er umuligt fra den ene dag til den anden.
Eksperterne råder en til at begynde at arbejde om onsdagen (!) i stedet for om mandagen, således at man har weekenden i sigte. Til at acceptere, at det ikke er muligt at komme tilbage til ens vante høje gear og ikke få dårlig samvittighed over det og lave flere pauser de første dage, hvor man kan udveksle feriehistorier med kollegaerne. Til at planlægge nøje, hvad man vil prioritere de første dage og gå hjem til tiden. Og til at begynde at planlægge den næste ferie allerede.
Hvis det ikke var så skønt at have ferie og slappe af i nogle uger i træk, ville jeg måske overveje, om jeg overhovedet turde at holde den, med alle de farer, der tilsyneladende ligger i forlængelse af den…

Cykel
Jeg har købt min første cykel! Vi hentede den i går eftermiddags hos cykelhandleren. Den er af et gedigent dansk mærke – en Kildemoes Classic Retro (som på billederne) med 7 gear. Sort, meget flot, driftssikker og holdbar.
At cykle er en af de ting, jeg aldrig fik lært som barn, fordi vores vej var for befærdet og for skrå til, at mine forældre overhovedet sagde god for det.
Jeg har altid undskyldt mig med de omstændigheder i min opvækst. Men i et land som Danmark, hvor man nærmest bliver født på en cykel, som er en så eller endda mere gængs befordringsmiddel end en bil, uanset omstændighederne er det ikke at kunne cykle at betragte næsten som et handicap; det er en ulempe, og man overrasker enhver:
- ”Hvad for noget?! Kan du ikke cykle?”
- ”Nej, du ved, der hvor jeg voksede op, bla, bla, bla”.
Jeg har fået utallige tilbud gennem årene:
- ”Vil du gerne, at jeg lærer dig det?”
- ”Ellers tak, da jeg ikke ejer en cykel…”
For nogle måneder siden besluttede jeg mig for at gøre det til mit næste projekt.
Før jeg kan nyde at cykle en tur rank, stolt og afslappet på min nye cykel, skal jeg den store udfordring igennem at skulle lære at holde balancen, skifte gear på de relevante steder, bremse, osv., osv.
Er der nogen, som har et godt tip for en sen-begynder?

Pas på den postsommerstress!…
Stress synes at blive en stadig mere nærværende og global trussel i vores samfund. Og det ser ud til, at det kun er få, som er fri for den på et eller tidspunkt i livet. Enten fordi man har børn, eller fordi man netop ikke har børn, hvilket fordømmes mere eller mindre åbenlyst af samfundet; eller fordi man har for meget at lave på arbejdet, eller fordi man intet arbejde har. Og nu taler man endda om at være i risiko for at udvikle stress, fordi man har haft ferie.
Hvis man for alvor har haft ferie, har roen angivelig bevirket, at såvel hjernen som kroppen er blevet midlertidig langsommere. Derfor kan det virke ret hårdt at vende tilbage til arbejdet – til bjerget af e-mails, ubesvarede opkald, beskeder efterladt på skrivebordet, korrespondensen i øvrigt og hastemøder, som næsten øjeblikkeligt opløser den energi, man har opnået at samle og lade op i ferien.Stresseksperter anbefaler derfor, at man bruger de første dage på jobbet efter ferien kun til at læse mails og planlægge de næste dage.

Det vidste jeg på forhånd af egen erfaring, og på en måde er det det, jeg har forsøgt at planlægge for dagen i dag og de kommende par dage. Jeg håber, det virker…

Panik før lukketid
Buáááááááááááá! Ferien er ved at lakke mod enden. Og tre uger går så hurtigt, især når man har det godt og nyder dem til det fulde. Vi var en del ved stranden, tog sol på altanen i tude og utide, jeg nåede at læse 3-4 bøger, vi havde gæster, var ude at spise gentagne gange, besøgte mine svigerforældre på landet og hvilede ud fuldstændigt.
Snøft, snøft,... i morgen må jeg tilbage til at lade mig styre af vækkeurets ringen og dagliglivets krav.
Snøft… men i dag er dagen stadig min egen!… På gensyn i morgen, folkens – altanen kalder og venter på mig. Og det gør stranden også. : )
(foto: CascadeFotos @flickr.com e G Mars @flickr.com)

Mobil fortrydelse
Jeg husker, at jeg for nogle år siden, lige da jeg havde fået mobiltelefon, fik en sms fra min bror, der mildest talt gjorde mig forvirret: der var tale om intet mindre end en kærlighedserklæring. Dengang fattede jeg ikke, hvordan det kunne være sket, men jeg regnede ud, at den måtte være tiltænkt hans kæreste. Jeg prøvede sågar at drille ham lidt, men det må have været så tilpas pinligt, at han ikke engang svarede.
Jeg kom til at tænke på denne hændelse da jeg for nogle dage siden læste, at 64% af alle unge mellem 14 og 24 år og 33% af alle voksne, der deltog i en norsk undersøgelse lavet af Inact sagde, at de mindst en gang har fortrudt en sms eller sms, de havde sendt. Mere end 50% af dem fortalte, at de havde gjort det, mens de var beruset eller på grund af kærlighed…
… så pas nu på, når I taster løs.
(foto: Mister Rad @flickr.com)

Absolut
Her er et forslag til at slukke tørsten på en varm fredag: et besøg på den nye Absolut Icebar Copenhagen. Den har plads til 50 gæster og konceptet er ganske enkelt, endda arktisk: alt undtagen gulvet er lavet af is: møblementet, væggene, dekorationerne, endda glassene. Temperaturen holdes konstant på 5 grader under nulpunktet, og det kræver en del vodka og polartøj samt særlige handsker, som man får udleveret ved indgangen, for at holde sig nogenlunde lun.To gange om året bliver førende internationale kunstnere inviteret indenfor for at omdekorere interiøret med isskulpturer af den reneste is.
Det er den svenske vodkaproducent Absolut, der står bag ideen.Den første Absolut Icebar åbnede i 1994, og udover København findes de i Stockholm, Milan, London og Tokyo.
Det eneste problem er, at jeg faktisk ikke kan li’ vodka… mon de serverer vand?
God weekend!

Tintin i Congo
Jeg vidste, at i vore politisk korrekte tider (i hvert fald i forhold til nogen ting) nogen ville før eller siden komme i tanke om at censurere hæftet “Tintin i Congo”. Jeg har et eksemplar og synes – som jeg allerede har nævnt her tidligere – at det er den mest imperialistisk og racistisk tegneserie, jeg kender til.
Nå, nu har kommissionen for racelighed i England ifølge avisen Guardian besluttet, at ”Tintin i Congo” ikke er – det vil sige vil holde op med at være det, da børnene i min generation voksede op med det – for børn. Dette fordi hæftet er ekstremt fordomsfuld, eksempelvis når Tintin bliver høvdingen i den afrikanske landsby for at være en ”god, hvid mand”. Og en af de indfødte på et tidspunkt proklamerer, at ”hvid mand er meget stor, hvid mister er stor jujumand” For ikke at tale om de kraftige insinuationer om dovenskaben og ignorancen blandt de sorte i landsbyen, som altid har chokeret mig noget.
Har de mon i mellemtiden tænkt på at censurere 99% af rap-musikken, hvor kvinderne bliver omtalt på en yderst nedladende, nedgørende måde af mænd med en ekstremt sexistisk og chauvinistisk holdning? Hvis vi skal tale om diskrimination...

På peanuts
Jeg har i dag været i gang med min slankekur i et år. Jeg holdt den rimelig strengt og temmelig entusiastisk, og måske burde jeg være tilfreds med de 7 kilo, jeg har tabt hidtil. Men når jeg læser i ugebladene, om den eller den der har tabt 10 og 20, kan jeg ikke lade være med at føle mig lidt frustreret. Hvorfor kan jeg ikke komme længere ned i vægt? Ikke at jeg mener, at jeg behøver at tabe 20 kilo, men det ville ikke skade at tabe yderligere 2 eller 3 (eller 4 eller 5)…
… og langt om længe har jeg fundet hemmeligheden bag den perfekte kur: peanuts!”Peanuts?! Men peanuts feder, det ved alle jo!…”.
Ja, det var det jeg også troede, så jeg forviste dem fra min slankekur. Men for nylig læste jeg, at en gruppe spanske forskere – ja, vi ved godt, at der ikke kommer noget godt fra Spanien, men lyt til, hvad de har at sige om emnet; I kan kritisere alt det I vil bagefter ha ha ha.
Som jeg var ved at sige, så har en gruppe spanske forskere undersøgt 8.865 mennesker med hensyn til deres vægt og indtag af peanuts. Og de konkluderede, at dem der spiste peanuts mindst 2 gange om ugen var mindre tilbøjelige til at tage på end dem, der sjældent spiste dem. Det skyldes muligvis peanuts indhold af umættet fedt og proteiner, som øger stofskiftet og forbrændingen af fedt, samt fibre, som giver en mæthedsfornemmelse i længere tid.
Og for at undgå overdrivelse understregede de spanske forskere noget, alle kunne tænke sig til: at peanuts er rige på kalorier, så det er rigeligt med en håndfuld dagligt.

Endnu en moderne diagnose
Og fra den ene yderlighed til den anden...
Dette har intet med mig at gøre, da jeg finder det at slappe af og hvile, mens jeg har ferie, det mest naturlige i verden. Men jeg læste for nylig, at antallet arbejdsnarkomaner er steget tiltagende de senere år, i hvert fald i Danmark. En undersøgelse foretaget for nylig af HK/Privat afslørede, at 35% af de adspurgte medarbejdere altid er til rådighed for arbejdsgiveren, tager endda computeren og mobiltelefonen med på ferie. Og mange chefer holder ikke engang ferie. Der er mange grunde hertil, men hovedårsagen er nok den, at arbejdet er vores identitet nu om dage. Og konsekvenserne på langsigt er hårrejsende: stress, mindre motivation, mindre kreativitet og flere sygedage.
En enkel test fra hjemmesiden workaholics-anonymous.org afslører, hvorvidt man har et sundt forhold til arbejde, eller om man faktisk er arbejdsnarkoman; svarer man bekræftende på tre eller flere spørgsmål, er diagnosen stillet:

1. Går du mere op i dit arbejde end din familie og alt andet?
2. Er der tidspunkter, hvor du lader op via arbejdet?
3. Tager du arbejdet med i seng? På weekend? På ferie?
4. Er dit yndlings-samtaleemne arbejde?
5. Arbejder du mere end 40 timer om ugen?
6. Tager du fuldt ud ansvaret for dit arbejde?
7. Forventer din familie og dine venner ikke længere, at du holder dine aftaler?
8. Påtager du dig ekstra arbejde, fordi du frygter, at det ellers ikke bliver gjort?
9. Undervurderer du, hvor lang tid et projekt tager, og stresser du med at færdiggøre det?
10. Mener du, at det er i orden at have lange arbejdsdage, hvis man elsker sit job?
11. Bliver du irriteret på folk, der har andre prioriteter end sit arbejde?
12. Frygter du at miste jobbet eller ikke have succes, hvis du ikke arbejder hårdt nok?
13. Bekymrer du dig konstant over fremtiden - også når det går godt?
14. Er du konkurrencemenneske og energisk, selv når du leger?
15. Bliver du irriteret på folk, når de beder dig om at lægge arbejdet til side og lave noget andet?
16. Har du givet afkald på familien eller andre relationer på grund af dine arbejdstimer?
17. Tænker du på arbejdet, når du kører bil, går i seng, eller når andre taler?
18. Arbejder eller læser du, mens du spiser?

Jeg har altid sagt, at man må passe på det med arbejdet… ; )
Men heldigvis er der hjælp at hente på den nævnte hjemmeside. Nogle af de gode råd, de giver, er bl.a.:

- slap af! Firmaet går ikke under, selv om du slår mobilen fra og lader mailen være i fred
- lyt til personer, der gør dig opmærksom på problemet
- tal med kolleger, familie og venner om det og forsøg at tage de første skridt for at ændre situationen
- definer din fritid og skab nyt indhold i fritiden
- sæt tid af til andet end arbejde og se andre mennesker end kollegerne
- planlæg pauser – skriv dem ind i kalenderen – så dagen ikke bliver hektisk
- tal med din leder om arbejdspresset og opgavemængden og gør opmærksom på, hvordan det står til
- hav god samvittighed – også når man går hjem før kollegerne
- søg professionel hjælp, for eksempel ved at tale med en faglig medarbejder, stresscoach eller psykolog i samarbejde med arbejdspladsen

Og vel: tag en ferie omgående, ikke?!
(foto: damclean @flickr.com)

Distraktioner
Jeg burde ikke tale om arbejde, da jeg har ferie. Men på den anden side nyder jeg så meget at være væk fra det hele et stykke tid, at jeg får lyst til at tænke på det i utide. Fordi jeg ikke er nødt til at tænke på det. Forstår I, hvad jeg mener?
Det jeg blev opmærksom på var en artikel, jeg har læst for nylig om det, der generelt distraherer os og gør os mindre produktive i arbejdstiden. Det kommer sikkert ikke som en overraskelse at, der ifølge en undersøgelse fra et konsulentfirma er en hel del tidsrøvere og distraktioner, og at man spiller masser af tid på ligegyldige ting, som på ikke altid relaterer sig til arbejdet. Listen er temmelig lag: private opkald, irrelevante e-mails, sms’er, at chatte med vennerne over Messenger, at surfe på nettet, at tage sig af personlig ting, møder og atter møder til udveksling af ideer, som sjældent bliver til noget, en sluder med kollegaen, som lige kommer forbi, og megen, megen brok om dit og dat, som ikke er fuldstændig tilfredsstillende, eller chefen, som er uretfærdig, inkompetent osv.
Problemet ligger ikke engang så meget i disse små pauser men især i den videnskabeligt beviste kendsgerning, at det tager 20 til 25 minutter at vende tilbage til samme grad af koncentration som før afbrydelsen (dette hvis man antager, at man arbejdede koncentreret før, det er klart…). Desuden får man næppe færre opgaver, tværtimod, og man risikerer at blive stresset med alt det, der tårner sig op, mens man spilder tiden på andre ting – i hvert fald i teorien, da det i min erfaring er dem, der spiller mest tiden, som ser mest ubekymrede ud…
(foto: Bardur Eklund)

Impression management
Som det er tilfældet indenfor litteraturen, i filmens verden er der ligeledes en liste af film, der er så klassiske eller præmierede, at de har antaget legendarisk prestige. Og ligesom nogen lyver om deres læsevaner og påstår at have læst Ringenes Herre-trilogien for at imponere andre, ifølge en ny og interessant undersøgelse publiceret i Urban lyver en ud af ti om deres biografvaner og påstår at have set ”Schindlers Liste”, ”Da Vinci Mysteriet”, ”The Godfather”, ”Dommedag Nu” og ”En Verden Udenfor”, mens det i virkeligheden er mere sandsynligt, at de har set ”Sound of Music”, ”Ghost”, ”Dirty Dancing”, ”Love Actually” og ”Harry Potter”.
I mit tilfælde foretrækker jeg film i den anden kategori – de håbløse romantiske komedier, som jeg uden at blinke ville tilføje ”Bridget Jones Dagbøger”, ”Fire Bryllupper og en Begravelse”, ”You’ve got Mail”, “Pretty Woman “ og ”French Kiss”. Men jeg har også virkelig set ”Schindlers Liste”, ”Da Vinci Mysteriet”, ”The Godfather”, ”Dommedag Nu” og ”En Verden Udenfor”. Det er altså rigtigt!…
(foto: kiki-follettosa@ flickr.com)

Dårlig nattesøvn på landet
Hvis jeg er oppe på dette tidspunkt, er det kun fordi jeg hader at blive liggende i sengen til langt op ad dagen og se den gå forbi uden min deltagelse. Da jeg ellers sov så dårligt i nat, at det ville retfærdiggøre, at jeg lå i sengen i mange flere timer grebet af et megaanfald dovenskab.
Hvorfor det?
Landet har sine charmer, men lige nu kan jeg ikke komme i tanke om en eneste, efter en så urolig nat, dronningen over alle urolige nætter faktisk, hvor jeg næsten ikke fik lukket et øje.
Da vi stadig har ferie, besluttede vi os for at besøge mine svigerforældre, som bor på landet. Jeg ville ikke engang reagere så meget på den fremmede seng – som efterhånden heller ikke er så fremmed endda, da vi kender hinanden lidt fra tidligere besøg gennem årene – hvis ikke der havde været myggeproblemet; min mand bliver helt panisk og går på krigsstien ved det mindste tegn af myg. En. To. Tre. Og med nok tids mellemrum, så man lige kan nå næsten at falde i søvn inden næste angreb; og den frygtelige lyd – en øredøvende bzzzzz – som når den først bliver i øret, ikke længere kan "slukkes".
Og klokken 04:45 var der en blodig kamp mellem løse katte. Fssst! Rrr..nhaaaaau! En infernalsk larm, som fremkaldte gåsehud endda. Og samtidig en uventet banken oppe fra loftet, som noget der satte i løb. Den mest sandsynlige diagnose må være en mår, som stille flyttede ind og nu bor ulovligt deroppe.
Jeg var næsten ved at falde i søvn for niende eller tiende gang, da min mand spurgte noget skræmt: "hørte du det? Lød det ikke som en myg?!…"
Solen står op klokken 5 om morgen på landet, og derefter er det næsten umuligt at falde i søvn igen med alt lyset, hanens konstante og tilbagevendende gal og fuglenes maniske kvidre (min mig om aldrig mere at beklage mig over mine måger, som er stumme til sammenligning!).
Jeg vil aldrig forstå de digtere, som fascineres af det landlige: de idealiserer livet på landet, men de har tydeligvis aldrig sat fod her… det kan de umulig have gjort…
Jeg må skrive mig bag øret: for fremtiden at gøre mit til ikke at tilbringe sommerdage – eller i hvert fald sommernætter – på landet!

Festlig mand tæller for to
Hvis I tænkte, at et regelmæssigt liv uden for mange spændinger eller skøre indfald var det, der var nødvendigt for at opnå et langt liv og et stærkt helbred, bebrejder jeg jer ikke, da jeg indtil for nogle dage siden faktisk også forestillede mig det. Men ifølge en netop publiceret amerikansk undersøgelse er det de mænd, som godt kan li’ at gå ud og spise med vennerne, gå ud og få et glas og more sig, som kan gøre sig forhåbninger om at leve længst. Det er dem, som har sundere hjerter i forhold til de mere indadvendte, sky, stille mænd og har 50% mindre risiko for at udvikle hjertesygdomme end de sidstnævnte. Man ved endnu ikke helt hvorfor, men det ser ud til, at udadvendthed vejer tungere end faktorer som rygning, overvægt og for høje kolesteroltal. Hvem ville have sagt det?
’ kom nu, lad os tage ud at danse! Nu har I ikke nogen undskyldninger for at blive hjemme…
God weekend!
(foto: lancelot_milano @flickr.com)

Hvad er det for en lugt?…
Da det er uundgåeligt, at alt som bliver populært i Hollywood før eller siden bliver efterlignet af den almindelige borger, forestiller jeg mig, at det blot er et spørgsmål om tid, før vi alle render rundt med hoveder, der lugter af fiskemarked. Ja, fordi da nu er det blevet kendt, at skønheden Catherine Zeta-Jones bruger en hårkur og shampo fremstillet af beluga-kaviar specielt importeret fra Iran til 2200 kr. per behandling, bliver der trængsel. Hvem vil bruge Fructis? Trods de mange meninger, jeg fandt på nettet, som var rørende enige i, at det er latterligt, vil jeg vædde på, at indenfor to uger vil det være in at bruge shampo af fiskerogn med Omega-3 olier uundværlige i dannelsen af proteiner, og som på en unik måde reparerer slidt, ødelagt, spaltet hår og giver det en naturlig skinnende glans.
Denne luksusbehandling af 2 timers varighed på celebrity salonen Hari’s i London inkluderer et glas champagne og kaviarkanapeer.
”Fordi jeg fortjener det!”

Måger
Mågen er for mig at se en underestimeret, endda negligeret fugl. Der tales vidt og bredt om ørnenes og kondorernes majestætiske flyvning, eller svalernes agilitet, som jeg også beundrer. Men det er sjældent man hører mågernes lovprisning, selvom de er de fugle, der allermest minder om dage ved stranden.
Da jeg bor på en ø, har jeg lejlighed til at se måger dagligt. Og derfor er jeg bevidst om, at de flyver upåklageligt, med en god fart og elegance, og at der ikke er en anden fugl med så beskeden lungekapacitet, som udnytter den så tilpas godt; med andre ord: der er ingen andre, som larmer så højt som en sur eller højspændt måge i weekenden ved daggry - eller en hvilken som helst anden dag ved daggry.
God sommer!
(foto: Merlin_1 @flickr.com)